Læsetid: 3 min.

Søren Pind blåstempler farlige pesticider på Mærsk-plantage

Oppositionen kræver reglerne for u-landsstøtte strammet for at sikre mennesker og miljø mod giftige kemikalier
Oppositionen kræver reglerne for u-landsstøtte strammet for at sikre mennesker og miljø mod giftige kemikalier
25. august 2010

Udviklingsminister Søren Pind ser ingen problemer i, at det akut giftige kemikalie terbufos bliver brugt i pesticider på en bananplantage i Cameroun, der modtager støtte fra den danske u-landsfond Industrialiseringsfonden for Udviklingslandene (IFU), i Cameroun.

Det fremgår af ministerens svar til Enhedslistens Frank Aaen om sagen i udenrigsudvalget. Her godkender Søren Pind brugen af de farlige pesticider.

IFU, der hører under Pinds ministerium, er blevet kritiseret for at støtte bananplantagen SPM i Cameroun med over 60 millioner kroner i lån og investeringer siden 2003.

Plantagen anklages for at udsætte de ansatte for sundhedsskadelige arbejdsforhold uden den nødvendige beskyttelse mod farlige pesticider. A.P. Møller-Mærsk ejer 21 procent af plantagen.

Forbudt eller ej?

FN’s landbrugsorganisation, FAO, anbefaler, at giften terbufos udfases i u-landene hurtigst muligt. Verdenssundhedsorganisationen WHO placerer stoffet i den allerfarligste kategori, 1A.

Men ifølge Søren Pinds svar til Folketinget er det ikke problematisk, at IFU støtter brugen af stoffet, idet stoffet »ikke er forbudt i EU«.

Men det er en sandhed med modifikationer ifølge Miljøstyrelsen: »Terbufos er forbudt i EU og har været det siden udgangen af 2003. Det betyder, at alle medlemslande har skullet forbyde salg og anvendelse af stoffet pr. den dato,« siger Nina Sørup Hansen, farmaceut i Miljøstyrelsen.

Alle pesticider, der er tilladt til brug og markedsføring i EU, er placeret på unionens liste over anerkendte stoffer. Derimod er det ikke tilladt at bruge stoffer, der ikke er på EU’s liste. Ingen producenter ansøgte om at få terbufos anerkendt, da EU oprettede listen over tilladte stoffer i 2002, og stoffet er derfor ikke blevet analyseret i EU. Terbufos bliver således ikke brugt til dyrkning af bananer i Grækenland eller på de Kanariske Øer.

Der har dog en helt naturlig forklaring ifølge Udviklingsministeriet. Ministeriet oplyser, at baggrunden for svaret er en anden – og mindre omfattende – EU-liste over særlige forbudte miljøgifte. Denne liste nævner ikke terbufos. Den etiske mærkningsordning GLOBALG. A. P., der certificerer bananplantagen på vegne af IFU, henviser til denne liste i sine regler, oplyser ministeriet.

Men ifølge Christian Ege, tidligere formand for Det Økologiske Råd, ændrer det ikke på, at der er et forbud mod terbufos: »Det er forbudt at anvende terbufos i EU, fordi det ikke er anerkendt. Den liste, ministeren henviser til, er en meget snæver liste over de allerværste stoffer og stammer fra en implementering af FN’s Stockholm-konvention. Listen forbyder derfor ikke kun brug, men også import, eksport og produktion af stofferne,« siger Christian Ege.

Krav om stramninger

Fra oppositionen rejser der sig et krav om, at reglerne for brug af farlige stoffer med dansk udviklingsstøtte strammes. »Danmark kan ikke acceptere at støtte brugen af stoffer, der er så farlige, at de er forbudt i EU. Det er klart, at når stoffet ikke er tilladt, så er det reelt forbudt. IFU må ændre sin politik, så fonden ikke investerer i firmaer, der bruger stoffer som dette,« siger SF’s udenrigs- og udviklingsordfører, Steen Gade.

Han støttes af Socialdemokraterne: »En statsejet investeringsfond bør som udgangspunkt ikke støtte projekter, som benytter giftstoffer, der ikke må bruges i Europa, men i stedet gøre alt for at fremme miljøvenlig adfærd,« siger udenrigsordfører Jeppe Kofod.

Enhedslistens Frank Aaen kalder Søren Pinds svar for »bevidst udenomssnak«, og EU-parlamentariker Dan Jørgensen (S) mener, at ministeren er »på gyngende grund«.
»Jeg har selv været med til at lave EU-reglerne, og det er klart, at når et stof ikke er anerkendt, så er det forbudt. Efter min mening bør man ikke tillade brugen af så farlige stoffer i udviklingsprojekter, heller ikke i EU-regi,« siger Dan Jørgensen.

Den Europæiske Investeringsbank har støttet den omstridte bananplantage med 4,1 millioner euro (30,5 millioner kr.) i lån siden 2008. EU-Kommissionen er derfor blevet stillet en række spørgsmål om plantagen fra danske EU-politikere fra De Konservative, Socialdemokraterne og Folkebevægelsen Mod EU.

Søren Pind afviser desuden beskyldningerne fra flere ansatte og fra den lokale menneskeretsorganisation ACAT om, at plantagens
ansatte udsættes for de giftige pesticider uden beskyttelse fra værnemidler og rammes af sprøjtemidler fra fly, mens de arbejder. Ministeren forklarer blandt andet, at de ansatte kan se på skilte, hvornår det er sikkert at bevæge sig ind på de sprøjtede områder.

Ministeriet oplyser, at IFU nu vil undersøge muligheden for at finde alternativer til terbufos i Cameroun. Ministeren vil dog ikke over for Information svare på, om han stadig mener, at terbufos ikke er forbudt i EU. Det er heller ikke muligt at få svar på ministerens holdning til, at IFU støtter brugen af stoffer, som FN ønsker udfaset. Søren Pinds særlige rådgiver Martin Ruby forklarer, at ministeren først ønsker at svare på de spørgsmål, han har modtaget fra medlemmer af Folketinget i sagen.

internationalt@information.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mona Blenstrup

Søren Pind.
du må da forholde ddig til de oplysninger, som mennesker, der lever under forholdene giver dig og andre.

At opsætte skilte er ikek det samme som at udlevere værnemidler til beskyttelse af mennesker.
og at anvende giftige stoffer som er forbudt fra 2003 kan aldrig legaliseres. Uanset hvor nødigt man vil "såre" en organisation som åbenbart ikek mener sig i stand til at sulle påtage sig en ansvar for miljøet i verden.

Men det er tankevækkende, at du Søren Pind er ligeglad i denne situation, når du ellers har forsøgt at få ynk grundet svampeangreb i dit hus i DK.

Æge liberale bekymrer sig kun om sig selv og sit.

Mærsk og pesticider? Hvad fatter gør er altid det rigtige.

Søren Pind risikerer sgu da ikke karrieren for en flok bananplukkere nede i Junglen...

...og så gider Søren Pind iøvrigt ikke høre mere vrøvl.

...og forresten er han jo frihedsminister - hvis nogen skulle have glemt det.

Emil Edelgart

Næppe, det er jo ikke forbudt at være uvidende, heller ikke selv om det er bevidst uvidende.
Dumhed og magtarrogance hånd i hånd.