Læsetid: 3 min.

Der findes ingen naturkatastrofer

Ekstremt vejr udstiller økonomiske skel
19. august 2010

Oversvømmelseskatastrofen i Pakistan og de nylige oversvømmelser i Storkøbenhavn har ikke meget tilfælles - bortset fra, at begge vejrfænomener bliver tolket i lys af klimaforandringerne og det ekstreme vejr, vi kan vente os mere af i fremtiden. Alligevel er det tankevækkende, at 3,5 millioner børn ifølge FN's flygtningeorganisation risikerer at dø af at drikke forurenet vand i Pakistan, mens ofrene for de københavnske skybrud ifølge mediedækningen bl.a. talte en Volvo, et teaterarrangement i Kongens Have og det rene badevand i havnen.

Det er også tankevækkende, at Indien mellem 1980 og 2002 oplevede 14 store jordskælv, som tilsammen kostede 32.117 mennesker livet. Især fordi USA i samme periode oplevede hele 18 større jordskælv, men blot med 143 dødsofre til følge.

Den slående forskel i jordskælvenes dødelighed fremhæves af UCLA-professor Matthew E. Kahn i et økonomisk studie, og de belyser en vigtig pointe: Naturkatastrofer er ikke bare naturkatastrofer. De er ekstreme naturfænomener, som nogle gange bliver til katastrofer, andre gange ikke - alt afhængigt af, hvor de sker.

Professor Kahn påviser, at naturkatastrofer i fattige lande generelt koster langt flere liv end naturkatastrofer i rige lande - selv om der er lige mange naturkatastrofer i rige og fattige lande. Han finder også frem til, at demokratier og samfund med lav ulighed oplever færre dødsfald ved naturkatastrofer end udemokratiske og ulige lande.

En høj grad af korruption ser også ud til at være forbundet med større dødelighed, pointerer Kahn. Og han tilføjer, at det måske skyldes korrupte embedsmænd, som ser gennem fingre med overskridelser af byggereglementer og den slags, så bygninger lettere braser sammen.

Fra Katrina til Pakistan

Der er en oplagt lære af professor Kahns resultater, som også Harvard-professor Edward L. Glaeser har pointeret i forbindelse med jordskælvskatastrofen i Haiti: Naturkatastrofer er mest dødelige for fattige mennesker uden politisk indflydelse.

Amartya Sen har vundet en nobelpris for bl.a. at demonstrere, hvordan de fattigste og mindst ressourcestærkes manglende mulighed for at fremføre politiske krav betyder, at de dør af sult, fordi deres regeringer ikke træffer de nødvendige foranstaltninger til at forebygge det værst tænkelige.

De fattigste altid udsat

Med naturkatastrofer er det ikke meget anderledes: En af de store dræbere ved begge slags nødsituationer er de medfølgende sygdomme.

Og man behøver ikke tænke længe for at forstå, hvorfor et stærkt ulige samfunds fattigste rammes hårdest af naturkatastrofer - politisk indflydelse eller ej: Hvis en storbys rigeste bosætter sig øverst på skrænten, mens hundredtusinder af fattige klumper sig sammen på den mere udsatte jord nedenfor - ja, så er det de fattigste, som dør i mudderskredet eller oversvømmelsen.

I USA har Brown-professor John Logan dokumenteret, hvad alle kunne se på tv-billederne af Louisiana Superdome, da New Orleans druknede i brunt vand efter orkanen Katrina i 2005: At fattige, sorte og arbejdsløse led uforholdsmæssigt meget under katastrofen. De bliver ifølge Logan også hårdere ramt i orkanens efterspil, eftersom deres boliger primært lå i de mest beskadigede områder, som står til ikke at blive genopbygget.

I et indlæg på The New York Review of Books' blog har den pakistanske journalist Ahmed Rashid netop pointeret, at oversvømmelseskatastrofen i Pakistan også har ramt de fattigste, fjerneste og mindst udviklede egne af landet hårdest.

Katastrofen, som rammer Pakistans vigtigste landbrugsområder, har ifølge FN tillige fået fødevarepriserne til at stige voldsomt. Også dét vil gå hårdest ud over de fattigste pakistanere. Med mindst 1.600 døde, en halv million hjemløse og anslået antal påvirkede på 20 millioner tåler den pakistanske tragedie som sagt ikke sammenligning med et skybrud i København.

Men havde Danmark været lige så dysfunktionelt og ulige som Pakistan, er det ikke utænkeligt, at selv et regnvejr lidt større end normalen kunne have krævet sine ofre. Der kunne jo f.eks. have boet børnefamilier under nogle af de oversvømmede viadukter.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu