Læsetid: 4 min.

Afrika håber på brasiliansk landbrugsmirakel

Én mlliard mennesker sulter allerede i dag, og i 2050 vil der være yderligere tre mia. munde at mætte. Men hvordan? Brasiliens grønne revolution kan måske give svaret på den udfordring, særligt det afrikanske kontinent står overfor
Brasilien står i dag for en fjerdedel af verdens samlede sojaeksport, ikke mindst takket være opdyrkningen af den savannelignende 'cerrado'. Men miljøorganisationer advarer om, at den brasilianske landbrugsrevolution har store omkostninger for miljøet.

Brasilien står i dag for en fjerdedel af verdens samlede sojaeksport, ikke mindst takket være opdyrkningen af den savannelignende 'cerrado'. Men miljøorganisationer advarer om, at den brasilianske landbrugsrevolution har store omkostninger for miljøet.

Paulo Whitaker

7. september 2010

Et sandt landbrugsmirakel har med raketfart sendt Brasilien ind i den globale superliga af fødevareproducerende nationer. På blot ti år er det lykkedes den sydamerikanske nation at mere end tredoble det samlede landbrugsudbytte, og Brasilien er i dag verdens femtestørste landbrugsøkonomi med et årligt udbytte på 96 mia. dollar. Kun giganterne, Kina, USA, EU og Indien har større landbrugsproduktion.

Brasilien har overhalet Australien som verdens førende kvægproducent efter at have tidoblet produktionen fra 1996 til 2006. Den sydamerikanske supermagt er også verdens største producent af kyllinger, sukkerrør og bioethanol. Og selv hvad angår soja, der traditionelt slet ikke vokser i subtropisk klima, er Brasilien nu blandt klodens tre største producenter, og landet står i dag for en fjerdedel af verdens samlede sojaeksport.

Og de gode nyheder fortsætter. For det brasilianske eventyr er sket uden at fælde regnskoven i Amazonas. Det er sket stort set uden statslig subsidiering til landmændene. Og så er det kun lige gået i gang: Ifølge FN's landbrugsorganisation, FAO, har Brasilien fire mio. kvadratkilometer uopdyrket landbrugsland. Det svarer til 80 gange Danmarks areal og er verdens største 'landbrugsreserve'.

Grøn revolution

En del af forklaringen på det brasilianske mirakel handler om at gøre gold, næringsfattig savanne til frugtbar jord.

Indtil for få år siden lå 2,1 mio. kvadratkilometer brasiliansk savanne, den såkaldte cerrado, som øde, delvis ufremkommelig og overflødig landjord. Men nye dyrkningsteknikker, forædlet såsæd og tusinde og atter tusinde tons kalk og næringsstoffer har forvandlet op mod halvdelen af savannen til bomulds-, sukkerrørs- og sojabønnemarker og græsningsareal.

Derfor er spørgsmålet naturligvis, om den brasilianske model kan udbredes til Afrika, verdens mest sultne og mindst produktive region?

»Ja,« siger Kenneth Quinn, præsident for The World Food Prize Foundation:

»Hvad der sker i Brasilien er et utroligt eksempel på, hvad der er muligt. For ganske få år siden troede ingen på, at det ville lykkedes at opdyrke den brasilianske savanne - og slet ikke så intensivt. Det giver håb for Afrika, der ligesom Brasilien har enorme landområder af næringsfattig savanne.«

På det netop afholdte African Green Revolution Forum 2010 i Ghanas hovedstad, Dakar, var samtlige afrikanske regeringsledere samlet for at lægge en fælles strategi for en grøn revolution i Afrika. En revolution, der officielt blev skudt i gang for seks år siden af FN's daværende generalsekretær Kofi Annan. Kofi Annan reagerede dengang, fordi landbruget i Afrika viste en alarmerende udvikling. Mens det samlede landbrugsudbytte hastigt voksede med mere end 30 procent i Asien og 20 procent i Latinamerika, faldt produktiviteten i Afrika med tre procent målt pr. indbygger fra 1990 til 2004.

»Som generalsekretær efterlyste jeg dengang en ægte afrikansk grøn revolution for realistisk at kunne opfylde FN's målsætning om at reducere fattigdommen med 50 procent i Afrika i år 2015. Og her seks år efter er det stærkt opløftende at se, at en grøn revolution nu har bidt sig fast,« sagde Kofi Annan på konferencen, hvor han fremhævede Malawi, der for år siden var afhængig af fødevarehjælp, men i dag eksporterer majs i stor stil.

Vi er nået til enighed om, at landbrug er Afrikas livline,« sluttede Kofi Annan.

Lokale løsninger

Ideen om en grøn revolution i Afrika er dog langt fra ny. Under bølgen af grønne revolutioner i Asien og Latinamerika i 1960-70'erne blev der også gjort forsøg i Afrika. Dengang faldt de gode ideer på manglende infrastruktur, politisk ustabilitet og massiv korruption. Samtidig var de tekniske udfordringer mere komplicerede i Afrika, hvor nedbør, jord- og landforhold er vanskeligere end mange andre steder.

Selv om Afrika i dag er blevet mere politisk stabilt, er korruptionen fortsat omfattende, infrastrukturen ringe og afrikansk landbrug består langt de fleste steder af millioner af små landbrug, der i mange tilfælde knap brødføder en enkelt familie. Men netop de små subsistenslandbrug kan blive den grønne revolutions fortrop, vurderer Kenneth Quinn fra The World Food Prize Foundation.

»Logisk skal der arbejdes med at forbedre jorden og udvikle nye og mere effektive sorter tilpasset de lokale forhold. Det er forskning og kræver massive offentlige og private investeringer. Men det vigtigste er rent faktisk de mange små landbrug. Det så vi under den grønne revolutions start i Asien i 1960'erne. Der var det netop de små farmere, der pludseligt fordoblede eller tredoblede deres udbytte. Det er dem, der senere bliver til entreprenører og pionerer, det er herfra at revolutionen starter,« siger Kenneth Quin, der som først landbrugsrådgiver og senere USA's ambassadør i Cambodia fulgte Asiens grønne revolution.

Global krisestyring

At behovet for handling er stort, hersker der ingen tvivl om. Heller ikke blandt de afrikanske regeringsledere ved Green Revolution Forum i Dakar, der sideløbende med konferencen taler kunne følge nyhederne fra Maputo i Mozambique, hvor seks personer blev dræbt under demonstrationer mod prisstigninger på mad.

Og ser politikerne fremad, bliver udfordringen kun større. Frem mod 2050 vokser verdens befolkning til 9 mia. Mindst én mia. bliver født i Afrika.

Ifølge FN's landbrugsorganisation, FAO, vil den globale efterspørgsel på kornprodukter stige med 50 procent, mens efterspørgslen på kød fordobles frem mod 2050.

Det kræver, at der både opdyrkes mere land og at landbruget gøres mere effektivt. Og så kræver det, at der dyrkes mere miljøvenligt. Som flere miljøorganisationer hævder, er den brasilianske grønne revolution måske et mirakel, men det er også en miljøkatastrofe. Landbrug globalt bidrager med 18 procent af de samlede drivhusgasser - heraf udgør produktion af kød 70 procent. Og selvom det ikke er Amazonas, der fældes, så er Brasiliens savanne, cerradoen, et af de steder med højest biodiversitet i Sydamerika.

»Cerradoen er et af de mest truede og overudnyttede områder, der på trods af dens miljømæssige betydning er et af de mindst beskyttede regioner af Brasilien,« som WWF skriver om miraklet på savannen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Her har vi både et 'mirakel' og en 'miljøkatastrofe'.

Hvis miraklet er rigtigt, så er der i 2050 ikke længere nogen på kloden, der sulter.

Hvis miljøkatastrofen er rigtig, så er dobbelt så mange mennesker, der sulter i 2050.

