Den amerikanske videnskabshistoriker Naomi Oreskes kalder ham i en ny bog den fuldendte »southern gentleman, well-spoken, well educated, well regarded.« Og respekten omkring James Gustave Speths person understøttes af hans lange karriere. Født i South Carolina, uddannet jurist og indledningsvis ansat i USA's højesteret, men i 1970 medstifter af en af USA's mest indflydelsesrige miljøorganisationer, Natural Resources Defense Council med nu over 300 ekspertmedarbejdere, og i 1982 af tænketanken World Resources Institute med et par hundrede fagfolk i flere lande. Under Jimmy Carter var Speth formand for præsidentens miljøråd, Council on Environmental Quality, og siden seniorrådgiver for den tiltrædende præsident Bill Clinton. I det meste af 1990'erne var han øverste chef for FN's udviklingsprogram, UNDP, og efterfølgende dekan på Yale University, indtil han for nylig tiltrådte et professorat på University of Vermont. Undervejs har juristen skrevet flere bøger og modtaget en stribe hædersbevisninger. På billeder gennem årene altid en smilende, venlig mand.
En vred gentleman
I dag er Gus Speth, som han kaldes i USA, 68 år og vred. En gentleman fra Syden, »radicalized« og »now preparing to dismantle capitalism«, som Naomi Oreskes skriver om ham.
I et nyt essay, offentliggjort i Solutions Journal, taler Speth om en firedobbelt amerikansk krise udsprunget af »Wall Streets finansielle udskejelser«, af »en ekstrem og voksende ulighed« i USA, af miljø- og klimaødelæggelser »drevet af menneskets umådeholdne forbrug og spild« samt af et politisk system karakteriseret ved »en paralyseret regering og et demokrati, der er svagt, åndløst og korrumperet.«
USA står under Barack Obama i en økonomisk, social, miljømæssig og politisk systemkrise, som den nuværende politiske økonomi er ude af stand til at håndtere, skriver den forhenværende præsidentrådgiver, FN-chef m.m. Selv en ekstraordinær politisk lederskikkelse som Obama svigter fatalt denne udfordring.
Da Information telefonisk kontakter Gus Speth i Vermont, fremtræder han som en venlig og lattermild mand.
- Hvordan er en gentleman fra Syden i den grad blevet radikaliseret?
»Jeg håber da, mine ændrede vurderinger baserer sig på kendsgerningerne omkring mig. Jeg har arbejdet med miljømæssige spørgsmål i 40 år, og i den tid har jeg set miljøbevægelserne og miljøvidenskaben blive stærkere og opnå øget tilslutning og bedre finansiering, men ser man på de faktiske forhold, står vi i dag på randen af at ødelægge planeten. Det er et paradoks, der tvinger os til at rejse spørgsmålet: Hvad har vi gjort forkert?«
»I det lys har jeg brugt de seneste år på at granske, hvad det egentlige, underliggende problem er. Og efter min vurdering er svaret, at vi tumler med et politisk-økonomisk system, der grundlæggende er indrettet og indstillet på noget andet end at understøtte planeten, ja sågar understøtte mennesker. Vi er nødt til at ændre dette system fundamentalt - og gøre det hurtigt.«
»Det kan godt være, nogle finder den konklusion radikal. Sandheden er, at det virkeligt radikale er at tro, at vi kan fortsætte business as usual,« siger Speth.
Systemfejlen
I Solutions-essayet skriver han med en anelse sarkasme, at det eneste, vi behøver at gøre for at efterlade en fuldstændig ødelagt verden til kommende generationer, »er at fortsætte med at gøre præcis, hvad vi gør lige nu - uden nogen vækst i befolkningsstørrelsen eller verdensøkonomien.«
Faktum er imidlertid, at især økonomien vokser dramatisk.
»Det tog hele historien at skabe en verdensøkonomi i 1950 på 7.000 milliarder dollar. Siden er den økonomiske aktivitet vokset med det beløb hvert tiår. Med de typiske vækstrater vil verdensøkonomien nu blive fordoblet på mindre end 20 år. Vi står derfor over for muligheden for en enorm forøgelse af den miljømæssige ødelæggelse, netop som der er et stærkt behov for at bevæge sig i den modsatte retning,« påpeger han.
»Prioriteringen af økonomisk vækst og økonomiske værdier er roden til systemfejlene og de resulterende kriser, USA nu oplever,« hedder det i Speths essay.
»Vækst-imperativet overtrumfer alt. Det får lov at undergrave familier, arbejdspladser, lokalsamfund, miljøet og fornemmelsen af tilhørsforhold og kontinuitet, fordi det hævdes så kategorisk og i brede kredse accepteres, at væksten er den pris værd, som må betales.«
Gus Speth kalder den økonomiske vækst for »verdens sekulære religion, men for mange en guddom, som svigter dem.« I USA har den ensidige dyrkelse af den materielle vækst ført til »store huse og brudte hjem, høje indkomster og lav moral, sikrede rettigheder og mindsket medmenneskelighed.«
Tilmed har kun nogle i befolkningen fået del i velstanden og vækstens materielle goder. Fattigdommen i USA er i dag ifølge Gus Speth på noget nær det højeste niveau i 30 år, den sociale mobilitet er blevet mindre, skolerne forfalder, mens fængsels- befolkningen vokser.
