Læsetid: 8 min.

For millioner af arbejdsløse er 'den amerikanske drøm' forbi

Selv for kriminelle er det blevet sløje tider i USAs fattigste by, Camden, hvor langtidsledige må kæmpe en hård kamp for at bevare grebet om den daglige tilværelse og undgå fattigdomsfælden og den permanente fortvivlelse
At møde USA's millioner af langtidsledige er som at dykke ned i brønd af vrede over liv, der er blevet slået ud af kurs, og chok over ødelæggelsen af en amerikansk drøm, som mange følte, de havde realiseret. Her er der uddeling af gratis mad fra St. Aloysius-kirken i Cleveland, Ohio.

At møde USA's millioner af langtidsledige er som at dykke ned i brønd af vrede over liv, der er blevet slået ud af kurs, og chok over ødelæggelsen af en amerikansk drøm, som mange følte, de havde realiseret. Her er der uddeling af gratis mad fra St. Aloysius-kirken i Cleveland, Ohio.

26. august 2010

Camden, New Jersey – Richard Gaines er et af de bedst kendte ansigter på Camdens Haddon Avenue. Det er en rå gade med butikker, der kæmper med det yderste af neglene for at overleve, barrikaderede huse og bytte for narkobander.

50-årige Gaines driver en barbershop, en frisørsalon og et fitnesscenter. Han arbejder hårdt og engagerer sig i sit nærsamfund. Men selv ikke i opgangstider er Haddon Avenue noget let sted at skabe sig en tilværelse. Og dette er så langt fra opgangstider.

Hvor slemt den store recession har ramt denne skrøbelige by i New Jersey, som aktuelt er beregnet til at være den fattigste i Amerika, indså Gaines for nylig. I lykkeligere tider hvad det så end betyder for så hårdt trængte byer som Camden kunne de lokale forretninger i det mindste altid regne med en vis omsætning fra dem, der tjener deres penge på gaden.

Unge mænd købte prangende tøj, fik skarpe frisurer og betalte altid i kontanter. Sådan er det ikke længere. Økonomien er nu i så elendig forfatning i Camden, at selv byens kriminelle har svært ved at få pengene til at slå til. »Det sker bare ikke længere. Selv de fyre, der skaffede sig penge på ulovlig vis, ønsker ikke at bruge dem,« siger Gaines.

En sådan udvikling repræsenterer kun et øjebliksbillede af de dybe problemer, der har ramt den bredere amerikanske økonomi. Vækstraterne står i stampe, og det spåede opsving kæmper for at finde fodfæste. Faktisk kan der allerede nu være tegn på, at det snarere går tilbage igen, hvorimod lande som Tyskland stormer fremad. Arbejdsløsheden har bidt sig fast i USA, med en langtidsledighed på et niveau, som ikke er set siden 1930ernes depression. Det er skræmmende tal, som vidner om et samfund i alvorlige vanskeligheder.

5,9 millioner i håbløshed

Medieoverskrifterne om en ledighed på 9,5 procent er dystre nok, men de er end ikke nærheden af at indfange problemets omfang, da tallet ikke omfatter dem, som er holdt op med at søge arbejde. Alene i løbet af de seneste tre måneder er over en million amerikanere faldet over i den kategori: De har reelt opgivet ethvert håb om at finde et job og er røget ud af de officielle statistikker.

Deres antal har nu passeret 5,9 millioner mennesker, og yderligere millioner vil sandsynligvis komme til, i takt med at stadig flere oplever, at deres status som langtidsledig bliver forvandlet til en tilstand af permanent håbløshed.

Selv om flere amerikanske virksomheder, navnlig i banksektoren, præsterer sunde overskud, betyder det ikke, at de ansætter nye medarbejdere. Samtidig fejer budgetnedskæringer igennem nationen, dens delstater og byer, hvad der truer yderligere titusinder af arbejdspladser og udhuler de offentlige tjenester i ofte kritisk grad. Skoler, gadebelysning, biblioteker, renovation, politi, brandvæsen og det offentlige transportnet alle skal de spænde livremmen ind.

Amerika ser ud til at være et samfund, der er ved revne midt over og opdele den middelklasse, der længe var landets kulturelle rygrad, i vindere og tabere. »Et førhen utænkeligt niveau af økonomisk nød er ved at blive den nye norm,« >advarede den nobelprisvindende økonom, Paul Krugman, for nylig i en New York Times-klumme.

Der findes et nyt navn for alle dem, der falder ned i den afgrund af arbejdsløshed, som har åbnet sig i USAs økonomi: 99ers.

Det er et prædikat, som ingen ønsker sig påhæftet. Det henviser til de 99 uger på offentlig understøttelse, som arbejdsløse har ret til i Amerika. Den offentlige understøttelse hjælper fyrede amerikanere til lige akkurat at fastholde grebet om en normal dagligdag: Det sikrer dem tag over hovedet, penge til telefonregningen, mad på bordet og benzin i bilen. Men når de 99 uger er gået, stopper betalingerne og dette sker lige nu for millioner af mennesker.

Vor tids fattiggård

For mange repræsenterer dette øjeblik, som USAs politikere hidtil har nægtet at udskyde, fattigdommens fælde en slags moderne amerikansk version af den victorianske tidsalders fattiggård. Der er nu over en million 99ere, og for hver uge vokser tallet markant.

Men hvem er de? Trods republikanske bestræbelser på at fremstille dem som arbejdssky og initiativløse nassere, er de i reglen alt andet. 99ere er f.eks. mennesker som den 58-årige Anne Strauss, der har en 35 år lang karriere som professionel pr-medarbejder på Long Island bag sig. Skønt hun tilbringer hver dag med at jagte et nyt job, har hun ikke været i arbejde siden juni 2008. Hun og hendes mand lever nu på deres kreditkorts sidste ubrugte midler, og mens gælden vokser, stirrer de ned i afgrunden.

»At være jobsøgende er det hårdeste arbejde, jeg nogensinde har haft,« siger hun med et trist smil, der er blottet for indre humor og glæde, men kun udtrykker den intense stress, som mange 99ere har til fælles.

Sammen med omkring 50 andre 99ere protesterede Strauss i sidste uge på Wall Street med krav om forlængelse af den understøttelsesperiode, der kan holde dem fri af fattigdomsfælden. Mens bank- og finansfolk begav sig ind i den Stars and Stripes-indhyllede børsbygning, råbte de: »Skam jer! Skam jer!« og fortalte deres historier. Det var en klagesang om middelklassetilværelser, som er smadret af recessionen.

Iblandt dem var også Connie Kaplan, en bibliotekar, der er desperat for at genoptage sin karriere. »Vi er ikke bumser, vi er hårdtarbejdende,« råbte hun. Og der var Or Lori Ghavami, en finansanalytiker midt i 30erne fra New Jersey. Hun arbejdede selv engang på Wall Street, men præsenteres nu for huslejeopkrævninger, hun ikke er i stand til at betale.

Og der var newyorkeren Steven Bilarbi, 62 år, der arbejdede for det samme firma i 37 år, indtil 2007. Siden har han ikke arbejdet, selv om han lige siden har nægtet at tilbringe sine dagtimer i hjemmet og til stadighed har jagtet et nyt fast job. Han overlever på sin pensionsopsparing, der hastigt udhules. »Jeg går til jobmesser. Jeg bryder mig ikke om at sidde hjemme. Hvad skulle jeg laver? Se gamle soap operaer?«, raser han.

Desperat efter et job

At møde Amerikas 99ere er som at dykke ned i en dyb brønd af vrede over liv, der er blevet slået ud af kurs, og chok over ødelæggelsen af den amerikanske drøm, som mange følte, de havde realiseret. Tag Donna Faiella, en 53-årig newyorker, der bor alene i bydelen Queens. Hun har i 28 år arbejdet med filmproduktion og videoredigering. Hun var succesrig og havde en karriere. Nu er hun desperat efter et job et hvilket som helst job. Hun kan bare ikke finde ét. »Jeg vil gøre alt. Jeg vil feje gulve. Jeg hader at modtage min bistandscheck. Det er så fandens fornedrende,« siger hun med en stemme, der sitrer af vrede.

Faiella er i store økonomiske vanskeligheder, og man mærker, hvordan det indvirker på psyken. Arbejdsløsheden har udhulet hendes selvværd og identitet. »Jeg oplever, at vi er værdiløse. Den her verden kan ikke bruge os til noget. Jeg ved ikke, hvad jeg skal kalde mig selv længere. Jeg har ikke nogen titel. Hvad skal vi stille op? Hvad gør vi?,« råber hun nærmest bønfaldende. Faiella har en uges offentlige ydelser tilbage. Så vil hendes 99 uger være gået. Og hun vil få en titel. Men ikke lige den, hun havde håbet på. Hun vil være 99er.

»Jeg er helt knust. Skal jeg slutte mig til de hjemløse?«, spørger hun og tilføjer, at hun allerede er begyndt at spørge sig for på de lokale herberg.

Hvis 99erne er kommet til at symbolisere et segment af det amerikanske samfund, der må se deres skæbne beseglet, så er Camden det geografiske sindbillede på marginaliseringen. Store dele af den en gang så travle havneby er ramt af skummelt forfald. Byggetomter og udbrændte, forladte huse kanter mange af byens gader.

Dens befolkning på 79.000 udmattede sjæle har den laveste årlige medianindkomst af alle byer i USA, blot 24,000 dollars. Målt på kriminalitet var den sidste år USAs næstfarligste by. Nogle anslår, at så mange som en tredjedel af Camdens boliger kan være tomme. En tredjedel af befolkningen siges at leve i fattigdom, mens en femtedel er arbejdsløse.

Det er en katastrofal situation, og den bliver med sikkerhed endnu værre. Camdens bystyre står over for stadig skrappere nedskæringer, efterhånden som dens skattegrundlag udhules, og byen har allerede opbygget en enorm gæld. De offentlige tjenester er i forvejen barberet ind til benet, og kun i sidste øjeblik lykkedes det i sidste uge for Camden at hindre tre offentlige biblioteker i at blive lukket.

I en by, der har været kriseramt i årtier, er dette barske slag for indbyggerne. Hver nedskæring forplanter sig i bølger til et lokalsamfund, der allerede stønner under den store recession.

En kvinde, der med forfærdelse har set recessionens følgevirkninger udfolde sig uden for sin dør, er Dorothy Allen, 81 år. I næsten fire årtier har hun boet i nærheden af Haddon Avenue. Kendt af de lokale som Mom, betegner hun sig selv som »hele husblokkens mor«. Hun har aldrig oplevet så grelle problemer i området som de nuværende. »Jeg har boet her siden 1971, og det her det værste nogensinde,« siger hun.

Et samfund på retræte

Men lytter man til USAs politikere, forsikrer mange, at det næste opsving er lige om hjørnet og kun et spørgsmål om tid. Jovist har den store recession været barsk, siger de, men USA vil klare sig igennem, og derefter vil alt blive som før. I sidste uge besøgte New Jerseys senator Robert Menendez Camden, hvor han lagde sin vej forbi en lokal sundhedsklinik. Han talte om de resultater, Demokraterne har skabt, og som ifølge ham har afværget en langt større økonomisk katastrofe.

Der er jobskabelse på vej, fortalte han sit publikum af sundhedsarbejdere: »Det går stadig ikke hurtigt nok med at få folk tilbage i arbejde, men der er sket en dramatisk vending.« Men sådan oplever millioner af amerikanere ikke situationen. Camden er langt fra unik, når det gælder nedskæringer. I Colorado Springs er mere end en tredjedel af gadebelysningen blevet slukket for at nedbringe den kommunale el-regning. Byen har også solgt sit politis helikoptere.

I Hawaii har skolebørnene fået besked på at blive hjemme 17 fredage for at spare omkostninger. I en forstad til Atlanta er alle lokale busruter lukket, hvorved tusindvis af mennesker står uden offentlige transportforbindelse til og fra deres arbejde. Mønstret gentager sig over hele landet, fra den største metropol til den mindste flække. Nogle kommuner i USA lader sågar asfaltveje omdanne til grusveje, fordi de ikke har råd til at vedligeholde asfalten.

Alle sådanne ændringer kan måske tage sig beskedne ud på det lokale plan, men samlet set repræsenterer de en potentielt bemærkelsesværdig udvikling for Amerikas økonomi, der ser ud, som om den er sat i bakgear. Det er som et helt samfund på retræte, der udstøder økonomisk svage og arbejdsløse og koncentrerer sig om at fastholde en middelklassetilværelse for nogle få frem for at åbne den for alle.

Uanset om det er de fattige i Camden, Colorado Springs, Atlanta eller den voksende skare af 99ere, må millioner af amerikanere i denne tid konstatere, at det ikke er nok at arbejde hårdt, gøre det rette og adlyde reglerne. »Det her er ikke det land, jeg er vokset op i,« siger Anne Strauss.

© The Guardian og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Aksel Gasbjerg

En ganske udmærket artikel, der både er beskrivende, tankevækkende og perspektiverende.

Artiklen efterlader en række yderligere spørgsmål: Hvor stor er arbejdsløshedsunderstøttelsen i de 99 uger?, hvilke hjælpemuligheder er der efter de 99 uger (kun folkekøkkener?), hvad betales i arbejdsløshedsforsikring? mv.

Lignende artikler efterlyses vedrørende det amerikanske uddannelsessystem, sundhedssystem, sociale system mv.

I Informations tirsdagsudgave omtaltes en bog af Rajan, der gjorde sig til talsmand for, at krisen bl.a. skyldtes den kolossale ulighed, og at et middel til at mindske denne ulighed, var et bedre uddannelsessystem. Derfor kunne det være interessant at få en analyse af det amerikanske uddannelsesvæsen. som Rajan betegner som "fejlslagent".

Danmark følger jo USA i hælene når det gælder den såkaldte aktivistiske udenrigspolitik. Tilsvarende er der kraftige elementer i den danske regerings økonomiske politik, der har USA's privatiserede samfund som model - bl.a indføres nu også 99-ugers reglen i Danmark.

Derfor må en beskrivelse af den realiserede liberalistiske samfundsmodel være særdeles relevant.

USA er i mange henseender et underligt land for europæere .

I Europa ( navnlig EU og specielt det nordlige Europa ) er den kapitalistiske markedsøkonomi koblet på at betale et veludviklet velfærdssystem .

Sådan har bl a de nordiske lande og i vekslende grad de sydligere europæiske lande på 100% god demokratisk vis ønsket det .

Hvis man ønskede en "europæisk model" i USA, så ville amerikanerne vel have stemt på politikere, der ville "levere den vare" ?

Amerikanerne har vel historisk altid haft en indgroet mistillid til "statsindblanding" , offentligt bureaukrati o s v - og de har altså så på demokratisk vis valgt at skrue deres samfund sammen på en måde , som vi ikke helt fatter (- tænk bare på deres forhold til skydevåben for at tage et enkelt eksempel).

Når man læser artiklen, så ryster man som inkarneret europæer på hovedet, men "bottom line" er, at hvis amerikanerne ønsker det anderledes, så kan de jo bare stemme nogle andre politikere ind ?

Robert Kroll

I et land hvor offentligt sundhedsvæsen kaldes for kommunisme, er det nok vanskeligt at fremhæve den skandinaviske model, og samtidig påregne at blive valgt, her bortses fra, at man naturligvis skal have millioner til rådighed for at kunne opstille i det demokratiske system.

vi hører hele tiden "USA er et demokrati", men det er det ikke men en republik, men mange amerikanere tror at USA er et demokrati som ikke er særlig god styreform,.. "demokrati er to ulve og et får der skal beslutte hvad der skal være til middag", men når amerikanerne selv tror de bor i et demokrati og at meningsmålinger som siger at 51% + af befolkningen mener ditten eller datten, ja så retter mange sig efter det eller finder sig i at det bliver gennemført, på forkerte præmisser.

Meget af arbejdsløsheden kan man takke NAFTA og alle de amerikanske firmaer som flyttede deres industri til Kina eller andre steder hvor de kunne få tingene produceret til billigere penge, det er egoisme på højeste plan, at være så ligeglad med deres egen landsmænd, men mit gæt er at efter at USA besluttede at have en hær bygget op af frivillige, og ingen værnepligt, har der manglet 'kanonføde' i hæren, storindustrien som er viklet ind i hinanden og staten som en gryde spagetti må have set de kunne slå tre fluer i et smæk: ved at flytte industrien scorer de kassen på den lave løn i Kina og får flere 'frivillige' i hæren som de sælger våben til, jo flere tropper des større mulighed for at have en fleksibel hær, klar til krig hvor som helst, som booster våbensalget for de samme folk som fik alle de folk fyret, og den fattige del af befolkningen har reelt ikke andre muligheder,.. hæren eller gaden...

det er kun begyndelsen, det store knæk er lige om hjørnet, så ryger hele verdensøkonomien. i danmark ryger man også på fattiggården eller banegården eller hvor man nu vælger at sidde med sine plasticposer efter 2 år på dagpenge, og mon ikke de også snart nedregulerer kontanthjælpen til 2 år når en vis procentdel af befolkningen ryger på det.

Morten Ø. Hansen

Det værste er vel at folk i USA klantrer regeringen når alt går skidt. Og inden de når at gennemføre og frembrigne resultater med deres genopbygningsprogrammer, er der valgt en grisk og grov-kapitalistisk republikansk regering endnu engang. Og så skal de begynde at lave det hele om på deres måde, og det skaber vel et skizofrent system der aldrig helt bliver modstands- og/eller bæredygtigt.

Robert, så nemt er det ikke. USA er idag et Corpokrati - en nation styret af corporations. Det er ligegyldigt hvem de stemmer på, for begge partier er i lommen på dem.