Så for afrikanerne gælder det om at foretage det rette valg.

Åbenbart kan disse velmenende mennesker ikke se, hvilket dilemma, de er fanget i. Estimeret befolkning i 2050 er 9 milliarder mennesker. Så der skal ikke bare skaffes mad til den ene milliard, der sulter i dag, men altså også mad til yderligere et par milliarder.

Jeg kan godt forstå, at de kun vil se miraklet.

Og hvad med drikkekvand?

At opdyrke ufrugtbare områder og anvende disse til produktion af afgrøder, der ikke er naturlige for området, kræver en hel del kunstgødning. Og sprøjtemidler for at undgå nedbrydning af disse ikke-naturlige planter.

Hvad gavn gør billigt svinefoder for den lokale befolkning, der i stedet må mangle andre mere gavnlige og bedre produktioner af grønt til menneskelig fortæring?

Globalt set skal der gøres meget mere for at bevare drikkevandet. Uden drikekvand - intet liv.

Niels-Holger Nielsen

Jesper Løvenbalk er i sin afgrundsdybe ignorance for fakta en skændsel for Information. Det kan godt være, at han er billig, men han er også under lavmålet.

Anja H. Eberhardt

Jesper Løvenbalks artikel er et opkog af en artikel fra The Economist af 28. august, "The miracle of the cerrado" tilføjet en "perspektivering" om at den samme opdyrkning af natur bør gentages i Afrika. Jeg tillader mig at foreslå læsning af en mere kritisk udfoldning af emnet, min artikel i det seneste nummer af Fugle og Natur, der dokumenterer at et areal på størrelse med Sjælland, men beliggende på den anden side af Atlanten, dyrkes med soja til danske svin på naturens bekostning: http://www.dof.dk/sider/images/stories/naturpolitik/naturpolitik/dokumen...

Anja H. Eberhardt

Jesper Løvenbalks artikel er et opkog af en artikel fra The Economist af 28. august, "The miracle of the cerrado" tilføjet en "perspektivering" om at den samme opdyrkning af natur bør gentages i Afrika. Jeg tillader mig at foreslå læsning af en mere kritisk udfoldning af emnet, min artikel i det seneste nummer af Fugle og Natur, der dokumenterer at et areal på størrelse med Sjælland, men beliggende på den anden side af Atlanten, dyrkes med soja til danske svin på naturens bekostning: http://www.dof.dk/sider/images/stories/naturpolitik/naturpolitik/dokumen...

Godt Anja, det er nemlig rigtigt og jeg har faktisk læst selvsamme artikel, men når man læser The Economist, så ved man på forhånd, hvilke briller man skal tage på, så man kan være forberedt på denne lalleglade optimisme med hensyn til den kommende fødevareproduktion.

Men det er dog alligevel utroligt, at man kan slippe afsted med at referere en artikel fra et andet blad uden at perspektivere (og problematisere) tingene bare en lille smule.

Eksempelvis kunne man finde og læse dit indlæg i Fugle og natur, men de kritiske kilder skulle såmænd være så rigeligt tilgængelige.

Det mest skræmmende ved artiklen er prognosen for befolkningsvækst. Hvis vi kæmper for miljøet, og befolkningen så bare vokser, så har vi et endnu større problem. Ved at begrænse befolkningsvæksten gør vi det lettere at mætte de munde der er og løse de miljømæssige konsekvenser.
Så måske vi skal kræve 1 barns politik for de hjælpekroner vi deler ud?

Rui Hassenkam Serzedelo

Udmærket og prisværdigt, at Brasilien har noget at byde på internationalt, kan udvide sin påvirknings sfære og komme andre til undsætning økonomisk, teknologisk og militært... men i dette tilfælde er den brasilianske model ikke just den mest resurse- og miljøvenlig... på den anden side står Afrika over for så kolossale udfordringer, også set i lyset af klimaforandringer, at det kan være svært at vurdere og bedømme, sådan rent etisk og menneskeligt...