Skuffet over Obama
Gus Speth, den tidligere rådgiver for to demokratiske præsidenter, støttede Barack Obama op til valget i 2008 og satte sin lid til, at »denne ekstraordinære personlighed« kunne matche USA's store udfordringer, ikke mindst på klimaområdet som den demokratiske kandidat betonede stærkt i valgkampen.
»Ingen havde forudset den form for opposition, der er blevt mobiliseret mod denne del af Obamas politik,« siger Gus Speth og kalder det amerikanske politiske system »det bedste demokrati, der kan købes for penge« med henvisning til kongrespolitikeres dybe afhængighed af økonomiske donorer, herunder ikke mindst i den fossile energi-industri.
»Men jeg må sige, at jeg ikke giver Obama selv særlig høje karakterer for håndteringen af dette emne. Han har aldrig virkelig kæmpet for det, sådan som vi håbede,« siger Gus Speth.
Han karakteriserer den amerikanske klimalovgivning som »død« og bebrejder præsidenten, at han lod debatten om loven degenerere fra at have klima i fokus til kun at handle om arbejdspladser og forsyningssikkerhed - uden at det indtil nu har været nok til at få en lov gennem Senatet.
»USA indtager nu en meget foruroligende position, hvor man bremser verdenssamfundets bestræbelser på at gøre noget ved klima- udfordringen. Ændrer USA ikke snart kurs, dømmer man reelt verden til en meget dyster fremtid.«
- De kritiserer det politiske-økonomiske system i USA for at have fejlet. Men det samme økonomiske system er globalt rodfæstet - er der ikke tale om en global systemkrise?
»Jo, det er der. Men USA er så introvert en nation, at hvis man vil gøre sig mindste håb om at råbe et publikum op her, så må man i et essay som mit målrette budskabet mod en amerikansk offentlighed.«
- Deres kritik gælder selve den økonomiske vækst. Her i landet kan man i lukkede rum høre miljøpolitikere og politiske rådgivere sige, at hvis man vil gøre sig noget håb om at gøre fremskridt, så skal man for guds skyld undgå at anfægte den økonomiske vækst?
»Den typiske tilgang hos amerikanske mainstream-miljøgrupper har været at hævde, at det vi gør for miljøet er godt for økonomien, og at vi kan få massiv økonomisk vækst ved at blive grønne. I dag er folk begyndt at overveje, om det holder. Blandt indsigtsfulde og tænksomme fagfolk møder jeg en stadig klarere fælles forståelse af, at vækstens centrale rolle og manglende evne til at løse vore udfordringer er selve problemet. Men i politiske kredse i Washington vækker det budskab fortsat ingen genklang.«
- De påpeger selv, at der i et post-vækst-USA fortsat er brug for vækst i gode arbejdspladser, i de fattiges indkomst, i adgangen til sundhed og alderdomssik-ring, i uddannelse, forskning m.m. Kræver det ikke en mas-se penge, dvs. økonomisk vækst?
»Det er det centrale spørgsmål, og det kræver mere avancerede modelstudier, der kan vise, hvordan en økonomi uden vækst kan give de nye job og den nye teknolgi, vi behøver.«
Gus Speth er netop nu med til at etablere det amerikanske New Economics Institute, hvor et netværk af økonomer, miljøfolk og andre i et samarbejde med bl.a. New Economics Foundation i Storbritannien vil videreudvikle modeller for en bæredygtig økonomi.
»Vi samarbejder også med folkene omkring den canadiske økonom Peter Victor, der har vist, hvordan Canada kan realisere en teknologisk omstilling for at tackle både klimaudfordring og fattigdom uden nogen stærk vækst.«
Sisyfos og lykken
Speth kalder selv udfordringen »enorm.«
»Man kan ikke forestille sig, at dagens amerikanske politik kan levere de grundlæggende forandringer, der er brug for.«
Hans håb knytter sig derfor til, at et nyt samarbejde mellem civilsamfundets aktører på bl.a. det miljømæssige, sociale, menneskerets- og fagforeningsmæssige område kan give både den ny indsigt og styrke, der gradvist kan bane vej for nye modeller og for forandring. Speth ser mange spirer til denne nye tænkning i både USA og Europa, om end projektet unægtelig er langsigtet.
- Med alder kommer visdom, men med alder kan også komme enten resignation, desperation eller radikalise-ring. Hvor er De?
»På ét niveau forbliver jeg optimist. Hvis man ser på hele landskabet af folk, der er foruroligede over forbru-gerismen, de store selskabers magt, de forfejlede værdier, vækstens miljøkonsekvenser, så er der ved at komme damp under den opfattelse, at den kendte økonomi ikke kan indfri løfterne. Den udvikling giver optimisme på det lange sigt. Desværre har vi forsømt at reagere på disse udfordringer så længe, at vi vil komme til at påføre planeten, naturen og de menneskelige samfund store skader, før vi kommer i gang med de store ændringer. Så i det korte perspektiv er jeg nok pessimist. Men hvad var det Albert Camus skrev: 'Man må tænke sig Sisyfos som en lykkelig mand.' Ser man f.eks. på, hvad der er sket i klimasagen adskillige gange, så er det, som om vi er i gang med at rulle sten op ad bjerget blot for at opleve dem rulle ned igen. Men der er åbenbart knyttet en vis tilfredsstillelse til selve det at genoptage kampen,« ler den radikaliserede 68-årige professor.
Med Camus' ord: »Selve kampen for at nå op til toppen er nok til at fylde et menneskes hjerte.«
Rart at se at diskussionen til dels blev lidt mere nuanceret. Økonomien blev ikke opfundet med Adam Smith, han var blot en af de første der prøvede at beskrive den. Abstraktionen mellem en vare og dens værdi, penge, er ikke noget onde kapitalister har udtænkt. heller ikke når det kommer til gæld. Penge og gæld har været en del af den menneskelige civilisationen siden den opstod. Dette formentlig fordi det er en intuitivt måde at selvorganiserer sig. Dermed ikke sagt at kapitalismen er en naturlov givet af Gud og at mennesket derfor ikke må forsøge at organisere sig anderledes. Men kapitalismen er som mennesket der udøver den og kan enten være god eller ond. Formentligt de færreste der mener at mennesket skal afskaffes, fordi det har potentialet til at være ondt. At kapitalismen går fra krise til krise, er jo ikke overraskende, når det jo i sig selv er den måde det menneskelige liv udfolder sig på. Men det afhænger jo af hvad man vælger at fokusere på.
Det hele står og falder med om vi mennesker tager en interesse i den verden der omgiver os og sætter grænser for vores virke i overensstemmelse med hvad denne verden kan bære og hensynet til hinanden. Regulering. F. eks. kunne man vedtage en regulering der siger at alle nybyggerier indenfor den private boligsektor skal være mindst 50% selvforsynende med strøm fra vedvarende energi. Det er måske ikke det mest økonomiske, men økonomien er underlagt menneskets trang til selvopretholdelse og må indordne sig under mere end hvad et regneark kan udtrykke. Og så er der, i forhold til det amerikanske politiske system, selvsagt visse ting der åbenlyst skal reguleres og ikke skal kunne købes for penge overhovedet f. eks. politikere. At have en fornuftig national diskussion og derefter regulere i overensstemmelse med det man nu fandt frem til, er vel også en form for socialisme.
Men ethvert økonomisk system løber ind den samme forhindring, som vi står med nu. Nemlig at Thornings og Espersens personsager har mere indflydelse på hvilken politisk vej vi vælger, hvilken regulering vi vedtager, end oprigtig interesse for hvordan vores jordklode har det. Ligegyldigheden overfor det store billede er den største fare. At tro at et nyt økonomisk system pludselig skulle fjerne denne ligegyldighed er utopi.
Det er også derfor vi gang på gang sidder her og diskutere, uden der reelt sker noget.
Kapitalismen er det system, der muliggør, at talenter kan udfolde sig, og at verden bliver mere farverig.
Den gør det muligt for Giorgio at åbne et pizzaria i Valby, eller Signe en strikkebutk, Kevin et fittnesstudio osv.
Et system er selvfølgelig, hverken godt eller ondt, men at det skal holdes i ave for ikke at blive misbrugt, det er vi vel alle enige i.
Statens engagement i el, vand eller transport er jo opstået under kapitalistiske systemer, og jeg kan ikke se nogen som helst modsætnimg i det.
Udfordringen som vi stå r over for er, som det lykkes journalisten at formulere:
" De påpeger selv, at der i et post-vækst-USA fortsat er brug for vækst i gode arbejdspladser, i de fattiges indkomst, i adgangen til sundhed og alderdomssik-ring, i uddannelse, forskning m.m. Kræver det ikke en mas-se penge, dvs. økonomisk vækst?
»Det er det centrale spørgsmål, og det kræver mere avancerede modelstudier, der kan vise, hvordan en økonomi uden vækst kan give de nye job og den nye teknolgi, vi behøver.«
Den helt centrale problemstilling i interviewet.
Jo, Martin Pedersen, men du må skelne mellem 'penge' og 'kapital'.
At producere, hvad man har brug for, og bytte eventuelle overskud for noget andet, man også har brug for eller ønsker sig, er ikke kapitalisme, hvadenten det så foregår med eller uden 'penge'.
'Kapital', derimod, er 'penge der skal blive til flere penge'. Hvad man producerer bliver i princippet underordnet, bare der kommer flere penge hjem, end der gives ud, og der produceres hensynsløst og grådigt.
Folkesundhed og velfærd blev først et offentligt anliggende, da kapitalen var ved at ødelægge sit eget grundlag pga. mangel på arbejdskraft, fordi arbejderne døde som fluer. Det har man glemt nu, og derfor er det ved at ske igen. Folk er nedslidte, alligevel skal de arbejde, og førtidspensionister og arbejdsledige og syge bliver lagt for had i et omfang, der ikke er set længe, og sendt i den ene meningsløse 'aktivering', 'jobtræning' og 'arbejdsprøvning' efter den anden. Tvangsarbejde forklædt som omsorg!
Men du har ret i, at alt for mange mennesker går op i skattesager og lignende letoverskuelige "problemer". Men her er medierne jo også "gode" til at føre an!
