Læsetid: 5 min.

'Jeg ville foretrække at være en fri mand i mit eget land'

Efter 11 år i russisk fængsel blev den spionagedømte forsker Igor Sutyagin pludselig sat på fri fod og udleveret til Vesten som led i den største spionudveksling siden Den Kolde Krigs afslutning. Selv bedyrer Sutyagin fortsat sin uskyld og takker for støtten fra menneskeretsorganisationer
På dette arkivfoto fra 2002 eskorteres Igor Sutyagin ind til  retsmøde i Moskva, under anklage for at spionere for USA.   I dag opholder han sig i Storbritannien og håber, han får mulighed for at blive genforenet med sin familie i sit hjemland, Rusland.

På dette arkivfoto fra 2002 eskorteres Igor Sutyagin ind til retsmøde i Moskva, under anklage for at spionere for USA. I dag opholder han sig i Storbritannien og håber, han får mulighed for at blive genforenet med sin familie i sit hjemland, Rusland.

Maxim Marmur

19. august 2010

Så sent som i begyndelsen af juli var Igor Sutyagin som sædvanlig i gang med at skovle kulslagger i en fængselslejr i Ruslands arktiske nord, da han pludselig og uden forklaring fik besked på at forberede sig på at tage afsted. Kort efter blev han lagt i håndjern og under bevogtning ført om bord på et fly til Moskva.

Det var først, da han i Lefortovo-fængslet i Moskva fik nys om, at andre fanger var havnet i samme situation, at han forstod, at der var noget usædvanligt i gære. »Man får aldrig nogen forklaring på, hvorfor man bliver flyttet,« >siger Sutyagin og trækker på skuldrene. »Sådan er det at være fange.«

11 år bag tremmer som følge af spionageanklager fik altså en brat ende, da Igor Sutyagin blev en af brikkerne i den største spionudveksling siden Den Kolde Krigs afslutning.

11 'sovende' russiske agenter i USA blev byttet med fire fængslede russere. Sutyagin og de tre øvrige mænd, som blev fløjet til Wien den 9. juli i år, var tilsyneladende ægte spioner.

Sutyagin insisterer imidlertid på sin uskyld, og andre, deriblandt den amerikanske regering, deler den opfattelse.

Sutyagin er indtil videre flyttet ind hos venner i London og står på tæsklen til en uvis fremtid: Vil han blive genforenet med sin familie - sin hustru Irinia, døtrene Oksana og Anastasia, sine forældre og sin bror? Og i givet fald hvornår? Er der et liv for ham i hans hjemland efter det langvarige fængselsophold? Vil han kunne få et job der?«

»Jeg er som Solsjenitsyn,« siger han. »Jeg foretrækker at være en fri mand i mit eget land,« siger den 45-årige Sutyagin.

Hans høje intelligens skinner igennem, selv om han taler med stærk russisk accent og af og til tøver for at finde det rette ord på engelsk. Hans nye tøj - en ternet skjorte og posede bukser - er for store til hans skikkelse. Men nu er han klar til at bryde den tavshed, han blev påtvunget i en fjerdedel af sit liv.

Ekspert i USA og Nato

Som barn af sovjettiden voksede Sutyagin op i Den Kolde Krigs bundfrosne virkelighed og blev voksen i den epoke, hvor Leonid Bresjnev blev erstattet af den tidligere KGB-chef Jurij Andropov, som straks efter blev erstattet af Konstantin Tjernenko. Det var dengang, NATO deployerede krydsermissiler i Vesteuropa.

Sutyagin viste sig tidligt at have anlæg for en akademisk karriere og begyndte at studere fysik på Moskvas Statsuniversitet. Senere blev han ekspert i strategiske og militære spørgsmål ved det prestigefyldte Institut for Studier af USA og Canada, hvor han arbejdede på at formulere ordlyden til en traktat om konventionelle styrker i Europa og skrev flere kapitler i en bog om Ruslands atomarsenal.

Men Sutyagins virkelige ekspertise var USA og NATO, ikke Sovjetunionen og Rusland.

»Det var selvfølgelig nødvendigt at forstå, hvad der foregik på russisk side, men jeg har aldrig haft - og fik aldrig brug for - sikkerhedsgodkendelse,« siger han.

»Vi arbejdede kun med åbne kilder - ikke efterretningsmateriale.«

Skjulte motiver

I 1998, da han deltog i en konference i Birmingham, blev han introduceret til et privat britisk selskab ved navn Alternative Futures, der tilbød ham 1.000 dollar om måneden for at skrive rapporter til sig.

Sutyagin insisterer på, at han ikke var naiv.

»Jeg er født i Sovjetunionen og voksede op dér. Vi lærte i skolen, at vi skulle være mistænksomme over for udlændinge. Men jobbet gik bare ud på, at jeg skulle skaffe oplysninger om investeringsklimaet i Rusland.«

Ruslands sikkerhedstjeneste, FSB, så imidlertid anderledes på den sag og arresterede ham i oktober 1999. FSB hævdede, at det britiske selskab var et skalkeskjul for CIA.

Sutyagin er overbevist om, at den russiske efterretningstjeneste havde sin egne skjulte motiver.

»Det kunne være led i et forsøg fra FSB's side på at styrke sit ry. På det tidspunkt truede Boris Jeltsin (Ruslands daværende præsident, red.) med at skære ned på efterretningstjenestens bevillinger. Specialister vil altid forsøg at bevise deres værd. Det er problematisk at være officer i kontraspionagen og aldrig fange en spion,« siger han.

Det kan til stadighed vække hans harme, at han blev dømt for at videregive offentligt tilgængelige oplysninger.

For at understrege pointen fremlægger han et udvalg af sine kilder: Nogle gulnede avisudklip, hvor to højtstående generaler citeres for udtalelser, som øjensynlig faldt på en pressekonferencer om militære anliggender.

»FSB havde brug for at legitimere min fængselsdom,« siger han bittert. »Jeg fik 15 års fængsel på grund af de to herrer.«

En andet udklip er fra avisen Washington Post og er en artikel fra 1998 med en understreget passage om formodede svagheder ved Ruslands luftforsvarsradarsystem.

Selv fængselsledelsen tvivlede på hans skyld. Det gjorde ham til en interessant og usædvanlig indsat på et dystert sted, hvor der ellers sjældent sker meget af interesse.

'Fat mod'

Livet i fangenskab var hårdt, især et tre måneder langt ophold i isolationsfængsel i den frygtede Arkhangelsk-fængselskoloni, beretter Sutyagin.

Men der var også formildende omstændigheder som en tjans på en avis og som engelsklærer for en sikkerhedschef.

»Det værste for mig var, at jeg ikke var i stand til forskåne min familie for den vanskelig tid, de måtte gennemgå,« siger han.

Han skrev tusindvis af breve til familien for at holde kontakten ved lige og dulme smerten ved sin isolation og adskillelse.

Et budskab, det er ham magtpåliggende at få frem nu, er, at pres igennem offentligheden kan hjælpe. Efter at være blevet anerkendt som politisk fange af Amnesty International og Human Rights Watch modtog han tusindvis af støttekort og -breve - han fremdrager et lille udvalg fra en nusset brun kuvert, der er adresseret til Ruslands Forbundsstatslige Fængselstjeneste.

»Fat mod. Du er ikke glemt,« >står der på et typisk brev, som var afsendt fra et medlem af Amnesty Internation i Holland. »Opgiv ikke håbet!«.

Fasthold presset

Sutyagin blev før sin løsladelse forpligtet til at underskrive et dokument, hvori han indrømmer sin skyld, men han har siden trukket tilståelsen tilbage.

»Jeg skal ikke længere bevise min uskyld, for nu er jeg benådet. Men psykisk er det vigtigt for mig at komme hjem til min familie. Jeg har absolut tænkt mig at rejse hjem igen. Men jeg har også brug for at forstå, hvad der foregår i Rusland. Jeg har brug for at vide, om det virkelig er sikkert.«

Selv i dag forstår han ikke, hvorfor han blev sat på fri fod. En mulig forklaring er, at han blev del af spionudvekslingen, fordi den skulle virke mindre ulige.

»Jeg blev officielt frigivet på grund af en aftale mellem Obama og Medvedev«, siger han. »Men den egentlige forklaring er snarere den store offentlige interesse i min sag. Læren er, at det er altafgørende at fastholde presset og aldrig glemme dem bag tremmer,« siger han.

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer