Nyhed
Læsetid: 1 min.

Afghanistans opiumproduktion falder

Men prisen på opium stiger, og halveringen af høsten skyldes primært en plantesygdom - ikke de officielle bestræbelser på at mindske valmue-produktionen
Udland
30. september 2010

En plantesygdom har næsten halveret den afghanske produktion af råopium for 2010. Det fremgår af en FN-rapport, som udkom i går.

Det drastiske fald ledsages dog ikke af et tilsvarende fald i indtægter for den indbringende narkoindustri. Tværtimod har det reducerede udbud skabt forøget efterspørgsel og dermed højere priser. Narkoproduktionen er dermed fortsat med til at finansiere Talebans oprør og nære den grasserende korruption i statsapparatet.

FN's undersøgere konkluderer derfor, at det stærke incitament til at dyrke opiumvalmuer består, og noterer, at de afghanske myndigheders officielle bestræbelser på at bekæmpe valmuedyrkning ikke har leveret afgørende resultater. De fastslår i rapporten Afghanistan Opium Survey 2010: »Den markante tilbagegang i produktionen skyldes, at en epidemisk sygdom har ramt opiummarkerne i de vigtigste valmuedyrkende provinser.«

»Det er bekymrende, at en høj salgspris på opium i kombination med en faldende hvedepris kan anspore bønder til at genoptage opiumsdyrkning,« hedder det videre i rapporten.

Afghanistan har i en årrække produceret omkring 90 procent af verdens rå-opium, den afgørende ingrediens i stoffet heroin. Sidste år steg prisen på hvede, mens prisen på valmuer faldt, hvilket fik flere afghanske bønder til at omlægge deres dyrkning til hvede. I år har den omvendte tendens gjort sig gældende, efter at priserne på råopium er steget fra 64 dollar pr kg i 2009 til 169 dollar for samme mængde i 2010.

Den ikke nøjere identificerede plantesygdom har medført, at valmuerne har udviklet færre og mindre opiumskapsler. Konsekvensen blev et fald i opiumproduktionen fra 6.900 tons sidste år til anslået 3.900 i år.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters kilder tjener de afghanske oprørere så meget som 100 millioner dollar om året på opiumhandel. Et lyspunkt er dog ifølge rapporten, at der i Helmand-provinsen, Talebans absolutte højborg, er sket en mindre nedgang i det samlede opiumdyrkningsareal.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her