Baggrund
Læsetid: 6 min.

Kapitalisme a la Kagame

Både Rwandas befolkning og det internationale samfund har købt præsident Paul Kagames opskrift på en ny afrikansk form for kapitalisme, der hylder privat økonomi og statslig kontrol
Mens børnene sælger træ på et marked i Kigali, taler regeringen om, at Rwandas fremtid skal bygges på privat initiativ og kapitalisme - men under 
 streng kontrol.

Mens børnene sælger træ på et marked i Kigali, taler regeringen om, at Rwandas fremtid skal bygges på privat initiativ og kapitalisme - men under
streng kontrol.

Finbarr O

Udland
7. august 2010

KIGALI - Rwanda har gjort det til en årlig tradition at navngive nyfødte bjerggorillaer. Det lille afrikanske land vil så frygtelig gerne med på turisternes landkort og kendes for bjerggorillaer i the land of a thousand hills frem for the land of a thousand kills. Efter sigende har præsident Paul Kagame endda hyret et britisk pr-firma til at pudse landets blodige renommé af. Kagame vil være Afrikas svar på Singapore - effektivt, strømlinet og med nultolerance over for korruption og folk, der modarbejder landets ledelse.

Og tilsyneladende bygger Rwandas succeshistorie på mere end spin. På et tidspunkt, hvor der generelt er voksende kritik af traditionel udviklingsbistand - ikke mindst i mange afrikanske landes egne politiske og akademiske eliter - er Rwanda blevet den positive undtagelse fra reglen om, at de vestlige donormidler ædes op af administration, korruption og hvide elefanter. Når det handler om at forvandle store ord til resultater, giver Rwanda baghjul til stort set resten af Afrika. Efter folke- drabet i 1994 var landet præget af ødelagt infrastruktur, misligholdte marker og en befolkning gennemsyret af mistro. På de 16 år er det til- syneladende lykkedes at vende stemningen, sætte målrettet ind mod fattigdommen og implementere en ny tro på fremtiden. Spørger man blandt internationale udviklingsorganisationer i landet, er det en stram ledelse, som forklarer, at Rwanda bevæger sig fremad. På områder som aids- og malaria-bekæmpelse, sundhed, børnedødelighed og grunduddannelse er Rwanda blandt de lande, som har en reel chance for at nå de forjættede millennium-mål.

»Det unikke ved Rwanda er, at man giver dem en idé, de lytter, sætter penge af til initiativet, og de udfører det. Det er specielt i Afrika. Rwanda har brugt sin bistand godt,« siger UNICEF's lokale talskvinde, Misbah Sheikh.

Som mange andre giver hun Kagames visionære ledelsesstil en stor del af æren.

»Det er for tidligt at dømme ham, men han forsøger i hvert fald at skabe udvikling for befolkningen, og han er ekstremt personligt engageret i mange af de områder, vi arbejder for,« siger hun.

Gode borgere

I hele landet er der lavet sirlige systemer for affaldshåndtering og love mod at svine til i det offentlige rum. Langs alle større veje står politimænd og holder øje med, at ingen kører over den tilladte hastighed. Og hvis man af gammel vane forsøger at bestikke sig fra en fartbøde, ryger man direkte i fængsel.

I Rwanda er det blevet et mantra at være en god, lov- lydig og ansvarlig borger. Den sidste lørdag i hver måned er der eksempelvis Umuganda - obligatorisk samfundstjeneste fra kl. 8 til 11. Alt går i stå, mens folk ordner veje, fjerner ukrudt, maler skoler, vedligeholder offentlige arealer eller udfører andre opgaver i samfundets tjeneste og på opdrag af den lokale regeringsrepræsentant. Regeringen belønner folk, der slår sig sammen i kooperativer og dyrker jord i fællesskab. Ofte er det endda dikteret ovenfra, hvilke afgrøder der skal dyrkes hvor. Alt sammen led i en stor overordnet planøkonomi bygget på bistandsmidler udefra.

Privat vækst

Samtidig er der markante satsninger på at liberalisere og privatisere. For eksempel er den offentlige ambulanceservice udliciteret til et privat firma, og et omfattende metangas-projekt i Lake Kivu, som holder bunden oppe på den nationale strømforsyning, er allerede få måneder efter etableringen godt på vej til at blive privatiseret. Regeringen ser privat leasing af projektet som en sand guldgrube og som den mest effektive metode til at optimere produktionen.

Samtidig har landet åbnet grænserne for højtuddannede og folk med penge på lommen. Der tales meget om, hvor let det er at lave business i Rwanda sammenlignet med andre steder i Afrika. Et synligt bevis er de mange nye bygninger, restauranter og shoppingcentre i Kigalis bymidte. Trods høje udlånsrenter på op til 17 procent opfordres den lokale befolkning kraftigt til at optage lån og investere i egen fremtid. Langs byens gader støder fortid og fremtid decideret sammen. Hundredvis af mænd knokler i middagsheden med gammeldags hakker og håndkraft. De graver render til de optiske fiberkabler, som hellere i dag end i morgen skal forvandle Rwanda til en topmoderne it-nation. Visionen er, at Rwandas fremtid skal bygges på privat initiativ og handlekraft.

Opgør med kurveflet

Selv de udviklingsorganisationer, som arbejder i landet, bruger termer som innovation, privat initiativ og return on investment om nøglen til landets udvikling. Som f.eks. Patrick Mpaka, der leder et nyt, ni-årigt, dansk finansieret udviklingsprojekt for ADRA. Det går ud på at forbedre folks levevilkår ved at opmuntre entreprenører i lokalsamfundet.

»Siden folkedrabet har befolkningen fået mange ting foræret, så folk her er vant til, at der kommer nogen og løser deres problemer. Den indstilling forsøger vi at ændre,« siger Patrick Mpaka, der forsøger at skabe større bevidsthed om, hvordan man skaber værdi af sine investeringer.

»Det giver ikke rigtig mening, at kvinderne sætter sig ned og fletter kurve og først bagefter begynder at tænke over, hvad der skal ske med dem,« siger han og slutter:

»Hvis du ser på det, så er det jo ikke, fordi Afrika får for lidt u-landsbistand, men fordi man ingen ide har om, hvordan man får pengene til at yngle.«

Hans kollega Diana Magezi mener, at denne tilgang også hjælper med til at overvinde etniske stridigheder og traumer fra folkedrabet.

»Det betyder ikke noget længere, hvem du er, eller hvad du er. Det, som betyder noget, er, hvad du producerer, og hvordan du bidrager til nationen,« siger hun.

Relativ fattigdom

Hvis de samme succeskriterier gælder for Paul Kagame, er der stor sandsynlighed for, at han beholder præsidentposten efter valget på mandag. Og derved får mulighed for at leve op til det løfte, han fortalte pressen om i begyndelsen af sin valgkamp:

»Hvis jeg bliver valgt, vil det være vores topprioritet at sikre, at det, vi har opnået hidtil af forbedringer generelt og socialt for nationen, også direkte fører til større velstand for den enkelte borger og hans familie,« sagde præsidenten.

Han vil gøre folk rige, og hvem vil ikke gerne være det. Spørgsmålet er, om majoriteten af befolkningen reelt har den mulighed.

Rwanda har præsteret flotte udviklingstal på udvalgte områder, men ligger stadig i bunden af FN's Human Development Index som nummer 167 ud af 184. Folk her er generelt fattigere og har mindre skolegang end i andre afrikanske lande. Og en rapport fra ministeriet for de lokale regeringer viser ved hjælp af spørgeskemaundersøgelser, at størstedelen af befolkningen faktisk ikke er tilfredse. Hverken med mængden eller kvaliteten af de ydelser, de får, eller med deres mulighed for at følge med i beslutningerne og holde deres lokale ledere ansvarlige.

Ifølge UNICEF er det også en stor udfordring fremover at skabe en lige vækst.

»Rwanda har ambitiøse mål, men det er også vigtigt at sikre, at alle i befolkningen oplever forbedringer. Og at man får skabt en middelklasse, så den vækst, man ser nu, ikke fører til økonomisk apartheid som i Sydafrika eller Brasilien. Lige nu er det stadig 60 procent af befolkningen, som lever i dyb fattigdom.«

Men som en ung kvinde i Kigali forklarer:

»Det kan godt være, du undrer dig over, hvorfor ingen siger noget. Vi ved godt, at Kagame vinder valget, uanset om vi stemmer eller lader være. Vi ved godt, at medierne ikke fortæller hele sandheden. Men hvad skal vi gøre, hvad er alternativet?,« spørger kvinden, der understreger, at folk bare gerne vil videre fra den blodige historie.

»Ikke som de mennesker udefra, der stadig hænger fast i de konflikter, som skabte folkedrabet. De er ikke fulgt med i, hvad der er sket i Rwanda. Vi er kommet videre. Vi vil jo bare have en uddannelse, tjene penge og passe hver vores.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her