Peter Lauritzen skriver:
"Statens engagement i el, vand eller transport er jo opstået under kapitalistiske systemer, og jeg kan ikke se nogen som helst modsætnimg i det."
Øhh, nå? Jeg tror nok at i liberalisternes vådeste drømme, at disse var private. DONG fungerer desuden så meget på markedspræmisser, at du ikke kan se forskel. Bus og tog er desuden så dyre og dårlige her i DK (de er værre i de fleste andre lande), at de arbejder direkte imod vores fælles interesse (som bør være overlevelse, hvilket den ekstreme bilisme ikke hjælper på).
Peter Lauritzen skriver:
"Kræver det ikke en mas-se penge, dvs. økonomisk vækst?"
Nej, det kræver bare en omfordeling af dem vi har.
"De eneste hjul, kapitalismen sætter i gang, er grådighedens" (Karl Marx)
Rune Hjelm, du er åbenbart ikke i stand til at skelne mellem det økonomiske system kapitalisme og det politiske liberalisme. Jeg er selv antiliberalist og imod privatiseringer inden for de nævnte sektorer.
Citatet var fra journalisten, der har skrevet artiklen i mig, men jeg finder det selvfølgelig helt nødvendigt at stille spørgsmålet.
Karl Marx, det er næsten ligeså gammeldags dom islam. Statens forsøg på at styre økonomien har spillet sørgerlig fallit i de socialistiske systemer.
Jeg vidste ikke grådigheden havde hjul.
Nej Peter Lauritzen, Kars Marx er faktisk højaktuel, selv i kapitalistiske kredse.
Og i øvrigt er liberalismen endnu ældre.
Peter Lauritzen:
"Jeg vidste ikke grådigheden havde hjul."
Det er altid godt at lære noget nyt :)
Derfor er jeg også imod den.
@Erik Rolfsen Nissen
Der mangler noget indholdsrelateret - en bæredygtig politisk vision,
Helt enig - jeg søger en teknisk beskrivelse af en demokratisk - med streg under demokratisk - politikerprofil, som du kan putte enhver politisk vision ind i - en lederprofil som tænker på missionen istedet for karrieren...
...og der mener jeg ikke Fogh eller Gade har været demokratiske i og med de har skamreddet deres flertal og deres mediemonopol.
Og iøvrigt erkender jeg til fulde USA's dominans, men jeg mener at Danmark - nu verden har åbnet sig - skal finde andre kulturelle samarbejdspartnere tættere på og ikke mindst genfinde vores egen kultur, som jo ikke er, at spille verdens svært bevæbnede politimand - lad amerikanerne om det.
Kirsten Svejgaard,
Du har ret, det er en vigtig skelnen. Men det at et regnskab stemmer og ikke går i rødt er et vigtigt redskab for at kunne se om den måde man producere på kan hænge sammen. Det er gavnligt at kunne se om den arbejdsindsats man lægger i en produktion står mål med det man får ud af det. Og der skal jo kapital til overhovedet at få en produktion i gang. Om staten så skal udlåne denne kapital med en meget lav rente eller den private finansiering skal reguleres til at gøre det samme, kan jeg sagtens gå ind for. Men der bliver nødt til at være en fordring om at man tilbagebetaler den indskudte kapital. Jeg vil gerne have tiltro til mine medmennesker, men ikke blind tiltro.
Jeg tror ikke vi er grundlæggende uenige. At Wallstreet ejer de amerikanske politikere, "lock, stock and debitcard", er et af de største problemer, ikke bare for det amerikanske folk, men også for os, når nu vi vælger at løbe i hælene på USA.
Jeg mener jo så bare at en stærk regulering af kapitalen er at foretrække frem for at afskaffe den helt. For som sagt, så mener jeg, at det at man har et regnskab med et overskud er en vigtig indikator for om man bruger sine midler effektivt. Men det er jo altså ikke det samme som at tale for at man nedbryder fagforeningerne for at private virksomhedsejere kan få et større overskud. Man må gerne skabe et overskud, men spørgsmålet er hvad og på hvilket grundlag man skaber det overskud. Og hvis vi som samfund ikke kan gå ind for grundlaget, så skal det reguleres. Men det er jo så bare her den udprægede ligegyldighed fra befolkningens side bliver et problem.
Og så er der jo også triaden om forbuds Danmark og hvad højrefløjen ellers finder på for at hellige overskuddet. Selvfølgelig skal vi ikke forbyde det hele, men oftest er der ingen substans i debatten, for selve argumentet er at et forbud er et onde i sig selv og så skidt med hvad det forbud prøver at opnå.
Karl Marx er i højeste grad aktuel. Han skabte en økonomisk model, der på samme måde som Nils Bohrs atommodel, kan reguleres og suppleres efterhånden som virkeligheden kræver det, uden at modellen grundlæggende behøver at ændres.
F.eks:
Er Marx's teori om 'profitratens tendentielle fald' - som hæfter sig til den moderne finanskapitals behov for konstant at finde nye investeringsmuligheder - i højeste grad aktuel og en personlig analyse værd, for den der interessere sig for samfundets vækst...
Bill Atkins,
Men er det en dårlig ting i sig selv konstant at finde nye investeringsmuligheder? Hvis vedvarende energi er en investeringsmulighed og det belaster klimaet mindre end de tidligere så er det vel en god ting?
