Nyhed
Læsetid: 4 min.

Islamiske fundamentalister giver nødhjælp

De værste oversvømmelser i årtier har overvældet de pakistanske myndigheder - og hvor de ikke formår at hjælpe, har islamistiske grupper med forbindelse til terrorbevægelser udfyldt tomrummet
FN anslår, at oversvømmelserne i Pakistan har ramt fire millioner mennesker, og at mindst 1,8 millioner af dem har et presserende behov for vand, mad og husly.

FN anslår, at oversvømmelserne i Pakistan har ramt fire millioner mennesker, og at mindst 1,8 millioner af dem har et presserende behov for vand, mad og husly.

BEHROUZ MEHRI

Udland
6. august 2010

CHARSADDA - Den travle nødhjælpsstation i vejkanten ser helt almindelig ud. Store gryder er stillet op - her kan de sultne og forkomne få mad. En ambulance, som der nu ikke længere er brug for til at transportere tilskadekomne, er blevet lastet med bundter af brugt tøj, der skal gives væk. Men støttestationen i udkanten af Charsadda, en by i den nordvestlige del af Pakistan, der er blevet ramt af nogle de værste oversvømmelser i årtier, bliver hverken drevet af humanitære ngo'er eller af Pakistans myndigheder. Den er derimod etableret af en gruppe, som påstås at have forbindelse til internationale terrorbevægelser.

Den benhårde islamistiske organisation Jamaat-ud-Dawa (JUD) menes at være et skalkeskjul for Lashkar-e-Taiba (LET), der er opført på internationale lister over terroristgrupper og bl.a. menes at stå bag de blodige aktioner mod et hotel i Mumbai i 2008. Ifølge eget udsagn har Jamaat-ud-Dawa 2.000 medlemmer, der lige nu er indsat i arbejdet for at bistå ofrene for de oversvømmelser, som har skabt kaos i den nordvestlige del af landet og et stykke ned i Punjab-provinsen.

Mens den pakistanske regering synes overvældet af katastrofens omfang - Pakistan har ikke oplevet så voldsomme oversvømmelser i mindst 80 år - er der opstået et tomrum, hvor velorganiserede islamiske grupper, både fra mainstream og fra den ekstremistiske fløj, kan rykke ind.

Og de har allerede været i stand til at vinde hearts and minds i den region, som ellers har været hårdest ramt af militant islamisme og stærkest udsat for truslen om en Taleban-magtovertagelse. I hele det oversvømmede nordvest beklager forbitrede lokale sig over, at hjælp fra regeringen er næsten helt fraværende.

Frygt for kolera

FN anslår, at oversvømmelserne, som er forårsaget af monsunregn, nu har ramt fire millioner mennesker. Den pakistanske provinsregering sætter dødstallet til mindst 1.600.

FN's Verdensfødevareprogram vurderer, at mindst 1,8 millioner mennesker har et presserende behov for vand, mad og husly. Der frygtes nu for udbrud af vandbårne sygdomme som kolera.

I Khyber-Pakhtunkhwa-provinsen er huse, virksomheder og afgrøder skyllet væk. Vej- og elnettet er brudt sammen, efter at 91 broer og 10.000 elledninger er revet med af vandmasserne. Den stigende vandstand kan true Warsak-dæmningen, Pakistans tredjestørste, hvilket har fået nødhjælpsmyndighederne til at bede beboerne i den nordlige udkant af Peshawar om at forlade deres hjem. Samtidig trænger oversvømmelserne nu længere ind i Punjab-provinsen i sydlig retning.

På nødhjælpsstationen Hadji Makbool Shah erkender en 55-årig hjælpefrivillig, at han er medlem af JUD. Han siger dog, at uddelingen af nødhjælp er tilrettelagt af Falah-e-Insaniyat, en anden gren af organisationen.

»Hvis regeringen var gået i gang med at udføre dette arbejde, ville der ikke være behov for os,« siger han. »Da oversvømmelserne kom, bar vi folk ud på vores skuldre og kørte dem i sikkerhed i vores egne ambulancer. Hvor var regeringens ambulancer?«

Yaya Mujahid, en talsmand for JUD, siger, at gruppen samarbejder med Falah-e-Insaniyat. »Vi er til stede for at hjælpe med på alle oversvømmelsesramte steder,« siger Mujahid.

Lashkar-e-Taiba blev forbudt i Pakistan i 2002, hvor- efter gruppen skiftede navn til Jamaat-ud-Dawa. Den insisterer dog selv på at have brudt alle bånd til det gamle til LET.

Da den britiske premierminister, David Cameron, i sidste uge skabte kontrovers ved at beskylde Pakistan for at »eksportere terror«, var det højst sandsynligt grupper som JUD, han havde i tankerne. Gruppen eksisterer i Pakistan på en højst uklar juridisk status.

Efter det store internationale pres, som fulgte efter angrebene på Mumbai, hvor over 160 mennesker blev dræbt, og en FN-resolution, som bandlyste JUD, var Pakistan i første omgang nødt til at forbyde gruppen. Men ved en senere retssag fik gruppens leder, Hafiz Saeed, medhold i, at et retmæssigt forbud ville have krævet en domstolsordre, og en sådan forelå ikke.

JUD var tilsvarende aktiv i støtteindsatsen efter det massive jordskælv i det nordlige Pakistan i 2005 og fik sågar international anerkendelse for sit arbejde. Bevægelsen tog sig også af fordrevne fra Swat-dalen sidste år, da hæren iværksatte en operation for at generobre området fra Taleban.

'Regeringen er lammet'

Et stykke længere nede ad vejen fra JUD's støttestation har en anden - og helt lovlig - islamisk gruppe, al-Khidmat Foundation, sikret indkvartering i to private skolebygninger for omkring 380 familier, der blev gjort hjemløse af oversvømmelserne. Al-Khidmat er en del af det fundamentalistiske parti, Jamaat-e-Islami, der dog efterhånden synes at have fundet en plads inden for den politiske mainstream.

»Regeringen er lammet,« siger Javed Khan, leder af den lokale afdeling af al-Khidmat. »Hele provinsen er i vanskeligheder, og myndighederne er fraværende.«

I skolen fortæller Naila Fazli Rabi, en 18-årig kvinde, der har søgt ly her, at vandmasserne var over tre en halv meter høje, da de skyllede hendes familie væk fra deres hus i den nærliggende landsby Arbab Korna.

»Al-Khidmat hjælper os, regeringen har ikke givet os noget,« sagde Rabi. »Vi havde brugt tre millioner rupier (205.000 kr.) på huset. Nu kan vi ikke engang drømme om at genopbygge det. Jeg har ikke engang 30 rupier.«

En højtstående embedsmand fra Charsadda, Kamran Rehman Khan, siger, at omkring 500.000 mennesker i hans distrikt, som tæller en befolkning på 1,7 millioner, er blevet ramt af oversvømmelserne.

Han siger, at han ikke kender til Falah-e-Insaniyats eller Jamaat-ud-Dawas aktiviteter i området.

»Problemerne har et sådant omfang, at enhver regering i verden ville kæmpe for at klare dem,« siger Khan. »Vi var ikke forberedt på så stor en katastrofe.«

© The Guardian og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her