Læsetid: 4 min.

USA's voksende ulighed skabte krisen

For hver ekstra dollar tjent i USA de seneste 35 år er de 58 cent gået til den rigeste procent af befolkningen. Stigende ulighed i verdens største økonomi og voksende ubalance i verdensøkonomien gav os finanskrisen, skriver professor Raghuram G. Rajan i sine seneste roste bog, 'Fault Lines'
Gabet mellem rig og fattig i USA er især vokset siden Reagan-årene. Her ses latino-drenge, der pudser sko på en lang række på velklædte og velbeslåede forretningsfolk på Grand Central Station i New York.

Gabet mellem rig og fattig i USA er især vokset siden Reagan-årene. Her ses latino-drenge, der pudser sko på en lang række på velklædte og velbeslåede forretningsfolk på Grand Central Station i New York.

janine wiedel

24. august 2010

Hvis du tror, finanskrisen og den efterfølgende verdensøkonomiske nedtur skyldes grådige bankfolk, kan du godt tro om igen. Bevares, grådige bankfolk hjalp til - men de grundlæggende årsager til krisen skal findes i 35 års stigende ulighed i USA kombineret med 15 års stigende ubalancer i verdensøkonomien.

Det er i meget grove træk budskabet i professor Raghuram G. Rajans nye bog, Fault Lines (Brudflader). Bogen blev straks udråbt til en af de hidtil skarpeste analyser af, hvad der lå bag den verdensomspændende krise i 2008-2009. Og samtidig som en af de vægtigste advarsler om, hvorfor det hele kan gå galt igen.

I Rajans forklaring er bankernes risikable adfærd op til finanskrisen kun sidste led i en tretrinsraket på katastrofekurs. To vigtige historier går forud: Den ene er amerikansk og handler om stigende ulighed. Uligheden fik politikerne til at kompensere for middel- og underklassens faldende indkomster ved at åbne for lånefinansieret forbrug. Den anden historie handler om en stigende ubalance i den globale økonomi, hvor en række lande har gjort sig afhængige af at eksportere til amerikanske forbrugere og samtidig har opbygget store valutareserver gennem deres handelsoverskud. Det gjorde det muligt for finanssystemet at give amerikanske forbrugere billige lån - med katastrofale følger for hele verden.

Men lad os - som Rajan gør i sin bog - begynde med den amerikanske historie om stigende ulighed. De mest slående eksempler handler om ekstremerne:

Amerikansk ulighed

»For hver dollar i reel indkomstvækst mellem 1976 og 2007 gik de 58 cent til den rigeste procent af husstandene. Hedgefund-manageren John Paulson tjente i 2007 3,7 milliarder dollar, omkring 74.000 gange medianindkomsten for amerikanske husstande,« skriver Rajan.

Men han lægger mest vægt på, at middel- og underklassens indkomster er stagneret, mens de rigestes ti procents indkomster er vokset. Hovedårsagen, mener han, er et fejlslagent uddannelsessystem. Mens computere og maskiner har gjort de lavtuddannedes job overflødige, er befolkningens uddannelsesniveau stagneret. Andelen af en ungdomsårgang som får en gymnasial uddannelse, er faldet siden 1970, og 70 procent af befolkningen er uden videregående uddannelse. I dag er der derfor underskud af højtuddannede og overskud af lavtuddannede. Det betyder højere løn til højtuddannede og lavere løn til lavtuddannede.

»Politikerne, altid følsomme over for vælgerne, har svaret igen på den bekymrende udvikling med et forsøg på en universalløsning: At sikre billige lån til dem, som væksten og de teknologiske landvindinger har efterladt,« skriver Rajan. Udmøntningen kom i form af boliglån til folk, der ikke kunne betale. Centralbankens lave renter, som skyldes både politisk pres og et ønske om at stimulere sig til vækst og job oven på jobløse opsving i 1991 og 2001, har givet samme resultat: Flere lån.

Global ubalance

Men ikke kun amerikanske politikere har interesse i, at amerikanske forbrugere kan bruge penge uden at have nogen, pointerer Rajan. Samme interesse har det stigende antal lande, som er afhængige af at eksportere til USA.

Det afgørende skift i verdensøkonomien skete ifølge Rajan efter krisen i Sydøstasien i 1997, hvor vestlige investorer på rekordtid trak deres penge hjem med finansiel nedsmeltning til følge. Krisen overbeviste mange udviklingslande - såsom Kina - om at kopiere Tyskland og Japans vækststrategi: I stedet for at låne penge til lokale investeringer, blev der nu satset på en stærk eksportsektor. Den skulle tjene penge hjem, så man aldrig mere behøvede at låne af udlændinge.

Kinas mere end 12.000 milliarder kroner i udenlandske valutareserver samt landets enorme handelsoverskud og stærke vækst, beviser, at strategien lykkedes. Men den øgede også mængden af lande på verdensplan, som var afhængige af at eksportere til USA. Og at Kina støttede eksporten gennem en kunstigt lav valuta sikret ved opkøb af amerikanske statsobligationer, gjorde det samtidig muligt for USA at fortsætte med lave renter og lånefinansieret forbrug.

»Fremmede lande kunne komme ud af deres egen krise ved at eksportere til den tilsyneladende umættelige amerikanske forbruger og samtidig låne USA penge til at betale for importen. Verden befandt sig i en sød, men uholdbar situation,« skriver Rajan.

Det er hér, de grådige bankfolk kommer ind i billedet. De udnyttede situationen til at tjene penge på tvivlsomme boliglån, og en yderst uheldig incitamentsstruktur opildnede mange til at tage en meget stor risiko undervejs. Da den amerikanske centralbank til sidst hævede udlånsrenten en tak, kunne de fattigste flekslånere ikke betale afdrag, og det hele gik i stå. Konsekvenserne kender vi.

Løsninger?

Professor Rajans bud på en løsning er, ligesom hans analyse, treleddet. Bankfolk, bankchefer og bestyrelser skal ikke belønnes for at opnå kortsigtet profit ved at tage store langsigtede risici, sådan som det skete op til krisen.

Men der er også behov for at give alle i det amerikanske samfund lige muligheder, mener Rajan. Hans løsningsforslag handler derfor mest om uddannelse og inkluderer alt fra bedre mad til fattige småbørn til efteruddannelse og flere tilskud til universitetsuddannelser.

Sidst, men ikke mindst, skal de globale ubalancer rettes op. Eksportafhængige lande må sætte gang i deres hjemmemarkeder. Det vil også gavne dem selv - Japans ineffektive servicesektor (hvor hoteller ansætter damer til at udpege ledige elevatorer) vidner ifølge Rajan om, at en velsmurt eksportsektor langt fra garanterer en effektiv lokal økonomi. Og Kinas valutapolitik har uheldige konsekvenser nationalt: Kineserne bliver nødt til at følge amerikanernes lave rente, hvilket skaber gentagne bolig- og aktiebobler.

Problemet er blot, at alle landes politikere har en kortsigtet interesse i at fortsætte den uholdbare, men komfortable status quo, fordi »forandring er smertefuldt«.

Derfor har professor Rajan meget lidt tiltro til forhandlinger mellem statsledere. Han foreslår, at verdensøkonomiens vagthunde - IMF og Verdensbanken - begynder at agere som ngo'er for at overbevise almindelige mennesker om, at handelsubalancer er af det onde:

»Multilaterale organisationer bør spille en større rolle i at definere, hvad globalt medborgerskab betyder, og appellere direkte til tænkende mennesker verden over,« skriver Rajan. I sidste ende hviler hans håb altså på dig og mig - på at vi vil kræve af vores politikere, at de tænker verdensøkonomiens langsigtede helbred med, når vi stemmer.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Aksel Gasbjerg

Lønningerne i USA er stagneret de seneste 25-30 år og uligheden er vokset kolossalt.

Rajan nævner, at økonomisk kriseløsning går

1) via mere uddannelse. Det er rystende, men ikke overraskende, at uddannelsesniveauet stagnerer i et liberalistisk land, hvor uddannelse er brugerbetalt og privatiseret, og

2) via udligning af den økonomiske ubalance. Her kunne man jo give USA samme IMF-medicin, som man villigt har doseret til mange lande tidligere med lignende ubalance-problemer, og som har medført, at disse lande nu sidder i gælds- og arbejdsløshedsproblemer mv til langt op over ørerne.

En væsentlig årsag til de stagnerende lønninger er, at USA ikke har en slagkraftig fagbevægelse. Den korporative elite har haft held til at smadre ethvert tilløb til ordentlige arbejdsforhold med overenskomster mv. Ansatte i WalMart fyres, hvis de organiserer sig i en fagforening.

Desuden mangler USA et socialistisk parti, der kunne tale middel- og underklassens interesser, og som ikke er filtret ind det i lobby- og bestikkelsesregime mellem politikere og Big Business, der hærger amerikansk politik.

Heinrich R. Jørgensen

Raghuram G. Rajan har formodentligt begået en udmærket analyse, og hans anbefalinger virker ligeså fornuftige.

Trods sin tilknytning til University of Chicago og tidligere IMF, er han dog ikke en del af den berygtede Chicago School of Economics, og er ej heller friedmanite. Tværtimod har han vist lagt sig voldsom ud med de neo-liberale.