Jeg kan selvfølgelig godt se det derhen, at det driver en produktion, som folk først forbruger når de bliver gjort opmærksomme på at de manglede det ved hjælp af reklamer. Men det er vel stadigt lidt svært at skære kapitalen over én kam på den måde.
Hvad satte Marx i stedet? Demokrati? Men hvad gør vi så ved folks ligegyldighed. At man har demokrati tvinger jo ikke folk til at tage konstruktiv del i samfundet.
Helt klart er investeriger i vedvarende energi en god ting. Problemet er bare at investeringer i den stærkt subsidierede vedvarende energi, er i konkurrence med olien. Investeringer vil altid søge hen til den billigere olie først - da profitraten, der er størst - Sådan vil kapitalismen prioritere indtil den dag olien er dyre end vedvarende enrgi.
Kapitalismen går altid efter den kortsigtede profit først.
Jamen, vi har da i høj grad en mulighed for at regulere markedet i retning af vedvarende energi.
En CO2 skat på energiproduktion f. eks. Bortsetfra det er Vestas jo et fremragende eksempel på, hvordan det kapitaliske økonomiske system til stadighed er i stand til frembringe og omsætte nye ideer. Hvad med at købe nogle aktier, det styrker firmaet og giver også en chance for personlig profit.
Peter Lauritzen skriver:
"Hvad med at købe nogle aktier, det styrker firmaet og giver også en chance for personlig profit."
Vestas' problem er ikke investorer, men snarere at fossile brændstoffer får 10 gange så store subsidier som vindenergi
Vestas har da ikke problemer. Aktien vil formodentlig virkelig være en god investering. Jeg ovevejr selv at købe. Det største problem var et forsøg på protektionisme, en gammel tradition, på det amerikanske marked, men det synes nu løst.
En stigende konkurrence fra bl.a. Siemens er naturligvis også et problem, men et monopolistisk marked ønsker vi jo ikke vel?
Rune, og prøv dog at argumentere lidt sagligt, eller har du beviser for subsidier til olieindustrien, altså rigtige subsidier.
Vi kan ikke kan stole på, at selv højt udviklede lande vil skære i deres olieforbrug, hvis det betyder at de kommer under konkurrence fra lande med et subsidieret olieforbrug.
Der er masser af lande, der støtter forbruget af olie og benzin. I Venezuela og Malaysia koster en litter benzin på gadeplan ca. 1 kr. Disse lande og mange andre fattige lande investerer ikke nævneværdigt i vedvarende energi, udover måske i vandkraft, hvis det er muligt.
Vindenergi er for tiden ikke - og bliver nok ikke - konkurrencedygtigt i forhold til olien inden for de næste 50 år, hvis ikke CO2 afgifterne bliver globalt sanktioneret.
USA har endnu ikke ratificeret Kyoto-aftalen..
Benzinpriser worldwide:
http://www.nationmaster.com/graph/ene_gas_pri-energy-gasoline-prices
Peter, du følger vist ikke ret godt med.
Du vil på et kvart sekund få adgang til al den information du ønsker om subsidier til olieindustrien, hvis du googler "oil subsidies".
Jeg læste en artikel for nylig, som opgjorde subsidierne til de fossile industrier til at være 10 gange så store som dem til vedvarende energi.
Men den artikel orker jeg ikke at finde igen.
http://www.technologyreview.com/blog/energy/25545/
"Fossil fuels are the backbone of economies worldwide, so governments spend a lot to support them. A new report from Bloomberg New Energy Finance says altogether governments spent between $43 anf $46 billion on renewable energy and biofuels last year, not including indirect support, such as subsidies to corn farmers that help ethanol production. Direct subsidies of fossil fuels came to $557 billion, the report says."
Martin Pedersen:
"Hvad satte Marx i stedet?"
Marx havde en vision om et samfund, hvor man producerede, hvad der var nødvendigt, og fordelte det efter behov - uden pengenes mellemkomst. "Enhver efter evne, til enhver efter behov" udtrykker essensen af denne vision.
Som overgangssystem havde han en forestilling om "arbejdstidsbeviser", dvs. lige mange timers arbejde skulle udløse lige "løn" i form af de nødvendige konsumgoder. Dette gjaldt selvfølgelig kun for dem, der var i stand til at arbejde. Samtidig skulle arbejdstiden nedsættes til det mindst mulige - maskinerne skulle udføre langt størstedelen af arbejdet, og mennesket skulle endelig få tid til liv, leg og skabende virksomhed.
Men altså: intelligente, innovative og kreative mennesker skulle ikke udnytte deres talent til at berige sig på bekostning af de mindre intelligente og kreative.
Han var en stor tilhænger af darwinismen, og han forestillede sig, at mennesket ville udvikle sig yderligere i retning at større fornuft, intelligens og samfundssind, hvilket jo er forudsætningerne for, at han utopi engang kunne realiseres.
Men under en kongres i Norge i 80'erne var det faktisk lykkedes en gruppe Marx-eksperter at overbevise nogle topfolk om, at samfundet allerede i dag ville kunne fungere uden penge. Desværre faldt det alligevel til jorden.
Men det er jo tankevækkende, at mulighederne og forudsætningerne allerede findes - hvis bare mange nok turde gå i gang.
Man kan vel påstå at pengesystemet i dag fungerer uden at pegemængden har tilknytning til størrelsen af produktionen - og slet ikke i forhold til den forventelige produktion...
Hvem har interesse i afskaffelsen af kapitalismen?
"Bloomberg New Energy Finance" har du lige checket , ikke sandt. Efter eget udsagn verdens største finansierer af alternativ energi, virkelig en pålidelig kilde, må man sige. Selv din kilde Technology review, forsyner kommentaren med, hvis det er sandt.
Hvis det er sandt, er det i hvert ikke i de vestlige industrilande og er dermed ikke et problem for Vestas.
Til Kirsten Svejgård kan man kun sige eller rettere spørge, hvor lever du? Marx var tilhænger af Darwinismen, sig mig engang, tror du virkelig at darwinismen kan overføres til det sociale liv.
Arh, kom nu Peter, lidt op i niveau nu. Hvis du vil afvise min kilde, må du gøre det med noget håndfast.
http://www.bloomberg.com/news/2010-07-29/fossil-fuel-subsidies-are-12-ti...
"Global subsidies for fossil fuels dwarf support given to renewable energy sources such as wind and solar power and biofuels, Bloomberg New Energy Finance said.
Governments last year gave $43 billion to $46 billion of support to renewable energy through tax credits, guaranteed electricity prices known as feed-in tariffs and alternative energy credits, the London-based research group said today in a statement. That compares with the $557 billion that the International Energy Agency last month said was spent to subsidize fossil fuels in 2008."
Læg mærke til, at det er IEA, som er kommet med tallet 557milliarder dollars, det er ikke nogen grøn institution.
Peter Lauritzen:
Jeg gengiver nogle af Marx' tanker og visioner som svar på et spørgsmål fra Martin Pedersen.
Og nej, jeg tror aldeles ikke, at darwinismen kan overføres til det sociale liv, og det har jeg heller aldrig påstået. Derimod er det et biologisk faktum, at "vi" stadig udvikler os. Evolutionen er ikke stoppet ved dagens menneske. Man kunne jo håbe på, at den fortsatte udvikling også ville medføre højere intelligens og bedre evne til at forvalte jordens ressourcer. Hvis det altså kan nås i tide!
http://en.wikipedia.org/wiki/Influences_on_Karl_Marx#Exaggeration_of_Dar...
"However, the depth of the influence, if any, would certainly seem to be greatly exaggerated by a number of religious fundamentalists who seek to paint Darwin's ideas as incredibly dangerous. There is no mention of Darwin or evolution in The Communist Manifesto -- not surprising, since Darwin's On the Origin of Species was published in 1859, 11 years later -- and the only reference to Darwin in Das Kapital amounts to short footnotes on technological specialization in manufacturing and industry."
Peter Lauritzen:
Er du religiøs fundamentalist?
Peter Lauritzen, hvis det endnu ikke er gået op for dig, at olieindustrien modtager enorme subsidier fra de vestlige regeringer, så skal du til at åbne øjnene.
http://www.examiner.com/independent-in-denver/interior-secretary-admits-...
De ansatte i det agentur der skulle overse olieindustrien i USA sniffede kokain af mikrobølgeovne til fester med med de selvsamme mennesker de skulle overse fra olieindustrien.
http://climateprogress.org/2010/05/04/mms-scandal-minerals-management-se...
Og så er vi tilbage ved artiklen. Et system som ikke virker fordi de politikere som skal sørge for at regulere industrien ikke gør det fordi de er købt og betalt af selvsamme industri.
For ikke at tale om den yderst favorable skatteaftale Mærsk har fået her hjemme i Danmark.
Mon Mærsk er bidragsyder til den borgerlige regering?
*"overse" har vist ikke den helt samme betydning på dansk som "oversight" har på engelsk :)
Korrekt, Martin Pedersen, det har den stik modsatte betydning.
For meg er det alltid en gåte, hvordan noen kan være "pessimist på kort sigt, men optimist på langt".
Vi skal jo gjennom det som skjer på kort sigt, før vi kommer til det lange, og som Keynes sa: "I det lange løp er vi alle døde". Og hvis vi dør på kort sigt hjelper det lite at det lysner på langt. Mange snakker også som om de selv sto utenfor det som liksom bare skal skje med resten av menneskeheten - det er jo bare virkelighetsflukt, det viser hvordan den vitenskapelige objektivismen fører til at man lurer seg selv.
I virkeligheten er det snakk om at slike folk fortrenger sin dype pessimisme, som de liksom ikke synes de kan være bekjent av. I realiteten er jo nåtidens "fri" offentlighet slik skrudd sammen, at det er forbudt å være åpen pessimist eller realist (hvilket er det samme i vår nåværende situasjon). Man skal hyle med ulvene og bekjenne sin obligatoriske optimisme, man skal si "jeg er ikke bitter" osv. Jeg minnes om historien om fallskjermshopperen hvis skjerm ikke har virket, som i fortsatt fritt fall noen hundre meter over jorden holder fast ved at "dette går jo utmerket, det kan jo hende den plutselig virker likevel, eller jeg kan kanskje nå å reparere den mens jeg faller." Uansett hvor langt han har falt videre uten å foreta seg noesomhelst, skal vi liksom tro videre på at mulighetene for redning er ubegrenset de samme som før han hoppet ut. Slikt er jo bare ikke troverdig, nei det er en bunnfalsk "optimisme", et tilstivnet forretnings"smil", en grimase som tvertimot undergraver all troverdighet samtidig med at det også undergraver troen på at de foreslåtte tiltakene er nødvendige.
"Ulven kommer i morgen, men dersom vi ikke har forberedt oss, kan vi bare vente til i overmorgen med det, det går like fint"??!! Når dette gjentas i tiår etter tiår, mens oppvarmingen aksellererer videre, er det bare for dumt. Ikke en kjeft kan ta slikt alvorlig. Klimasaken har bruk for sin Churchill, som usminket kan fortelle folk at klokken er fem over tolv forlengst, og at det nå dreier seg om å kunne unngå det allerverste. Det dreier seg om å unngå seks graders stigning eller mer i den globale middeltemperaturen, det dreier seg om sannsynligvis å forberede seg på gigantiske katastrofer og et begrenset antall menneskers overlevelse i polnære områder som holder seg tilstrekkelig kalde. Glem ikke, at Churchill ikke ble valgt til statsminister ved noe valg, folket valgte Chamberlain og hans virkelighetsflukt, og Churchill var til det siste helt isolert med sine advarsler, ingen ville høre på dette. Mye tyder på at demokratiet virker dårlig i slike situasjoner, og vår tids demokrati er langt svakere, folk som Churchill velges overhodet ikke lenger. Budskapet om klimatrusselen og havforsuringen osv. er ikke et populært budskap, men oven i dette så finnes det jo faktisk ikke een eneste politiker som tør å framføre det slik budskapet er fra vitenskapen. De som ikke benekter alt eller ignorerer hele problemet og later som ingenting, snakker rundt grøten og lurer og bedrar. Vi har ingen Churchill, vi har tvertom kun folk som ligger med øret permanent klistret til gallupen og lystrer dens minste vink (med noen få unntak: utgifter til krig, utvidelse av EU til en superstat osv., gaver til bankene og de allerrikeste og økt arbeidsløshet osv.: her er det overhodet ingen grenser for hvilke popularitetstap man glatt vil risikere, for her har man jo støtte fra de høyeste steder).
Kan hende har vi utrolig hell og det går ikke så ille som vi nå har all grunn til å frykte, men det er det realistiske vi må forberede oss på, og dette tør knapt nok vitenskapen si rett ut hva er, den er redd for å miste sine bevillinger. Vi må legge om stilen totalt, dette er dødsens alvor, og vi må legge alle forestillinger om måneferder osv. på hyllen og innstille oss på at vi vil bli nødt til å eksperimentere med å trekke ut CO2 av atmosfæren igjen (ellers kan vi ikke bremse havenes forsuring tilstrekkelig hurtigt, og den er faktisk et enda mer truende fenomen enn oppvarmingen, da den truer det meste av livet i havet som vi er avhengige av.)
Lidt forkætret ’kapitallogik’, :-), :
Marx ansats til en kritik, det vil sige analyse og vurdering, af den daværende (og nu endnu mere overalt nærværende) ’borgerlige’, dvs. monetær-økonomiske, politiske økonomis kategorier, var at tage udgangspunkt i en analyse af bytteøkonomiens grundelement ’varen’, og i den forbindelse skelnede han mellem den konkrete, kvalitative ’brugsværdi’ og den abstrakte, kvantitative ’bytteværdi’.
Han mente selv, at hans grundlæggende teoretiske ’nybrud’ i forhold til hans ’borgerlige’ forgængere, af dem især Ricardo, var, at han skelnede mellem ’arbejde’, som konkret kvalitativ aktivitet, og ’arbejdskraft’ som et abstrakt, kvantificerbart begreb, der kan måles i ’tid’.
(Meget interessant skete dette ’teoretiske nybrud’ få år efter at den moderne matematiske fysiks begreb om ’energiens bevarelse’ gennem dens forskellige fremtrædelsesformer, slog igennem med lægen og fysikeren Julius Mayer (1814-78) i 1842 og fysiologen og fysikeren Hermann Helmholz (1821-94) i 1847.)
Denne skelnen mellem konkret arbejde og abstrakt arbejdskraft brugte Marx til at argumentere for, at det, der udgjorde den monetariserede, arbejdsdelte bytteøkonomis abstrakte værdis, altså bytteværdiens, ’substans’, var det abstrakte arbejdskraftforbrug i varefremstillingen, dvs. den for en given produktionsteknologisk sammenhæng gennemsnitligt nødvendige ’arbejdskraft’ målt i lineært tidsforbrug af samme.
