Læger uden Grænser kræver deres neutralitet tilbage

Når politikerne blander humanitært arbejde sammen med militære interventioner i forsøget på at 'sælge' dem til den danske befolkning, går det ud over organisationernes muligheder for arbejde i krigszoner. Det mener Læger uden Grænser (MSF), som lancerer en stor kampagne over hele Skandinavien, hvor de kræver, at politikerne holder op med at bruge de humanitære organisationers arbejde til at berettige militære aktioner i offentligheden:

»Politikernes retorik omkring, hvordan humanitære organisationer spiller en aktiv rolle i forhold til at gennemføre militære strategier, er blevet mere og mere udtalt. Alene i år har der været adskillige eksempler på, hvordan både NATO og danske politikere har forsøgt at koble de to ting sammen. Men det er direkte skadeligt for vores arbejde,« siger Jesper Jørgensen.

MSF har over 50 læger i Afghanistan, og her oplever de, hvilken konkret effekt retorikken har på civilbefolkningen, som holder sig væk fra hospitalerne af frygt for angreb, forklarer Michiel Hofman, som ansvarlig for MSF's arbejde i Afghanistan.

»Når befolkningen forbinder vores humanitære arbejde med militærets agenda, holder de sig på lang afstand. At gøre vores arbejde til en del af den militære strategi, er det samme som at gøre vores klinikker til militære mål, og det er det modsatte af at levere sundhed til befolkningen - tværtimod er det medvirkende til, at folk dør unødvendigt, fordi de ikke tør opsøge lægehjælp,« siger Michiel Hofman.

Neutralitet

Tidligere på året talte NATOs generalsekretær Anders Fogh på et universitet i Chicago, hvor han kaldte de humanitære organisationer for NATOs »soft power«.

Ifølge Jesper Jørgensen er citatet et klart eksempel på den såkaldte sammentænkningsstrategi, hvor militæret medregner humanitære organisationer som middel i deres strategier, som bliver mere udbredt i militæret.

Og det gør de, fordi det er politisk besluttet oppefra, mener Jesper Jørgensen.

»Det er for os ganske forskrækkeligt, når Fogh begynder at kæde os direkte sammen med de militære interventioner. Modparter vil uomgængeligt begynde at se de humanistiske organisationer som et led i NATOs strategi og dermed også NATOs politiske mål, og så kan vi ikke længere kalde os for neutrale,« siger Jesper Jørgensen, som også ser tendensen blandt politikere i den danske kontekst. Seneste med Søren Pinds offentlige udtalelser om nødhjælpen i forbindelse med oversvømmelserne i Pakistan:

»Da Søren Pind i medierne kædede den humanitære bistand sammen med en sikkerhedspolitisk agenda i forhold til den bistand, går det jo direkte i modstrid med, hvordan regeringen selv beskriver, hvad en humanitær indsats er pr definition. Vi skal være neutrale og upartiske, og vi mener, at de to ting skal skilles helt ad,« siger Jesper Jørgensen.

Netop den politiske uafhængighed er altafgørende for MSF's muligheder for at arbejde i for eksempel Afghanistan, forklarer Jesper Jørgensen. Især efter drabet på fem læger fra MSF i Bad-ghis-provinsen i 2004, har organisationen arbejdet målrettet på at bevise deres uafhængighed blandt civilbefolkningen. Blandt andet ved at reklamere for våbenforbud i alle deres klinikker foruden aldrig at modtage støtte fra regeringer, men udelukkende fra private donorer, forklarer Michiel Hofman:

»Vi bruger rigtig meget krudt på at distancere os fra de forskellige væbnede styrker, men hvis politikerne konstant alligevel kobler de humanitære organisationer med det militære arbejde, kan det være ligegyldigt, for så vil der altid være nogen, som holder sig væk.«

'Hearts and minds'

Der er dog andre bud på, hvorfor det militære og humanitære arbejde og indsatsområder overlapper. Ifølge Nicolas Veicherts, major ved Forsvarsakademiet, er det ikke kun politikerne eller militæret, der er skyld i sammenstødet. Han mener, at det ikke mindst er ngo-branchen, der i de senere år har bredt sig ud på områder, som humanitære organisationer tidligere ikke havde patent på:

»Hvis organisationerne virkelig skulle have patent på alt, hvad der hedder opbygnings- og humanitært arbejde som for eksempel at bygge skoler, brønde, infrastruktur, så ville militæret ikke kunne røre en finger, og det er bare ikke realistisk«.

Han mener, at en krig som Afghanistans ikke kan vindes udelukkende med militære midler, men ikke mindst ved at vinde 'hearts and minds' hos lokalbefolkningen:

»Der er ingen, der tror på, at vi kan bombe os til sejr. Vi er nødt til at vinde befolkningens tillid, og det gør vi jo ved at vise, at vores styrker kan andet end skyde med våben. Det gør vi ved at vise befolkningen, at der er et formål med, at vi er i landet. Hvis vi indsnævrede, hvad en humanitær organisation overhovedet skal - altså give medicinsk hjælp, fødevarer, og andet livsnødvendig hjælp, ville der ikke være noget stort problem,« siger han.