Nyhed
Læsetid: 4 min.

NATO-chef vil bremse exit-toget

USA vil kun påbegynde en tilbagetrækning næste år, hvis afghanerne er klar til det, melder David Petraeus. Både Kandahar-offensiv og planlagt overdragelse af provinser udskudt
Udland
17. august 2010
NATOs chef i Afghanistan,  David Petraeus er under voksende pres, fordi  krigstrætheden er ved at indfinde sig i NATO-landenes befolkninger.

NATOs chef i Afghanistan, David Petraeus er under voksende pres, fordi krigstrætheden er ved at indfinde sig i NATO-landenes befolkninger.

Eros Hoagland

USA's øverstkommanderende i Afghanistan, general David Petraeus, gør sig i øjeblikket store anstrengelser for at bremse det exit-tog, som store dele af NATO-alliancen synes at være steget på. Så sent som i sidste uge lod den danske statsminister Lars Løkke Rasmussen sig bevæge af meningsmålingerne og satte for første gang dato på, hvornår han mener, de danske soldater kan være ude af Afghanistan. Hans bud lød, at det kan de ved årsskiftet 2014-15.

En deadline, som Afghanistan-ekspert Peter Dahl Truelsen, betegner som »realistisk«.

I sit første interview siden han overtog kommandoen over NATO-styrken i Afghanistan har general David Petraeus understreget, at han ikke føler sig bundet af præsident Barack Obamas løfte til amerikanerne om at påbegynde en tilbagetrækning fra Afghanistan allerede næste sommer.

»Jeg mener, at præsidenten meget klart har sagt, at det er tale om en proces, som er baseret på betingelser,« sagde general Petraeus og gjorde det klart, at påbegyndelsen af hjemsendelse af de amerikanske soldater i Afghanistan er betinget af, at afghanerne selv er klar til at overtage ansvaret for sikkerheden i de områder, ISAF-soldaterne forlader.

»Det er situationen på jorden, der afgør tilbagetrækningen,« sagde han i det timelange interview med tv-stationen NBC, hvor han understregede, at USA først påbegynder tilbagetrækningen, når det er »ansvarligt«.

Realistisk mål

Afghanistan-ekspert Peter Dahl Truelsen fra Forsvarsakademiet ser ikke meget nyt i udmeldingen fra Petraeus.

»Det har hele tiden været meningen, at tilbagetrækningen kun skulle indledes, hvis den militære situation tillader det,« siger han. »Hvis folk har fået indtryk af, at tilbagetrækningen skulle begynde uanset hvad, så har de misforstået Obamas løfte«, siger han.

Peter Dahl Truelsen understreger, at den optrapning af den militære indsats, som USA bebudede sidste år, først er ved at være helt på plads nu, hvor ISAF-styrken er oppe på 119.819 mand, heraf 78.430 amerikanske soldater.

»Ingen militærfolk regner med, at der kan trækkes mere end en brigade eller to ud til sommer, men det burde også stadig kunne lade sig gøre,« mener Dahl Truelsen.

På en stor donorkonference i Kabul i juli blev NATO og den afghanske regering enige om, at ansvaret for sikkerheden skal være fuldstændig på afghanske hænder ved årsskiftet 2014-2015. Det mål mener Peter Dahl Truelsen er realistisk, selv om NATO på sommerens store donor-konference i Kabul omhyggeligt undlod at love afghanerne, at de som tidligere annonceret ville få ansvaret for flere af de roligste provinser allerede i år.

»Spørgsmålet er, hvornår NATO-styrkerne mener, afghanerne er klar til at overtage ansvaret. Det bør i virkeligheden ske, når man mener, at de afghanske sikkerhedsstyrker er 60-70 procent klar, og det mener jeg allerede er tilfældet i adskillige provinser i den nordlige og vestlige del af landet,« >siger han.

Militære fremskridt

Den danske Afghanistan-ekspert mener i modsætning til mange kritikere, at der er sket store militære fremskridt i Afghanistan det seneste år. Også selv om antallet af dræbte NATO-soldater har været rekordhøjt sommeren igennem - og i weekenden nåede over 2.000.

»F.eks. har træningsindsatsen været så intensiv, at den afghanske hær allerede her i august nåede op på 134.000 mand, hvilket var målet for oktober måned. Og i Helmand er der også sket store militære fremskridt, efter at amerikanerne er kommet til,« siger Peter Dahl Truelsen.

Han understreger, at flere områder i Afghanistan allerede de facto er under afghansk kontrol, selv om overdragelsen er sket i stilhed. Det gælder f.eks. hovedstaden Kabul, hvor det afghanske politi og den afghanske hær har haft ansvaret for al sikkerhed i mere end et år.

Selv i Helmand har afghanerne i praksis selv ansvaret for sikkerheden i byerne, også i Gereskh, der er hovedbyen i det danske ansvarsområde, påpeger han.

»De danske soldater er med til at holde Taleban borte fra byen, men de er udelukkende ude på landet. I selve byen er det afghanerne, der holder ro og orden, men det er ikke noget, der bliver annonceret med store fanfarer,« siger han.

I naboprovinsen Kandahar er planerne om at jage Taleban på porten hen over sommeren dog foreløbig skrinlagt. Den bebudede storoffensiv, som skulle have givet regeringsstyrkerne og NATO kontrol med landdistrikterne omkring Kandahar er aldrig blevet til noget, angiveligt fordi den afghanske regering ikke har været i stand til at levere den civile genopbygning og administrative tilstedeværelse, som skal matche de militære fremskridt.

»Karzai-regeringen har ikke været i stand til at levere, og så nytter de militære sejre jo intet,« siger Peter Dahl Truelsen.

Alene af den grund kan Petraeus få brug for mere tid end det år, Obama foreløbig har givet ham til at skabe så megen fremgang, at de første amerikanske soldater kan vende næsen hjemad. Kandahar er Talebans stærkeste bastion og et område, som regeringen må og skal have kontrol over.

Peter Dahl Truelsen erkender da også, at Petraeus er presset. I stort set alle NATO-landene viser meningsmålinger, at befolkningerne er ved at tabe tålmodigheden og nu ønsker deres styrker hjem.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

jaaaaaa,.. men nu har i tænkt jer at blive lidt længere, indtil noget af det sorte guld kommer op i Afghanistan,.. så i kan fylde jeres kampvogne op igen og invadere nogle andre lande. jeg synes reglerne for krig skal laves om så de er som de var i gamle dage,.. hvor det er lederen(ham som bestemte at nationen skulle i krig) som løber med sine soldater,.. helt forrest og leder slaget,.. så skal vi se hvor mange krige der blev startet hvis sådan en lov blev vedtaget.

NATO chef, ja-ja da men hvad siger den "generale" sekretær til alt det ? Han har jo lovet, at vi er ude inden hans tur er omme ?

Er han mon også på ferie ?

Et interview med

F William Engdahl: No pull-out in 2011, US will spread Afghan war

fra den russiske ’Russia today’-kanal via den amerikanske ’The real news’-kanal:
http://therealnews.com/t2/component/seyret/?task=videodirectlink&id=7366

Med venlig hilsen

Aksel Gasbjerg

William Engdahl er en fortræffelig kommentator og forfatter. Kan anbefale hans bøger "Full Spectrum Dominance" og "A Century of War".

Hans hjemmeside:
http://www.engdahl.oilgeopolitics.net/