Læsetid: 6 min.

'En naturkatastrofe kan faktisk være en ny mulighed'

Hun har set flere naturkatastrofer end de fleste. Lige nu drejer alt sig i Jemilah Mahmoods liv om Pakistan. Uanset hvor håbløst det ser ud, mener hun, at en naturkatastrofe faktisk åbner mulighed for ikke kun at forbedre de materielle rammer, men også for at øge forståelsen mellem kulturer
'Der er jo en verden til forskel   på Røde Kors, FN og militæret. Problemet er bare, at det kan man ikke forvente, at folk ved ude i landsbyerne,'   siger Jemilah Mahmood.

'Der er jo en verden til forskel på Røde Kors, FN og militæret. Problemet er bare, at det kan man ikke forvente, at folk ved ude i landsbyerne,' siger Jemilah Mahmood.

23. august 2010

Der er det gode FN - det er dem, der kommer med det røde mærke på siden af bilen. Der er det FN, der er okay - dem med det blå. Og så er der de rigtig dårlige. Det er dem, der kommer kørende i biler med et sort mærke på siden.

Denne beskrivelse mødte for nylig en gruppe researchere, der var på felttur i Af- ghanistan for at undersøge lokalbefolkningens holdninger til FN.

»Der er jo en verden til forskel på Røde Kors, FN og militæret. Problemet er bare, at det kan man ikke forvente, at folk ved ude i landsbyerne. Vi bliver nødt til både at have skarp adskillelse imellem de forskellige funktioner og gøre alt for at involvere de lokale, så de mærker forskellen,« siger Jemilah Mahmood.

Hun er nu ansat i FN, men grundlagde i starten af sin karriere en af de første ikke-statslige hjælpeorganisationer i Malaysia, der nu har vokset sig til en 5.000 mand stor organisation.

Mahmood har arbejdet med at organisere nødhjælp efter tsunamien i Asien, jordskælvet i Pakistan i 2005, tyfonen i Myanmar og jordskælvet i Haiti i januar i år. Lige nu er hun chef for en del af FN's nødhjælpsarbejde i de oversvømmede områder i Pakistan. Hun er i København for at deltage i en konference på Copenhagen Business School om interkulturel kommunikation og vil hellere end gerne gøre sit for, at de danske avislæsere får en større forståelse for den komplekse situation i Pakistan:

»Det er en helt uoverskuelig katastrofe, ikke mindst på grund af den store geografiske spredning. Modsat et jordskælv, der for det meste er begrænset i spredning, er der tale om oversvømmelser fra nord til syd i et kæmpestort land.«

For at modstå de uheldige konsekvenser af, at vi i dag i både Afghanistan, Pakistan, Somalia og Sudan har situationer, hvor de militære aktioner overlapper de humanitære indsatser, bør der være langt mere fokus på den komplicerede interkulturelle kommunikation, mener Jemilah Mahmood. Og den går ikke kun én vej. Lige så vigtigt, som det er at oplyse lokalbefolkningen om, hvorfor nødhjælpsorganisationerne er der, og at de ikke har sammenfaldende interesser med nogen af de krigsførende parter, er det at undersøge, hvad folk har brug for. Ellers opstår myter.

Hun tænker tilbage på en oplevelse, der fik hende til at forstå, hvad hun var oppe imod. Hun spurgte engang en lokal udviklingsarbejder i en landsby i Afghanistan, hvorfor de lokale var så modvillige over for udviklingsarbejderne.

»Han svarede, at når udviklingsorganisationer byggede en vej, kunne de lokale ikke konkludere andet, end at vi måtte have bagvedliggende motiver: De havde jo ikke brug for en vej, de havde deres stier over bjergene, hvor de altid havde drevet deres får. Hvis vi byggede en vej, måtte det derfor være for, at vi kunne komme hurtigere til dem,« fortæller Jemilah Mahmood.

Oplevelsen fik hende ikke alene til at forstå faldgruberne, når man kommunikerer på tværs af kulturer. Hun blev også bevidst om begrænsningerne i det 'vestlige' udviklingsparadigme.

»Når vi ser en vej som en mulighed for at transportere varer og skabe økonomisk udvikling gennem samhandel, og de ser et stykke asfalt, der skal gøre det nemmere for os hurtigt at komme til dem for at dræbe dem, er der lang vej igen. Måske man hellere skulle have spurgt dem, hvad de havde brug for.«

50 dollar til hver

I det hele taget mener Jemilah Mahmood, at der mangler forståelse for de lokales egne ressourcer i en katastrofesituation.

»Selv når katastrofen er på sit højeste, fortsætter den økonomiske aktivitet. Så ser man en gadehandler sætte sin bod op lige ved siden af en væltet bygning, hvor redningsarbejdet stadig er i gang. Folk ved jo godt, hvordan de selv tjener penge,« siger Jemilah Mahmood og tilføjer eftertænksomt:

»Jeg har faktisk været i tvivl om, hvorvidt vi hellere skulle have givet hver kvinde i Haiti 50 dollar, så hun selv kunne planlægge, hvordan hendes familie skulle komme igennem krisen,« sige Jemilah Mahmood.

Hun understreger, at nødhjælp reelt har langt mere langsigtet mål, end man normalt forestiller sig.

»Der er naturligvis det direkte redningsarbejde, hvor man graver folk ud af huse eller redder dem fra vandmasserne, men ellers er vi med det samme i gang med at tænke langsigtet. Økonomien fortsætter jo.«

Brug for mangfoldighed

Jemilah Mahmood mener, at vi har det problem, at det langt overvejende er store maskiner fra Nord, der rejser ind, når krisen rammer. Og de rykker ud igen.

»Når man tænder fjern- synet under en katastrofe, ser man primært logoer på nødhjælpen fra organisationer fra Vesten, der bliver uddelt af langt overvejende hvide mænd. Hvad de ikke viser er, at det jo er naboerne, kirkegængerne, moskegængerne, butiksejerne - alle de lokale, der står for langt størstedelen af arbejdet,« siger Jemilah Mahmood, der med sit mørke ansigt og tørklæde ikke umiddelbart afslører, at hun har både irske og kinesiske aner.

»Jeg er vokset op i en udpræget multikulturel familie. Da jeg startede udviklings- organisationen, var det et af de vigtigste principper for mig, at den skulle være det samme. Katastrofer er midt i al nøden en unik mulighed for at øge forståelsen mellem mennesker. Når jeg rejser i muslimske lande, husker jeg folk på, at den skandinaviske nødhjælpsarbejder er der, fordi man i Skandinavien - trods alt, de har hørt om manglende moral og fjendskab - har præcis de samme værdier om næstekærlighed, fred og barmhjertighed, som der står i Koranen,« fortæller Jemilah Mahmood.

Lige nu i Pakistan bør man også benytte situationen til at skabe mere forståelse.

»Vi kan, hvis vi gør det godt nok, genskabe den tillid, der er blevet tabt. En katastrofe kan hjælpe os med at bevæge os væk fra 'civilisationernes sammenstød',« fastslår Jemilah Mahmood.

Militæret

Men det er ikke nemt, når 'de med de sorte mærker på bilerne' er der.

Jemilah Mahmood understreger, at hendes profession i stigende grad er afhængig af militæret, når den skal arbejde under katastrofer, men også i det 'almindelige' genopbygnings- og udviklingsarbejde.

Men det er et kultursammenstød, der nærmer sig det, der sker mellem FN og landsbybeboerne i Afghanistan.

»Vi har for det meste samme mål, men fuldstændig forskellige måder at nå dem. Men det må vi tale os til rette om, og nødhjælpsarbejderen må hele tiden minde sig selv om, at uanset hvad der er af politiske dagsordner, har alle lige meget behov for hjælp.«

Derfor er det også vigtigt, at militæret kun indgår, hvor det er allermest nødvendigt, understreger hun.

»Jeg plejer at sige til dem: De er de sidste, der skal ind, og de første, der skal ud,« siger Jemilah Mahmood.

Alle er sårbare

Der er meget, der skal overvejes, når det internationale samfund rykker ind i et land. Men Jemilah Mahmood vil gerne opfordre til, at vi bruger katastroferne til at diskutere, hvordan vi kan undgå dem i fremtiden. Og en oversvømmet kælder i Farum kan også være afsæt for reflektion om den nye virkelighed, der omgiver os, mener Jemilah Mahmood.

»Vi er alle blevet mere sårbare på grund af klimaforandringerne. Jeg har hørt, at I også her i Danmark har haft oversvømmelse for nylig. Det bør få os alle sammen til at tænke på, hvordan vi garderer os mod den slags. Og det skal gøres nu. Klima- tilpasning tager lang tid,« understreger kvinden, der er vant til at rykke hurtigt ud.

Hun slutter, før hun går ud i det solbeskinnede park- område, hvor vandpytterne stadig ligger som små diamanter i græsset:

»Der er ikke er noget, der hedder en naturkatastrofe. Der er noget, der hedder, at naturen har ekstreme udtryk, og at vi er mere eller mindre forberedt på det.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

En glimrende artikel, men overskriften findes vist ikke i det Jemilah Mahmood udtaler i artiklen.

Det lød nærmere som et citat fra Milton Friedmann.

Claes Pedersen

Det skulle man kunne forvente i land som Pakistan, at de kunne kende forskel på n¢dhjælps arbejder og militæret.

Men som her på Philippinerne g¢r man for lidt for lave flere dæmninger hvor man opdæmmer vandet. og kan bruge af det i de perioder, hvor der ikke kommer så meget vand, til afgr¢der, græs til k¢er og geder og genskabe træbeplantninge mange steder.

Jeg helt sikkert på, det ikke er så svært for de lokale b¢nder at se fordelen ved at ekstra vand til markerne.

Men hvis vi ikke får gjort noget ved befolknings tilvæksten, så kan vi simpelthen ikke l¢se verdens fattigdoms problemer og flere fattige vil blive ramt ved natur katestroffer, for det er dem der i fleste tilfælde må bo på de udsatte steder