Læsetid: 4 min.

Europas skattefornægtere inspireres af Tea Party-protester

Skattenægterbevægelser i flere europæiske lande søger inspiration og gode råd til folkelig mobilisering hos den amerikanske konservative Tea Party-bevægelse
14. september 2010

LONDON - I håb om effektivt at få afluret mobiliseringsteknikker, der kan afføde masseprotester mod statens klamme hånd, søger britiske og europæiske skattenægterbevægelser nu råd og inspiration hos lederne af den højreorienterede Tea Party-bevægelse i USA.

Sidstnævnte nåede en foreløbig kulmination, da en millioner mennesker for nylig gik i protestmarch gennem Washington DC for at presse den amerikanske regering til lavere skatter og en slankere offentlig sektor.

UK Taxpayer's Alliance, en indflydelsesrig britisk kampagnegruppe, der kræver skattelettelser og lavere offentlige udgifter, er blandt de højregrupperinger, som nu vil lære af Freedom Works - en magtfuld lobbyorganisation i Washington, som krediteres for at have samlet hundredtusindvis af amerikanske græsrodsaktivister og herigennem at have ydet et stærkt bidrag til at destabilisere Obama-administrationen

En række af de libertære amerikanske Tea Party-organisationer deltog i sidste uge i en stor konference i London om at dele taktikker med britiske og europæiske lobbygrupper, der ønsker lavere beskatning, og betegnede ved den lejlighed deres aktiviteter som »en oprørskampagne« >imod den amerikanske regerings skatte- og udgiftspolitik.

Fagforeningsmodstand

Skridtet afspejler et stigende ønske i højreorienterede kredse om at skabe en britisk udgave af 'Tea Party-revolten' og en voksende tro på, at den forventede fagforeningsmodstand imod den britiske regerings nedskæringsprogram vil kunne brugs som afsæt for markante moddemonstrationer. UK Taxpayer's Alliance (TPA) har også forventninger til, at den offentlige vrede over en fadæse i det britiske skattevæsen (HMRC - Her Majesty's Revenue and Customs Service), der har resulteret i årsopgørelser med uventet restskat for 1,4 millioner borgere, kan puste liv i et bredere antiskatte-oprør.

»Man kan sige, at vores tid er kommet,« erklærer Matthew Elliott, grundlægger af TPA, som på bare et år har registreret en medlemstilgang på 70 procent til i dag 55.000 medlemmer.

»Vi skal lære af både vore europæiske kolleger og af Tea Party-bevægelsen i USA. Det skal blive spændende at se, om vi kan overføre den samme folkelige energi til Storbritannien og rejse en lige så markant opstand.«

Elliott sagde, at HMRC's fadæse kunne levere brændstof demonstrationer.

»Da rudekuverterne med årsopgørelserne lå på dørmåtterne, afstedkom det et enormt raseri,« siger han.

Ikke mindst fordi en mængde mennesker ikke vil betale restskat med tilbagevirkende kraft.«

Oprindeligt imod te-skat

Tea Party-bevægelsen, som er opkaldt efter en berømt historisk protestaktion i Boston i 1773 (imod den britiske krones te-beskatning, red.), opstod sidste år, i vidt omfang i protest imod den amerikanske regerings ekstremt store bankredningspakker og fik hurtigt en samlingsskikkelse i Sarah Palin, den tidligere republikanske vicepræsidentkandidat. Bevægelsen hævder i dag at have mobiliseret en million vælgere til modstand imod regeringen i kraft af snesevis af lokale græsrodsgrupper. Så sent som i denne weekend afholdt Freedoms Works nye masseprotester ud for Det Hvide Hus.

Terry Kibbe, der arbejder som konsulent hos Freedom Works, siger til The Guardian, at Tea Party-bevægelsen meget gerne bistår politiske partier og institutioner i Storbritannien og Europa med at skabe folkelige aktivistfløje.

Bag Tea Party-bevægelse står en række velfinansierede og veletablerede højreorienterede lobbygrupper, der betaler for tv-reklametid, kampagnemateriale og uddanner lokale græsrodsledere.

»Vi er i gang med at identificere mulige samarbejdspartnere i Europa,« siger Kibbe, »og har allerede et samarbejde i gang med skattenægterbevægelser i Storbritannien, Østrig og Italien.«

Freedom Works uddanner Tea Party-aktivisterne i at organisere massedemonstrationer og giver dem adgang til skræddersyet software, der gør det muligt at skabe magtfulde computernetværk, hvilket ellers ville være overordentlig dyrt. Lobbygruppen har også udgivet en 'aktivistmanual' og er på vej med en ny, der bærer titlen 'Regler for Patrioter'.

Amerikanere for velstand (AFP) - en anden Tea Party-gruppe, der hævder at have 1,5 millioner aktivister - ledes af oliemilliardæren David Koch, der også var til stede ved sidste uges konference i London og bistod med at finansiere den.

»I USA er der voksende bevidsthed om de offentlige udgifter og gæld influerer på folks egen velstand,« siger Tim Philips, Formand for AFP.

»Det slår mig, at mange briter har nået den samme konklusion.«

AFP er en af flere amerikanske tænketanke, der har søgt at bekæmpe præsident Obamas politik, herunder hans sundhedsreform, stimuluspakker og cap-and-trade-klimalove til nedbringelse af kulstofudledninger.

Angriber fra flere sider

Andre ledende amerikanske højreorienterede tænketanke, der bidrog til at finansiere konferencen var Ronald Reagan Presidential Foundation, Cato-instituttet og The Heritage Foundation.

Konservative parlamentsmedlemmer talte ved arrangementet, som også blev overværet af repræsentanter fra tobaksgiganten Philip Morris, Imperial Tobacco og Global Warming Policy Foundation - en klimaforandringsskeptisk tænketank ledet af lord Lawson (finansministeren under Margaret Thatcher, red.) - og BP.

»Vi er nødt til at nå ud til et bredere publikum,« siger Barbara Kohn, generalsekretær for Hayek-Instituttet i Wien, en af Europas førende forkæmpere for lave skatter.

»Vi må angribe fra flere forskellige vinkler. Vi har alle set, hvad vores venner i Tea Party-bevægelsen har opnået med deres protestmarcher.«

Tiden vil vise, om lav skat er en mærkesag, som kan mobilisere de europæiske befolkninger i samme grad som amerikanerne.

© The Guardian og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu