Nyhed
Læsetid: 4 min.

Vestens vanskelige ven

Israel har haft særstatus siden nationens fødsel. Og det har landet stadig. Tre tidligere udenrigs-ministre opfordrer Danmark til smide fløjls-handskerne over for den israelske regering, men Danmarks politik over for Israel gør ingen forskel, siger eksperter
Israels behandling af palæstinenserne indenfor landets grænser og de arabiske naboer udenfor fylder uværgeligt meget medierne - f.eks. da den israelske hær sidste år bombarderede Gaza. Men det betyder ikke nødvendigvis, at hverken danske eller udenlandske politkere taler specielt hårdt til deres nærmeste allierede i Mellemøsten.

Israels behandling af palæstinenserne indenfor landets grænser og de arabiske naboer udenfor fylder uværgeligt meget medierne - f.eks. da den israelske hær sidste år bombarderede Gaza. Men det betyder ikke nødvendigvis, at hverken danske eller udenlandske politkere taler specielt hårdt til deres nærmeste allierede i Mellemøsten.

HAZEM BADER

Udland
20. august 2010

Israel har altid haft en særstatus. Lige siden sin oprettelse i 1948 har den jødiske stat fået særbehandling fra Vestens side. Og sådan er det stadig. Skyldfølelse over Anden Verdenskrigs jødeforfølgelse, et kultur og værdifællesskab, Israels rolle som demokratisk forpost og som nær allieret i en strategisk afgørende region er hovedårsagerne til den manglende danske, europæiske og i sidste instans også amerikanske vilje til at presse Israel til forhandlingsbordet.

Tre tidligere danske udenrigsministre; Uffe Ellemann-Jensen (V), Niels Helveg-Petersen (R) og Mogens Lykketoft (S) efterlyste i går i Berlingske Tidende en ny dansk kurs over for Israel.

Danmark bør ifølge de tre tidligere ministre melde klart ud; byggeriet af israelske bosættelser i de besatte palæstinensiske områder skal stoppes, palæstinenserne skal have deres egen stat inden for 1967-grænserne og med Østjerusalem som hovedstad. Udenrigsminister Lene Espersen afviser imidlertid et kursskifte. Og det er ikke overraskende, siger to af Danmarks førende eksperter i international politik.

Holocaust-spøgelset

»Holocaust spiller en afgørende rolle - lige siden Anden Verdenskrig har ingen af de vestlige lande været meget for at lægge pres på Israel,« siger lektor i international politik ved Københavns Universitet Peter Viggo Jakobsen. Og sådan er det stadig i 2010, mener han. »Skyldfølelsen over Hitlers jødeforfølgelser lever i bedste velgående og skulle vi glemme den et øjeblik, skal Israel nok gøre os opmærksomme på den, og det betyder, at Israel kan slippe afsted med ting, som de færreste andre lande kan,« siger han.

Professor i international politik Ole Wæver er enig.

Holocaust-spøgelset spiller fortsat en afgørende rolle, når vestlige regeringer, herunder også den danske, skal afveje, hvor hårdt de vil presse Israel.

»Det ligger som en undertone under de vestlige landes Mellemøstpolitik,« siger han. En anden grund til, at Danmark og resten af Vesten bruger fløjlshandskerne over for Israel er det kultur- og værdifælleskab, som landet har med både Europa og USA.

»Israel ses stadig som den demokratiske forpost i et hav af barbari. Israel er en stat, Vesten deler værdier med og et land, som mange europæere føler sig kulturel mere forbundet til end til de arabiske lande« siger Peter Viggo Jakobsen.

Under Den Kolde Krig var Israel allieret med USA, men mange af de store arabiske lande, herunder Syrien og Irak, var allieret med Sovjetunionen.

Men også i dag er Israel en vigtig strategisk allieret, påpeger de to eksperter.

»Efter 11. september er Israel blevet en vigtig allieret i kampen mod al-Qaeda og ses af mange som et bolværk mod den islamiske fundamentalisme og især Irans forsøg på at få indflydelse i en region, der stadig på grund af de store olieforekomster har afgørende strategisk interesse for Vesten,« siger han.

De tre tidligere udenrigsministre opfordrer regeringen til at skifte kurs over for Israel, men ifølge de to eksperter i international politik er der faktisk ikke ret meget, Danmark kan stille op. I hvert fald ikke på egen hånd.

