Læsetid: 6 min.

Gaza har mistet håbet

Mens fredsforhandlingerne fortsætter i Jerusalem, befinder Gaza sig i en anden verden
Under en demonstration   i går mod den israelske   blokade i det sydlige Gaza   bærer palæstinensere   en såret mand væk.

Under en demonstration i går mod den israelske blokade i det sydlige Gaza bærer palæstinensere en såret mand væk.

ABED RAHIM KHATIB

27. september 2010

Abu Raads hus er bygget af mudder. Mudder er en nødvendighed på grund af en israelsk blokade, der forbyder import af alle råmaterialer til Gaza-striben. Han mistede sit hjem i december 2008, da den israelske hær gennemførte en blitzkrig i det nordlige Gaza som led i Operation Støbt Bly.

Han var ikke den eneste. Ifølge FN blev 50.000 palæstinensiske hjem beskadiget eller ødelagt i Israels 22 dage lange angreb, ligesom 100 fabrikker og 200 skoler blev det. 1.400 palæstinensere blev dræbt, herunder hundredvis af civile. 13 israelere blev dræbt, herunder tre civile.

Abu Raads familie løb for deres liv, husker han. I 2006 mistede han 18 af sine pårørende, da et herreløst missil sprængte sig vej ind i hans oprindelige hjem nær den israelske grænse og tvang ham til at flygte til det nordlige Gaza.

I dag sidder han i sit mudderhus og har ramadangæster på besøg. Hvornår vil han være i stand til at genopbygge sit hjem?

»Når dit land ophæver deres blokade af mit land,« siger han.

Islamisk genrejsning

Standhaftighed, kynisme, afmagt: det er stemningen i Gaza fire år efter, at verden smækkede et handelsforbud ned over landets indbyggere, der havde dristet sig til at stemme på en islamistisk regering; og snart to år efter, at den israelske hær besvarede et bombardement med overvejende ubrugelige morterer ved at sprænge Gaza i småstykker. Det angreb giver stadig genklang som et efterchok.

»Jeg overlevede Israels 1967-besættelse af Gaza. Men jeg har aldrig oplevet noget som Støbt Bly. Du troede, at hvert øjeblik ville blive dit sidste,« siger Ahmed, 61 år og flygtning fra Jabalyia.

Der sker forandringer. I 2009 var området omkring Jabalyia en losseplads af bombede huse, afbrændt jord og ulmende fabrikker. I dag er det rent og genopbygget under ledelse af lokale og internationale islamiske grupper som det tyrkiske IHH der stod bag den flotille, hvis forsøg på at sejle til Gaza i maj endte i ni tyrkiske dødfald, men som tvang Israel til at lette belejringen (dog uden at hæve forbuddet mod råmaterialer, eksport og rejser).

Flotillens sejr er tilfaldet Hamas, den islamistiske bevægelse og regering i Gaza, som man har prøvet at vælte med blokader, invasioner og kupforsøg. Tre år efter at Hamas besejrede de palæstinensiske myndigheders Fatah-dominerede sikkerhedsstyrker i en kort, men blodig borgerkrig, fortsætter bevægelsen ukueligt med at vride en ny palæstinensisk stat ud af ruinerne på den gamle.

Man mærker ikke så meget den nye magt ved de teltprojekter, som Vesten er så optaget af: de nye rekreative områder ved kysten og et meget lille indkøbscenter i Gaza By. Man mærker den mere som en følelse af personlig sikkerhed.

Ingen våben i syne

Der er ingen, der bærer våben i Gaza, end ikke politiet. Hamas har forbudt synet af dem. Forbudet bliver strengt håndhævet, rige familier straffes ikke mindre end fattige. Det er populistisk og meget populært.

Gazas indbyggere bebrejder heller ikke Hamas for en forfejlet økonomi, hvor 35 pct. af befolkningen er arbejdsløse og 80 pct. er afhængige af støtte. »Hamas er også under belejring,« siger de.

En ven kører mig over uopdyrkede høje, som engang var belagt med jødiske bosættelser, indtil den israelske hær trak sig ud af det centrale Gaza i 2005. Jordene kan ikke omdannes til landbrug, industri eller boliger på grund af manglende investeringer, siger han. Han udpeger nye boligprojekter midt i slumkvartererne, der ikke kan gennemføres på grund af manglende materialer.

»Var der retfærdighed til, kunne Gaza gøre fremskridt. Men belejringen forsinker alle.«

Da man ikke kan bringe udvikling, befæster Hamas sig i stedet. Bevægelsen bliver opretholdt med kontanter fra Iran og det verdensomspændende Muslimske Broderskab, men først og fremmest fra en smuglerøkonomi, der bogstaveligt talt graver sig under den egyptiske grænse. Der snor sig omkring 1.000 tunneler under den gamle våbenhvilelinje; nogle er så store, at man kan køre varebiler gennem dem. Sidste år stod smugleriet for 80 pct. af Gazas civile import og indbragte, ifølge lokale bankfolk, Hamas 150 til 200 mio. dollar.

Det bragte ikke velstand til Gaza. Men det hjalp Hamas-regeringen betale 32.000 offentligt ansatte, herunder 16.000 sikkerhedsfolk, og 40.000 andre ansatte i tunneløkonomien eller i velfærdsinstitutionerne. Det er store vælgerkredse magtfulde beskyttelsessystemer som ingen andre politiske grupperinger i Gaza kan konkurrere med.

Verdens største fangelejr

Men Hamas er næppe mere populær, end Fatah var i Oslo-fredsprocessens storhedstid. Ligesom Fatah, kan Hamas ikke levere det, dets folk ønsker mest af alt: det er ikke lederskab, men befrielse.

»Friheden til at bevæge sig, til at rejse, til at komme væk,« siger Ahmed, som ikke har været uden for Gaza i fem år og ikke har set sin søn på Vestbredden i 10 år. Bortset fra sjældne »undtagelser« er Gaza fortsat den største fangelejr på jorden med sine 1,6 millioner indbyggere låst inde mellem Egypten i syd og Israel til alle andre sider.

Det palæstinensisk parti, der kan løfte blokaden, ville vinde et valg, siger Hamid fra Nusierat.

»Vi ved, at Fatah er korrupte. Men med dem er der i det mindste en chance for, at belejringen bliver hævet. Der er en brise i sejlene. Med Hamas er der ikke en vind«.

Men der kommer ikke nye palæstinensiske valg. På Vestbredden hvor Hamas er blevet drevet under jorden er Fatah i så uorganiseret en tilstand, at man ikke kan enes om kandidater. Og i Gaza frygter Hamas-regeringen, at en ny afstemning vil markere en tilbagevenden til et Fatah-herredømme, der nærmest opfattes som kollaboratør for Israel og USA.

Derfor opstår der et autoritært etparti-regime. De fleste statslige arbejdspladser og tilladelser bliver givet til Hamas-tilhængere. Siden 2007 har Hamas forbudt alle offentlige Fatah-aktiviteter i Gaza, som regel i gengæld for lignende eller værre Fatah-undertrykkelse af Hamas på Vestbredden.

Selv om Hamas ikke har indført sharia-lovgivning, har nogle af de mere nidkære grupper erstattet jihad mod Israel med et moralsk korstog mod folket. I sommer var der politirazziaer på hoteller og restauranter mod »forbrydelser« såsom møder mellem mænd og kvinder eller kvinder, der ryger vandpipe i offentligheden. Begge dele blev anset som krænkelser af »islamiske værdier«.

»De flyver med drager,« siger Muna, en læge fra Khan Yunis. »Først siger de til kvinder, at de ikke kan køre bag på motorcykler; så siger de til de kvindelige advokater, at de skal bære slør i retten. Hvis du stritter imod, bakker de ud. Hvis ikke, islamiserer de.«

Udbredt depression

Det er det, som disillusioner folk mest. Følelsen af, at Hamas er ved at gå samme vej, som Fatah gjorde før dem. Med Fatah bestod forpestelsen af korruption og lovløshed. Med Hamas består den af en snigende islamisering af samfundet. Men begge grupper synes at foretrække udbyttet af at sidde i regering frem for at hele det største brud, den palæstinensiske nationalbevægelse nogensinde har lidt, og som alle er enige om er en forudsætning for at komme på fode.

»Der er ingen forandring og reform, som Hamas havde lovet, da de vandt valget i 2006. Det er det samme system men med nye chefer,« siger Hamid.

Han tvivler på en forsoning.

»Det er omtrent lige så sandsynligt som, at Israel hæver belejringen.« Og han henviser ikke til en »fredsproces« eller forhandlinger i Jerusalem. Det er der ingen i Gaza, der gør. Når Hamas er lukket ude, giver forhandling ingen mening.

Så i afsky holder han sig fra politik. Andre finder trøst i deres familier. Mange går i moskeen, hvor der tilbydes endnu mere radikale løsninger end Hamas. Og alle vil gerne væk, om ikke andet så for at besøge familie eller venner eller bare et andet sted. Depression er udbredt. Og selv i et område så overfyldt som Gaza er følelsen af isolation overvældende.

Ved slutningen af en lang ramadan-dag sidder jeg med en ven og ser solen synke i Middelhavet som en smeltet mønt. Hun afsøger horisonten. Undertiden bringer havet tyrkiske flotiller med håb om bord. Oftere har det bragt israelske krigsskibe med dundrende missiler. Hun har ingen anelse om, hvad det næste tidevand bringe.

Og natten til i dag udløb pausen for det imidlertidige israelske byggestop i bosættelserne.

Oversat af Emil Rottbøll

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu