BEIRUT - På al-Jazeera, den arabiske tv-kanal, er de daglige bomber banal rutine, nævnt nederst i nyhedsrækkefølgen, hvis de overhovedet omtales. I Bagdad, Mosul, Kirkuk og Samara er de igen dagligdag - det anslås, at 50 civile irakere dør hver uge.
Søndag meldtes 11 dræbt og snesevis sårede med vejsidebomber og skyderier mod folk, da de forlod morgenbønnen i en moské i Bagdad.
I ramadanen, den hellige fastemåned, ses mord på civile som ekstra modbydelige, men for terroristerne - sunniekstremister med al Qaeda-forbindelser at dømme efter terrormålene, der nu også omfatter ubevæbnede færdselsbetjente - bombes der i en højere sags tjeneste: Det totale kaos.
Dels rykker udløbsdatoen for de amerikanske kamptropper nærmere, og terroristerne vil vise, at de stadig er en faktor, der skal regnes med. Dels satser de på at forlænge den allerede lammede politiske proces, så den eskalerer til borgerkrig. Det har dog ikke forhindret USA's afgående ambassadør, Christopher Hill, i at tage hjem med den besked, at alt går bedre, end da han ankom for 16 måneder siden.
Og ja, der slås færre ihjel i dag, men irakiske militære ledere - og Saddam Husseins fængslede vicepræsident, Tariq Aziz - tigger USA om at blive militært i Irak frem til i hvert fald 2020. Nedtrapning af styrken fra 170.000 til i dag 64.000 kan registreres i den stigende terror. Den 31. august vil alle kamptropper være væk, og 50.000 amerikanere vil blive tilbage på 94 baser i et land uden regering, da ingen regner med, der sker noget før tidligst efter ramadanen.
Personstrid
Der er flere grunde til, at det endnu ikke er lykkedes at bakse en regering på plads efter parlamentsvalget den 7. marts. Dels øver iranske, syriske, saudiske og amerikanske interesser indflydelse på processen. Dels er der en kurdisk faktor.
Det reelt autonome Kurdistan i nord, ledet af Massoud Barzani, en krigsherre med titel af præsident for KRG (Kurdistans regionale regering), gør krav på det olierige område omkring byen Kirkuk, hvilket centralregeringen i Bagdad har modsat sig. En olielov har ligget på parlamentets bord i flere år, men er aldrig vedtaget.
Andre afgørende faktorer er personstridigheder.
Den stadig fungerende premierminister, Nuri al-Maliki, insisterer på at blive siddende, når - eller måske rettere hvis - en ny regering dannes. Den idé står han ret alene med i Irak, hvor han har ry for autoritære tendenser. Til gengæld har han støtte i Iran, der ser ham som den, der kan varetage Teherans interesser.
Al-Maliki kom til magten i 2006 med amerikansk støtte og brød siden med sine allierede i den brede shi'itiske partialliance, han var del af. Han gik til valg på sin egen 'Lov og Orden'-liste, vandt 89 af parlamentets 325 pladser, men vandt ikke valget.
Den nominelle vinder blev Iyad Allawi, en shi'itisk leder af den største sunni-koalition, der fik 91 pladser. Men han står alene i det shiadominerede politiske miljø. Den shi'itiske alliance, al-Maliki havde forladt, fik 70 pladser - nok til, at de to shia-lister med støtte fra de 43 kurdiske mandater kan danne regering udenom Allawi, som USA i sin tid udnævnte til leder af den såkaldte 'overgangsregering' efter invasionen i 2003.
Bidens indsats forgæves
Amerikanerne har sendt vicepræsident Joe Biden til Bagdad adskillige gange for at 'bistå' irakerne med en model, alle kunne leve med. Og for et par uger siden så det ud til at lykkes Biden at få al-Maliki og Allawi til at acceptere en deling af magten: Al-Maliki fortsatte som premierminister, men med reduceret portefølje i sikkerhedsspørgsmål. Allawi sagde i erkendelse af, at han er uspiselig for Teheran ja til posten som leder af et nyt 'Rådet for National Strategi' - reelt et nationalt sikkerhedsråd, der skal koordinere forsvars- og indenrigsministeriets militære og sikkerhedsmæssige opgaver.
Men Allawi bakkede ifølge Informations oplysninger ud i sidste øjeblik, da han ikke fik sikkerhed for fuld kontrol med de to vigtige ministerier.
Situationen synes altså at være tilbage til udgangspunktet lige efter valget for fem måneder siden: En ren shi'itisk koalition med støtte fra kurderne, dersom de får deres Kirkuk-betaling - som en Irak-ekspert i Beirut sagde med et arabisk mundheld:
»For kurderne er det lige meget, hvem der er i regering, for dem gælder det, at 'den, der sover med din mor, er din onkel'.
Men selv kurdernes mandater vil ikke være nok, og her er knasten arabisk i skikkelse af den unge flammeprædikant, Muqtada al-Sadr, medlem af Iraks 'shi'itiske adel' som søn af en højt estimeret ayatollah, der blev myrdet af Saddam Husseins regime.
Al-Sadr sidder på 40 af shia-koalitionens 70 mandater, og har ladet meddele, at han vil støtte en regering med al-Malikis 'Lov og orden'-alliance på betingelse af, at den bliver uden al-Maliki.
Men hvem vil al-Sadr da pege på? Det har han ikke sagt noget om, og hans tavshed er en del af grunden til, at regeringsdannelsen er lammet. Men det er tydeligt for de fleste politiske iagttagere, at al-Sadr prøver at undgå, at Iran får mere indflydelse, end højst nødvendigt - at han uden at sige det direkte støtter det syriske synspunkt om, at 'Iraks regering skal have en arabisk ledelse' - altså ikke en ledelse, der er i lommen på Iran.
Syrien, formelt stadig allieret med Iran i konfrontationen med Israel og USA, synes i Irak-politikken at være på kollisionskurs med Teheran, hvilket ses som et tegn på, at Bashar al-Assad, den syriske præsident, søger at manøvrere sig ind i en position, der kan genskabe Syriens indflydelse i Libanon på bekostning af den iranske kontrol med Libanons reelle militære magthaver, Hizbollah.
Lyder det som en byzantinsk labyrint? Det er det også, men alligevel ikke. Irak er - som Libanon - skueplads for regionale magtinteresser. Saudi-Arabien er hundeangst for iransk indflydelse i nabolandet Irak, bl.a. fordi shi'iter har flertal i deres vigtigste olieområder mod øst. Det det er en almindelig - om end ikke bevist - antagelse, at sunniekstremister i Irak støttes af saudierne. For syrerne gælder det, at al-Maliki tidligere beskyldt dem for at 'se den anden vej', når sunni-terrorister krydsede den irakiske grænse. Det har Syrien naturligvis afvist. Dog med den tilføjelse, at grænsen er svær at kontrollere.
