Læsetid: 5 min.

Mor Europa vil selv

Tyskland er kommet ud af krisen med stigende eksport, høj vækst og flere job. Dermed er ingen over og ingen ved siden af Tyskland, når det gælder magt i Europa. Men tyskerne kigger mere og mere indad
Tyskland er kommet ud af krisen med stigende eksport, høj vækst og flere job. Dermed er ingen over og ingen ved siden af Tyskland, når det gælder magt i Europa. Men tyskerne kigger mere og mere indad
17. august 2010

I Struer kan de glæde sig. Byens skrantende stolthed, Bang & Olufsen, kan fra næste måned levere lydanlæg til hele linjen af topmodeller fra Mercedes, den fem meter lange S-klasse. Anlæggene sidder allerede i en luksusversion af bilen, og fra 2012 kan endnu flere Mercedes-modeller fås med lydanlæg fra Limfjorden.

Det er kun et lille eksempel på den glæde, danske virksomheder har af miraklet syd for grænsen: Tysklands økonomi vokser pludselig lige så hurtigt som Kinas, og Danske Bank har sjusset sig frem til, at det kan kaste 12 milliarder kroner og 18.000 job af sig i Danmark over de næste to år.

Netop Mercedes' topmodel er symbol på, hvorfor tyskerne buldrer ud af krisen: Bilens største marked er Kina, hvor Mercedes har haft en salgsfremgang på 120 procent i første halvdel af 2010 sammenlignet med samme periode sidste år. I Brasilien, Rusland og Indien er fremgangen 70-80 procent.

Tyske virksomheders eksport, ikke mindst til Kina, er drønet i vejret på det seneste, og det kan ses på statistikken. De tyske handelskamre forventer en eksportfremgang på 11 procent i år, og den økonomiske vækst i andet kvartal - 2,2 procent - var den højeste siden genforeningen. Omregner man tallet til vækst på årsplan, som tyske Dekabank har gjort, svarer det til 7,8 procent. Til sammenligning er tallet otte procent for boomende Kina.

Men det måske mest bemærkelsesværdige er, at tyskerne også har formået at nedbringe arbejdsløsheden. Den er nu på samme niveau som før krisen, og meget lavere end for fem år siden. Der var 72.000 flere job i andet kvartal i år end på samme tid sidste år.

Egenrådig enehersker?

Al den fremgang har givet tyskerne nyt gåpåmod. Som Die Zeit skrev i torsdags:

»Pludselig er Tyskland en af de mest dynamiske nationaløkonomier i verden (...) Følelsen er: Igen er det muligt at gøre noget i dette land. For dets borgere. For virksomhederne. Ja, sågar for denne regering.«

Imens står det meste af Europa rent økonomisk enten stille eller slæber sig kun langsomt fremad, mens enkelte sågar er på vej baglæns. I USA er der tegn på, at et i øvrigt jobløst opsving er ved at gå i sig selv igen.

Dermed er der sat en fed streg under det faktum, at Tysklands økonomiske styrke gør landet til den eneste reelle stormagt i Europa.

»Det er i stigende grad Tyskland frem for den fransk-tyske akse, som svinger taktstokken i EU,« siger professor Marlene Wind, leder af Center for Europæisk Politik ved Københavns Universitet.

»Det er Merkel, som skal vende tommelfingeren op eller ned til alt fra hjælpepakker til nye lovgivningsinitiativer i EU.«

Tyskerne har fået hug for at bruge deres magt til at fremme snævre tyske interesser frem for at sparke en skrantende verdensøkonomi i gang. For lande, der ikke som Danmark er underleverandører til Tyskland, er tyskernes handelsoverskud nemlig ikke af det ubetinget gode.

USA har i stærke vendinger efterspurgt flere tyske stimulus-euro frem for de planlagte offentlige nedskæringer. Og milliardær-filantropen George Soros har kritise- ret Tyskland for at insistere på statslig sparsommelighed og lav inflation på et tidspunkt, hvor andre bekymrer sig om stigende arbejdsløshed og nye dyk i verdensøkonomien - og hvor sydeuropæiske lande med handelsunderskud og svag konkurrenceevne ville have glæde af fald i euroens værdi.

Mindre europæiske

Paradoksalt nok falder tyskernes øgede magt i Europa sammen med en stærkt reduceret vilje til at tænke europæisk, både i den tyske befolkning og blandt ledende politikere - hvilket man blandt andet kunne aflæse i kansler Merkels afventende håndtering af forårets sydeuropæiske gældskrise og i den tyske presses hånlige fremstilling af de forgældede grækere.

Det påpeger Wolfgang Proissl, indtil for nylig leder af Financial Times Deutschlands Bruxelles-kontor og nu tilknyttet Yale. Han har netop hud-flettet tyskernes forhold til resten af Europa i et længere essay for tænketanken Bruegel.

I essayet kalder han kansler Angela Merkel for »Den uvillige leder« og beskriver hende som uden visioner for det europæiske samarbejde. Hun og andre tyske politikere har forsømt at debattere Tysklands rolle i Europa med befolkningen, mener han.

»Tyskland er det land, som ikke mindst økonomisk har størst glæde af EU og eurozonen, og det argument burde fremføres offentligt. Man skal ikke lade være med at sige noget overhovedet, for så overlader man scenen til euroskeptikerne, og dermed vil den offentlige mening langsomt blive EU-fjendtlig. Det er en udvikling, jeg mener at have set gennem de seneste fem år, og som bør vendes,« siger han.

I sit essay citerer Wolfgang Proissl anonyme regeringskilder for at bekymre sig om, at et eventuelt nyt populistisk parti med en karismatisk leder »med lethed vil kunne score 15 procent eller mere« af stemmerne ved at kræve D-marken tilbage.

Tysk model vinder

Tyskernes økonomiske succes kan ifølge Marlene Wind betyde, at den tyske samfundsmodel - hvor staten laver rammerne for økonomisk vækst og ellers blander sig udenom - vinder frem i EU på bekostning af den franske og sydeuropæiske forkærlighed for at lade staten blande sig langt mere direkte i økonomien.

Wolfgang Proissl påpeger noget lignende: Tysklands reformer gennem de senere år bliver nu model for andre lande. Det gælder eksempelvis hævelsen af pensionsalderen til 67 år og indsættelsen af en maksimalgrænse for den offentlige gæld i forfatningen. Markederne ser nu den tyske model som den eneste rigtige og kræver høje renter for at låne penge til lande, der ikke retter ind:

»Andre lande vil ikke gøre præcis det samme som Tyskland, men følger man debatten i for eksempel Frankrig, kan man se, at der bliver forberedt beslutninger, som meget ligner dem, Tyskland har taget gennem de senere år. Der er for eksempel debat om en lovfæstet grænse for, hvor meget hver regering kan forgælde sig,« siger han.

Tidslerne

Den tyske model er dog ikke uden svagheder. Afhængigheden af eksport er både en styrke og en akilleshæl. For hvad sker der, når kineserne letter på deres stimulering af økonomien af frygt for overophedning? Og hvad sker der, når de offentlige nedskæringer for alvor får effekt i resten af Europa? EU-landene aftager stadig lige så mange tyske varer som Asien, Nord- og Sydamerika tilsammen.

Det vil ikke være let for tyske virksomheder at skifte udenlandske kunder ud med tyskere; det sørger lave lønninger og udbredt sparsommelighed for.

Eksportafhængigheden er så småt ved at gå op for tyskerne, selv om de stadig ser handelsoverskuddet som noget positivt, mener Wolfgang Proissl.

»Indtil for 6-8 måneder siden havde man ingen større debat om kilderne til Tysklands velstand og det faktum, at Tyskland klarede sig relativt godt gennem krisen. Men selv om man ikke stiller spørgsmål til den eksportdrevne økonomi, er selv konservative tænketanke, politikere og aviser ved at indse, at der er et problem med den indenlandske efterspørgsel. Et problem, som både skyldes meget lav vækst i reallønningerne og faktorer som kvindernes lave deltagelse på arbejdsmarkedet.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu