Læsetid: 3 min.

Folket skal vogte Chavez' revolution med gevær i hånd

Venezuelas præsident Hugo Chavez har ladet 120.000 civile træne og bevæbne og givet dem mandat til at 'forsvare revolutionen' klar til kamp. Spørgsmålet er, hvem fjenden er
19. august 2010

TEGUCIGALPA, Honduras - I Latinamerika er der ét spørgsmål, der deler vandene fra Mexico i nord til Ildlandet i syd: Den venezuelanske præsident Hugo Chávez og hans politiske projekt, det 21. århundredes socialisme eller slet og ret 'revolutionen'.

Det fik den spansksprogede udgave af tv-stationen CNN at mærke, efter at tv-kanalen valgte at vise den spansk producerede dokumentarfilm Los Guadianes de Chavéz (Chavéz vogtere). Filmen fremprovokerede seerstorm og voldsom debat.

I en slutscene i filmen sidder en bonde på en traktor, der langsomt bevæger sig frem gennem hovedstaden Caracas' gader som del af en større militærparade. Foran bonden marcherer medlemmer af den særlige nationale milits, og kampfly gennembryder lydmuren oppe mellem skyerne. Over sin skulder bærer bonden en russisk AK-103 - en Kalashnikov automatriffel. Til kameraet fortæller han, at han er bevæbnet for at kunne forsvare sig mod imperialisterne. At han om nødvendigt vil forsvare revolutionen med sit våben.

Journalisterne bag kameraet er fra den spanske dokumentarproducent, REC Reporteros Cuatro. De er i Venezuela for blandt andet at finde svar på, hvorfor landets præsident, Hugo Chávez, har valgt at træne og bevæbne foreløbigt mere end 120.000 civile venezuelanere.

Folkehæren

Det er dog ikke nogen nyhed, at Venezuelas præsident Chávez er i gang med at opbygge 'en folkehær' kaldet la milicia popular. Allerede i 2007 bestilte præsident Chávez 1,5 mio. russiske automatrifler for »at gøre landet forsvarsdygtigt«, som Chávez dengang sagde.

Riflerne var ikke til landets militær, men påregnet denne særlige folkehær, som Chávez ville etablere.

Samme år sendte Hugo Chávez 69 forfatningsændringer til folkeafstemning. Her var en række af de vigtigste punkter, at landets væbnede styrker i højere grad skulle underlægges præsidenten, at præsidenten skulle kunne genvælges uden begrænsninger, og at en særlig femte afdeling af landets væbnede styrker skulle oprettes: En folkehær, som præsidenten og ikke landets militære generaler skulle have den fulde kontrol over.

De foreslåede ændringer blev mødt med hård modstand langt ind i præsident Chávez' egne rækker. Hans tidligere nære ven, medstifter af Chávez' politiske parti og på daværende tidspunkt forsvarsminister Chávez regering, General Raul Baduel, tog sin afsked og kaldte forfatningsændringerne for et kupforsøg. Raul Baduel mente, at præsident Chávez var i færd med at nedbryde skillelinjerne mellem hans egen politiske magt som præsident og landets militære magthavere. Altså at en uheldig sammenkobling af politisk og militær magt var under opsejling.

Chávez' parallelverden

Folkeafstemningen i 2007 blev den første og hidtil eneste, som præsident Chávez har tabt til dato. I februar 2009 satte præsident Chávez endnu engang en række af de samme ændringsforslag til forfatningen til folkeafstemning - og vandt. Med præsidentens ord kunne 'revolutionens tredje fase' begynde.

Den tredje fase betyder blandt andet, at nye parallelstrukturer i den politiske administration er skudt op overalt. Det er således ikke længere de folkevalgte borgmestre og lokalpolitikere, der styrer de lokale budgetter. Det gør i stedet præsident Chávez' folkekomiteer.

Det er heller ikke længere politiet alene, der opretholder lov og orden. Det gør også dele af folkehæren, der i februar 2010 blev udstyret med et bredt formuleret mandat til 'at forsvare revolutionen' - Chávez' politiske projekt - og med et mål om at vokse til 1,1 mio. mænd og kvinder.

Og det er dét, som oppositionen og kritikere af Chávez bekymrer sig om.

»At udstyre bønder med våben er en dårlig idé, for hvem skal de vendes imod?« spørger den tidligere brigadechef i det venezuelanske militær general Antonio Rivero.

Han minder samtidig om, at militser tilknyttet den yderste højrefløj ligeledes er bevæbnede - hvad der til sammen ligner opskriften på en national konflikt.

I Latinamerika bliver enhver politisk beslutning i Venezuela fulgt tæt. Mange beundrer præsident Chávez for hans opgør med årtiers undertrykkelse, men mange frygter for, hvor hans politiske projekt ender.

Den 26. september er der valg til parlamentet i Venezuela. De fleste meningsmålinger peger på næsten dødt løb mellem præsident Chávez' politiske blok og en løst sammenhængende opposition. Kritikere spørger sig selv, hvad der vil ske, hvis eller når revolutionen lider et politisk nederlag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Holger Nielsen

Jesper Løvenbalk

"Kritikere spørger sig selv, hvad der vil ske, hvis eller når revolutionen lider et politisk nederlag."

Det er der sikkert også mange tilhængere og forbeholdne støtter, eller for så vidt bare almindeligt håbefulde, der gør. Socialismens historie er både lang og broget, men i historiens lys endnu ung, så "folk" er vel i gang med at lære af erfaringerne?

Vi ved jo ikke hvad Chavez har tænkt sig at gøre, hvis han taber valget. Vi ved ikke engang om det vil blive hans nederlag, om han gør. Hvad har oppositionen, som du betegner som "en løst sammenhængende opposition", at byde på? Vil den eventuelt slippe repressionen løs over for bønder og arbejdere, for herved at gentage et arketypisk sydamerikansk motiv. Vi ved det ikke, men du kunne måske skrive os en artikel om hvad oppositionen har på tapetet?

På forhånd tak

Beskrivelsen af den militariseringen er et vellignende billede af de danske tilstande, blot med andre ord. Det militær, som i følge grundloven kun må i aktion for at forsvare landet, sendes ud i alverden for at slå andre folk ihjel, og hjemmeværnet bidrager som hjælpetropper. For Danmark er alverden hjemme, og end mere gælder for USA i Sydamerika (Monroe).
Hukommelsen må være kort, hvis man ikke husker de højreekstremistiske regimer med USA's hjælp hærge i Sydamerika (eks.Pinochet). Og hvem går forrest i klimakampen, mens Vesten er vendt tilbage til storforbruget af ødelæggende produtivitet?
Derfor fik Folkenes klimamøde i Bolivia i april og klimaaftalen for millioner af mennesker heller ingen nævneværdig omtale i Information. Kort og godt kapitalisme!