Nyhed
Læsetid: 8 min.

Yemen er al-Qaedas nye højborg

Yemen er blevet et regionalt knudepunkt for al-Qaeda, og aflæggergruppen her udgør i dag en større trussel mod den internationale sikkerhed end selve kernegruppen i Pakistan, vurderer CIA. The Guardian har besøgt en af de yemenitiske byer, som al-Qaeda kontrollerer
Al-Qaeda i Yemen har fået hjælp fra krigere fra bl.a. Somalia til sin kamp mod de yemenitiske sikkerhedsstyrker.

Al-Qaeda i Yemen har fået hjælp fra krigere fra bl.a. Somalia til sin kamp mod de yemenitiske sikkerhedsstyrker.

Udland
26. august 2010

Markedet i Jaar, en lille by i Abyan-provinsen i det sydlige Yemen, ligger ved en beskidt og støvet vej, overstrøet med affald, plast- flasker, dåser og rådne fødevarer. Plasticposer hvirvler rundt i den varme vind, og vilde hunde strejfer om. Minibusser og æselkærrer kæmper om pladsen på overfyldte gader.

Over dette kaos hersker en gruppe væbnede jihad- krigere, som har gjort denne by berygtet. Ved indgangen til markedet står en af dem. Lille og tynd med et velplejet skæg og skulderlangt hår klæder han sig i den afghanske stil: shalwar kameez, camouflagevest og en gammel Kalashnikov. Han er enten en bandit, der afpresser de handlende, eller en oprører, der beskytter dem imod et korrupt regime - ja, sandsynligvis er han begge dele.

Han vinker muntert til forbipasserende, men kun få værdiger ham et blik. Jihadier er en etableret del af landskabet i Sydyemen, og deres indflydelse er ved at vokse sig truende stor. På to år har al-Qaeda skabt sig en lokal aflægger i Yemen, og al-Qaeda på Den Arabiske Halvø (AQAP) har allerede taget ansvaret for flere dristige angreb i regionen.

I Yemen kan al-Qaedas rekrutter studere islamisk ideologi og få vejledning fra militante ledere som f.eks. den yemenitisk-amerikanske imam, Anwar al-Awlaki, der menes at have været bagmand for den såkaldte undertøjsbombemand, Umar Farouk Abdulmutallab, samt for major Nidal Hasan, der dræbte adskillige af sine kolleger under skyderier på den amerikanske kaserne Fort Hood.

Med sin konservative islam, uregerlige stammer og bundløse problemer med analfabetisme, arbejdsløshed og ekstrem fattigdom er Yemen blevet kaldt 'det nye Afghanistan' af sikkerhedseksperter.

Ekstremismen trives

Man skal dog ikke til bjerglandsbyerne for at høre jihadbudskabet. Siddende på taget af et hotel i Sanaa hører jeg en imam runde sin højttalerforstærkede fredagsprædiken af med disse ord: »Gud fordømme jøderne og de kristne ... Gud gøre deres hustruer og børn til vore slaver ... Gud besejre dem og gøre de troende sejrrige.«

I syd svinder centralregeringens kontrol hastigt. Banditter, lovløse stammer, oprørere og jihadier bekæmper alle regimet. Og selv om de har få ideologiske fællestræk, bidrager alle disse grupper til én ting: At skabe en nødlidende stat, hvor ekstremisme kan trives.

Indtil sidste år var Jaar i hænderne på islamisterne. Regeringen hævder at have taget den tilbage, men selv provinsguvernøren indrømmer, at ingen repræsentant fra centralregeringen vover at sætte sine ben i byen i dag.

Jeg taler med Faisal - en radmager mand med et tykt overskæg. Vi sidder på gulvet i hans spartansk indrettede stue. Det tidligere medlem af Socialistpartiet og leder af 'Unge Kunstnere i Abyan' fortæller, hvordan han oplevede islamiseringen af Jaar.

»Socialiststyret blev besejret den 7. juli 1994. Den 8. juli blev jeg hentet af en gruppe islamister, som gav mig bind for øjnene og førte mig til deres hovedkvarter. Der blev jeg lagt i håndjern og tævet. De ville vide, om jeg var kommunist. Så bandt de mine arme til et træ, hængte mig op i det og begyndte at prygle mig med en stok.«

»Derefter begyndte tingene at ændre sig. Islamisterne tog alle job. De blev skole- ledere og officerer. De lukkede biografen og omdannede den til moské. Al kunst forsvandt, og snart bar alle kvinder sort niqab. Sidste år dræbte de 10 mænd og smed deres lig på gaderne. De var homoseksuelle, sagde de.«

Stormede politistationen

En fremtrædende lokal islamist, som også stod i spidsen for islamiseringen af Jaar i den periode, er Khaled Abdul Nabi.

Nabi sidder på gulvet i sin madrassa (religiøs skole, red.) og trækker i sit skæg. Fra gulv til loft strækker sig bogreoler fyldt med tykke, læderindbundne bøger om islamisk retspraksis og teologi.

I 1994, fortæller han, lovede den nye præsident, Ali Abdullah Saleh, at han ville gennemføre sharia og skabe en islamisk stat.

»Vi dannede så en lille enhed sammen med de andre brødre, stormede fængslet og politistationen i Jaar og befriede byen, før hæren kom. Vi ville kæmpe for præsidenten. Men ingen af hans løfter gik i opfyldelse. Han løj for os, og vi troede på ham, formentlig fordi vi var naive dengang.«

Alligevel blev Jaar islamiseret.

»Islamisk forkyndelse blev udbredt på dette sted på usædvanlig vis. Moskeer og shariacentre blev opført. Vi havde stor støtte, og selvfølgelig reagerede folk også på strømningerne i den øvrige islamiske verden. Folk blev mere engageret i religion, så de kunne bekæmpe kors- farerne.«

Nabi stiftede Abyan- Adens Islamiske Hær, en af Yemens første jihad-inspirerede grupper. Den anklages for at stå bag flere voldshandlinger, deriblandt bombe- aktioner og drab mod sikkerhedspolitiet samt bortførelsen af 16 udenlandske turister i 1998, hvoraf fire blev dræbt som gidsler.

I august 2008 dræbte yemenitiske sikkerhedsstyrker fem af Abdul Nabis mænd i Abyan-provinsen og pågreb 28 al-Qaeda-tilhængere, herunder Abdul Nabi .

Men efter et møde med præsident Saleh gik Abdul Nabi angiveligt med til at støtte præsidenten i Yemens kamp mod shiamuslimske oprørere i nord og separatister i syd. Sidste år blev han løsladt i forbindelse med en generel amnesti, der omfattede 175 militante islamister. Han vendte derpå tilbage til Abyan-provinsen for at genopbygge sin organisation, som nu er knyttet til al-Qaeda og stræber efter at skabe en islamisk stat i det sydlige Yemen.

»Jeg er enig med George Bush i én ting,« siger han og trækker igen i sit skæg. »Han gav os en virkelig præcis visdom: Du er enten med os eller imod os, du er enten med islam eller med korsfarerne. Jeg siger det samme: I er enten med under Mujahedeens flag, og Gud er stor. Eller I er med under korsets flag ... der er ingen anden mulighed.«

Vil dø i kamp for Gud

Jamal er i midten af 20'erne. Han har et rundt ansigt, langt krøllet hår og et par tynde briller, der får ham til at ligne en kunststuderende.

»Hvem jeg er?«, spørger han og gentager mit spørgsmål. »Jeg er en mujahid. Unge mænd drømmer og har ambitioner i livet, og min drøm og ambition er at dø i kamp for Gud.«

Jihad er blevet hans liv, siger han. Han vi kæmpe imod alt, hvad der gør Gud vred ... »Drukkenbolte, frafaldne og mennesker, der holder op med at følge Guds religion.«

Jamal har været hellig kriger i seks år og har to gange siddet i fængsel. Begge gange blev han benådet af præsidenten. Nu er han igen efterlyst af myndighederne.

»Politichefen beskylder os for at have placeret en bombe foran hans hus.«

»Der er for mange arabiske tragedier i Irak, i Tjetjenien, i Afghanistan og i Palæstina, som får os til at ønske at kæmpe for Guds sag,« >siger han.

»Nu skal jeg fortælle dig, hvordan vi begyndte. Da Irak-krigen begyndte (i 2003, red.), blev Jaar et stort træningsområde for saudiske frivillige, der ville til Irak. I modsætning til yemenitterne havde saudierne ingen kamperfaring. De var meget religiøse og havde masser af penge, men vidste ikke, hvordan man bruger skydevåben. Vi begyndte at træne dem - vi yemenitter lærer at skyde, når vi er børn - og derefter fik vi organiseret et helt netværk, der skaffede dem til Irak via Syrien.«

Salehs regering kendte til jihad-træningslejrene, siger han, og havde ingen problemer med dem, så længe de militante ikke kæmpede i Yemen.

»Saleh bad os om at blive i Irak.«

I vinteren 2005-2006 blev strømmen af jihadier på vej til Irak bemærket, hvorefter amerikanerne begyndte at lægge pres på Syrien, Yemen og Saudi-Arabien for at dæmme op for den.

»Regeringen optrævlede vores netværk,« siger Jamal. »De begyndte at arrestere folk, når de nåede til grænsen. Vi havde flere sammenstød med regeringen og dræbte nogle soldater fra deres sikkerhedsstyrker.«

I 2006 blev han arresteret, hvilket førte til det første af flere møder med præsidenten. Saleh besluttede sig for at benåde fangerne, hvis de ville afstå fra at føre væbnet kamp. Tre dage senere var Jamal tilbage på gaden, men tillidsforholdet mellem ham og regimet holdt ikke længe.

»De lægger et stort pres på os,« siger han. »Jeg blev overvåget. Du forlader dit hus, og der er en regeringsspion efter dig. Du kommer tilbage, og så er der to.«

Da regeringen forsøgte at anholde nogle jihadier, udbrød der igen kampe.

»Vi kæmpede mod dem igen. Vi vil kæmpe mod regeringen, indtil alle vores brødre bliver frigivet.«

»Før vores sidste møde med præsidenten i 2009 tog vi magten i Jaar. På det tidspunkt stoppede vores brødre i Irak. De sagde, at hvis vi ikke blev anholdt på vej til Irak, ville amerikanerne anholde os, eller vi ville blive udsat for tortur af shiaerne (Iraks regering, red.). Hvorfor så ikke blive og kæmpe her?«

Forbundne med al-Qaeda

Jeg spørger Jamal, om han ser sig selv som medlem af al-Qaedas organisation i Yemen.

»Vi er alle forbundne, alle jihadier arbejder sammen,« siger han og peger på en af os tre, der sidder.

»En af os er al-Qaeda,« siger han og peger på sig selv, »en anden beskytter ham,« siger han og peger på mig, »og den tredje giver ham logistisk støtte.«

Han peger på den teenager, der har ført mig herhen.

»De to,« siger han og peger på os, »vil kun kende den al-Qaeda-person, de er i kontakt med, og al-Qaeda-personen [han peger på sig selv] vil være den eneste i gruppen, som kender ledelsen.«

Hvad al-Qaeda har givet ham, siger han, er organisation.

»Før Wahaishy [lederen af AQAP] og Rimi [chefen for AQAP's militære fløj] kom hertil, var alting kaotisk. Vi bekæmpede regeringen, når vi selv ville. Nu slår vi kun til, når vi får ordre til det.«

På vej tilbage gennem det tomme mørke spørger jeg den teenagedreng, som har ført mig hertil, hvordan han og hans jævnaldrende kammerater ser på folk som Jamal.

»Han er en helt for os alle. Vi vil være ligesom ham. Fordi han kæmper for sit folk. Han vil ikke lade regeringen gøre, hvad den vil.«

Tilbage i Faisals hus spørger jeg Faisal, hvad han mener om regeringens forsøg på at slå ned på al-Qaeda.

»Tro ikke på regeringen, når den siger, at den bekæmper jihadierne,« siger han. »Regeringen giver dem penge, regeringen forhandler med dem, regeringen bruger dem til at bekæmpe sine fjender. Og bagefter siger den til amerikanerne: 'Giv os flere penge, så vi kan bekæmpe al-Qaeda.«

Han lukker øjnene og sukker.

»Det er en farce,« siger han.

© The Guardian og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her