»Det er USA, der er den store spiller i den her konflikt og det har faktisk ikke den store betydning, hvad Danmark gør,« siger Ole Wæver.

Den anden store spiller er EU, men her kan man som sædvanlig ikke enes om en fælles udenrigspolitisk kurs.

»EU kunne spille en rolle, men ikke uden USA. Det er amerikanerne, der har magten til at presse Israel, ikke EU« siger han.

Traditionelt har EU været stort set lige så Israel-venlig som Danmark og ingen af de to eksperter ser nogen tegn på, at det er ved at ændre sig.

»Det, de tre tidligere ministre beder om, er jo også bare, at Danmark bakker Obamas politik op« siger Peter Viggo.

Og det er Ole Wæver enig i.

»De tre eks-ministre siger blot det, enhver udenrigsminister vil sige, når han ikke længere er udenrigsminister. Og det gælder også Lene Espersen, Om tyve år når hun ikke længere er minister, vil hun sikkert sige det samme,« mener Ole Wæver.

Kritisk tidspunkt

At der i dag er større grund end nogensinde til at »trække en streg i ørkensandet over for Israel«, som de tre ministre opfordrer til, er Peter Viggo Jakobsen enig i.

»Konflikten med palæstinenserne er blevet stadig mere voldelig, som tiden går. I dag bruger begge sider langt skrappere midler end de gjorde for tyve år siden, Tryk avler modtryk, så volden vil kun eskalere yderligere fremover,« siger han og understreger, at de tre kronikører har ret i én ting.

»De ulovlige israelske bosættelser på Vestbredden og i Østjerusalem er den største anstødssten. Det er dem, der gør det umuligt at oprette en palæstinensisk stat side om side med Israel,« siger han.

Det er Ole Wæver enig i.

»Israel har gradvist rykket kompromispunktet til deres egen fordel. Og er der en ting, vi kan lære af historien så er det, at uden et kraftigt internationalt pres på Israel, så sker der ingenting på fredsfronten. Så snart Vesten slækker presset det mindste, hopper Israel af krogen og gør igen, som de selv har lyst,« siger han og ser derfor først og fremmest de tre tidligere ministres kronik som et signal til Israel om at opretholde det stop for byggeri af nye bosættelser, som udløber om et øjeblik.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Benjamin Bach

Det er USA, der er den store spiller i den her konflikt og det har faktisk ikke den store betydning, hvad Danmark gør

Nej men altså, skal vi så bare droppe at føre udenrigspolitik? Vores bistandspolitik og klimapolitik gør heller ikke den store forskel, så dem kan vi sløjfe med samme argument.... eller nåh ja, det er de allerede.

I øvrigt arbejder Danmark jo hårdt for at holde sig gode venner med USA. Man kunne forestille sig, at en fjendtlig dansk holdning til Israel kunne få større konsekvenser for Danmark end for Israel. En eller anden (syg) grund må der vel være til udenrigsministerens passive/fraværende indgriben over for israelske invasioner, krigsforbrydelser, drab på civile, krænkelser af palæstinensiske territorier, beskydning af nødhjælpsskibe... og hvad der ellers er på listen.

Jeg synes, at de 3 tidligere udenrigsministre skal sende deres brev til Israel i stedet for til Lene. Det tæller trods alt for noget, at 3 tidligere udenrigsministre fra forskellige partier alle er enige om sagen.

Denniz Bertelsen

Pinligt at artiklens "Fakta-boks" ikke nævner den arabiske liga's stadige tilbud om en normalisering med Israel, men blot nævner at det israelske forslag afvises under Camp David. Måske var tilbuddet ikke så godt som israelerne gerne ville have det til at lyde?

Så længe Europa er passive, hvad er det så lige der skulle lægge pres på USA, for at reagere. Det kan meget vel være det ikke har en virkning lige her og nu, men det har da i den grad en symbolsk effekt.

Sanktioner mod Israel er en anden mulighed.

Benjamin du har ret, vi skulle heller ikke have gjort indsigelser mod apartheid i Sydafrika, diktaturerne i Chile og Grækenland, invasionen af Ungarn og Tjekkoslovakiet, masakren på Tienanmen (når nej det gjorde vi jo heller ikke, kineserne kunne jo blive fornærmede).

Stå aldrig til søs lad de andre står, må være omkvædet.