Læsetid: 4 min.

Blair græd over Irak - og Brown

Tony Blairs selvbiografi skaber måben, efter de værste anelser om forholdet til Gordon Brown bekræftes. Han står fast på Irak, men erklærer, at han vil bruge resten af livet på at opveje tabet af liv
Tony Blair annoncerede den 16. august 2010, at fremtidige indtægter fra bogen og de 4,6 millioner britiske pund han fik i honorar for selvbiografien A Journey, går til britiske krigsveteraner fra Irak-krigen.

Tony Blair annoncerede den 16. august 2010, at fremtidige indtægter fra bogen og de 4,6 millioner britiske pund han fik i honorar for selvbiografien A Journey, går til britiske krigsveteraner fra Irak-krigen.

Facundo Arrizabalaga

2. september 2010

Manipulatøren Tony Blair - hans egen beskrivelse - har gjort det igen: Gennem kalkuleret medie-styring har han sat dagsordenen med udgivelsen af sine erindringer i selvbiografien, A Journey - og det er på dagen, hvor Labour-partiet begynder stemmeafgivelsen i dets formandsvalg. Hans besked til de stemmeberettigede kunne ikke være klarere: Hvis Labour »bevæger sig så meget som en millimeter væk fra New Labour«, vil partiet få store problemer.

Uden ved navns nævnelse at støtte op om David Milibands kandidatur, gør den tidligere premierminister det helt klart i både bog og interviews, at han mener, valgnederlaget i maj skyldtes, Gordon Brown og hans støtter, heriblandt Ed Miliband, fjernede sig fra New Labour.

»Labour vandt ved at være New Labour. Det tabte ved at ophøre med at være det,« skriver Tony Blair i sine erindringer, hvis indhold blev holdt tæt til kroppen indtil udgivelsen i går. Ingen anmelderkopier var sendt ud, og de få journalister, der havde fået en kopi, havde forpligtiget sig juridisk til ikke at afsløre indholdet for deres kolleger.

Resultatet blev ved udgivelsen i går en altopslugende fokus på Blairs bog, hvis indhold blev refereret og analyseret dagen lang i takt med, at de britiske journalister fik læst sig gennem de 700 sider. Især Tony Blairs beskrivelse af forholdet til sin finansminister og efterfølger på premierministerposten, Gordon Brown, fik selv de garvede politiske journalister til at måbe.

Blair beskriver Brown som en »mærkelig fyr«, der til tider var »vanvittig irriterende«, og hans forhold til ham som »rent ud sagt svært, grænsende til det umulige«. Blair skriver, at han ikke desto mindre konkluderede, at han ikke kunne fyre Brown og en gang for alle slippe af med 'Gordon-forbandelsen', fordi han frygtede, at Brown ville gøre større skade - og måske lede et oprør fra venstrefløjen - hvis han blev »sluppet løs«. Blair indrømmer, at han troede, at Brown ville blive en »skandale« som premierminister, men at det ville have været »umuligt« at stoppe ham fra at overtage ledelsen af partiet og landet. I bagklogskabens lys erkender Blair dog, at løftet til Brown om, at han en dag ville overlade ham tøjlerne, »aldrig skulle være blevet afkrævet eller givet«. Det var »ikke vores ret. Ikke klogt, ikke politisk fornuftigt, endsige demokratisk«, og aftalen skulle have »diskvalificeret« Brown til jobbet som premierminister.

BBC's politiske redaktør, Nick Robinson, gik efter endt læsning så vidt som til at give seere og lyttere en undskyldning for sin rapportering af forholdet mellem Blair og Brown.

»Nogle sagde, at det var sladder, andre at det var spekulation, enkelte vovede at antyde, at det var opspind. Jeg accepterer nu, at jeg begik fejl. Tingene var værre - meget værre - end jeg antog, mens det stod på,« skriver Nick Robinson på sin blog og henviser især til en passage i Blairs erindringer om et møde mellem finans- og premierminister i 2006, som forfatteren selv beskriver som »vores hæsligste møde nogensinde«.

Under mødet om pensionsreform påstår Blair, at Gordon Brown sagde, at han overvejede at opfordre til en undersøgelse af rygterne om, at visse partidonorer efterfølgende var blevet belønnet med pladser i overhuset, men at han ville droppe det, hvis Blair droppede pensionsreformen.

To timer efter, at Blair nægtede, brød det der blev kendt som 'titler-for-penge'-skandalen løs i medierne.

Står fast på Irak

Interessen for det Blair selv kalder for 'et brev (udvidet!) til landet, jeg elsker' skyldtes - udover spænding om hans vurdering af politiske nøglepersoner i ind- og udland - især, at det stod klart, at han ville løfte sløret for sine inderste tanker omkring beslutningen om at vælte Saddam Hussein i 2003. Inden udgivelsen af bogen afslørede Blair, at al overskud vil gå til et rehabiliteringscenter for invaliderede britiske soldater. Det blev tolket som den katolske Blairs forsøg på at købe sig til syndsforladelse - og vurderingen er tilsyneladende ikke helt hen i vejret, idet han i bogen lover at dedikere »en stor del af resten af mit liv« til kampen for fred i Mellemøsten. I går var Blair da også i Washington til begyndelsen af Mellemøst-fredsforhandlingerne frem for i Storbritannien for at lancere bogen.

»Jeg kan ikke sige undskyld med ord,« skriver han, men håber, at han kan »opveje« tabet af liv gennem sine handlinger i resten af sit liv.

Imidlertid insisterer han fortsat på, at det var rigtigt at fjerne Saddam Hussein, ligesom han erklærer sig tilhænger af at bruge militær magt, hvis Iran fortsætter med at udvikle atomvåben. Ikke desto mindre forklarer han, at han blev vred, da Irak-høringen spurgte ham, om han fortrød noget.

»Tror de virkelig, at jeg er ligeglad, ikke føler, ikke fortryder med hver en fiber i min krop tabet af dem, der døde. Tårer, selv om der har været mange, rækker ikke,« skriver han. »At være udeltagende ville være det samme som ikke at være menneskelig, følelsesmæssigt forkvaklet.«

I en lille indrømmelse til kritikerne af krigen skriver han dog, at han aldrig havde forudset det »mareridt«, krigen udviklede sig til.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu