Nyhed
Læsetid: 6 min.

Industriarbejderen er en truet race i USA

Der findes masser af beboere, som har kæmpet for at få fabrikkerne ud af storbyen. I New Yorks Garment District er historien vendt på hovedet; Her kæmper de lokale for at redde en truet race: den amerikanske industriarbejder
Skal tøjet i de amerikanske stormagasiner som Norstrom her produceres i Asien eller inden for USA's grænser? Kravet om at flytte produktionsjob tilbage til USA vokser forud for midvejsvalget

Skal tøjet i de amerikanske stormagasiner som Norstrom her produceres i Asien eller inden for USA's grænser? Kravet om at flytte produktionsjob tilbage til USA vokser forud for midvejsvalget

Mario Tama

Udland
18. august 2010

Garment District, New York - Her er ruller og stoffer og tråd over det hele. Travle koncentrerede damer og bebrillede herrer, der nørkler ved hver sit bord. En evindelig summen af symaskiner blandet med den gamle vareelevators knirken i hjørnet og ladbilernes dytten nede på gaden.

Ramdat Harihars systue ligner en scene fra et typisk lavtløns- og produktionsland som Mexico eller Kina. Men den ivrige, speedsnakkende direktør regerer faktisk midt på Manhattan. Oprindelig er han immigrant fra Guyana, men i over 30 år har han været en fast del af New Yorks legendariske Garment District, en håndfuld gader sydvest for Times Square, og i den tid har han set og oplevet lidt af hvert. Harihars fabrik havde i storhedstiden 70 ansatte. Den har også haft syv - det var lige efter angrebet 11. september, men han gav ikke op, og i dag er de 22 ved maskinerne.

Præcis som Harihar og hans syersker har hele Garment District været på en heftig rutsjebanetur de seneste årtier. Frem til 1960'erne var det her i pakhusene, at langt hovedparten af USA's beklædning blev syet. De dyre designs og couture-moden kom fra Paris og Milano, men her blev der lavet tøj til Hr. og Fru Amerika. Og netop som New Yorks egne modeskabere begyndte at få succes i løbet af 70'erne, netop som byens egen modescene spirede, begyndte udflytningen af arbejdspladser til den tredje verden.

Kæmper for eksistens

Tekstilindustri og beklædning er som regel noget af det, der flytter først, når et nyt land melder sig på banen med billig arbejdskraft. De fleste ufaglærte kan lære at klippe og sy, og tøj er mindre tungt og dyrt i fragt end f.eks. maskiner og andre forbrugsvarer. I dag bliver kun ca. fem pct. af USA's beklædning fremstillet i Garment District; et massivt fald, men modebranchen er i live og står bag to årlige modeuger. Netop nu kæmper den imidlertid for sin eksistens. Igen. Manhattan er en ø, pladsen er knap, og der er altid behov for nye områder til boliger, hoteller og restauranter. Derfor har presset været stort for at udvikle Garment District, fortæller Kristin Labuz fra organisationen Design Trust for Public Space (DTPS), som har inviteret en gruppe udenlandske reportere på en rundtur i et truet men kamplystent kvarter. Sagen er, at hvis byens folkevalgte ændrer lokalplanen, så den ikke længere kræver en vis andel industrielle lejere, så kan ejerne og udlejerne tjene langt mere og dermed kan byen også få mere ind i skat, forklarer hun:

»Spørgsmålet er ikke, om der kommer ændringer. Det gør der. Spørgsmålet er hvordan,« som hun siger og opremser forslag om at gøre bydelen til alt fra nyt turistmekka over luksus-shopping-kvarter til kreativt kunstnercentrum.

Ikke uden sværdslag

De nuværende indbyggere - systuerne, designerne, knapsælgerne og alle de andre små selvstændige, der har boet her i generationer - har dog ikke i sinde at flytte uden sværdslag. Og i en undersøgelse fra netop DTPS henter de for tiden nye skyts og argumenter. Fonden har sammenlignet modebrancherne i New York, Paris, Milano og London og opdaget, at New Yorks underskov af små leverandører og serviceudbydere gør byens modescene unik. I stedet for de gamle tøjfabrikker er Garment District i dag blevet ramme om unge talenter og ny udvikling - hvorimod man som håbefuld designer i Europa er tvunget til at søge ind i et stort modehus, hvis man vil frem, fortæller Labuz:

»I New York kan man som ung, nystartet designer begynde med et beskedent lån på 20.000 dollar og så købe og leje sig til resten - tegnestueplads og tekstiler, model og mønsterskærer.«

Undersøgelsen fra DTPS kalder Garment District et økosystem, som bidrager med både millardindtægter og arbejdspladser til byen - men også et skrøbeligt system, som ikke bare med et snuptag kan flyttes til Queens, New Jersey eller et andet område udenfor centrum med mere plads og mindre efterspørgsel. For Ramdat Harihar er der ingen tvivl om, at nærheden i det gamle kvarter er af stor værdi. Han viser passioneret rundt mellem sine gamle, antikke maskiner, der kan frembringe alverdens mønstre, strukturer og dekorationer, som siden bliver til ideer i designernes hoveder - både de etablerede som Calvin Klein og Anna Sui og de helt unge og uprøvede talenter:

»Det bedste ved min adresse? Designerne har alle sammen base her omkring, de kan komme forbi når som helst, lægge en tegning på bordet og sige: Det her skal jeg bruge i morgen klokken 10,« forklarer han: »Hvis vi havde adresse i Brooklyn, så skulle de med toget - det vil de måske også godt, men det tager let en times tid. Her er der fri adgang og ultrakort vej fra ide til prøve til ny ide osv. osv. Her kan vi få arbejdet fra hånden.«

Tæt på kunderne

Det samme siger Tina Schenk, nyetableret mønsterskærer og udvikler, som vi besøger bagefter. Schenk har arbejdet for store navne som Helmuth Lang og Karl Lagerfeld og åbnede egen forretning for tre år siden - et andet sted i byen. Det varede dog ikke længe, før hun rykkede til Garment District:

»Alle kunderne er her, og i en arbejdsproces, hvor man klipper, syr, retter til, prøver på model og retter til igen - og måske er nødt til at løbe frem og tilbage flere gange hver dag mellem sin egen og kundens adresse - er det en enorm fordel.«

Organisationen DTPS arbejder for tiden på at give sine anbefalinger til byens politikere om kvarterets fremtid. Og her kommer de mange små selvstændige og den fysiske nærhed til at spille en hovedrolle, siger Kristin Labuz:

»Til dato er der ingen, der har fundet en model for, hvordan man kan flytte dem alle på en gang uden at ødelægge forretningsmodellen og spolere økosystemet,« siger hun: »Førhen har mange nok tænkt på dette område som et døende nabolag, men i vores undersøgelse fandt vi et lyslevende kvarter.«

I stedet for at sætte modebranchen på gaden, kunne en løsning være at udvikle kvarteret med nye restauranter og andre services i gadeniveau, men beholde tøjindustrien på de øvre etager, forklarer hun.

Det kommer aldrig til at kunne betale sig at storproducere i USA igen, men når der skal laves prøvemodeller, hurtige ekstraordrer og små kollektioner i høj kvalitet, kan de lokale systuer sagtens konkurrere med kineserne og en lang transporttid, forklarer hun:

»I den bedste af alle verdener kunne kvarteret her blive en ny model for kreativ og let industri i et blandet storbykvarter, der samtidig er fuldt af liv på gadeplan.«

Retur til Amerika

Indtil videre er det dog alt sammen kun på tegnebrættet. New Yorks politikere har endnu ikke besluttet sig og heller ikke sat en dato for, hvornår de gør det.

Ramdat Harihar, Tina Schenk og alle de andre i kvarteret må håbe det bedste og frygte det værste en tid endnu. Enkelte håber som designeren Yeohlee Teng på assistance fra Obama og Washington. Selv får hun syet stort set hele sin eksklusive kollektion i New York og er overbevist om, at det betaler sig bedre end ugelang transport og besværlig kommunikation med ansatte i et andet land. Denne strid handler imidlertid om mere end en flok virksomheders overlevelse, siger hun iltert:

»Der er et helt grundlæggende problem, som handler om, at vi ikke længere producerer noget i det her land. Hvis Obama og hans regering mener alvorligt, at de vil bringe flere industrijob retur til Amerika, så kunne de passende begynde her.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Holger Nielsen

Vi plejer godt nok at tale om truede arter, ikke racer.

Og arten ikke racen, er i konkurrence med fattige i Asiens og Mexico's sweatshops, (vi har dem også i Kroatien) og USA's industriarbejdere er dømt til at tabe.

Men hvis man går ind for liberal kapitalisme er det jo vilkårene - også i "Guds eget Land".

Hvad er problemet?

Problemet er, at den liberale kapitalisme kun "gælder" når den er til "min egen" fordel ... det har vi jo også set herhjemme med de mange Mia fru Espersen sendte i retning af bankerne.

En anden måde at sige det på, er at liberal kapitalisme hylder som hovedprincip, at målet, mine interesser, helliger midlet.

Niels-Holger Nielsen

Per Jongsberg

"En anden måde at sige det på, er at liberal kapitalisme hylder som hovedprincip, at målet, mine interesser, helliger midlet."

Og hvad er så dine interesser?;-) Og hvad er dit middel?