Når ytringsfriheden har blod på hænderne

KIGALI - »De brugte medierne som et våben. Det skræmmende syn af mordere med macheten i den ene hånd og en radio i den anden bliver ved med at forfølge dig.«

Ordene fra Romeo Dallaire, FN's daværende og øverste repræsentant i Rwanda er blevet sigende for hvordan verden husker mediernes rolle under folkedrabet i 1994.

Det var Rwandas radio og aviser, som flere år i forvejen begyndte at udbrede stereotype fordomme og oppiskede en hadefuld stemning mod tutsierne. Og det var via medierne, at hjernerne bag folkedrabet fik mobiliseret stort set hele befolkningen til at deltage i den blodrus, som på bare 100 dage kostede 800.000 uskyldige mænd, kvinder og børn livet. Adskillige internationale retssager har siden idømt journalister og redaktører langvarige fængselsstraffe. De er dømt for forbrydelser mod menneskeheden, konspiration om folkedrab og for at have misbrugt deres indflydelse i medierne til at få resten af Rwandas befolkning med. Så sent som i denne uge blev en journalist fra radiostationen Radio Television Libre des Mille Collines (RTLM) stillet for en lokal Gacaca-domstol i Rwanda (gacaca'erne er navnet på de domstole, der blev oprettet til at behandle alle de mindre anklager fra folkedrabet, red.).

Ikke desto mindre vokser den internationale kritik af, at Rwandas medier i dag ikke har frihed til at skrive og sende, hvad de vil. Amnesty International, Reporters Sans Frontiers og Den internationale komité til beskyttelse af journalister (CPJ) har alle inden for de seneste uger udtalt sig i skarpe vendinger om den politiske situation i Rwanda.

Kritikken kommer på baggrund af aktuelle indgreb over for journalister og udgivere, som står i opposition til Kagames regering. I månederne op til valget er to oppositionsdrevne ugeaviser lukket, tre journalister er arresteret for at have gravet i sager, der ikke var i regeringens favør, endnu en kritisk avis er suspenderet, og en indflydelsesrig redaktør er fundet myrdet.

Ser ikke på konteksten

Kritikken preller imidlertid af, når man sidder over for Faith Mbabazi. Hun er chefredaktør for Radio Rwanda, 32 år og en af landets mest indflydelsesrige journalister. Radio Rwanda når ud til næsten 97 procent af befolkningen, og ifølge en ny måling er den også den mest populære. Som chefredaktør har Faith Mbabazi dagligt ansvar for 24 nyhedsreportere, som producer til både radio og tv. Desuden er hun bestyrelsesmedlem i landets Media High Council, hvor der træffes beslutninger om censur og journalisters mulighed for at arbejde.

»Jeg er forarget, hver gang jeg læser noget i internationale medier, som kritiserer ytringsfriheden her. De ser slet ikke på konteksten i dette land. Nogle gange tænker jeg, hvad målet er for medie-vagthundene med deres negative rapporter om Afrika. De har deres egen agenda i forhold til donorer i de vestlige lande, og det giver jeg ikke noget for,« siger den 32 årige journalist.

Som eksempel nævner hun Reporters Sans Frontiers' direkte opfordring til EU om at standse udviklingsbistanden til Rwanda på baggrund af manglende pressefrihed. RSF henviser blandt andet til, at to førende oppositionsaviser, Umuseso og Umuvugizi, er lukket og anklaget for at sprede information, som truer offentlig orden. Og at tre journalister er fængslet og tiltalt for at håne præsidenten og opildne til offentlig uro og splittelse i befolkningen.

»Forestil dig, at du har en avis, der siger, at militæret er ved at gå i opløsning. En avis, der forudsiger krig inden for de næste to måneder og opfordrer alle til at forlade landet. Det var sådan noget, der stod i de aviser. Men de, som kritiserer Rwanda nu, har ikke engang givet sig tid til at læse, hvad der egentlig stod. Hvis du har en overskrift, der siger 'Løb for livet - der vil flyde blod i Kigalis gader', hvad betyder det så for en investor? Hvad betyder det for mig eller for den bonde, der skal på arbejde og forsøger alt, hvad han kan at få enderne til at mødes. Hvor kommer den slags fra,« spørger Faith Mbabazi retorisk.

Faith Mbabazi nævner de internationale organisationer og mediers spekulationer om mordet i juni på redaktøren Jean Léonard Rugambage fra den nu lukkede ugeavis Umuvugizi.

»De glemmer, at han tidligere har afsonet 11 måneders straf for sin rolle i folkedrabet, og at en mulig gerningsmand allerede er i politiets varetægt og har tilstået mordet som personligt motiveret hævnaktion,« siger hun.

Som bestyrelsesmedlem i Media High Council var Faith Mbabazi selv med til at beslutte lukningen af de to ugeaviser, Umuseso og Umuvugizi. Og det har hun det helt fint med.

»Jo, jeg tror på pressefrihed, men den skal følges med ansvarlighed. Der var pressefrihed i Rwanda inden 1994, og se hvad det kostede. Journalisterne valgte side og glemte deres profession og deres ansvar. Journalisterne var endda bedre uddannede dengang. Men jeg ved ikke, hvad der foregik i deres hoveder,« siger radiochefen, som hvert år i april lytter til nogle af de udsendelser, som blev sendt i 1994 - for at blive mindet om, hvor galt det kan gå.

Tungt ansvar

Historiens tunge skygge over medierne er også en af grundene til, at Rwandas journalister selv været med til at udforme en liste over dos and don'ts fortæller hun. En rettesnor for ens forpligtelser som journalist.

»Vi er et land, som ikke glemmer fortiden. Derfor satte vi os ned og skrev dos and don'ts. For eksempel, at vi ikke vil farve vores journalistik med etniske undertoner. Vi tror ikke på hutuer og tutsier og mtwa. Vi ser på hinanden som rwandere,« siger Faith Mbabazi og forklarer, at medierne også i Rwanda opfattes som 'den fjerde statsmagt'. Selv ser hun det som en enhed, der forbinder befolkningen og deres ledere.

»Jeg ser det som, at jeg står med befolkningen i den ene hånd og regeringen i den anden,« siger hun.

Som eksempel på en rigtig god og afbalanceret historie nævner Faith Mbabazi, hvordan en undersøgende journalist fra Radio Rwanda afslørede, at regeringens meget omtalte fattigdomsprogram One cow per family ikke fungerede i realiteten.

»Vi fik alle de her optagelser af mennesker, der græd og jamrede og fortalte, hvordan koen i stedet var havnet hos lederen i landsbyen. Ham, som i forvejen havde råd til at sende sine børn i skole, tegne sygeforsikring og leve godt. Efter to uger ville journalisten gerne sende historien, selv om det ikke havde været muligt at få nogen lokale ledere til at forholde sig til problemet. Men der sagde jeg stop. For hvad kan man bruge det til, at folk bare græder i radioen. Vi måtte vente til regeringens månedlige pressemøde, så vi kunne få et svar. På den måde blev vores udsendelse en kombination af folk, som var utilfredse, og landbrugsministeren, der som gæst forklarede lytterne, hvordan han ville løse problemet. Jeg mener, vi er journalister, men vi har også et ansvar. Hvis der er en vej ud, så er det vores ansvar at fortælle folk om det.«

Ansvarlighed

- Ville du være så bekymret over indholdet i medierne, hvis det ikke var for folkedrabet?

»Hvis ikke det var for den fortid, havde vi måske været et andet sted med medierne nu. Så havde vi måske været som Danmark, der åbenbart ikke har problemer med at bringe karikaturer af Muhammed,« siger hun og griner højt.

»I de år, jeg har arbejdet som journalist, er jeg aldrig blevet forhindret i at lave en historie. Jeg har interviewet regeringsmedlemmer i studiet, og folk ville ringe og spørge, hvordan jeg kunne stille så kritiske spørgsmål til præsidenten. Men det er jo mit job. Det handler alt sammen om ansvarlig journalistik.«