Læsetid: 3 min.

Merkels parti er blevet en karakterløs støvsuger

I Tyskland kæmpe det store konservative folkeparti CDU med vælgerblødninger og identitetsløshed. Det konservative bagland knurrer af en midtersøgende kansler og pønser muligvis på dannelsen af et helt nyt parti
23. september 2010

BERLIN - I Tyskland er konservative sjæle i øjeblikket optaget af en vidtgående debat om deres naturlige partitilhørsforhold. Under Angela Merkels lederskab har det store folkeparti CDU i stigende grad mistet taget i det konservative bagland, der blandt andet er utilfreds med Europa- og familiepolitikken og mecdplaner om at afskaffe værnepligten. I stigende grad stiller traditionelle CDU-vælgere sig selv spørgsmålet: Hvad indebærer det at være konservativ i dagens Tyskland.

Ifølge det tidligere CDU-forbundsdagsmedlem (1976-1980) og nuværende professor ved universitetet i Bonn Gerd Langguth har Merkel vanskeligt ved at inkarnere konservative værdier på en naturlig måde. Derfor er den aktuelle debat om partiets retning og værdigrundlag i realiteten en skjult debat om hendes naturlige førerposition.

»Mange konservative er ikke indforstået med Merkels rationelle tilgang til politik. Samtidig er der færre udtalt konservative, der er synlige i CDU. Der er ikke nogen ekstraordinære personligheder, som man i snæver forstand kan kalde konservative. Og mange føler sig ikke længere repræsenteret af partiet. Merkel betragtes som en lidt tilfældigt regerende, pragmatisk og uideologisk problemløser«, siger Gerd Langguth, der er tidligere fungerende formand i den konservative tænketank Konrad-Adenauer-Stiftung.

En konservativ identitet

Langguth understreger, at spørgsmålet om den konservative identitet er af afgørende betydning for CDU - og ikke mindst for kansler Angela Merkel.

»Det er CDUs aktuelle problem, at de er gode til at vinde omskiftelige vælgerstemmer, men i højere grad har vanskeligt ved at holde på stamvælgerne. De har svært ved at se, hvad der er konservativt.«

Et godt eksempel på CDUs indre splittelse i spørgsmålet om en moderne konservatisme er den tidligere familieminister Ursula von der Leyen, hvis arbejde for at forbedre barselsordninger til jobsøgende kvinder delte vandene i partiet.

»I mere katolsk-fundamentalistiske kredse i CDU betragtes von der Leyen som venstreorienteret, men selv beskriver hun sig som en konservativ, der vil muliggøre et moderne familieliv. Det forstår hun selv som konservativt« forklarer Langguth og understreger:

»Det er svært at sige, hvad der er konservativt. Der er kun almene rettesnore, men ingen konkrete svar på politiske problemer.«

Skjult debat om Merkel

Ved hjælp af de konservative rettesnore har Merkel imidlertid manøvreret Tyskland relativt sikkert gennem finanskrisen. Og hun har samtidig formået at tiltrække et bredt spektrum af den moderne politiks hedt begærede midtervælgere. Men omkostningerne har været til at tage at føle på. Populære bannerførere for den klassiske konservatisme, som eksempelvis Hessens ministerpræsident, Roland Koch, er i skuffelse over Merkel søgt over til erhvervslivet, mens andre er pensioneret. Store ledere som Konrad Adenauer, Franz-Josef Strauss og Helmut Kohl er stærkt savnet i det konservative bagland.

»Før i tiden havde man stærkere konservative personligheder, som repræsenterede begge fløje. I dag er CDU set udefra identisk med Merkel, Merkel, Merkel«, siger Gerd Langguth, der peger på, at CDU ikke kan reduceres til et blot et rent konservativt parti. »Det er også et kristent-socialt parti, og det har også altid været et liberalt parti. Det gør, at partiet har en særlig integrationskraft. Som en støvsuger har partiet opsuget alt, hvad der ligger til højre for SPD. Og på forbundsniveau har det betydet, at der ikke kunne opstå noget parti til højre for CDU.«

Men på det seneste er ledende konservative politikere begyndt at bekymre sig over, om der er tilstrækkelig med kraft i støvsugeren. Især efter at den socialdemokratiske uromager Thilo Sarrazin har oplevet en betydelig folkelig opbakning til sine antimuslimske teser i debatbogen Tyskland afskaffer sig selv.

Også lederen af stiftelsen for fordrevne tyskere, Erika Steinbach, der sidder i CDUs bestyrelse, har gjort sit for at tækkes de ærkekonservative kredse ved at antyde, at Polen var indirekte årsag til Anden Verdenskrig.

Den brede folkelige opbakning til de højrepopulistiske fremstød af Sarrazins og Steinbachs har overrumplet de etablerede partier og fået kommentatorer til at spekulere i dannelsen af et nyt højreparti, der vil kunne opsnappe utilfredse CDU-vælgere. Ifølge Gerd Langguth er regnestykket imidlertid knap så enkel:

»I så fald ville der blive tale om en anti-islamisk bevægelse, ikke et konservativt parti. Og de ville ikke blot suge konservative vælgere unionsvælgere, men tiltrække vælgere fra alle partier. Også Linke og SPD.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu