Analyse
Læsetid: 4 min.

Karzai offer for spionageskandale

CIA indrømmer åbent at have flere af den afghanske præsident, Hamid Karzais, nære medarbejdere på sin lønningsliste
Afstanden mellem præsident Obama og hans afghanske kollega Hamid Karzai bliver større og større. USA er ikke tilfreds med Karzais tilnærmelser til Rusland, Iran og Kina.

Afstanden mellem præsident Obama og hans afghanske kollega Hamid Karzai bliver større og større. USA er ikke tilfreds med Karzais tilnærmelser til Rusland, Iran og Kina.

AFP Photo

Udland
3. september 2010

NEW DELHI - Beskyldninger om at den amerikanske efterretningstjeneste, CIA, har infiltreret det afghanske præsidentstyre, truer nu med at skabe den hidtil værste krise i det i forvejen anspændte forhold mellem de to lande.

Unavngivne CIA-embedsmænd blev 27. august citeret i flere medier, deriblandt The New York Times, for, at godt halvdelen af de embedsmænd, som arbejder i Afghanistans præsidentpalads, er på CIA's lønningsliste. Blandt disse blev der sat navn på Mohammad Zia Salehi, den administrative leder af landets nationale sikkerhedsråd. En CIA-kilde forklarede, at efterretningstjenesten ser sig nødsaget til denne fremgangsmåde, fordi Afghanistans præsident ikke selv er villig til at dele vitale oplysninger med USA.

Udenlandske efterretningsvæseners infiltration af afghanske statsinstitutioner er ikke nyt; Afghanistans moderne historie kender flere fortilfælde. Men det er første gang, siden NATO-styrkernes ankomst til landet i efteråret 2001, at en vestlig spiontjeneste selv melder ud, at den har privilegeret adgang til højtplacerede afghanske embedsmænd.

Det var det internationale samfund med USA i spidsen, som i sin tid indsatte den regering i Kabul, hvis embedsmænd nu - ifølge CIA's eget udsagn - i vid udstrækning er underkøbt af USA. Hertil kommer, at hele det afghanske regeringsmaskineri i forvejen er dybt afhængig af omfattende økonomisk støtte fra USA og dets allierede. Landets udviklingsprojekter gennemføres således typisk i et fællesskab af afghanske og amerikanske embedsmænd, ligesom begge lande har underskrevet en »langsigtet strategisk samarbejdspagt«, hvori det hedder, at forbindelserne mellem de to lande bygger på »tillid og gennemsigtighed.«

Tre afgørende faktorer

Afghanerne husker også meget vel præsident Karzai, under bevogtelse af CIA-kommandosoldater, blive firet ned fra en amerikansk helikopter i den sydlige Urozgan-provins i efteråret 2001.

Hvad betyder afsløringen af CIA's indflydelse i det af-ghanske præsidentpalads på denne baggrund?

Svaret skal søges i den negative udvikling i de diplomatiske forbindelser mellem de to lande, som har kendetegnet de senere år, navnlig siden præsident Obama kom til magten.

Der er mindst tre faktorer i Afghanistan, som ligger bag konfrontationskursen mellem de to regeringer: Taleban, narkotika og korruption.

Karzais administration har i den senere tid koncentreret sig om forhandlinger med Taleban og om at integrere bevægelsen i Kabul-regeringen. Derimod har præsident Obamas regering fokuseret på at nedkæmpe Taleban militært ved at øge antallet af de internationale tropper i Afghanistan. Et stærkt billede på disse modsatrettede bestræbelser kom til udtryk i august 2009, da NATO-styrker engagerede sig i en omfattende militær-operation i den sydlige Helmand-provins, samtidig med at Karzais delegerede drak grøn te med Mullah Omars stedfortrædere i et af Talebans 'sikre huse' i den vestpakistanske by Quetta.

Også Afghanistans omfattende produktion af opium har skabt alvorlige gnidninger mellem de afghanske og amerikanske regeringer. Amerikanske regeringsembedsmænd har gentagne gange beskyldt de afghanske myndigheder og ikke mindst præsidentens bror, Ahmed Karzai, for at være dybt involveret i narkotikahandel. Det har de afghanske regeringsembedsmænd på deres side konsekvent afvist - i stedet beskylder de 'fremmede lande' for at fremme valmuedyrkning og narkotikasmugling i Afghanistan.

Hvad angår korruption, har Obamas regering gentagne gange beskyldt præsident Karzai for ikke at gøre nok for at dæmme op for korruptionen i Afghanistan, men tværtimod acceptere en høj grad af korruption på regeringsniveau. Omvendt har Karzai beskyldt 'udlændinge' for at ødelægge hans statsapparat.

Uenigheden om valg af strategi og de gensidige beskyldninger mellem de to lande har efterhånden resulteret i en veritabel krise i de bilaterale relationer.

Iran, Rusland og Kina

Allerede da Barack Obama kom til magten, havde præsident Karzai grund til at formode, at han ikke længere ville have en lige så høj status i Det Hvide Hus som under forgængeren Bush. Han søgte derfor en tilnærmelse til regionale stormagter som Iran, Rusland og Kina. Han anmodede således eksplicit om russisk støtte og foretog diplomatiske rejser til Tehe-ran og Beijing. Herigennem ønskede han presse Det Hvide Hus for bedre at kunne tvinge sin vilje igennem.

Men det var ikke nok for præsident Karzai. Efter Af-ghanistans forrige og skandaløse præsidentvalg greb han også til at føre 'antiamerikansk' kampagne i medierne. Det gjorde han primært i et forsøg på at føre sig frem hos den afghanske offentlighed som en patriotisk skikkelse. Han affejede blandt andet beklagelserne over udbredt valgsvindel som endnu et eksempel på uønsket indblanding i sit lands interesser. Og gentagne gange anklagede han sine vestlige allierede for manglende forståelse for hans særlige 'interne' tilgang til at løse landets problemer.

Med denne adfærd opnåede den afghanske præsident snart at forværre de diplomatiske forbindelser mellem de to lande.

Nu har den amerikanske regering øjensynlig taget konsekvensen af Karzais egenrådighed, selvom der har været adskillige diplomatiske forsøg på at bringe forholdet mellem de to lande på god fod igen. Men de seneste udtalelser fra CIA-embedsmænd tyder på, at disse regelmæssige bestræbelser ikke var nok til at mindske den amerikanske ledelses mistro til den politik, som førtes fra det afghanske præsidentpalads.

Ved selv at melde ud omkring sit nære forhold til højtplacerede afghanske myndighedspersoner forsøger CIA øjensynligt at så tvivl om Karzais patriotiske akkreditiver blandt afghanerne og presse ham væk fra sine tilnærmelser til regionale magter, navnlig Iran. Budskabet fra USA's regering til Karzai synes at være: Sæt dig ikke op imod vores politik i Afghanistan.

Uanset hvor megen sandhed der er i afsløringerne af afghanske regeringsembedsmænds tilknytning til CIA, har den nuværende medie-krig mod Karzai et reelt potentiale til at stoppe hans ambitioner.

CIA har slået ned på et for afghanerne meget ømt punkt: spionage. I den af-ghanske offentlige mening er dette en stærkt belastende anklage; ja, i afghansk straffelov rangerer spionage blandt de værste forbrydelser overhovedet.

Washington ved naturligvis meget vel, at den afghanske offentlighed kan reagere meget skarpt imod enhver national leder eller regering, som anklages for at være købt af udlandet. Og såvel den afghanske som den amerikanske regering ved, at hvis disse beskyldninger fortsætter, vil afghanernes ubehag ved deres politiske ledere, navnlig præsidenten, kun vokse sig større.

internationalt@internationalt.dk

Sayed Yaqub Ibrahimi er afghansk journalist

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Demokrati? Er det det??

- Arash

Kirsten Svejgaard

Ja, Arash Shariar, det må man nok spørge om!

Alexander Carolinus

OK, lad os lige få nogle facts på bordet. Karzai er selv (tidligere) CIA agent og er bestemt ikke offer for noget som helst http://en.wikipedia.org/wiki/Hamid_Karzai

Karzai er en ligeså stor vittighed som Blair,... som en vis afhopper(Shayler) fra MI5 har afsløret som spion for MI5 og MI6, imens han var partiformand og statsminister, de er pil rådne hele bundtet, enten kan man arbejde for efterretningstjenesten eller så kan man være folkevalgt,.. men ikke begge på samme tid.

Ja, og på alle tre områder står USA og deres allierede overfor - ikke et tillidsbrud - men en kulturkløft.

Man snakker med Taleban, fordi de er en de facto magtfaktor i landet. Og magten i Afghanistan deles i porten mellem de stærkeste klaner. Alliancer, rænkespil og studehandler. Sådan foregik det, og sådan foregår det - og vel i grunden ikke så meget anderledes end alle mulige andre steder.

Opium dyrker man ufortrødent, fordi der har man gjort siden oldtiden, ikke bare i Afghanistan, men i hele regionen, f.eks. Pakistan og Rajasthan i nordIndien. Opium har været en kulturplante, brugt til både medicin og som rusmiddel i årtusinder.
I dag er det vel Afghanistans største exportvare.

Og korruption, samme historie. Det er ikke engang odiøst i Afghanistan. Sådan har det altid foregået, når mennesker handlede. Og heller ikke det er noget isoleret Afghansk fænomen. Det er ikke engang regionalt, det er med få undtagelser universelt.

Man får næsten lidt ondt af de moderne korsriddere. Det er en Sisyfosopgave, de har pådraget sig.

/O

Helge Berg

Har du tjekket dine kilder mht din seneste sensation om Blair?

Jeg tror, at du er ved at gøre dig selv til grin.

Og husk også at Osama Bin Laden var på CIA`s lønningsliste op til 2001, og CIA sammen med den Pakistanske efterretningstjeneste ISI skabte Taliban, for at nedkæmpe USSR da de var i Afghanistan..
De selvsamme Talibanere som besøgte Bush, da han var Guvenør i Texas, som handlede om, at Bush`es venner incl. Dick Cheney(Halliburton) gerne ville bygge Gasrørsledninger fra det kaspiske hav, ned gennem Afghanistan, men det fik de ikke lov til. De fik dem så bygget efter de/vi havde invaderet landet, og indsat Karzai, som tidligere arbejdede for et søsterselskab til Halliburton, har lige glemt hvad det hed. Men det er sjovt så tingene ordner sig, hvis jeg var Konspirationsterioretiker, ville jeg jo næsten sige at Bush og Cheney selv sørgede for at det hele gik som det gik..