Tariq Aziz beder USA om at blive i Irak

BAGDAD - I det første interview med Iraks tidligere udenrigsminister siden hans tilfangetagelse kort efter invasionen af Bagdad for mere end syv år siden siger han, at det vil ødelægge landet, hvis USA trækker sine tropper hjem:

»Jeg har siddet i fængsel i syv år og fire måneder, men har jeg begået nogen forbrydelser mod civile, soldater eller præster. Svaret er nej,« siger Tariq Aziz.

Men han hævder, at han var ude af stand til at påvirke lederens beslutninger, og at han ikke har blod på hænderne:

»Selvfølgelig var jeg medlem af Revolutionsrådet, udenrigsminister og vicepremierminister. Men alle beslutninger blev truffet af Saddam. Jeg havde et politisk embede, men har ikke deltaget i nogle af de forbrydelser, som jeg er anklaget for. Jeg er ikke nævnt i en eneste af de mange klager,« siger Aziz, som længe var Iraks ansigt udadtil.

Han er lige vendt tilbage til sin fængselscelle efter et retsmøde i Bagdads grønne zone, hvor spøgelserne fra Saddams regime bliver uddrevet ved en række retssager. Aziz afsoner en fængselsstraf på 15 år for forbrydelser mod menneskeheden, men er anklaget for flere andre forhold. Han hævder, at han er blevet dømt blot for at adlyde ordrer, og at han bare er en arabisk nationalist.

Siden han sidst blev set offentligt få dage inden invasionen i marts 2003, der væltede Saddam Hussein og Ba'ath-partiets regime, som Aziz havde støttet i 30 år, har Irak været gennem et helvede:

»Vi er alle ofre for Amerika og Storbritannien. På mange måder har de dræbt vores land. Når man begår en fejl, er man nødt til at rette den. Hvis USA trækker tropperne ud, vil Irak synke til bunds. Og denne gang vil der ikke være nogen vej op. Man kan ikke bare lade Irak dø.«

Visdom og frihed

For få dage siden bekræftede Obama, at USA i denne måned afslutter missionen i Irak med tilbagetrækningen af tusindvis af soldater. Men ifølge Aziz er landet i en værre situation end før krigen. Han følger med i udviklingen på tv-skærmen i sin celle. Landet ville have bedst af at blive regeret af en stærk araber, siger han:

»Saddam opbyggede Irak, og nu er landet ødelagt. Der er flere syge og mere sult end før. Befolkningen har ikke adgang til serviceydelser. Et tocifret antal irakere, hvis ikke hundredvis, bliver dræbt hver dag. Jeg blev opmuntret, da Obama blev valgt til præsident, fordi jeg troede, at han ville rette op på nogle af Bushs fejltagelser. Men Obama er en hykler. Han kaster Irak for ulvene.«

Aziz er blevet kendt skyldig i forbrydelser mod menneskeheden i forbindelse med henrettelserne af 42 forretningsmænd, der blev anklaget for at manipulere med fødevarepriserne, mens landet var underlagt sanktioner.

Han sidder i et rent og veldrevet lille fængsel i Qadhimiyah nord for Bagdad, efter at de amerikanske styrker for flere måneder siden udleverede ham til de irakiske myndigheder. Han vil ikke kritisere Saddams regime og sammenligner sin tidligere chef med Winston Churchill, fordi de begge begik fejl:

»Hvis jeg nu gav mig til at fortryde, ville folk betragte mig som en opportunist. Jeg vil først tale dårligt om Saddam, når jeg er en fri mand. Visdom er en del af friheden. Når jeg er fri og kan skrive sandheden, vil jeg endda kunne kritisere min bedste ven,« siger han og fortsætter et lidenskabeligt forsvar for den tidligere irakiske diktator og sig selv:

»Jeg siger ikke, at jeg er en stor mand, der gjorde alting rigtigt. Men jeg er stolt af mit liv, for mit mål var at tjene Irak. Jeg har dog begået nogle fejl. Der var nogle ting, som ikke var helt efter bogen.«

'Saddam løj ikke'

Det eneste, som han fortryder og vil tale om, er beslutningen om at overgive sig til amerikanerne den 24. april 2003. Få dage tidligere havde han sagt farvel til Saddam i et hus i Bagdad-forstaden Mansour:

»Jeg sagde, at jeg støttede ham og det, han havde gjort som præsident. Så sagde jeg farvel. Gennem en mellemmand kontaktede jeg amerikanerne. Hvis jeg kunne gøre det om, ville jeg hellere have lidt martyrdøden. Men der var krig i landet, og Bagdad var blevet besat. Jeg er loyal over for min familie og traf en vigtig beslutning. Jeg sagde til amerikanerne, at hvis de tog min familie med til Amman, ville jeg overgive mig. Min familie forlod landet i et amerikansk fly, og torsdag blev jeg sat i fængsel.«

Saddam, der blev henrettet i 2006 efter at være blevet taget til fange af amerikanske styrker, var hovedpersonen i tre krige, 12 års sanktioner og den brutale undertrykkelse af to folkelige oprør, og alt dette fik Aziz som Iraks vicepremierminister og udenrigsminister til opgave at sælge til omverdenen:

»Krig er krig og har altid sin årsag,« siger han om Saddams krigeriskhed:

»Saddam løj ikke. Han ændrede ikke på kendsgerningerne. Han er en person, jeg har stor respekt for og kærlighed til. Historien vil vise, at han er en mand, der har tjent sit land. Saddam byggede landet op og tjente sit folk. Jeg kan ikke acceptere jeres fordømmelse af Saddam,« siger Aziz og tilføjer:

»Begik Churchill måske ikke fejl? Begik Gordon Brown ikke fejl? Afslørede de britiske ministre dengang deres lederes løgne? Nej, det talte de først om senere.«

Føjelig patriot

Aziz hævder, at han forsøgte at overtale Saddam til ikke at invadere Kuwait i 1991, fordi det ville føre Irak ud i en krig med USA, få år efter en lang konflikt med nabolandet Iran:

»Jeg bad Saddam Hussein om at lade være med at invadere Kuwait. Men jeg var nødt til at støtte flertallets beslutning. Da beslutningen var truffet, sagde jeg til ham, at det ville føre til en krig mod USA, som ikke ville være i vores interesse.«

Han fremstiller sig selv som en føjelig patriot:

»Men beslutningen blev truffet. Jeg var landets udenrigsminister og dermed nødt til at forsvare landet og gøre alt for at forklare vores holdning. Jeg opførte mig korrekt.«

Aziz hævder, at han og Saddam gennem hele det næste årti med FN-sanktioner og Olie-for-mad-programmet formåede at give alle irakere mad på bordet og opretholde stabiliteten i hele landet:

»Selv mens sanktionerne stod på, som altid ville være en vanskelig periode for ethvert land, indtog alle mænd, kvinder og børn 2.000 kalorier om dagen.«

Nytteløse inspektioner

Efter den første golfkrig i 1991 fik Aziz væsentlig mere indflydelse, især fordi han havde vist sig at være loyal. Han hævder, at han i de 12 år inden invasionen, hvor landet var underlagt sanktioner, kendte alle regimets hemmeligheder - bl.a. at der ikke var noget hemmeligt våbenprogram.

Han siger, at han selv og Saddam var overbeviste om, at USA vil invadere Irak i slutningen af 2002, og at hans job med at eskortere de skeptiske våbeninspektører rundt i landet derfor var stort set nytteløst:

»Jeg prøvede at føre bevis for en manglende kendsgerning. Jeg var ansvarlig for at føre tilsyn med våbeninspektørernes arbejde og deltog i hundredvis af møder med dem på hundredvis af forskellige steder, men de var fast besluttet på at bevise noget usandt. Uanset hvad ville Bush i krig.«

Inden invasionen i 2003 forsøgte Aziz at overbevise det internationale samfund om, at frygten for, at Irak havde et hemmeligt våbenprogram, var ubegrundet. På spørgsmålet om, hvorfor Saddam holdt USA hen med hensyn til våbenprogrammet, svarer Aziz (ligesom Saddam gjorde), at truslen om masseødelæggelses- våben skulle afskrække Iran og ikke Vesten:

»Det handlede til dels om at afskrække Iran. De havde ført krig mod os i otte år, så irakerne havde ret til at afskrække dem. Saddam var en stolt mand. Han var nødt til at forsvare Iraks ære og vise, at han var en stærk og ikke en svag mand,« siger Aziz og tilføjer:

»Iran var vores største fjende. Vi var nødt til at trodse dem, uanset omkostningerne. Nu opbygger Iran et våbenprogram. Det ved alle, men ingen gør noget. Hvorfor ikke?«

For Israels skyld

Terrorangrebene på New York og Washington i september 2001 chokerede både ham og Saddam:

»Dengang var vi modstandere af det, men havde ikke diplomatiske kontakter med den amerikanske regering. Saddam Hussein bad mig om at skrive et brev til den amerikanske justitsminister for at sige, at vi fordømte angrebene. Det gjorde jeg så.«

Men han kunne ikke forudse, at Irak ville blive invaderet 18 måneder senere:

»Da verdens ledere begyndte at optrappe retorikken, blev det klart for både mig og for præsidenten, at de ville invadere os. Bush og Blair løj bevidst. De var begge pro-zionister, der ville ødelægge Irak for Israels skyld, ikke for USA's eller Storbritanniens skyld.«

Aziz roser sine fangevogtere i høje toner, især en ung fængselsbetjent, der tænder hans cigaretter, sørger for, at han får sin medicin, og lader ham ringe til sin familie i Jordan en gang om ugen:

»Forholdene her er fremragende. Og jeg bliver behandlet godt. Det er ikke bare noget, jeg siger. Her er rent, maden er god, og der er en have, hvor man gøre gymnastik.«

Da en af fangevogterne spørger, hvordan forholdene er sammenlignet med fængslerne under Saddams regime, vil Aziz kun sige:

»Ja, der blev begået nogle fejl.«

© Guardian & Information 2010 Oversat af Mads Frese