Læsetid: 5 min.

Vandet stiger igen i Pakistan

De første tilfælde af kolera blev konstateret i weekenden, og nye regnskyl truer med at forværre situationen i det oversvømmede Pakistan. FN's Ban Ki-moon besøgte i går landet i forsøg på at råbe det internationale samfund op - for nødhjælpsdonationerne er fortsat meget begrænsede
Skønt vandstanden fortsætter med at stige i Pakistan, er tilsagnene om international bistand fortsat små sammenlignet med nylige katastrofer af lignende omfang som f.eks. jordskælvet i Haiti. Her nødstedte i Lal Pir, der forsøger at få fat i hjælp fra en helikopter.

Skønt vandstanden fortsætter med at stige i Pakistan, er tilsagnene om international bistand fortsat små sammenlignet med nylige katastrofer af lignende omfang som f.eks. jordskælvet i Haiti. Her nødstedte i Lal Pir, der forsøger at få fat i hjælp fra en helikopter.

Arif Ali

16. august 2010

ISLAMABAD - To uger inde i den værste naturkatastrofe i Pakistans historie må landets indbyggere forberede sig på flere oversvømmelser, i takt med at vandstanden i den øvre del af den opsvulmede Indus-flod på ny stiger.

Med mere over 1.600 døde og op mod 20 millioner hjemløse vakler Pakistan under byrden en katastrofe, der over de kommende dage risikerer at blive forværret af endnu mere kraftig monsunregn.

Premierminister Yousuf Raza Gilani udtalte i weekenden, at Pakistan står over for udfordringer i samme størrelsesorden, som da nationen blev til efter delingen af subkontinentet i 1947, hvor op mod 500.000 mennesker blev dræbt.

Gilani opfordrede indtrængende pakistanerne til at vise sig udfordringen voksen i en situation, hvor der er stigende frygt for sociale uroligheder eller endda en militær magtovertagelse som reaktion på regeringens svage og desorganiserede undsætningsindsats.

»Denne nation formåede at håndtere delingen med succes, og hvis Gud vil, kommer vi også til at gå ud af denne prøvelse med succes,« sagde han.

Første tilfælde af kolera

FN's generalsekretær, Ban ki-Moon, besøgte i går de berørte områder. I den sydlige provins Sindh, er 1,6 millioner mennesker strandet, mens en halv million er beordret evakueret fra deres hjem, og i den nordlige Swat-dal meldes nu om de første registrerede tilfælde af kolera, mens de overlevende over store dele af den østlige delstat Punjab må overnatte i det fri.

Skønt vandstanden fortsætter med at stige, er tilsagnene om international bistand fortsat små sammenlignet med nylige katastrofer af lignende omfang andre steder - til stor fortrydelse for Pakistans ledere og hjælpeorganisationer. Hidtil er kun 870 millioner kr. er blevet lovet som reaktion på FN's appel om 2,5 milliarder kr. til nødhjælp.

De internationale donationer i kølvandet på jordskælvet i Haiti tidligere på året nåede op på 13 milliarder kr. I Storbritannien har premierminister David Camerons kritik af Pakistan for at være eksportør af terrorisme fået en del af skylden for den manglende offentlige sympati, men det samme har præsident Asif Ali Zardaris undladelse af at aflyse et besøg i Europa midt i en national krise.

En hjælpeorganisation vurderer, at oversvømmelser kan virke mindre spektakulære og derfor i mindre grad end andre katastrofer appellerer til donorsamfundet. Sarah Crowe, en Unicef-talskvinde, siger:

»Oversvømmelser udvikler sig relativt langsomt, hvilket giver befolkningen bedre tid til at forlade stedet eller blive reddet, hvorimod jordskælv eller tsunamier er særdeles dramatiske og voldsomme. På grund af deres chokeffekt skaber de en omgående sympati og en umiddelbart tilstrømmende hjælp.«

Fest aflyst

Indien gav lørdag tilsagn om 30 millioner kr. - det samme beløb, som landet gav Haiti - men forinden havde indernes tilsyneladende tøven udløst kritik for, at landet sætter den senere tids voksende politiske modsætninger højere end det humanitære imperativ. Kritikerne fremfører, at Pakistan ikke tøvede med at komme Indien til hjælp, da jordskælvet i Gujarat i 2001 dræbte 25.000 mennesker. Kritikerne pointerer endvidere, at Indiens tilbud blot udgør en af brøkdel af landets 4,5 milliarder kr. store hjælpebudget for indeværende år. Kina, der i første omgang gav tilsagn om blot 8,5 millioner kr., har nu øget sit bidrag til 42 millioner kr.

Pakistans FN-ambassadør, Zamir Akram, påtaler i skarpe vendinger den internationale reaktion, men hæfter sig ved, at katastrofens fulde omfang først nu er begyndt at gå op for verdensoffentligheden.

Pakistan aflyste i weekenden de fleste af de planlagte festligheder i anledning af uafhængighedsdagen, samtidig med at dets ledere på ny bønfaldt om mere international hjælp. Gilani advarede om, at hans regering ikke kunne klare krisen på egen hånd.

I en uheldigt formuleret erklæring, pådrog Zardari, som efterfølgende tog på en ny rundtur i de oversvømmelsesramte områder, sig igen kritik for at underspille omfanget af katastrofen, da han beklagende udtalte.

»Begejstringen for uafhængighedsdagen i år har været middelmådig på grund af de hidtil usete oversvømmelser, der har kostet tusindvis af mennesker livet og mærket andre hundredtusinder for livet i alle dele af landet.«

Sent i går var der ingen tegn på, at det værste var overstået. Pakistans myndigheder advarede endda om, at vandstanden i den øvre del af Indus »er på et meget højt niveau«. På nogle strækninger af dens løb blev floden rapporteret at være 25 kilometer bred - 25 gange mere end normal størrelse. Yderligere oversvømmelser frygtes nu at ramme Sindh, hjemprovins for Karachi, landets største by.

Kolera

De første koleratilfælde i Mingora i Swat-dalen bekræfter de hjælpeorganisationernes bange anelser. Organisationerne har gentagne gange advaret om risiko for udbrud af vandbårne sygdomme. Kolera kan uden hurtig behandling føre til alvorlig dehydrering og død - at afværge eller inddæmme koleraudbrud er altid et højt prioriteret mål efter oversvømmelser.

FN frygter, at det ikke drejer sig om et isoleret tilfælde og oplyser, at man for en sikkerheds skyld har valgt at behandle 36.000 mennesker, som om de var ramt kolera. Hjælpeorganisationer advarer om, at seks millioner børn kan være truet af livsfarlige diarrésygdomme, underernæring og lungebetændelse.

»Spørg mig ikke om sygdomsudbrud i dette øjeblik,« siger Dr. Tanveer Fatima, overlæge på et hospital i Rajanpur. »Vores hospital er ved at drukne for øjnene af os. Vandstanden er fem en halv meter høj, og redningshold er gået i gang med at flytte vores patienter til andre sygehuse ... Og i dag er vandet begyndt at sige igen.«

En talsmand for den britiske paraply- og koordineringsorganisation Disasters Emergency Committee siger:

»Vores værste anelser er blevet bekræftet. Kolera er dødbringende og spreder sig utroligt nemt. Desværre er omstændighederne i Pakistan imod os. Mange oversvømmelsesofre holder lige nu til i mudrede lejre eller overfyldte offentlige bygninger, mens tusinder sover i det fri.«

Som for 100 år siden

En 28-årig hjælpearbejder fra Red Barnet - unavngiven af sikkerhedsmæssige årsager - er netop kommet tilbage fra en vanskelig 50 kilometers vandretur, under hvilken han har bistået distributionsprogrammer i byen Kalam i Swat-dalen. Han måtte foretage rejsen til fods, da vejene i området er ødelagt. På sin blog skriver han:

»Vi nåede den første by, Adyan, efter at have krydset to højdedrag. Byens udseende har ændret sig totalt - oversvømmelserne har skabt en flod, der går midt igennem den og har skyllet dens vigtigste marked væk. Overalt er der mudder, og oversvømmelserne har løsnet store klippeblokke og ført dem direkte ind i byen. Derefter nåede vi endelig frem til en anden by, Bahrain, som tidligere var et stort turistmål med mange hoteller, restauranter og smukke cafeer ved floden. Jeg var på ferie med min familie der for fem år siden.«

»Byen er nu ugenkendelig. Det er, som om en eller anden kraft har taget en enorm bunke sten og mudder og kastet det hele ned over byen. Den vigtigste basar er fuldstændig ødelagt. Treetagershoteller er faldet sammen, og hovedvejen gennem byen er dækket af et halvanden meter tykt lag mudder. I Kalam er 90 procent af det vigtigste marked, der er eksistensgrundlag for mange mennesker, fuldstændig ødelagt. Stedet er uigenkendeligt Det ser ud, som det kunne have set ud for 100 år siden: Ingen biler - de er alle skyllet væk. Den elektriske pumpestation, som sikrede forsyning af rent vand, er også ødelagt.«

© The Guardian og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu