Demonstranter angreb Blair med rådne æg

Litteratur og politik har altid gjort krav på O'Connel Street i Dublin med denne gades markante statuer af James Joyce og den katolske frihedshelt, Daniel O'Connel. Og på sin egen beskedne facon håbede Tony Blair utvivlsomt at knytte an til begge traditioner, da han lørdag valgte at lancere forfatterturneen for sin nye bog, A Journey på netop dette sted.

Boghandlen Eason & Son har ligget i denne gade siden 1917, året efter den irske Påskeopstand, som tog sin begyndelse på postkontoret lige ved siden af. Ved at begynde sin rundtur her håbede den tidligere premierminister at markere den bedrift, han er mest stolt af: Langfredag-aftalen, der skabte fred - sådan da - i Nordirland. Efter at have læst hans memoirer, må jeg sige, at også Joyce-referencen har relevans. Ikke at Blairs prosa er udødelig, men den bærer oplagte mindelser til den manisk selvoptagede Leopold Blooms bevidsthedsstrøm i Ulysses.

For enhver debuterende forfatter må det være en drøm at kunne stoppe trafikken. Og med hjælp fra en sikkerhedsoperation, som kostede titusindvis af pund, lykkedes det da også for Blair at sætte en stor del af den irske hovedstad i stå. Da han ankom med sin kortege af sorte limousiner og blev hastet ind under dække af paraplyer, havde sporvognsforbindelserne i det centrale Dublin været lukket hele formiddagen. Foran butikken havde to skarpt adskilte menneskemængder taget opstilling. Den ene bestod af folk, der stod i kø for at købe et signeret eksemplar af bogen, den anden udgjordes af dem, der mente, at »Blair ikke burde skrive bøger, men sidde i spjældet«.

Slagter Blair

Litteraturkritik kan antage mange former, men aktivisterne fra Stop Krigen-koalitionen var ikke nuancerede dekonstruktivister. Som enhver forfatter kan bevidne, er det ikke noget mere demoraliserende end mangel på opmærksomhed, men i stedet råbte omkring 100 mennesker slagord som Butcher Blair (Slagter Blair, red.), hvilket kun sagens hovedperson til at grimassere imødekommende og svinge forventningsfuldt med sin autografpen. Småsten, rådne æg og mønter landede omkring Blairs bil, da han trådte ud, og fire personer blev arresteret efter håndgemæng med politiet.

Blair kender sit publikum, betror han os i sine erindringer, om end han tilsyneladende har mistet tiltroen til, at han, den store kommunikator, kan nå alle.

»Vi er som to mennesker, der står på hver sin side af en tyk vinduesrude og forsøger at få en samtale i gang,« siger han på et tidspunkt til de forsamlede: »Jeg troede og jeg tror stadig, jeg kan overbevise folk, men når jeg talte, kunne de ikke høre, hvad jeg sagde, og efter et stykke tid opgav de at prøve.«

Der var dem i Dublin, der gerne ville have brudt gennem glasvæggen: Nogle få demonstranter gjorde sig den ulejlighed at tage plads i køen for at fortælle hovedpersonen selv, hvad de mente om hans bog.

Sko og mønter

Kate O'Sullivan, en 24-årig kvinde fra Cork og medlem af Den Irsk-Palæstinensiske Solidaritetsbevægelse, slap da også forbi de koncentriske sikkerhedsringe af politi og livvagter, og mens Blair nedkradsede sin autograf, udtalte hun: »Mr. Blair, jeg er kommet her for at foretage en borgeranholdelse af Dem for alle de krigsforbrydelser, De har begået.«

Prompte blev hun halet væk af fem sikkerhedsfolk.

Andre kom ikke så langt. Niall Farell ønskede at give Blair, som han selv udtrykte det, »en dosis irakisk gæstfrihed« ved at kaste en sko efter ham. Han havde taget sandaler på, men kom aldrig forbi muskelmændene i boghandlen.

»Det værste var, at jeg nåede at købe bogen, før jeg blev smidt ud,« sagde han.

Efter protester fik han dog pengene tilbage.

Hævet over fans og kritik

Mindst lige så mange var imidlertid kommet for at tilsige Blair deres støtte. En lokal mand ved navn John O'Connell gav udtryk for, hvad mange øjensynlig bifaldt, da han erklærede, at »jeg ved, at der vil komme til at stå 'Irak' på hans gravsten, men der bør også være plads på den til det, han har gjort for freden i Irland«.

Han var glad for at være kommet, selv om han fandt oplevelsen surrealistisk:

»Man overrækker sin mobiltelefon, sin tegnebog og sin adresse, og får så en billet. Man bytter den til et armbånd og bliver ført op til anden sal i en elevator, forbi stabler af bøger og gennem en kæde af gendarmer og specialpoliti. Så bliver din bog taget fra dig, han siger hello og skriver i den.«

Personlige hilsner var der åbenbart nedlagt forbud imod. Det samme var der imod alt andet end forfattersmalltalk.

Trods et apokalyptisk tordenvejr havde flere stået i kø foran boghandlen siden klokken to om morgenen. Nummer tre i køen var en mand ved Patrick Marshall, som erklærede, at han var taget af sted straks efter at have set Blairs optræden i fjernsynets sene talkshow fredag, fordi han ønskede at vise sin støtte til en mand, som har fået »alt for mange knubs«.

Underskriftsceremonien varede i to timer. I mellemtiden fik demonstranterne selskab af et Hare Krishna-kor fra en indisk restaurant, som kom ud på fortovet for at tiltrække kunder. En af disse var Brendan Pierce, og han var ikke charmeret af Blair.

»Jeg havde lyst til at komme forbi og se nissen. Det var surrealistisk derinde. Jeg måtte aflevere bogen. Han kiggede på mig, og jeg tænkte ved mig selv: 'Hvad smiler han så fjoget over?' Jeg var lige ved at smide bogen tilbage i synet på ham. Men det havde de tænkt på. Jeg fik den første tilbage, da jeg var ført væk fra stedet igen.«

Da han gik ud af boghandlen, smed han den signerede førsteudgave i nærmeste skraldespand.

Forfatteren selv var øjensynligt helt hævet over både fans og kritikere. For en mand, som uden blusel hævder at have haft forvarsler om (den tidligere Labour-leder, red.) John Smiths død i 1994, at have opdaget en stor del af filosofien bag sin udenrigspolitik ved at se Schindlers Liste og som følte sig forudbestemt til at blive premierminister, var det formentlig intet usædvanlig over dagens begivenhed.

Tony Blair blev ført væk fra bygningen uden at se dagens lys og ved høj hastighed kørt videre til boglanceringens næste etapemål, som næppe bliver mindre surrealistisk.

© The Observer og Information Oversat af Niels Ivar Larsen