Læsetid: 4 min.

Kapitalfonde stod bag små firmaers finanslobbyisme

Kapitalfondsforeningen EVCA skjulte sin rolle i et brev til Europa-Parlamentet, hvor flere hundrede virksomheder – heriblandt 10 danske – protesterede mod regulering af kapitalfonde. Lobbyeksperter kritiserer interessentforeningen EVCA for ikke at spille med åbne kort
Kapitalfondsforeningen EVCA skjulte sin rolle i et brev til Europa-Parlamentet, hvor flere hundrede virksomheder – heriblandt 10 danske – protesterede mod regulering af kapitalfonde. Lobbyeksperter kritiserer interessentforeningen EVCA for ikke at spille med åbne kort
2. september 2010

Stærkt problematisk, kritisabelt og kluntet. Det er nogle af de ord, lobbyeksperter sætter på et stykke lobbyarbejde, flere danske virksomheder har deltaget i.

De stod i april som medunderskrivere på et brev til Europa-Parlamentets medlemmer, hvor ledere i 'små og mellemstore' europæiske virksomheder opfordrede til at ændre et kommende EU-direktiv til regulering af venture- og kapitalfonde - ifølge brevet en »vigtig kilde« til kapital for virksomhederne.

Brevet blev omtalt i avisen Financial Times og havde en hollandsk direktør som hovedunderskriver, og det fremgik, at han var bakket op af flere hundrede andre virksomhedsledere.

Hverken brevet eller den efterfølgende pressedækning nævnte, at brevet og indsamlingen af de mange underskrifter reelt var kommet i stand på foranledning af den europæiske kapitalfondsforening EVCA, som muligvis også er medforfatter til brevet.

Massiv lobbyisme

Brevet, der fremstod som et bekymret opråb fra virksomheder i Europas vækstlag, var således reelt et led i den massive lobbyisme, verdens finansindustri havde sat i værk for at påvirke igangværende forsøg på at lave strammere finansregulering.

Brevet rettede sig mod det såkaldte AIFM-direktiv, et af de mest lobbyisme-udsatte direktiver i EU's historie. Ifølge en optælling fra de europæiske socialdemokrater i PES blev der af Europa-Parlamentets medlemmer stillet 1.700 ændringsforslag til direktivet, som stadig er under behandling. Et antal, som kun er overgået af Servicedirektivet fra 2004-2005.

»Nogle af ændringsforslagene var identiske. Det er jo ikke, fordi der har siddet to mennesker og fået den samme idé. Det er tegn på, at nogen har fodret dem,« siger europaparlamentariker Dan Jørgensen (S).

'Dybt problematisk'

EVCA erkender over for Information at have taget initiativ til lobbyindsatsen ved at samle underskrifter og gøre virksomheder opmærksomme på den problemstilling, brevet omhandler: Forventede krav om øget åbenhed i kapitalfondsejede virksomheder, som ifølge brevet vil koste virksomhederne dyrt. En rapport fra åbenheds-ngo'en Corporate Europe Observatory fra tidligere i år konkluderer desuden, at EVCA's kommunikationschef er forfatter eller medforfatter til brevet: Hans involvering fremgår af en tidlig version, som Corporate Europe Observatory har set.

Trods gentagne henvendelser fra Information har hverken EVCA eller den hollandske hovedunderskriver på brevet, direktør Tom van Aken, ønsket at svare direkte på, hvem der reelt har skrevet brevet.

Men alene at EVCA har taget initiativ til og koordineret et stykke lobbyarbejde uden at give sig til kende som afsender, er »dybt problematisk« og »kritisabelt«, mener lobbyeksperten Mads Christian Esbensen, direktør i den danske afdeling af lobbyvirksomheden JKL Group og ekstern lektor ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet.

»Det er kritisabelt, at man ikke er åben omkring, hvem man repræsenterer,« siger han.

»Det er regel nummer ét i lobbyhåndbogen, at man altid skal give sig til kende.«

Det er helt legitimt, at en interesseorganisation som EVCA samler underskrifter ind, understreger Asbjørn Haugstrup, ekspert i lobbyarbejde og partner i PR-virksomheden Rostra Kommunikation.

»Noget andet er, at det måske virker kluntet og lidt gammeldags, at man ikke også har anført interesseorganisationen, hvis det er den, der har lavet fodarbejdet med at stimle folk sammen. Når man ikke gør det, så åbner man netop den flanke, at der er noget konspiratorisk over brevet. Så flytter debatten fra budskabet til formen,« skriver han i en mail efter at have set brevet og dokumentationen for EVCA's involvering.

'Ingen kommentarer'

Information har forsøgt at kontakte de ti danske virksomhedsledere, som ifølge EVCA står som medunderskrivere på den endelige version af brevet. Dem, Information har fået fat på, reagerer højst forskelligt.

»Ingen kommentarer,« siger René Løfberg fra virksomheden Agillic - som inden han afslutter samtalen dog tilkendegiver, at han kender til brevet.

»Det undrer mig da kolossalt,« siger Søren Nielsen fra virksomheden Action Pharma.

»Jeg kan erindre en henvendelse, men ikke at jeg nogensinde har set brevet.«

Christoffer Kaalund fra firmaet Examplify erkender blankt, at han ikke husker, hvordan han kom til at stå som medunderskriver.

Fredrik Abildtrup, administrerende direktør i TeleFaction, kan derimod godt huske brevet, og at hans underskrift kom i stand på opfordring af repræsentanter for venturefonde i TeleFactions ejerkreds.

»Hvem der er initiativtager til brevet, burde have fremgået tydeligere. Det burde ikke være nogen hemmelighed,« siger han.

Karsten Lindved fra Upfront Chromatography har også bakket op om brevet på opfordring af venturefonde i ejerkredsen. Han ser intet problem i EVCA's fremgangsmåde.

»Når et brev er underskrevet af flere hundrede virksomhedsledere rundt om i Europa, som er ejet af venturefonde, er der nok et eller andet samarbejde, der har koordineret det. Det er ikke noget, man bare lige stikker hovederne sammen og gør.«

- Og det kan folk godt selv regne ud?

»Ja. Og i den her sammenhæng har virksomheder og venturefonde jo den samme interesse, så jeg kan altså ikke rigtigt se problemet,« siger han.

Ann-Dorthea Larsen fra virksomheden Rovsing Dynamics ser heller intet problem i EVCA's fremgangsmåde.

Vil ikke tale

Information har forsøgt at få EVCA til at svare på, hvorfor foreningen ikke var åben omkring sin involvering i lobbyindsatsen. Det er kun lykkes at få et skriftligt svar ud af EVCA's formand, Javier Echarri:

»Europas venturekapitalstøttede virksomheder udtrykte alvorlig bekymring, da vi gjorde dem opmærksom på de forslag, som ville få ødelæggende konsekvenser for deres vækstmål. Virksomhedslederne ville bringe beskeden videre til politikerne, og EVCA var det naturlige organ til at muliggøre den proces.«

Den angivelige forfatter af brevet, direktør Tom van Aken fra hollandske Avantium, har heller ikke ønsket at tale med Information. Også han har via sin sekretær sendt en mail:

»Det er EVCA's naturlige rolle at støtte venturekapitalindustrien i Europa og at oplyse interessenter om industriens virke og nytteværdi. Jeg er taknemmelig for deres arbejde, og for den lejlighed, de gav mig til at udtrykke mine synspunkter.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tak til Information for denne vigtige artikel.

Spekulationskapitalisterne 'tvinger' de virksomheder, de har økonomisk magt over til at kæmpe mod en regulering af spekulationskapitalisternes casinoinspirerede investeringsaktiviteter...

Politikerne må jo bare konstatere at store dele af ledelserne i virksomhederne er aflønningsmæssigt i lommen på kapitalfondene (eksv. TDC, Dyremose, 70 mio. kr.) og at de er utroværdige, og så må politikerne træffe deres beslutninger derudfra.

Dårlig lobbyisme.

Men iøvrigt, så er "mekanikkerne" i den mere videntunge del af finanssektoren lige så "mystiske" for almindelige politikere som f eks "mekanikkerne" i en vellykket hjertetransplantation eller kræftbehandling på et hospital.

Løsningen er, at politikerne "køber" egne eksperter til at rådgive sig - det gør man jo på så mange andre områder.

Det er måske lettere for en politikers ego at vedstå/indrømme manglende viden, når det er avanceret hjertetransplantation , der er tale om, end når der er tale om "økonomi" og internationalt bankvæsen. Derfor bliver "bank-reguleringerne " som "hø og hakkelse".