New York - De skændes om moskeer, om homo-ægteskaber og om udenrigspolitikken skal være mere eller mindre hård, men inderst inde ved de det godt: Det er først og fremmest 'the economy, stupid' som Clinton-rådgiveren James Carville proklamerede for snart 20 år siden; det er økonomien, tykkelsen på fars tegnedreng og længden på køen af arbejdsløse, der i sidste ende afgør et valg - i USA som i de fleste andre lande.
For politikerne i USA's kongres, hvoraf hele Repræsentanternes Hus og godt en tredjedel af Senatet er på valg om knap tre måneder, giver Carvilles gamle slagord imidlertid temmelig akutte problemer: Med en hastigt voksende statsgæld har de ikke råd til de store investeringer, der kunne skabe job, men med et ledighedstal, der stædigt er blevet liggende på 9,5 pct. henover sommeren, har de heller ikke råd til at lade stå til.
Og det er iær demokraterne, der har problemer, fordi de har haft et stort flertal de seneste to år og derfor også er klart mest udsatte på valgdagen 2. november.
Med både klima- og immigrationsloven udsat på grund af manglende flertal, og med chancen for en ny storstilet vækstpakke lig nul, har Obama og demokraterne tilmed ikke meget at føre fremadrettet, positiv valgkamp på.
Demokraterne har lanceret en ny kampagne: 'Make it in America'. Det kan både betyde 'producer det i Amerika' og 'klar dig godt/få succes i Amerika', og det er formentlig netop, hvad demokraterne og deres rådgivere håber vil ske, omend forslagene til, hvordan det faktisk skal kunne lade sig gøre, er beskedne: Afgifter for import af visse materialer til produktion skal mindskes (allerede indført), virksomheder, der flytter stillinger ud af landet, skal beskattes hårdere, og der skal gives skatterabatter til de mindre virksomheder, som vil udvide og ansætte nye medarbejdere i USA; altsammen formentlig foranlediget af de seneste ugers deprimerende nøgletal, ikke kun for arbejdsløsheden, men også for handelsbalancen med Kina, som igen tipper markant til den forkerte side - set med amerikanske øjne.
Ser mod Vesten
Der bliver i det hele taget talt meget om, at USA igen skal producere og eksportere, Obama har sågar lovet at fordoble eksporten, men i praksis kniber det altså stadig.
Også blandt virksomhederne er der dog fornyet interesse for debatten. I artiklen her på siden fortæller flere af aktørerne i New Yorks modeindustri om, hvordan de kæmper for at bevare truede produktionsjob i byen. I foråret sagde en tysk direktør fra stålgiganten ThyssenKrupp til Information, at han tror, vi før eller siden vil se flere virksomheder, der opgiver det asiatiske eventyr og vender tilbage til Vesten.
Selv har ThyssenKrupp netop investeret flere mia. dollar i et nyt stålværk i den amerikanske sydstat Alabama - dels for at være tæt på kunderne og spare tid og transportudgifter, dels på grund af bedre logistik, dygtigere arbejdere og mere effektive lokale ledere.
Der findes altså virksomheder, som af sig selv begynder at se mod Vesten igen, typisk hjulpet på vej af gulerødder som skatterabatter og tilskud. Men der findes også kræfter i USA's kongres, som gerne ville tage skrappere metoder i brug. Flere kongresmedlemmer mener, det er på tide at sætte ind over for Kina, som de mener holder sin valuta kunstigt nede, og enten kræve den styrket eller lægge pres på anden vis, f.eks. via handelsbarrierer.
Retorikken om såvel 'Make it in America' som om Kinas valuta minder i mistænkelig grad om noget, man på en gang kunne kalde populisme, nationalisme og protektionisme.
Og det strider mod en af grundtankerne bag globalisering og frihandel, nemlig den at de, der kan lave et produkt bedst, billigst og mest effektivt - typisk de nye vækstøkonomier og tredjeverdenslande - bør have lov til det, mens andre - typisk US og Europa - så kan koncentrere sig om at få de gode ideer. Siden kan alle landene handle med hinanden og blive rigere, naturligvis under forudsætning af at der findes rimelige fælles spilleregler for sikkerhed, miljø, kvalitetskontrol osv.
Hårfin balance
Så vidt teorien om globaliseringens velsignelser. I praksis findes der både eksempler på, at frihandel har løftet en region enormt (EU's indre marked) - og haft enorme skadelige konsekvenser i form af f.eks. udnyttelse af børne- og fattige arbejdere og voldsom forurening.
Alligevel er udviklingen kun gået en vej de seneste 20 år: Mod Made in Asia og andre lavtlønslande, som fortsat knokler for at producere det, vi andre udvikler og forbruger.
Umiddelbart er der en række fordele ved den udvikling, når den håndteres rigtigt og med de rette forbehold og garantier.
Der kan imidlertid også være fordele ved at flytte produkion 'hjem' til Vesten. For på længere sigt vil Kina og de andre vækstøkonomier gradvist investere mere, forbruge mere, selv danne en større middelklasse og købe ind i udlandet. Og USA har også behov for at kunne beskæftige sine produktionsarbejdere.
Der er imidlertid en hårfin balance mellem den »globale rebalancering«, som USA's præsident Obama flere gange har krævet - og så en mere tilbageskuende protektionisme og beskyttertrang over for nationens måske ukonkurrencedygtige virksomheder, som næppe er til gavn for nogen.
I et efterår med masser af desperate og desillusionerede vælgere, og med en valgkamp, der uden tvivl bliver både ekstremt spændende og bister, vil det formentlig være fristende for kandidaterne at hælde til protektionismen og beskyttertrangen. Men for såvel USA som resten af verden vil det formentlig være klogere at sigte efter en mere balanceret global handel, opnået via gradvise, moderate ændringer.
