Læsetid: 4 min.

Fra mønsterborger til terrorist

Kinas regering kalder hende en terrorist, mens hendes støtter skildrer hende som en undertrykt minoritets stemme. Selv siger Rebiya Kadeer, at hun fredeligt vil bekæmpe, det hun beskriver som den forværrede kinesiske undertrykkelse af uighurerne i Xinjiang
Kinas regering kalder hende en terrorist, mens hendes støtter skildrer hende som en undertrykt minoritets stemme. Selv siger Rebiya Kadeer, at hun fredeligt vil bekæmpe, det hun beskriver som den forværrede kinesiske undertrykkelse af uighurerne i Xinjiang
2. september 2010

Nævn hendes navn i den vestkinesiske provins Xinjiang, og din samtalepartner vil med det samme begynde at hviske - lige meget om navnet fremkalder begejstring eller direkte had.

»Åh, det onde kvindemenneske,« som en kinesisk embedsmand udbryder ved et middagsbord, inden han læner sig frem og med lav stemmeføring forklarer, hvori hendes ondskab præcist består.

På gaden mumler en ung uighur, at han »støtter hende fuldt« - efter han har set sig over skulderen en ekstra gang for at sikre sig, at der ikke er andre, som kan høre ordene.

Det var her i provinshovedstaden Urumqi, at næsten 200 personer blev dræbt og 1.600 blev såret i juli sidste år i de værste etniske uroligheder i Kina i årtier. Ansvaret for det ligger hos den 63-årige uighurske eksilleder Rebiya Kadeer. I hvert fald ifølge den kinesiske regering, der beskriver hende som terrorist og separatist, og som den usynlige hånd bag de blodige kampe mellem medlemmer af det uighurske mindretal og Kinas største befolkningsgruppe, hankineserne.

»Hun er en fjende af Kina,« siger den kinesiske embedsmand, der ikke vil citeres med navn, »og hun fortsætter med at være kilde til uroen.«

Rebiya Kadeer nægter at have spillet en rolle i urolighederne, og hun fordømmer samtidig sidste års vold.

»I stedet for at give mig skylden, så burde den kinesiske regering kigge på sin egen rolle, lytte til det uighurske folks klager og vælge dialog frem for konfrontation. At gøre mig til syndebuk er blot Kinas regerings forsøg på at fralægge sig ansvaret,« siger hun i et telefoninterview med Information.

»Hvorfor gik folk på gaden og krævede retfærdighed? Regeringen forsøger ikke at finde svaret, men reagerer i stedet med øget undertrykkelse og henrettelser,« siger hun.

Det er en påstand, som flere menneskerettighedsorganisationer i stor grad bakker op om, men som den kinesiske regering blankt afviser.

En falden mønsterborger

For få år siden var Beijing ellers klar til at give Rebiya Kadeer en varm omfavnelse. I 1990'erne hyldede regeringen hende som en mønsterborger, og hun blev brugt som et eksempel på den påståede lykkelige sameksistens mellem landets folkeslag.

Moderen til 11 var dengang en af Kinas rigeste. Hun var en succesfuld forretningskvinde med handelsvirksomheder i Centralasien, og i Urumqi opførte hun en berømt kvindebasar og et syvetagers stormagasin.

Desuden blev hun gjort til medlem af en rådgivende forsamling til Kinas parlament.

Men samtidig kunne hun ikke holde mund. Hun brugte sin nyfundne indflydelse til åbent at kritisere statens undertrykkelse af Xinjiangs omkring 10 mio. uighurer. Det førte til, at hun blev fængslet i fem år, og da hun blev løsladt i 2005, var det under betingelse af, at hun forlod Kina.

I dag bor hun i Washington og leder den uighurske eksilorganisation World Uighur Congress.

Nu er hendes sag, det hun kalder 'meningsfyldt autonomi' for uighurerne.

»Kun større selvbestemmelse kan redde os som folk,« siger hun.

Og det er blevet nemmere for hende at sprede det budskab, efter hun er blevet det globalt genkendelige ansigt for uighurernes sag - en status hun reelt kan takke den kinesiske regering for.

Fik en megafon

Inden uroen sidste år var der meget få, der kendte til hendes eksistens - eller eksistensen af det uighurske mindretal og deres situation. Men få timer efter blodsudgydelserne gjorde den kinesiske regering hende til personificeringen af den fjende, regeringen påstår, Kina står overfor og som blokerer for harmoni i Xinjiang.

Samtidig gav de kinesiske anklager hende dog så megen opmærksomhed, at det forærede hende en megafon, hvorigennem hun kunne tale uighurernes sag.

»Sidste års uroligheder og de kinesiske angreb på mig gør, at omverdenen nu kender uighurerne bedre, og vi har en mulighed for at informere om den virkelige situation,« siger Kadeer fra Washington. »Folk skal vide, at mange uighurer er blevet dræbt, tortureret og fængslet inden for det sidste år.«

Hun blev et naturligt samlingspunkt for sit folkeslag, der længe har levet under de samme kår som tibetanerne, men som ikke på samme måde har opnået den internationale opmærksomhed, som den tibetanske eksilleder Dalai Lama har været i stand til at generere for sit folk.

»Kinas regering har skudt sig selv i foden,« siger Dru Gladney, ekspert i det ui-ghurske mindretal fra Pomona Universitet i Californien. »Overfor den kinesiske befolkning har de fået sat ansigt på den såkaldte fjende, men internationalt har de skabt en berømthed.«

At Rebiya Kadeer er i stand til at rejse rundt i verden - iklædt sin karakteristiske dragt af uld og traditionelle firkantede uighurhat over hoftelange rottehaler - og mødes med forståelse for sin sag, er både forbløffende og krænkende i Kinas øjne.

Eneste bevis den kinesiske regering har fremlagt for Kadeers påståede rolle i sidste års uroligheder, er dog en udskrift af en telefonsamtale, hvor hun advarer sin bror mod at gå på gaden i Xinjiangs provinshovedstad på samme dag, som de blodige etniske kampe endte med at finde sted.

Ingen ændring

»Efter volden er der intet, der har ændret sig,« siger Rebiya Kadeer. »Kinas regering fortsætter ad samme rute, hvor den økonomiske udvikling favoriserer kineserne, mens der diskrimineres mod uighurerne. De river vores områder ned og undertrykker os. Og når uighurerne klager, så undertrykker regeringen blot endnu mere. Deres mål er at ødelægge vores kultur, vores nation og etnicitet.«

Det er påstande som disse, den kinesiske regering afviser, og siger har som mål at fremprovokere yderligere etnisk strid i Xinjiang.

»Efter sidste år er der mange uighurer, der ikke føler, det er muligt at leve sammen med kineserne. De vil have selvstændighed,« siger Kadeer. »Men det mest realistiske er at søge dialogen i et forsøg på at opnå meningsfyldt autonomi inden for Kinas grænser, så vi uighurer kan bestemme over vores egen skæbne.«

»Uighurer vil blot leve i fred og frihed,« siger Kadeer. »Om problemerne skal løses fredeligt, er dog op til den kinesiske regering, men den nægter at gå i dialog med os.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu