Nyhed
Læsetid: 3 min.

Moskédebat forplumrer USA's valgkamp

Republikanerne forsøger at spille politisk på fjendtlige folkestem-ninger mod moské-projektet på Manhattan - men partifæller advarer om, at taktikken kan bortlede opmærksom-heden fra økonomien, hvor Obama er mest sårbar
Udland
20. august 2010

WASHINGTON - I et USA, der står over for midtvejsvalg til november, skruer Republikanerne nu endnu højere op for deres angreb på det påtænkte mosképrojekt på Ground Zero i New York, efter at præsident Obama har udtalt sin støtte til planen.

Men samtidig med, at fremtrædende republikanere går så vidt som til at sammenligne den påtænkte moskéopførelse med det japanske kejserriges angreb på flådebasen Pearl Harbor i 1941, advarer partifæller om, at den retoriske overbudsstrategi risikerer at give bagslag. Ydermere har en demokratisk politiker krævet en undersøgelse af, hvem der står bag den voldsomme modstand mod moskéen, idet hun antyder, at den kan have skjulte finansielle kilder.

Angrebene på det islamiske center, som skal ligge blot to husblokke fra Ground Zero, er ved at udvikle sig et problem for valgkampe til Kongressen.

Newt Gingrich, den tidligere formand for Repræsentanternes Hus, har vakt harme i amerikansk offentlighed med antydninger af, at islam som en helhed var ansvarlig for terroren 11. september og med de paralleller til Anden Verdenskrig.

»Vi ville aldrig acceptere, at japanere etablerede deres eget sted lige ved siden af Pearl Harbor,« siger han. »Så derfor er der heller ingen grund til, at vi skal acceptere en moské ved siden af World Trade Center.«

Gingrich har også gjort gældende, at imamen bag det foreslåede religiøse center og medborgerhus, Feisal Abdul Rauf, er »radikal islamist«, selv om det amerikanske udenrigsministerium så sent som i denne uge fløj Rauf til Saudi-Arabien, hvor han skulle promovere ved Amerika ved at fortælle publikum »hvad det vil sige at praktisere islam inden for en samfundsorden, der bygger på religionsfrihed og kønsligestilling.«

Et gennemgående tema i republikanernes angreb er Saudi-Arabiens forbud mod ikke-muslimer i Mekka.

»Ground Zero er for amerikanerne som hellig jord,« >siger Elliott Maynard, der stiller op til kongresvalget for Republikanerne i West Virginia. »Ville muslimer tillade opførelse af et jødisk tempel eller en kristen kirke i Mekka?«

Republikanerne har angrebet Obama, fordi han sagde god for projektet med henvisning til den forfatningsgaranterede religionsfrihed.

Kan være en boomerang

Men nogle republikanske strateger frygter, at den ophidsede debat skal bortlede opmærksomheden fra de økonomiske problematikker, hvor Obama og Demokraterne er mest sårbare. Samtidig advarer de mod, at mange amerikanere bestyrkes i den opfattelse, at det republikanske parti er intolerant over for mindretal, da dette kan blive fatalt for valgets udfald i stater, der har høj andele af spansktalende vælgere eller tilhængere af mindretalsreligioner.

Men Christ Christie, en opgående republikansk stjerne og guvernør i New Jersey, beskylder begge de store partier for at »spille politisk på dette spørgsmål«. Han siger: »Vi er nødt til at tale til menneskers sammenhold, og det, som generer mig mest ved hele dette spørgsmål er, at det bliver brugt som en politisk fodbold af begge partier.«

Ikke alle demokrater støtter Obamas linje. Bl.a. har Harry Reid, Senatets flertalsleder, som kan forvente en hård kamp om genvalg til november, erklæret, at han respekterer religionsfrihed, men »hellere så, at moskeen blev bygget et andet sted.«

Nancy Pelosi, forkvinde for Repræsentanternes Hus, har opfordret til en officiel undersøgelse af modstanden. »Der er ingen tvivl om, at der sker en samordnet indsats fra visse kredse for at gøre dette til et politisk spørgsmål,« >siger hun. »Jeg tilslutter mig dem, som har opfordret til at se nærmere på, hvordan denne moskémodstand finansieres.«

© The Guardian og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her