Irak ved en skillevej

I en hullet gyde i det østlige Bagdad stønner Saad Turki under et halvtag af bølgeblik, imens han betjener sin ismaskine. Snavs og sved har afsat gule skjolder på hans bluse, og han tørster kraftigt som følge af Ramadanens fastepåbud.

Men i modsætning til den strøm af kunder, som danner kø ved hans bod, beklager Turki sig ikke. Omsætningen blomstrer. Syv år efter invasionen har Iraks uudholdelige varme (i dag siger vejrudsigten for Bagdad 46 grader, red.) gjort sit til at forvandle ham fra rodløs teenager i et slumkvarter til en mand på vej op.

Turki fremstiller de blokke af is, som de fleste Bagdad-borgere har brugt siden midten af juni til at nedkøle deres boliger dermed, da der ikke er strøm. Han har solgt op til 6.000 af dem om dagen til familier, som ikke har anden udvej for at gøre deres boliger tålelige at opholde sig i. »Vi har aldrig oplevet en så varm sommer som denne,« siger han, mens en ladvogn fra politiet kører frem for at opsamle en isblok på en halv meter, som hans maskine netop har udspyet (politimanden betaler ikke).

»Nogle dage kan vi ikke producere nok til alle.«

Sådan skulle Irak ikke have set ud. Men sådan ser Irak ud efter syv års håb og 53 milliarder dollar i amerikanske genopbygningsmidler - en ismaskine i en glohed by.

Irak er milevidt fra den middelklasseutopi, som amerikanske embedsmænd drømte om i besættelsens tidlige dage i foråret 2003.

Under Saddam Hussein var landet en kommandoøkonomi hærget af krig og sanktioner og måtte undvære den teknologi, som drev den infrastrukturelle udvikling frem i Vesten i 1990'erne.

Mens de sidste amerikanske styrker nu forlader landet, tager præsident George W. Bushs forestilling om en ny Marshall-plan, der kunne opbygge Irak på samme måde, som Vesteuropa blev bragt på fode igen efter Anden Verdenskrig, sig stadig mere illusorisk ud.

På de afgørende parametre har udviklingen på basale områder stået i stampe eller bevæget sig frem i sneglefart siden 2004.

»En stor dele af genopbygningspengene er investeret i projekter, som aldrig blev til noget; såsom opgradering af de større elværker,« siger Christine McNab, stedlig repræsentant for FN's Udviklingsprogram (UNDP) i Irak.

FN siger, at 79 procent af irakerne har fået forbedret deres adgang til drikkevand i forhold til i 2003. Men stadig har kun en ud af fire husholdninger adgang til rindende vand i deres hjem.

Varmerekord: 51 grader

Bagdads gader er forbundet med et edderkoppespind af improviseret kabelføring, hvis forgreninger i sidste ende munder ud i noget, der ligner en gammeldags fabrik fra starten af 1900-tallet, hvis fire skorstene udpumper tyk sort røg mod den disede himmel.

Dora-elværket er Bagdads eneste og har denne sommer forsynet de fleste husholdninger med højst tre timers elektricitet om dagen. Det kører på maksimal kapacitet og genererer 3.500 megawatt - nok til omkring 60 procent af Bagdads daglige behov til dens over seks mio. indbyggere. Kraftværkets direktør, Ghazi Essa, siger, at alle hans bønner om ny teknologi og reservedele, der kunne øge kapaciteten, er blevet ignoreret, især i de sidste seks måneder, hvor Irak har stået uden fungerende regering eller andre, som kunne tage ansvar og udvise ledelse.

»Vi kan ikke nå over 70 procent af den dimensionerede kapacitet,« siger han.

»Vi har aldrig før oplevet sommertemperaturer på op mod 51 grader i Bagdad. For hver grad temperaturen stiger, vokser efterspørgslen med 100 megawatt. Det er helt ekstremt varmt, og det lider folk naturligvis under.«

Irak genererer kun 8.000 af de mellem 13.000 og 15.000 megawatt, som kræves for at opfylde de daglige behov. Kapaciteten er steget med 30 procent siden begyndelsen af 2003, men er ikke i nærheden af at holde trit med efterspørgslen, som er steget yderligere, efter at mange irakere har anskaffet sig de billige kinesiske hvidevarer, som nu oversvømmer det lokale marked.

Siden det resultatløse valg den 7. marts har ministerierne ligget underdrejet, og parlamentet har ikke kunne forsamles, samtidig med at landet er vaklet videre ud i det politiske hængedynd, som tog sin begyndelse, da det viste sig, at den siddende premierminister, Nouri al-Maliki, ikke kunne samle lige så mange stemmer som den tidligere leder, Iyad Allawi. Ingen af de to ledere har siden været i stand til at danne regering, og velviljen, som omgav valget i marts er forduftet over store dele af landet.

Ingen fremgang

»Forsinkelserne i regeringsdannelsen har skabt forsinkelser i lønudbetalinger,« siger Essa.

»Det er ikke kun Dora-elværket. Alt er blevet påvirket meget negativt. Ministeriet kan ikke træffe nogen beslutning nu. Der er ingen penge. Der er intet budget«.

I Iraks myriader af bureaukrati er billedet det samme. Regninger bliver ikke betalt, kontrakter ikke overholdt, og de beslutninger, som skulle styre nationen fremad, bliver ikke taget.

Parlamentet har ikke vedtaget nogen lov i næsten ni måneder. Der er ingen enighed om ømtålelige spørgsmål som Kirkuk og andre omstridte regioner eller den nye energilov, som skulle forestille at fastlægge udnyttelsen af Iraks olierigdomme.

Bagdads forhold til det fredelige nord er stadig anspændt. Begge sider er fortsat stærkt mistroiske over for hinanden i alle spørgsmål, der vedrører, hvordan Kirkuk og de olierige regioner i nord skal administreres.

Skuffelsen er en stor fare

Den irakiske regerings mangelfuldhed er kilde til stor bekymring for topdiplomaterne i den amerikanske ambassade i Bagdad.

Men den er et endnu større problem for de mindrebemidlede irakere, som ikke har set meget til den sikkerhed, de rettigheder og tjenester, som de fik at vide, at de kunne forvente fra demokratisk valgte regeringer og de institutioner, som skulle forestille at tjene dem. Deres skuffelse er en af de største farer for det Irak, som nu skal til at lægge sin besættelsestid bag sig.

»Det ligger dybt i irakerne, at medmindre man har en stærk mand i toppen af en institution, så vil den ikke fungere,« siger McNab.

Igennem de seneste syv år er ministerierne reelt blevet styret som partiernes egne små fyrstendømmer. Ingen af dem er blevet nær så stærk, som den minister, der stod i spidsen for dem.

»De er nødt til at skabe ministerier, som ikke har nogen partirolle at spille og ikke bliver brugt til at tilgodese det politiske bagland,« siger en vestlig diplomat om Iraks stærkt partiske politikere.

»Jeg tror ikke, de forstår, hvad politik rent faktisk går ud på. De opfører sig, som om politik går ud på at dele landet op og deles om godbidderne. Ikke at styre et land og sikre en ordentlig forvaltning.«

Kritisk flugt af læger

Hvad sundhedssektoren angår, er nogle projekter kommet godt fra start, f.eks. de hårdt tiltrængte nye hospitaler i byer som Basra og Fallujah. Adgangen til primær sundhedspleje er også forbedret for de fleste irakere. Men antallet af læger pr. indbygger er stadig desperat lavt efter regionens standarder, det samme gælder kvaliteten af lægebehandling, vurderer FN.

Hjerneflugten af irakiske specialister er gået hårdt ud over især lægestanden. Op til 60 procent af de praktiserende læger og speciallæger, som var aktive i Bagdad ved byens fald i 2003 er enten flygtet af frygt for deres liv eller blevet økonomiske immigranter. Militserne drev klapjagt på lægerne fra 2005 til 2008, og endnu i dag er de attraktive mål.

En forbedret sikkerhed skulle have ændret på dette. Og trods en markant stigning i volden i de seneste fire måneder, er antallet af dræbte og lemlæstede i de fleste områder af Irak faldet med 70 procent (2.382 civile dræbt det første halvår af 2010) sammenlignet med det blodigste år 2006, hvor 27.768 civile ifølge sitet iraqbodycount.org blev dræbt.

De amerikanske styrker, der er på vej ud, har trænet og uddannet den irakiske hær meget grundigt, og hæren fremstår i dag som en relativ troværdig institution - en af de få i landet.

Irakerne er tilbøjelige til at stole på militæret, men ikke på politiet, hvis ledere opfattes som medskyldige i at have fremmet den sekteriske krig.

I alt tæller de irakiske sikkerhedsstyrker over 660.000 medlemmer. De er talmæssigt stærke, men deres virke vanskeliggøres af en tvivlsom retssikkerhed og et justitsvæsen, som kæmper en hård kamp for at hævde sin uafhængighed over for politisk indblanding.

Adnan al-Baderi, en undersøgelsesdommer, som beskæftiger sig med terrorismesager, siger, at hans familie to gange er blevet angrebet og forsøgt kidnappet. Han fortæller det i sit hjem i Bagdads befæstede Grønne Zone.

Syv år med krig har utvivlsomt givet irakerne et andet syn på livet og verden. Næsten alle irakere har en mobiltelefon, og internettet er populært blandt især de unge. Det samme er rejser til Libanon, Golf-staterne eller Europa, som nu er kommet inden for rækkevidde af en langsomt voksende middelklasse. Samtidig har ytringsfriheden erstattet frygten for, hvem der måtte lytte.

Overalt i Irak ses den amerikanske tilbagetrækning i stigende grad som hastværk imod nødudgangen, og at meget arbejde er forblevet ugjort.

»De vil gerne have det overstået, men det er det ikke,« siger ismageren Turki.

»Personligt gør det mig ikke noget, for så kan jeg sælge is i et årti endnu.«

»Prøv at se på det rod, som er Irak i dag. Tror du, irakerne på en eller anden måde får det til at fungere, når den stærke mand forlader byen? Næ, irakerne vil da æde hinanden for at få magten.«

© The Guardian og Information Oversat af Niels ivar Larsen