Læsetid: 7 min.

Kina og USA i kamp om indflydelse i Asien

Et omstridt hav, oprustning og stormagtskamp. Kina og USA er igen på kollisionskurs. Denne gang i Det Sydkinesiske Hav. Beijing vil bruge sin nyfundne magt til at øge sin indflydelse i Asien og trumfe sin vilje igennem, men taktikken har givet bagslag, og i stedet er asiatiske lande på vej over i USA's lejr
Udland
14. august 2010
USA's flådefartøj USS John S. McCain har netop besøgt Vietnam med 270 soldater på et firedages udvekslings-besøg. Et af de tiltag, som tirrer Kina.

USA's flådefartøj USS John S. McCain har netop besøgt Vietnam med 270 soldater på et firedages udvekslings-besøg. Et af de tiltag, som tirrer Kina.

HOANG DINH Nam

BEIJING - »Kina er vred på USA,« siger Shi Yinhong, professor i internationale relationer fra Folkets Universitet. Regeringen i Beijing angriber USA for »uberettiget krigsmageri« og for amerikanske anslag mod Kinas »nationale kerneinteresser«.

Kinesiske medier beskriver harmdirrende, hvordan Washington på koldkrigsmaner er ude på at inddæmme Kina og svække landets indflydelse.

Beijing og Washingtons forhold har været yderst turbulent det sidste år. Men fra at have skændtes om internetfrihed, handel, våbensalg til Taiwan og Dalai Lama, har de to sider tilsyneladende åbnet nye fronter: Kamp om kontrollen med søveje og indflydelse i Asien.

Med Washingtons fokus i Irak og Afghanistan har Beijing inden for det sidste årti haft råderum til at brede sin arme i Asien og skabe et mere favorabelt miljø for kinesiske udenrigspolitiske mål. Men under præsident Barack Obama har USA meldt sin tilbagekomst til Asien. Og det presser Kina.

»Der er frustration i Beijing, for de kan nu se, hvor svært det vil blive at omdanne landets økonomiske magt til reel politisk gennemslagskraft i Asien,« siger Carl Thayer, professor ved det australske forsvarsakademi i Canberra.

»Efter ekspræsident George W. Bush nedprioriterede Asien til fordel for sin kamp mod terror, har Barack Obamas regering atter vendt fokus mod regionen. Og i Beijing kan de med mismod se, hvor let det har fået Beijings indflydelse til at smuldre.«

Omstridt hav

Udviklingen er blevet udstillet i den seneste konflikt om Det Sydkinesiske Hav, et strategisk vigtigt havområde på 3,5 mio. kvadratkilometer, der strækker sig syd om Kina fra Singapore til Taiwan Strædet.

Det skæres af vigtige internationale skibsruter og indeholder mulige rige forekomster af olie og gas. Og netop af de grunde udgør havet en af Asiens potentielt mest farlige konfliktområder.

Kina gør krav på hele området. Ligeså gør Vietnam. Brunei, Malaysia, Singapore, Indonesien og Filippinerne anser dele af farvandet for deres.

Der har aldrig været enighed om, hvor søgrænserne skal gå. Samtidig er situationen spidset alvorligt til efter Beijing tidligere i år besluttede sig for at stramme skruen i retning af endegyldig kinesisk kontrol over Det Sydkinesiske Hav ved at betegne Kinas krav på det som en »national kerneinteresse«. Det putter dermed havområdet i kategori med Taiwan, Tibet og Xinjiang - alle territoriale krav som Beijing under ingen omstændigheder vil forhandle om.

Samtidig har der været et stigende antal protester fra sydøstasiatiske lande over den kinesiske flådes voksende aktivitet i området, kinesisk chikane af deres fiskerifartøjer, og at Beijing fremturer på den diplomatiske front.

Det har nu fået USA på banen. På et asiatisk sikkerhedsmøde i Vietnam i sidste måned lagde den amerikanske udenrigsminister, Hillary Clinton, Washingtons hidtidige hands-off-tilgang til Det Sydkinesiske Hav på hylden. Hun erklærede, at en løsning på konflikten var af national interesse for USA, og at Washington var klar til at formidle multilaterale forhandlinger til det formål. Udsigten til amerikansk indblanding blev mødt med tilfredshed fra sydøstasiatiske lande.

Angreb på Kina

Men Kina blev arrig. Landets udenrigsminister, Yang Jiechi, beskrev det som et »angreb på Kina«, for USA skulle ikke blande sig i Det Sydkinesiske Hav, mente han, mens han samtidig advarede om, at denne »internationalisering« af problemet kunne forværre situationen.

Beijing har i flere år insisteret på at håndtere striden, som er alvorlig nok til, at den tidligere har ført til dødelige sammenstød på havet, med de andre involverede lande enkeltvis, og ikke multilateralt - en tilgang, som flere eksperter har beskrevet som en kinesisk 'del og hersk'-strategi, da det på denne måde skulle være lettere for et stærkt Beijing at trumfe sin vilje igennem overfor mindre sydøstasiatiske lande.

»Den seneste udvikling med amerikansk indblanding gør det sværere for Kina at kontrollere situationen til egen tilfredsstillelse,« siger Sam Bateman, professor ved Singapores Institute of Defence and Strategic Studies.

Kinesisk utilfredshed over forløbet blev leveret i form af skarp ammunition ved en flådeøvelse i det omstridte farvand i sidste måned, og dagen efter hed det fra Beijing, at man ikke vil acceptere en udfordring af Kinas »ubestridelige suverænitet« over Det Sydkinesiske Hav.

Hvorfor USA nu viser interesse for området, lader bl.a. til at være en frygt for mulig kinesisk kontrol med vigtige skibsruter koblet sammen med den kinesiske flådes oprustning.

Øverstbefalende for U.S. Pacific Command, admiral Robert Willard, konkluderede tidligere i år, at Kinas uformindskede oprustning lod til at være »designet til at udfordre vores handlefrihed« i den asiatiske del af Stillehavet. Samtidig har chefen for Stillehavsflåden, Patrick Walsh, sagt, at Kinas territoriale krav udgør »en risiko« for de vitale skibsruter i Det Sydkinesiske Hav.

Interessekonflikt

»Da både Kina og nu også USA anser Det Sydkinesiske Hav som værende i deres nationale interesse, vil det blive sværere for de to lande at trække sig tilbage fra striden,« siger Shi Yinhong.

»Det er alvorligt, for det er en dramatisk udvidelse af konfliktpunkter mellem Beijing og Washington.«

Carl Thayer er enig.

»Spændingerne mellem Kina og USA er blevet alvorligere, efter at Det Sydkinesiske Hav er blevet inddraget,« siger han. Men hvor den kinesiske regering og landets medier udlægger udviklingen som et resultat af amerikansk indblanding i asiatiske anliggender med det formål at stække Kina, så mener Carl Thayer, at Beijing i lige så høj grad bør bebrejde sig selv.

»Kinas stridbare ord og handlinger er med til at isolere Beijing diplomatisk,« siger han.

»Det har været med til at gøre specielt de sydøstasiatiske lande nervøse for Kinas stigende magt, og de kigger sig derfor om for at finde en modvægt til den, og USA ligger lige for.«

Beijing har forsøgt at overbevise omverdenen om, at Kinas vokseværk ikke skal ses som en trussel. Men Beijings opførsel i Det Sydkinesiske Hav og den kinesiske flådes oprustning har forhindret, at nationerne i Kinas nærhed er blevet overbevist af ordene.

Afsløringen i sidste uge af en ny raketbase i Sydkina, der muligvis er udstyret med antiskibsmissiler, som kan forstærke Kinas militære formåen i Det Sydkinesiske Hav, vil ikke hjælpe Kinas sag på den front.

Oprustning

Resultatet har været, at landene i Sydøstasien opbygger deres militær, køber ubåde og kampfly i rekordstort omfang, samtidig med de gør strategiske tilnærmelser til USA.

Ifølge tal fra Stockholm International Peace Research Institute er de sydøstasiatiske landes våbenindkøb næsten fordoblet fra 2005 til 2009.

Kombinationen af øget oprustning i et område med strategisk vigtige skibsruter og modstridende territoriale krav »øger risikoen for sammenstød, små eller store, lige meget om de er tilsigtede eller ej,« siger Sam Bateman.

Specielt Vietnam opruster, og ifølge eksperter tydeligvis med øje for at afskrække Kina.

Vietnam har netop indgået aftale med Rusland om køb af seks ubåde og et dusin kampfly udstyret til krigsførelse over havet.

»Vietnams mål er at få Kina til at tænke sig om en ekstra gang, inden landet farer frem i det omstridte farvand,« siger Carl Thayer.

Vietnam er også så småt i gang med at styrke de militære bånd til den tidligere krigsfjende USA - i denne uge tydeliggjort ved en vietnamesisk-amerikansk flådeøvelse i Det Sydkinesiske Hav med deltagelse af det amerikanske hangarskib USS George Washington. En begivenhed Beijing har udtalt irritation over, specielt da det er udtryk for en generel tendens.

»I stedet for at bruge det voksende Kina som en strategisk modvægt over for amerikansk overlegenhed, så lader de fleste lande i Asien til stille og roligt at slutte sig til USA for at afbalancere Kinas fremtidige magtpotentiale,« som det konkluderes i en rapport fra Australiens Lowy Institute for International Policy.

Krigsmageri

Set fra Kinas side gør det absolut heller ikke situationen bedre, at USA i kinesiske øjne også har styrket sin position i Nordøstasien. I Beijing argumenterer de, at Washington har udnyttet den eskalerende krise på Den Nordkoreanske Halvø, og den frygt krisen har afledt i Sydkorea og Japan til at cementere sit militære fodfæste og samarbejde med de to lande.

USA og Sydkorea afholdt i sidste måned en større flådeøvelse, som udadtil havde til formål at sende en klar besked til Nordkorea, som Seoul og Washington anklager for tidligere i år at have torpederet et sydkoreansk krigsskib og dræbt 46 sømænd. Men i Kina, Nordkoreas eneste allierede, følte man, at flådeøvelsen også var et signal til Beijing, som reagerede med at beskrive den som »krigsmageri«.

Den spændte situation gør det svært for Beijing og Washington at samarbejde omkring presserende internationale emner - eksempelvis den økonomiske krise og striden om både Irans og Nordkoreas omstridte atomprogram. Det største håb for et tøbrud mellem de to hovedstæder lader til at være blevet udsat. Kinas præsident, Hu Jintao har to gange i år taget mod præsident Barack Obamas invitation til at besøge Washington, uden dog at tage af sted. Og med den seneste konflikt og kinesisk fortørnelse lader begejstringen over et muligt visit i Det Hvide Hus til at være forduftet. Forhandlingerne om et reelt besøg er ifølge South China Morning Post tilsyneladende blev udskudt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Holger Nielsen

God artikel Martin Gøttske.

Sigurd Victor Stubbergaard

Interessant læsning, thumbs up!

Niklas Monrad

Det meste af denne artikel står at læse i den seneste udgave af The Economist "Banyan" klumme under overskriften "They have returned - China should worry less about America's containment strategy and more about wh their neighbour welcome it."

Niels-Holger Nielsen

Niklas Monrad

Ikke alt, der glimrer, er guld. Man havde sine anelser. Blandt journalister er det, i en tid hvor de ikke har midler til selv at grave, en yndet sport at skrive af efter hinanden.

Krigsmagerne i USA var sørme heldige med at Cheonan sank.