Nyhed
Læsetid: 4 min.

Kim, Kim & Kim - den kære leder

Nordkoreas kommunistiske familiedynasti, der har været ved magten siden 1948, er ved at få styr på arvefølgen. Den kommende leder, Kim Jong-un, er et ubeskrevet blad, som USA dog allerede udtrykker nervøsitet over
Udland
6. september 2010
Nordkoreas kommunistiske familiedynasti, der har været ved magten siden 1948, er ved at få styr på arvefølgen. Den kommende leder, Kim Jong-un, er et ubeskrevet blad, som USA dog allerede udtrykker nervøsitet over

Forud for Nordkoreas ledende Arbejderpartis første konference i årtier forventes det, at landets enehersker, Kim Jong-il, vil bruge begivenheden til at introducere sin 27-årige søn, Kim Jong-un, som sin politiske arvtager.

Informationerne, der kommer ud af det isolerede land, er som altid sparsomme. Der er ikke offentliggjort en dato for den kommende konference, blot oplyses det, at den vil finde sted «i starten af september«. Men ifølge nordkoreanske eksilgrupper i Sydkorea er Pyongyangs propagandamaskine allerede begyndt at opbygge en personkult op omkring sønnen i stil med den, der har omgæret hans far, Den Kære Leder, og hans farfar, Kim Il-sung, grundlæggeren og Den Evige Leder af det kommunistiske Nordkorea. Inden for de sidste uger har styret angiveligt udsendt sange og digte om Kim Jong-un og produceret badges og plakater med hans billede.

Det kommende møde blandt Arbejderpartiets delegerede vil blot være det tredje af sin art siden den kommunistiske stats grundlæggelse i 1948, og anses for at være den vigtigste samling siden 1980, da Kim Jong-il blev udvalgt til sin fars fremtidige afløser - et tronskifte der blev realiseret, da Kim Il-sung døde i 1994.

Ifølge sydkoreanske medier er det sandsynligt, at Kim Jong-un i første omgang bliver medlem af Arbejderpartiets centralkomite, og derefter vil begynde at indtage en ledende rolle i 2012, 100-året for farfarens fødsel og året, hvor Nordkorea vil blive en «stærk og velstående nation« ifølge farens profeti.

Kinas velsignelse

Kim Jong-il var sidste uge i Kina, tilsyneladende for at få velsignelse til den planlagte arvefølge fra sit lands eneste allierede og støtte. Nordkoreas officielle nyhedsbureau KCNA rapporterede, at Kim Jong-il overfor Kinas præsident Hu Jintao hentydede til sin søns forestående forfremmelse ved at tale om behovet for, at kinesisk-nordkoreansk venskab bliver ført videre af «den næste generation«.

Hu Jintao replicerede ved «på vegne af Kinas Kommunistpartis centralkomite at ønske iøjnefaldende succes for (Arbejderpartiets) konference«.

Siden den 68-årige Kim Jong-il i august 2008, ifølge den sydkoreanske efterretningstjeneste, led er hjerteanfald, har der været spekulationer om, hvem hans mulige afløser kunne være. Og ikke mindst hvilke konsekvenser det ville kunne få for Nordkoreas 23 mio. indbyggere og Pyongyangs forhold til omverdenen, som er gået fra dårligt til værre siden landet i oktober 2006 gennemførte sin første atomprøvesprængning, og Sydkorea og USA tidligere i år anklagede Nordkorea for at stå bag et torpedoangreb på et sydkoreansk krigsskib, hvor 46 sømænd blev dræbt.

Chefen for Sydkoreas efterretningstjeneste, Won Sei-hoon, sagde i juni, at Kim Jong-ils ringe helbred har fået ham til at accelerere forberedelserne til overdragelsen af magten, og at sønnen, Jong-un, er i gang med at få en større rolle i den politiske planlægning, og samtidig ofte ledsager sin far på rejser rundt i landet.

Arven, som Kim Jong-il giver videre til sin søn, er kontrollen over atombomber, international isolation og et forarmet land, der kun lige akkurat holdes på benene af kinesisk støtte.

Et mysterium

Men hvem er Kim Jong-un, den såkaldte Unge General? Selv i en nordkoreansk kontekst, hvor ekstrem hemmelighedsfuldhed er normen, fremstår den unge mand som et bemærkelsesværdigt mysterium. Selv hans eksakte alder debatteres.

Det seneste kendte foto af ham blev bragt sidste år i den japanske avis Mainichi Shimbun, som mener at vide, at det blev taget i 1999, da Jung-un var 16 år, og studerede i den schweiziske by Bern under falsk navn.

Han blev født af sin fars tredje kone, den japanskfødte danser Ko Yong-hi, og ifølge rapporter fra sydkoreanske og japanske medier skulle han i Schweiz have udvist interesse for basketball, skiløb og en fascination af actionstjernen Jean-Claude van Damme. Og i Pyongyang skulle han have gennemført en uddannelse ved Kim Il-sung Militæruniversitet i 2007.

Men det er alle oplysninger, der siger forsvindende lidt om, hvad vi kan forvente af ham skulle han virkelig gå hen og blive Nordkoreas leder.

Det til trods, er der dog tilsyneladende udtalt nervøsitet i den amerikanske præsident Barack Obamas administration over Kim Jong-un, hvilket siger ikke så lidt, da han vil følge efter den mand, som USA tidligere har fordømt som en ondsindet diktator.

Ifølge New York Times mistænker USA's forsvarsminister, Robert Gates, den kommende nordkoreanske leder for at stå bag Nordkoreas seneste aggressive handlinger. I midten af august sagde Gates, at disse handlinger, inklusiv torpedoangrebet på det sydkoreanske krigsskib i marts, var en indikation på, at Kim Jong-un «skal vise sit værd« overfor det magtfulde nordkoreanske militær for at stå bedre i magtkampen om Nordkoreas trone - præcis som hans far skulle, da han for 30 år siden også blev beskyldt for at stå bag adskillige nordkoreanske angreb for at opbygge sin stjerne indenfor militæret.

Robert Gates sagde videre, at han frygtede, at angrebet på det sydkoreanske krigsskib blot kunne være det første af mange, så længe den nordkoreanske tronfølge endnu ikke er afgjort.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det er på ingen måde bevist eller sansynliggjort at NordKorea står bag angrebet/ulykken på det Sydkoreanske krigsskib.

Nordkorea som ellers elsker at prale med sit miitære isenkram afviser alle beskyldninger.

Mon ikke vi blot ser USA dæmonisere Nordkorea yderligere, så de har en undskyldning for en evt. militær aktion på et tidspunkt.

Selv om ingen ved noget som helst om arvingen er luften allerede fyldt med grundløse beskyldninger og anklager, og det på globalt plan.

Godt spind eller følgeagtige medier?

Troværdig Information kan det ihvertfald ikke kaldes, uanset hvad man ellere måtte mene om den kære leder!