Nyhed
Læsetid: 3 min.

Cubas økonomi åbnes nu for øget privat virksomhed

Med de kommende fyringer af op imod en mio. statsansatte går den cubanske revolution ind i en ny og mere markedsorienteret retning
Udland
21. september 2010

Meldingerne fra Cubas politiske top er ikke til at tage fejl af. Den cubanske stat hverken kan eller vil længere forsørge hele den cubanske befolkning. Derfor skal revolutionen rulles en smule tilbage, og der skal gang i det private initiativ.

»Vi må gøre endegyldigt op med ideen om, at Cuba er det eneste land i verden, hvor det ikke er nødvendigt at arbejde,« lød det i sidste måned kritisk fra Cubas præsident, Raul Castro, der mener, at alt for mange producerer alt for lidt. >

Få uger efter oplyste Cubas partikontrollerede fagforening, CTC, at staten fra oktober i år og frem mod april 2011 skal fyre 500.000 medarbejdere. Og at der i alt skal afskediges en mio. ansatte eller godt en femtedel af artbejdsstyrken i statens virksomheder.

En melding, der i de fleste lande ville være en katastrofe, men ikke nødvendigvis i Cuba. Her arbejder mere end 90 procent af befolkningen i statens virksomheder, administration, landbrug og serviceerhverv. Lønnen er ens for alle og ligger på omkring 430 cubanske pesos eller hvad der svarer til knap 20 amerikanske dollar.

Derfor kan fyring betyde starten på en ny tilværelse med håb om flere penge mellem hænderne. Det forklarer ekspert i Latinamerikansk politik og økonomi, politisk kommentator og analytiker for en række chilenske dagblade, Carlos Salas Lind.

»Samtidig med at staten fyrer op mod en halv mio. ansatte, har myndighederne på Cuba meddelt, at de vil udstede 460.000 nye private licenser, hvor cubanere efter eget initiativ får lov at etablere en forretning eller mindre virksomhed.«

Positiv effekt

Det har siden starten af 1990erne været muligt at drive privat værelsesudlejning og mindre restaurationer i Cuba. Men med behovet for af generere beskæftigelse til op mod en mio. arbejdsledige, kræver nye fagområder. Derfor åbner staten for, at der i fremtiden kan søges, og betales, private licenser indenfor 120 nye forretningsområder spændende fra privat transport, urmagere, oversættere og designere til større foretagender som kooperative landbrug.

De mange nye muligheder kan på relativt kort sigt få en positiv effekt på den cubanske økonomi, vurderer Carlos Salas Lind.

»Når man ser bort fra de store materielle mangler, så har Cuba skabt en fantastisk social udvikling med meget høje standarder indenfor uddannelse. Og kan man udnytte det potentiale igennem en deregulering eller delvis åbning af økonomien, så er der mange attraktive områder for investeringer,« siger Carlos Salas Lind, der dog advarer:

»Men hvor langt kan man gå uden helt at begrave Fidel castros politiske projekt? Det er helt sikkert en overvejelse, de gør sig i Cubas kommunistiske parti,« siger Carlos Salas Lind.

Pendulet svinger

I 1968 tog Fidel Castro livet af de sidste private foretagende i Cuba, da han under den »revolutionære offensiv« forbød al privat kapitalisme, ligegyldigt hvor småt det end var. Derfor kan de flere hundrede tusinde nye private licenser nemt tolkes som et opgør med fortidens revolutionære afstandstagen til privat kapital.

»I cubansk sammenhæng kan man næsten kalde de seneste udmeldinger for revolutionære. Især fordi de finder sted på et tidspunkt, hvor Fidel Castro igen synes at have taget kontrollen over den politiske udvikling i Cuba. Men noget tyder på, at det cubanske lederskab er ved at tilpasse sig virkelighedens verden,« siger Carlos Salas Lind, der dog peger på, at de cubanske myndigheder også kan have andre motiver:

»Forbudet imod private virksomheder har skabt en meget omfattende sort økonomi, som det cubanske styre ikke kan få kontrol over. Derfor kan det være en fornuftig strategi at øge kontrollen ved at gøre dele af den sorte økonomi lovlig. Og samtidig giver de staten tiltrængte indtægter.«

De mange licencer er ikke gratis, men koster en månedlig skat, der ligger fra 10 dollar og op efter afhængig af indtjeningsmulighederne.

Caribiens Vietnam

Cubas i forvejen beskedne økonomi har ifølge FNs organisation for Latinamerika, CEPAL, oplevet et dramatisk fald siden den globale økonomiske krises start i efteråret 2008. Cubas turisme er hårdt ramt af den internationale krise. Det samme er landets vigtigste råstof, nikkel, der er faldet dramatisk i pris i løbet af de sidste to år.

Samtidig blev landet ramt af to voldsomme orkaner i 2008, der lagde en stor del af Cubas landbrug i ruiner.

»Lav produktivitet har været et kronisk problem for den cubanske stat, men sammen med de dårlige udsigter for den globale økonomi vokser presset i øjeblikket på de cubanske myndigheder,« siger Carlos Salas Lind.

- Har Cuba sat kursen mod en form for vietnamesisk eller kinesisk åbning af økonomien?

»Det er sandsynligt. Erfaringerne fra Vietnam og Kina er jo ikke kun økonomiske succeshistorier, men også attraktive modeller for et regime, der ikke ønsker at miste grebet om den politiske magt,« siger Carlos Salas Lind.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forkerte oplysninger!! Der skal ikke "fyres", men omrokeres, så folk ikke længere automatisk er sikret et arbejde indenfor deres udannelse/uddannelsesniveau. Det har været normal praksis i Cuba, men nu er det vigtigt at få kanaliseret folk derhen, hvor der er brug for arbejdskraft...ex. håndværksfag samt landbrug. I kapitalistiske lande er vi jo vant udbud/efterspørgsel, men det har ikke været praktik i Cuba, derfor nu en masse overkvalificeret arbejdskraft og samtidig mangel på arbejdskraft inden for ex håndværksfag/landbrug ol

Forkerte oplysninger!! Der skal ikke "fyres", men omrokeres, så folk ikke længere automatisk er sikret et arbejde indenfor deres udannelse/uddannelsesniveau. Det har været normal praksis i Cuba, men nu er det vigtigt at få kanaliseret folk derhen, hvor der er brug for arbejdskraft...ex. håndværksfag samt landbrug. I kapitalistiske lande er vi jo vant udbud/efterspørgsel, men det har ikke været praktik i Cuba, derfor nu en masse overkvalificeret arbejdskraft og samtidig mangel på arbejdskraft inden for ex håndværksfag/landbrug ol