Læsetid: 7 min.

Det Hvide Hus siger, at olien er væk - de lokale siger det er løgn

Psykologer og advokater har mere travlt end fiskerne i Louisianas små fiskersamfund - og flere eksperter advarer om, at fiskerierhvervet måske aldrig vil komme sig oven på katastrofen
Rejesæsonen i Golfen er lige begyndt, og alle er spændt på udkommet. Rejefiskeren Daniel May tøffer her sin lille 'rejekutter' gennem en såkaldt bayou, en lille flodforgrening ved DuLarge i Louisiana.  De mange bayous er hjemsted for skaldyr som krebs, rejer og muslinger.

Rejesæsonen i Golfen er lige begyndt, og alle er spændt på udkommet. Rejefiskeren Daniel May tøffer her sin lille 'rejekutter' gennem en såkaldt bayou, en lille flodforgrening ved DuLarge i Louisiana. De mange bayous er hjemsted for skaldyr som krebs, rejer og muslinger.

Getty Images

13. september 2010

VENICE, Louisiana - Under højvande og lige efter en sensommerstorm kan det på denne strimmel land ud for Mississippi-floden være vanskeligt at afgøre, hvor marsken slutter og havet begynder.

Det var her - på den sydligste landtange i Louisiana - at olie fra BP's Macondo-brønd for første gang begyndte at sive i land omkring en uge efter eksplosionen på boreplatformen Deepwater Horizon den 20. april.

Det er også her, at de lokale indbyggere, er sværest at overbevise om, at det værste ved olieforureningen nu er overstået, og at normaliteten på vej til at blive genoprettet.

Barack Obamas talsmand i sagen om BP-olieudslippet, Thad Allen, tidligere chef for den amerikanske kystvagt, erklærede i denne uge, at Macondo-boringen ikke længere udgør nogen trussel mod Den Mexikanske Golf.

Eksperterne skulle inden for få dage have afsluttet de sidste operationer for at sikre boringen, hvorefter den vil kunne overlades til sig selv.

På dette sted er havet et spørgsmål om liv og død for lokalbefolkningen. Havnen tømmes hurtigt på den smukke solskinsformiddag, hvor garvede fiskere i sødygtige både stævner ud for at lede efter tegn på olieforureningen på havet og i marsken.

Ingen af dem stoler øjensynligt på forsikringerne fra Det Hvide Hus eller den amerikanske regerings videnskabsfolk om, at olien i vid er udstrækning væk.

»På tv de siger hele tiden, at der ikke er nogen olie. BP har åbenbart været i stand til købe Det Hvide Hus og Kongressen, og de fleste senatorer, og nu har de også købt medierne,« siger Dean Blanchard, der er ejer af rejeimperiet Mr. Shrimp King

Ligesom ingen for alvor tror på, at BP taler sandt, når olieselskabets ledelse insisterer på, at man vil blive i Louisiana, indtil arbejdet er gjort »helt færdig«.

Dette lokalsamfund har allerede oplevet én masseflugt. Det var lige før den tropiske storm Bonnie blæste ind over Venice, cirka en uge efter, at den lækkende boring blev lukket af i midten af juli. BP lod dengang sine arbejdshold og skibe evakuere. Mange vendte aldrig tilbage.

»Åh jo, du kan tro, at olien er derude endnu,« >siger en rejeskipper på en af de fladbundede propelbåde, som bruges til at gennemkrydse den lavvandede marsk.

»Når vandet er klart, kan man se olie i form af kæmpestore sorte dråber. På vores propelbåde har vi dag for dag fjernet 3.000 hvide plasticsække med olieholdigt sand. Og der er brug for oprydning her i mindst et år endnu.«

Wilma Subra, der kemiker og dokumenterer olieforureningen fastslår:

»Der er stadig megen olie i de kystnære områder. Det flyder op langs strandene og lejrer sig på bunden samt i bugter og flodmundinger. Der står meget tilbage at gøre, før BP kan sige, at det har opfyldt deres forpligtelser, siger,«

Rejesæsonen gik planmæssigt i gang den 16. august, og myndighederne har så småt åbnet for fiskeri igen i det meste af Golfen. I omkring 83 procent af de amerikanske farvande i Golfen kan der nu fiskes, og de første fangster af rejer, sværdfisk og tunfisk har angiveligt ikke vist tegn på olieforurening.

Men Acy Cooper, der går rundt i hvide rejefisker-gummistøvler på selv de dage, hvor han ikke fisker, kan alligevel ikke undertvinge sin stærke ængstelse.

»Hvordan kan vi med sikkerhed vide, at rejebestandene er helt uberørt af råolien eller dens giftige bestanddele,« spørger han og hævder at have set olieplamager i visse rejefiskeriområder.

»Vi får kun én chance her. Og hvis det glipper, og der bliver konstateret olieforurenede rejer ude hos forbrugerne, er vi færdige,« siger han. »Så vil der gå lang tid, før vi igen kan komme på markedet med vores fangster. Inden da vil vi have drejet nøglen om.«

End ikke de strengeste forholdsregler kan sikre, at alle fiskere holde sig helt ude af olieforurenet farvand - især ikke, da mange fiskere har stået uden arbejde og indtægter fra fiskeriet siden sidst i april.

»Nogle mennesker er så desperate, at de vil gøre hvad som helst for at overleve,« >siger Cooper.

Samtidig har nye økonomiske aktiviteter allerede fundet vej til fiskerisamfundet. På opslagstavler og i de lokale medier tilbyder psykologer deres hjælp, mens advokater tilbyder at sagsøge BP. Derimod bliver det stadig sværere at finde et marked for afsætning af fisk og skaldyr.

Forleden dag måtte George Barisich, leder af det lokale fiskeriforbund, United Commercial Fishermen's Alliance, køre hele vejen ind i Mississippi, før han kunne finde en grossist, der ville købe hans rejer. Og han måtte sælge dem til så lav en pris som 1,40 dollar (8,40 kr.) pr halve kilo.

Embedsmænd fra National Oceanic and Atmospheric Agency (NOAA) (amerikansk styrelse, der beskæftiger sig med tilstanden i havene og atmosfæren, herunder klima, red.) har deltaget i lokale radioprogrammer såsom Talk of the Bayou for at kommunikere det budskab ud til lokale fiskere som Cooper, at de intet har at frygte.

»Hidtil har vi faktisk ikke set spor af beviser for, at olien skulle være trængt dybt ned i vådområderne,« >siger Jacqueline Michel, der er NOAA-biokemiker.

Kun 22 ud af 2.000 vandprøver taget fra Golfen indeholdt spor af olie, og angiveligt gav ingen af disse anledning til at tro, at olien skulle have lejret sig i de vådområder, der er yngleplads for rejer og skaldyr.

Men de lokale, som ringede ind til telefonprogrammerne, købte ikke den påstand.

Og det gør Cooper heller ikke. Han er bekymret for, at de sidste par måneder kan have ødelagt erhvervsgrundlaget for fiskerne.

»Vi er på nippet til at miste hele denne industri,« siger han.

For Al Sunseri strækker identifikationen med fiskerierhvervet sig helt tilbage til 1876, da hans familie oprettede P & J Oyster Company i udkanten af New Orleans' franske kvarter.

Han møder stadig op arbejde på kl. 4.30, som han plejer, men der er ingen ansatte til at fylde østers på læsseramperne. 11 mennesker har måttet afskediges.

Østers er blevet en vanskeligt opdrivelig delikatesse. De østers, som ikke blev kvalt af olien, overlevede ikke delstaten Louisianas beslutning om at oversvømme Golfkysten med ferskvand i et forsøg på at holde olien ude i havet.

Sunseri må nu bruge sin tid på at forklare situationen for de desperate kokke, der er hans primære kundegrundlag. Han kan stort set ingen friske østers levere.

Han spørger kunderne, om de kan nøjes med mindre ordrer.

»Jeg er bare nødt til at fortælle folk, at jeg ikke kan skaffe nogen østers lige nu. Det er jeg ikke vant til,« >siger han. Det faldende udbud har presset prisen på østers op med 40 procent siden olieudslippet. Den pris er for høj - selv for en luksusvare og især midt i en recession - synes mange. Sunseri er også bekymret over, at de østers han finder, er af varierende kvalitet. »De siger godt nok, at omkring 40 procent af østersområdene stadig er åbne, men af de produktive område er der måske kun 15 procent. Vi tager ikke de helt små, men at finde østers i markedsegnet størrelse er svært.«

Han fremviser sin seneste høst.

»De her er kun halvt så store, som de skal være. De skulle normalt først have været høstet næste år.«

Mike Voisin, der er formand for Louisiana Oyster Task Force (en gruppe, som er nedsat for at genoprette østersbestandene, red.), indrømmer, at der vil gå mindst tre år, før østersbankerne er genetableret.

Indtil da, siger han, vil høsten sandsynligvis falde til halvdelen af de sædvanlige 113.000 ton om året.

For Ryan Lambert, der førhen plejede at kalde sig den største udlejer af fiskerbåde i Venice med en virksomhed, der indbragte ham 1,3 millioner dollar (8,5 mio. kr.) i årsindtægt, er dette et svidende tab. BP vil dog kun opgøre hans tab til 66.000 dollar (godt 395.000 kr.). Lambert er rasende. Han siger, at han har betalt sin revisor hundredvis af dollar for at opfylde BP's krav om dokumentation. »Det kan ikke være rimeligt, at jeg skal kæmpe så hårdt for at få de penge, de skyder mig,« siger han.

»Det er mig, der er den forurettede part her og dem, der har ødelagt det for mig - ikke omvendt.«

Lambert er også dybt bekymret for, at fiskene begynder at forsvinde fra området, sådan som de gjorde i årene efter Exxon Valdez-udslippet i Alaska. Det vil betyde en langsom, smertefuld død for hans og andres virksomhed.

Lambert har bygget sin virksomhed op helt fra bunden to gange - anden gang var efter orkanen Katrina. Han er ikke sikker på, om han har kræfter til at gøre det igen eller til at vente på, at Golfen helt har forvundet oliekatastrofen.

»Jeg er 52 år. Jeg kan ikke vente i 20 år, før de har fået renset området op.«

Han er overbevist om, at BP vil trække sig ud ved først givne lejlighed.

»Boringen bliver lukket af, og så vil de blive hængende, så længe der flyder olie op på strandene. Så snart de synlige spor er væk, forsvinder de,« siger han.

»Alt det, de ikke renser op, efterlader de til mig, mikroberne og Moder Natur. Og lige pludselig har vi ikke længere USA's bedste og rigeste fiskesteder.«

»Det kapitel vil være historie, og vi vil stadig stå med problemerne.«

© The Guardian og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lene Timmermann

I en bette pjosker som Information er der altså ikke plads til en artikel så elendigt skrevet som denne.

Niveauet er ugebladsstil - jvf. fx afsnit 6:
"På dette sted er havet et spørgsmål om liv og død (...) den smukke solskinsformiddag, hvor garvede fiskere i sødygtige både stævner ud (...)"

Bvadr! Der må da kunne findes bedre artikler om et væsentligt emne som resultaterne af BP-olieudslippet. Eller har man mulighed for (= ret til) at forkorte i en indkøbt artikel?

PS: Oversættelsen er heller ikke noget at råbe hurra for :-(