Læsetid: 4 min.

De kinesiske pionerer, der tæmmede det vilde vesten

Kinesiske bosættere blev sendt til det uroplagede vestlige Kina for at skabe udvikling og sikre regeringens greb om området. De har haft succes, men har endnu ikke formået at få den til at omfatte de lokale minoriteter
En hankinesisk landmand inspicerer sine marker i byen Shihezi, hvor 95 procent af indbyggerne nu er hankinesere, der er efterkommere af indvandrere fra det østlige Kina.

En hankinesisk landmand inspicerer sine marker i byen Shihezi, hvor 95 procent af indbyggerne nu er hankinesere, der er efterkommere af indvandrere fra det østlige Kina.

Stephen Shaver

15. september 2010

SHIHEZI - »Det her er vores hjem,« siger Liu Junfeng og peger ud på vidtstrakte bomuldsmarker, der ruskes af den tørre ørkenvind i den vest- kinesiske provins Xinjiang.

»Der var ingen, der boede her før os. Vi tog jorden, og alt hvad du ser her, har vi skabt,« siger formanden for Gruppe 143, en farm, som blev grundlagt af demobiliserede kinesiske soldater i 1950'erne.

I deres egen selvforståelse er soldaterne og deres efterkommere den kinesiske version af heroiske pionerer, der i patriotismens navn har kæmpet mod - og overvundet - de hårde, knastørre omgivelser og ofte fjendtligt indstillede indfødte. De har styrket regeringens greb om et af nationens yderste og mest uregerlige grænseområder.

»Vi er nybyggere i det vilde vesten, ligesom dem i USA,« siger Liu Junfeng med et bredt smil.

For uighurerne, det etniske mindretal, der historisk set har domineret provinsen, er fortællingen dog mindre romantisk. Blandt dem anses Liu Junfeng og de millioner af andre hankinesere, der er flyttet hertil, ofte som kolonister, som har taget deres land og ressourcer og truer med at undertrykke deres kultur.

Militærkorpset

Gruppe 143 er en del af Xin- jiangs produktions- og konstruktionskorps - på kinesisk kaldet bingtuan eller militærkorpset - et konglomerat, der omfatter bosættelser, fabrikker og farme spredt over hele Xinjiang. Korpsets bosættelser, skabt af militæret som stabile hankinesiske fæstninger i en provins med ofte voldelige etniske uroligheder, har i dag omkring 2,5 mio. indbyggere. De er blevet et magtfuldt symbol og vigtigt instrument for det kinesiske kommunistpartis indsats for at kontrollere og fuldt ud integrere Xinjiang i folke- republikken.

»Militærkorpset er spydspids i den kinesiske regerings forsøg på at befolke Xinjiang med hankinesere og er dermed med til at fortrænge uighurer og andre minoriteter fra deres hjemland,« siger Alim Seytoff fra Uighur Human Rights Project.

Militærkorpsets historie i Xinjiang startede i 1954, da Mao Zedong sendte 200.000 demobiliserede soldater hertil for at udvikle og befolke den ressourcerige og strategisk vigtige provins, der grænser op mod otte nabolande i Centralasien. »Læg våbnene og brug i stedet konstruktionsredskaber«, og »udvikl Xinjiang, forsvar nationens grænser og beskyt social stabilitet«, lød nogle af de populære paroler dengang.

Siden har indsatsen for at ændre på Xinjiangs demografi været et vigtigt taktisk element i Beijings kampagne for at pacificere provinsen. I 1949 udgjorde hankineserne, Kinas dominerende befolkningsgruppe, blot 4,8 procent af Xinjiangs befolkning. I dag udgør de 40 procent af provinsens 22 mio. indbyggere. Lige under halvdelen af befolkningen er i dag uighurer.

Patriotisk kamp

En af de kinesere, der i 1950'erne blev sendt til Xin- jiang, var den dengang 21-årige Lu Zhen'ou.

»Da jeg blev sendt hertil af militæret, var her intet. Der var intet at spise, der var ingen steder at bo,« siger han. »Det var hårdt, men vi var patriotiske og gjorde en indsats for at forsvare Kina og for at forsvare Kinas grænser. Vi kæmpede for at omdanne ørkenen til landbrugsjord, og det lykkedes. Vi bragte velstand til Xinjiang.«

Lu Zhen'ou var dengang blandt de såkaldte 'landindvindingskrigere', som arbejdede uden betaling i de første år, men som langsomt omdannede tusinder af hektar af ugæstfrit terræn til noget af nationens mest frugtbare jord.

Den nu 80-årige viser rundt i byen Shihezis militærmuseum, der er et monument over de heroiske kinesere, der kom hertil for at tæmme det vilde vesten. Konflikten med uighurerne nævnes ikke i museets fortælling.

»Vi er jo alle kinesiske borgere. Fra start af havde vi et godt forhold til uighurerne. Og sådan er det stadig,« insisterer Lu Zhen'ou, på trods af at Xinjiang sidste år blev ramt af etniske kampe mellem uighurer og hankinesere, hvor næsten 200 blev dræbt.

En af de primære grunde til, at uighurerne gik til angreb, var netop, at de følte sig marginaliseret af det stadig større antal hankinesiske tilflyttere.

Profitabelt korps

Ifølge den kinesiske regering har korpset »spillet en meget vigtig rolle for at accelerere den lokale økonomiske udvikling, promovere enhed blandt de etniske grupper, opretholde social stabilitet, konsolidere forsvaret af grænserne og styrke fædrelandets enhed«. Og selv om militærkorpset fortsat har en vigtig funktion som bolværk mod den uighurske separatisme, som regeringen frygter, forsøger korpset i dag at fokusere på den del af sit virke, som nu udgør en yderst profitabel forretning. Korpsets bosættelser inkluderer fem byer, 180 storfarme og over 1.000 virksomheder - inklusive 13 børsnoterede firmaer - og den årlige omsætning nærmer sig 40 mia. kr.

Samtidig er korpsets bosættelser reelt autonome i forhold til provinsstyret og rapporterer direkte til Beijing. Det har sine egne domstole, universiteter og medier.

Korpsets største by er Shihezi med 650.000 indbyggere, hvoraf 95 procent er hankinesere, som er om muligt mere patriotiske end deres landsmænd i de områder af Østkina, hvor deres familier kommer fra. De anser det kinesiske styre i Xinjiang for at være noget naturgivent.

»Xinjiang er en del af Kina, og vi ser det som vores pligt at sikre Kinas grænser,« siger Lei Yansui, en 23-årig universitetsstuderende, hvis bedstefar kom hertil i 1950'erne.

»Vi vil altid være her. Det vil ikke lykkes de uighurske separatister at løsrive Xin- jiang fra Kina,«siger han.

Her på egnen siger de, at de ikke mærkede noget til sidste års etniske uro i provinshovedstaden Urumqi to timers kørsel herfra. Formentlig fordi der simpelthen bor meget få uighurer her i området. Næsten alle ansatte ved korpsets farme og virksomheder er hankinesere. Uighurerne og de andre minoriteter i provinsen nyder dermed ikke umiddelbart godt af den økonomiske vækst, som korpset siger, det genererer for Xinjiang.

Ifølge Liu Junfeng, formanden for Gruppe 143, er mindre end én procent af hans farms 8.300 ansatte ui- ghurer eller fra andre minoriteter.

»Vi ansætter ikke uighurer,« siger Liu, hvis forældre kom hertil fra den østlige Shandong-provins. »Vi har ikke brug for folk, der kommer udefra.«

Serie
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu