Baggrund
Læsetid: 5 min.

Brasilien har næsten skabt skole til alle

Brasiliens afgående præsident Lula har haft held til næsten at opfylde FNs 2015-mål om grundskolegang til alle. Men børnene lærer fortsat ikke nok. En offentlig skole i Sao Paulo har succes med at lade eleverne bestemme det meste selv
Den offentlige skole Amorim Lima i Sao Paulo er et af de steder, hvor de mange nye skoleelever har fundet hen som resultat af regeringens statsning på uddannelse.

Den offentlige skole Amorim Lima i Sao Paulo er et af de steder, hvor de mange nye skoleelever har fundet hen som resultat af regeringens statsning på uddannelse.

Marcelo Mi

Udland
30. september 2010

SAO PAULO - »Kan du hjælpe mig med at få tyggegummiet ud af mit hår?«

En skolepige på omkring 10 år har banket på skoleinspektør Ana Elisa Siqueiras dør. Den blå klump skal helst ud uden at klippe hår af.

Fem minutter efter er Ana Elisa Siqueira, leder af den offentlige skole Amorim Lima, tilbage på sit kontor. Lokalet er generelt lidt for fyldt med bunker af farvet papir, papkasser, trommesæt og lignende. Det meste indsamlet i anledning af en kulturfest på skolen i den kommende weekend.

Skolens vægge er pangfarvede, herunder knaldgule og koboltblå, ligesom en køkkenhave og et lerhus bygget af 'oprindelige indianere' i haven udenfor gør Amorim Lima en del mere human end det fattige Sao Paulo-kvarter Vila Indiana, den ligger i.

Men der er meget andet, der adskiller den 700 elever store skole fra andre brasilianske skoler: Eleverne arbejder altid i grupper, en del af deres undervisning er tværfaglig, og de har selv en stor del af ansvaret for at komme igennem denne del af pensum til tiden.

Samtidig arbejder også lærerne i hold, ligesom forældrene arbejder meget frivilligt.

»Alle har et ansvar for skolen. Og børnene får en større bevidsthed om læringsprocessen, når de har ansvar for egen læring,« forklarer Ana Elisa Siqueira.

Når der testes i de traditionelle fag såsom portugisisk og matematik, klarer eleverne fra Amorim Lima sig bedre end gennemsnittet i Sao Paulo.

Lærerne blev væk

Dermed tager Amorim Lima den brasilianske regerings indsats for børnenes skolegang et nødvendigt skridt videre. Landet er tæt på at opfylde FN's 2015-mål om, at alle børn skal have en grundskoleuddannelse. Et mål, verdens ledere bekræftede under sidste uges topmøde.

I Brasilien lå tallet på omtrent 95 procent i 2008. Opgaven er blevet løst ved at give hjælp til de fattigste familier via bolsa familia, et støtte-program, der sender penge til godt 12 millioner fattige familier hver måned. Til gengæld skal forældrene sende børnene regelmæssigt i skole. Blandt forældrene på Amorim Lima får cirka 30 procent en eller anden form for hjælp fra staten.

Bolsa familia har givet så gode resultater, at end ikke oppositionen forventes at ændre på det, hvis den mod forventning skulle komme til magten ved præsidentvalget søndag.

Men et er at sende børn i skole. Noget andet er at lære dem at læse, skrive og regne. En stribe evalueringer, herunder fra FN, viser, at denne side af sagen halter: Der er store problemer med kvaliteten af undervisningen samt elevernes fremmøde.

Et tredje problem består i lærernes fravær - en af de store forhindringer for Amorim Lima tidligere. En af lærerne i portugisisk præsterede blot at være tilstede i 13 procent af tilfældene.

Mens det selvsagt gik ud over undervisningen, var det også et alvorligt problem for forældrene ikke at vide, om deres børn var i skolen eller overladt til sig selv.

Derfor besluttede de sammen med ledelse og lærere i 2005 at lade sig inspirere af den portugisiske skole Escola Da Ponte, som baserer sig på elevernes autonomi, solidaritet og medansvar. I dag er skolen en slags minidemokrati, hvor forældre, lærere og elever deler både indflydelse og ansvar for skolen.

For lærernes vedkommende betyder det, at de nu arbejder i hold og ikke blot står til ansvar over for ledelsen, men også over for hinanden. Ofte er de tre eller fire om flere klasser, så hvis en er fraværende, trækker de andre et større læs. Det skaber større fleksibilitet og solidaritet og har generelt minimeret fraværet. Samtidig hjælper de hinanden og tager gerne over, hvis en af dem har det svært med en af eleverne.

Forældre på bibliotek

Skolen bruger også forældrene. Derfor sidder Renata Bereira hver formiddag på biblioteket og står for udlån af dets 35.000 bøger. Hendes søn begyndte egentlig på skolen, fordi hun ikke havde råd at have ham på en privat skole. Men:

»Han klarer sig også bedre socialt,« forklarer hun.

Lidt længere henne ad gangen sidder omkring 40 store skolebørn og et par lærere i et enormt lokale. Tidligere var her tre klasselokaler. Men for at lærerne kan arbejde i hold, er væggene blevet revet ned.

Et af bordene er omringet af fem drenge med kasketterne omvendt på. Mauricio Vieira, 14 år, sidder og definerer, hvilke sprogblomster der er på færde i opgavebogen.

Alt arbejdet foregår i grupper - det er han glad for:

»På den måde kan vi hjælpe hinanden«.

Hvis gruppen ikke kan hjælpe, kan børnene gå til deres kontaktlærer - dem er der en af pr 20 elever. Og ellers er der ekstra timer i weekenden.

Det lærer børnene at anerkende hinandens forskellige forcer:

»Typisk sættes der størst pris på den boglige side, men her oplever børnene, at én er god til matematik, en anden til idræt og så videre,« forklarer Ana Elisa Siqueira.

Desuden vælger børnene hver anden uge en opgave fra et hæfte med tværdisciplinære fag. Herefter forklarer de, hvordan de forventer at gribe opgaven an, og hvad de vil have ud af den.

Et af emnerne handler om Centralamerika, så et spørgsmålene går f.eks. ud på at forklare den økonomiske betydning af Panamakanalen.

Når de er klar hertil, skal eleverne sammen med deres kontaktperson selv evaluere forløb og udbytte. Børnene bestemmer selv i hvilken rækkefølge, de vil gribe det hele an - de skal bare være færdige med ét år, før de begynder på det næste.

»Børnene bliver bevidste om, hvordan man lærer, og om hvordan man håndterer tiden,« forklarer Ana Elisa Siqueira.

Mindre vold

Den tætte kontakt gør, at børnene betror sig til lærerne. Det gør det lettere at håndtere volden, som er problem overalt i Brasilien.

Et eksempel herpå var, da tre elever forleden fortalte en af lærerne om, at to af de større drenge gennem længere tid havde chikaneret en af de mindre drenge, Pedro. Herefter kontaktede læren både Pedros og de to stores forældre. Da Pedros far lovede de store drenge tæv, blev politiet kontaktet.

»Volden er ikke et isoleret fænomen i sig selv, den er i relationen. Derfor tager vi ikke hånd om volden, men om hele skolen,« siger Ana Elisa Siqueira.

En så anderledes og progressiv skole tiltrækker vel forældre og børn fra nær og fjern?

»Et interessant spørgsmål,« konstaterer Ana Elisa Siqueira, men forklarer, at det absolut ikke er tilfældet:

»Mange forældre tror ikke på projektet og mener, de traditionelle metoder er bedre«.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her