Sidste chance for Pakistan

At de voldsomme oversvømmelser, som siden slutningen af juli har hærget store dele af Pakistan er nationens værste naturkatastrofe i årtier, står efterhånden klart, selv for de vestlige medier, som længe underrapporterede fra begivenheden. Men selv om de menneskelige omkostninger og de materielle ødelæggelser er enorme, kan de sikkerhedsmæssige udfordringer, som denne katastrofe indebærer, meget vel blive endnu større. Fordi oversvømmelserne har ramt nationen i en periode, der er kendetegnet ved udbredt uro, voksende Taleban-ekstremisme og en svag og vaklende civil regering, kan de kaste Pakistan ud i den alvorligste sikkerhedsmæssige krise, regionen har stået overfor i nyere tid. Medmindre det internationale samfund yderligere intensiverer de igangværende bestræbelser for at yde nødhjælp, risikerer landet at udvikle sig til, hvad der hidtil kun blev anset for en fjern og grum mulighed: En fejlslagen stat med atomvåben.

Fattige værst ramt

Lige siden den øvre del af Indus og andre floder i det nordlige Pakistan gik over deres bredder for snart fire uger siden, har oversvømmelserne spredt sig til mange andre dele af landet, sat hundredvis af landsbyer under vand, druknet tusindvis af mennesker, gjort op imod 20 millioner mennesker hjemløse og udsat millioner af fattige børn og spædbørn for livstruende vandbårne sygdomme. Men de næste par måneder kan det hele blive endnu værre, hvis myndighederne mister grebet om situationen, og den voksende desperation i de oversvømmede områder fører til forstærkede sociale og etniske spændinger, fatal fødevaremangel, og forøger faren for, at de store dele af landet, som allerede er afskåret fra Islamabads kontrol faldet helt i hænderne på det pakistanske Taleban og andre ekstremistiske grupper.

En vigtig del af sikkerhedsproblemet ligger i den allerede vanskelige situation i de hårdest ramte egne. Oversvømmelserne og de kraftige regnskyl har forårsaget de værste skader i de fattigste og mindst oplyste områder af landet, hvor de ekstremistiske og separatistiske bevægelser trives bedst. Det omfatter den nordlige region nær Afghanistan, men også dele af Baluchistan og Sindh-provinsen i syd. Derimod har det centrale Punjab, landets rigeste region, med et indkomst- og uddannelsesniveau, der ligger dobbelt så højt som i andre dele af landet, været forholdsvis uskadt af katastrofen. Den mangeårige bitterhed blandt etniske grupper i de mindre provinser over for Punjab vil sandsynligvis stige til nye højder.

Situationen i den nordlige del af Pakistan er særlig kritisk. Den nu oversvømmede forarmede North-West Frontier Province - der nu officielt kendes under betegnelsen Khyber Pakhtoonkhwa (KP) - er et veritabelt paradis for både det pakistanske og det afghanske Taleban. Her har millioner af mennesker mistet deres hjem - mange af dem var kun vendt tilbage for ganske nylig efter at være flygtet fra den pakistanske hærs vellykkede offensiv mod militante sidste sommer.

Separatister styrkes

I Swat-dalen, hvor hæren selv forsøgte at skylle ekstremisterne ud for blot et år siden, er hver eneste bro blevet ødelagt og de fleste veje skyllet væk. Over hele provinsen er hundredvis af kilometer elmaster og gasledninger blevet revet over, kraftværker oversvømmet, og kreaturbestande og afgrøder decimeret med så meget som 50 procent. Alt dette vil dramatisk slække den i forvejen begrænsede kontrol, som den pakistanske stat var i stand til at opretholde over disse randzoner - især dem, som grænser op til Afghanistan, vil nu hurtigt kunne overtages af det lokale Taleban.

Et andet væsentligt rekrutteringsområde for ekstremister i landdistrikterne er de landlige sletter i det sydlige Punjab og det nordlige Sindh. Disse områder, som ligeledes lider under underudvikling og udbredt fattigdom, er nu sat under vand. Uden nogen udsigt til meningsfuld beskæftigelse eller uddannelse vil flere unge mænd fra disse regioner slutte sig til de militante grupper, der for længst har proklameret, at oversvømmelserne er udtryk for Guds vrede mod regeringen.

I Baluchistan, den store provins i det sydvestlige Pakistan, der løber langs Af-ghanistans sydlige grænse, har oversvømmelser forværret en allerede eksisterende krise. Som landets fattigste region har Baluchistan længe været hjemsted for et separatistisk oprør foruden for afghanske Taleban-baser (Quetta, provinshovedstaden, er desuden blevet tilflugtssted for en række fremtrædende Taleban-ledere).

Nu har oversvømmelserne ødelagt, hvad der var af sparsom infrastruktur og erhvervsaktiviteter i regionens subsistensøkonomi. Den pakistanske stats skrøbelige kontrol over regionen er blevet endnu svagere, samtidig med at de baluchiske separatister kan beskylde regeringen for en dårlig nødhjælps-indsats og optrappe deres kamp for uafhængighed. (Sidste gang så store oversvømmelser ramte landet i slutningen af - det var sidst i 1960'erne - førte regeringens utilstrækkelige reaktion til Østpakistans løsrivelse og oprettelsen af Bang-ladesh).

Taleban modarbejder

I mellemtiden har oversvømmelserne kun haft ringe effekt på den grasserende vold i hele landet, som begås af islamistiske ekstremister og andre grupper. Det pakistanske Taleban fortsætter med at udføre selvmordsbomber og har svoret at udslette de pakistanske regeringsleder, mens interetnisk vold mellem politiske partier, der repræsenterer henholdsvis pashtunske, sindhi- og urdu-talende befolkningsgrupper, i Karachi har resulteret i omkring 100 dødsfald i de sidste fire uger. Siden oversvømmelserne begyndte, har Taleban også forsøgt at forhindre pakistanske ngo'er i at udføre hjælpearbejde ved at true deres medarbejdere, samtidig med at de militante grupper har oprettet deres egne nødlejre for at benytte lejligheden til at ekspandere.

Svækket hær

Meget står altså på spil og afhænger nu af regeringens og dens udenlandske allieredes muligheder for at skaffe nødhjælp frem til ofrene for oversvømmelserne. Titusindvis af pakistanske tropper og næsten hærens hele helikopterflåde er nu involveret i indsatsen. Men dens ressourcer er strakt til det yderste, og i formentlig mange måneder fremover vil hæren være ude af stand til at holde de områder langs den afghanske grænse, som den for nylig vandt tilbage fra de militante - endsige til at indlede nye kampagner mod Taleban. Det betyder, at krigen i Afghanistan vil blive endnu mere blodig. USA og NATO's bestræbelser på at sikre det sydlige Afghanistan og de nye amerikanske troppeindsættelser i det østlige Afghanistan vil uundgåeligt blive berørt, da flere militante strømmer ind over grænsen.

Med den kroniske mangel på fødevarer og fastemåneden Ramadanen er priserne på fødevarer allerede fordoblet med forøgede udsigter til sociale spændinger og endda madoptøjer som konsekvens. Midt i ubarmhjertigt kvælende varmetemperaturer og høj luftfugtighed er elproduktionen sat ned med en tredjedel over hele landet, hvorved de landdistrikter, hvor elledningerne endnu står, må undvære elektricitet i op til 18 timer i døgnet.

Når den humanitære nødhjælpsforsikring er sikret i tilstrækkelig grad, vil der være presserende behov for donorbistand til at genopbygge broer, genoprette magt og genoprette elforsyningen og genåbne veje - især i den strategisk vigtige KP-provins. Pakistans offentlige kasser er tomme, og landet er helt afhængig af et amerikansk lån fra IMF til 11,3 milliarder dollars. Hvis den skal levere nogen form for effektiv reaktion på krisen, skal den pakistanske regering afstives massivt af det internationale samfund.

Der er tillige behov for et stort internationalt pres på Pakistan og Indien for at få dem til at bilægge deres kritiske uoverensstemmelser om kontrol af deres fælles flodsystemer og bygning af nye dæmninger på begge sider af grænsen. (Mange af de floder, der løber ind i Pakistan, har deres udspring i indisk kontrollerede område, enten i Himalaya eller Kashmir. De stigende spændinger for nylig imellem de to lande skal også tilskrives, at Pakistan beskylder Indien for at anlægge uautoriserede dæmninger ved disse floders øvre løb.) Indisk nødhjælp, billige fødevarer, og byggematerialer bør øjeblikkelig gives fri passage ind i Pakistan.

Ahmed Rashider pakistansk journalist baseret i Lahore og en anerkendt ekspert i pakistanske og afghanske forhold. Han er bl.a. forfatter til bøgerne 'Descent into Chaos' om USA's politik i Afghanistan og Pakistan og 'Afghanistan og Taleban, islam, olie og det nye store spil i Centralasien'. Originalen var en New York Times bestseller.

© The New York Review of Books (distribueret af New York Times Syndicate). Oversat af Niels Ivar Larsen