Nyhed
Læsetid: 3 min.

Miliband-brødre ofre for bitter krig

Stemmeafgivelsen i Labours formandsvalg starter i dag til lyden af åben krig mellem Miliband-brødrenes støtter
Stemmeafgivelsen i Labours formandsvalg starter i dag til lyden af åben krig mellem Miliband-brødrenes støtter
Udland
1. september 2010

LONDON - De kærlige ord er blevet stadig sjældnere mellem de to frontløbere i kampen om at blive det britiske Labour-partis næste formand, men mellem David og Ed Milibands støtter er der nu udbrudt åben krig.

Mens en række fagforeninger har truet med at trække deres økonomiske støtte til partiet, med mindre den næste leder hedder Ed, har den kontroversielle New Labour-arkitekt Peter Mandelson advaret om, at samme Ed vil tage partiet ind i en »valgmæssig blindgyde«, hvis han bliver valgt og skaber et 'pre-New Labour'-parti.

»At vende New Labour ryggen er i sidste ende det samme som effektivt at smække døren i hovederne på millioner af vælgere, som stemte på vores parti, fordi vi var New Labour,« siger Peter Mandelson til The Times.

Han mener, at Ed Miliband - der har lagt sig til venstre for New Labour og derfor har fået tilnavnet 'Røde Ed'- vil tage partiet tilbage til tiden, hvor det tabte fire valg i streg ved kun at appellere til partiets 'kernevælgere'. I et angreb på den yngre Milibands ellers meget roste kommunikationsevner sagde Mandelson, at partiet ikke er på udkig efter en »prædikant som vores leder, vi er på udkig efter en, der har gode værdier, stærke valginstinkter og evnen til at sammenstykke en vinderstrategi.«

»Vi er et politisk parti, ikke en kirke, og vi har brug for, at vælgerne aktivt omfavner os, og holder op med at være os det bevidst, så bliver vi trukket tilbage til de lange år i opposition, der var så skadelige for os og for landet,« fortsætter Mandelson, hvis indirekte støtte af David Milibands kandidatur ventes at blive fulgt af tidligere premierminister Tony Blairs støtte i forbindelse med lanceringen af hans erindringer i dag.

I bogen og i et interview med BBC siger kilder tæt på Blair, at den tidligere premierminister vil opfordre Labour til ikke at vende New Labour ryggen. Ifølge samme kilder forventes han at sige, at hvis Labour ønsker at returnere til regeringsbænkene ved næste valg, så er det tvunget til at appellere til en bredere vælgerskare, end den Gordon Brown appellerede til ved maj-valget i år, hvilket »betyder at vælge David Miliband«.

Fløjkrig

David Miliband var Tony Blairs politiske rådgiver før valgsejren i 1997 og i de første år i Downing Street. Han var også med til at udforme mange konkrete New Labour-politikker. Han forventes at ville fortsætte New Labours linje, hvis han bliver valgt, mens Ed Miliband har provokeret New Labour-arkitekterne ved at sige, at partiet må bevæge sig »ud af New Labours bekvemmelige zone«.

Det var bl.a. de ord, der fik Mandelson på banen med sin kritik af Ed og hans højt profilerede støtter, den tidligere Labour-formand Lord Kinnock og den tidligere næstformand Lord Hattersley, som Mandelson beskylder for at ønske sig »tilbage til tidligere tider«. De to gav igen ved at beskylde Mandelson for at fortsætte den 'personlige fløjkrig', som kendetegnede »den samme gamle New Labour angrebsmaskine.«

Problem

Fløjkrigen mellem brødrenes lejre er nu blevet så højlydt, at det er et problem for partiet. Ed Balls, der selv er kandidat til formandsposten, skrev i går på Labours hjemmeside, at »de nu daglige episoder af Miliband-sæbeoperaen passer dem, der ønsker, det skal fortsætte som et valg mellem to kandidater,« men bremser debatten om vigtige emner, der bør diskuteres i valgkampen.

»At fortabe sig i debatter om New og Old Labour skaber måske nok masser af overskrifter, men det vil ikke fremme anseelsen af vores parti hos vælgerne,« skriver Balls.

En anden formandskandidat, Andy Burnham, beskyldte i går de to Miliband-lejre for at »gøre partiet en bjørnetjeneste med deres selvpromoverende fløjkrig«.

Miliband-brødrene selv har forsøgt at holde sig uden for den verbale krig, velvidende at de gamle partifællers støtte efterhånden er ved at blive et problem for dem.

»Partimedlemmerne, inklusive mig selv, er træt af at se fortidens gamle kampe blive gentaget. Det er på tide at komme videre,« lød det i går fra David Miliband, der fortsat er favorit til at vinde formandsvalgkampen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Holger Nielsen

Igen, igen en tåbelig overskrift, som ikke har dækning i artiklen for ikke at sige i virkeligheden.