Men da også ’arbejdskraften’ i det arbejdsdelte, derfor monetariserede og dermed kapitalistiske samfund er gjort til vare i form af lønarbejdere, som sælger deres arbejdskraft på arbejdsmarkedet, og da forbruget af denne ’arbejdskraft’ i produktionsprocessen er i stand til at frembringe mere ’bytteværdi’ end det er nødvendigt til at opretholde og restituere den selv, altså end hvad den i forvejen indeholder af bytteværdi-’substans’, tilegner de, der har købt og dermed ejer ’arbejdskraften’ på ’arbejdsmarkedet’ og bruger den til at producere varer til genforsælgning på markedet for at forøge deres egen sum af bytteværdi, nemlig ejerne af produktionsmidlerne - kapitalisterne, sig denne ’merværdi’, som var den betegnelse Marx gav dette ’bytteværdi-overskud’.
Marx satte nu sine begrebsbestemmelser ’arbejdskraft’, ’bytteværdi’ og ’merværdi’ ind i en sociologisk teoriramme, der på den ene side havde som udgangspunkt at alle bytteøkonomiens aktive deltagere teoretisk kunne ’homogeniseres’, altså teoretisk ligestilles, ved hjælp af det kvantificerbare tidsforbrug af deres abstrakte ’arbejdskraft’ og på den anden side kunne klassificeres i forhold til deres ejendomsforhold til produktionsmidlerne.
Dette muliggjorde hans ’sociale vision’ om ’kommunismen’ som et samfund, hinsides ’kapitalismen’, hvor ’penge’, som realabstraktioner af kvantificeret bytteværdi, altså tingslig-gjorte symboler, der kan manipuleres uafhængigt af de konkrete produktionsaktiviteter og de menneskelige behovstilfredsstillelser, som er disse aktiviteters ’raison d’etre’, men ved hvis hjælp 'man'(læs 'finanskapitalen') samtidigt kan styrer både produktions-aktiviteterne og behovstilfreds-stillelserne på grund af deres formidlende funktioner i det arbejdsdelte samfunds bytteprocesser, sådan som disse udfolder sig mellem samfundsindividerne og formidler deres indbyrdes relationer, altså hvor disse ’penge’ er afløst af ’arbejdstidsanvisninger’, hvor der er overensstemmelse mellem de forskellige individers besiddelse af ’byttemidler’ og den mængde af ’arbejdskraft’ målt i tid, de har ydet i arbejdsdelingens samfundsmæssige produktionsprocesser, og hvor de samfundsmæssige produktionsmidler er gået over i et noget uafklaret og ukonkretiseret ’kollektivt ejerskab’.
For mig at se fremgår der to væsentlige pointer af denne ansats til en analyse af det monetariserede, og det vil sige det kapitalistiske samfund:
1.
Hvis man alene anskuer samfundshusholdningen ved hjælp af de monetariserede bytteværdier, det vil sige som monetærøkonomiske størrelser, blænder man sig selv for de realøkonomiske kvalitative sammenhænge.
Både de internt sociale reale behov (da det der kan komme til syne på markedet alene er pengebesiddelsernes fordeling blandt samfundsmedlemmerne ikke de realt eksisterende behov) og de biosfæriske og dermed økologiske forudsætninger for det arbejdsdelte samfunds produktionsprocesser, da disse jo ikke er et resultat af sociale bytteprocesser.
2.
Også Karl Marx’ begreb om bytteværdi-’substansen’, det alene tidsmålte arbejdskraftforbrug, er udtryk for en nivellerende kvantificering af værdibegrebet hvorved alle reale kvaliteter forsvinder (f. eks. de forskellige arbejdskvalifikationer (uddannelse, viden og indsigt) og deres indbyrdes betydninger og funktioner og også nye erkendelser, indsigter og kreative ideer).
Dette sidste synes han i sine sidste år måske at være blevet opmærksom på, da han i stigende grad begyndte at beskæftige sig med kvantificeringens ’omfangslogik’, :-), i de sociale sammenhænge.
Men i den grad samfundsmedlemmerne og måske især de institutionelle beslutningstagere forstår de sociale relationer i monetær-økonomiske kvantitative termer med deraf følgende handlingers ’mekanisering’ af samfundslivet, vil de af Marx påpegede ’love’ og ’tendenser’ nok være relevante at beskæftige sig med for at forstå samfundsudviklingen.
I dag synes alle jo at tænke (vulgær-)marxistisk – som regel uden at ville være ved det eller være klare over det. :-)
Man må igennem Marx for at overskride og eventuelt ophæve hans teoretiske ansatser.
Ophæve forstået ’hegeliansk’ som en ’hæven op’ i en udvidet begrebshorisont. :-)
Med venlig hilsen
Mark Thalmay
God rejse igennem Marx.
Karsten Johansen skriver (godt indlæg forresten):
"(ellers kan vi ikke bremse havenes forsuring tilstrekkelig hurtigt, og den er faktisk et enda mer truende fenomen enn oppvarmingen, da den truer det meste av livet i havet som vi er avhengige av.)"
Ikke kun truer det havene i sig selv, men havene virker som en svamp, som opsuger megen af den CO2, som vi har udsluppet ekstra. Denne svamp er ved at være fyldt op, hvilket forsuringen tydeligt tyder på.
Når svampen er fyldt, vil al CO2'en ramme vores atmosfære, og dermed forstærke den direkte virkning af vores udslip. Med andre ord risikerer vi et CO2-chok, som vi ikke kan nå at reagere på, når verdenshavene ikke længere kan absorbere mere CO2.
Sider