Læsetid: 4 min.

PKK og kurdisk ambition om autonomi kan ikke adskilles

I de kurdiske områder er det ikke spørgsmålet, om PKK er 'terrorister', for PKK er en integreret del af den politiske virkelighed, som satellitkanalen Roj-TV dækker
Terrorisme eller ren politik? Her kommer den kurdiske kamp for autonomi til udtryk ved en militant handling ved en demonstration for PKK, Kurdistans Arbejderparti, i juli i Istanbul. PKK er vævet ind i det politiske såvel som politikerne er vævet ind i PKK - de to ting kan ikke adskilles, da de begge præsenterer det kurdiske folk.

Terrorisme eller ren politik? Her kommer den kurdiske kamp for autonomi til udtryk ved en militant handling ved en demonstration for PKK, Kurdistans Arbejderparti, i juli i Istanbul. PKK er vævet ind i det politiske såvel som politikerne er vævet ind i PKK - de to ting kan ikke adskilles, da de begge præsenterer det kurdiske folk.

Bulent Kilic

6. september 2010

Beirut- Uanset udfaldet af den kommende retssag mod Roj-TV i København, der kan tage år, vil selve begrundelsen for satellitkanalens eksistens - tyrkiske kurderes krav på selvbestemmelse - ikke gå væk. For som det eksempelvis var tilfældet med IRA og Sinn Fein i Nordirland eller aktuelt med ETA og Herri Batasuna i Baskerlandet, er det svært at skelne mellem PKK (Kurdistans Arbejderparti), de kurdiske separatisters væbnede arm, og den politiske organisation, BDP (Freds- og Demokrati-Partiet), der har afløst det nu forbudte DTP (Demokratisk Samfunds-Parti).

Så hvem er Roj-TV talerør for? 'Terroristerne' eller de civile politikere? Den nød bliver hård at knække i Københavns Byret. PKK er vævet ind i det politiske såvel som politikerne er vævet ind i PKK - de to ting kan ikke adskilles, da de begge præsenterer det kurdiske folk, som en (i øvrigt senere fængslet) kurdisk borgmester sagde til Information i foråret 2009.

Dog - det er givet, at PKK har det afgørende ord - også i den politiske afdeling af separatistbevægelsen. I disse dage illustreret det ved BDP's opfordring til boykot af folkeafstemningen om den forfatningsreform, tyrkerne skal tage stilling til 12. september. Ironisk nok på 30 årsdagen for det militærkup i 1980, der medførte den nuværende autoritære og nationalistisk prægede forfatning.

Kurdisk 'reformvindue'

Dagbladet Zaman's politiske reporter, Ayse Karabat, siger efter at have rejst rundt i de kurdiske områder i det sydøstlige Tyrkiet, at det er svært at få BDP-politikere til præcist at begrunde boykot-opfordringen - nogle siger, at »reformen jo alligevel vedtages«, andre »at kurdernes krav er ikke opfyldt i reformpakken«.

I forvejen har AKP-regeringen gennemført forbedringer af kurdernes demokratiske rettigheder: Der er nu en 24 timer tv-kanal på kurdisk (såvel som på arabisk), det er tilladt at tale kurdisk på vælgermøder, der undervises i det kurdiske sprog, etc. - men politisk autonomi, som det f.eks. kendes på Grønland, er det ikke blevet til. Og bliver det næppe - det 'kurdiske reformvindue' regeringen åbnede sidste år, er lukket igen og fulgt op af arrestationer af kurdiske politikere og ngo-aktivister.

PKK's indflydelse

Akin Birdal, en kurdisk politiker og menneskerettighedsaktivist, der stadig har mén efter seks kugler i kroppen ved et nationalistisk mordforsøg i Ankara i 1998, siger: »Da den kurdiske reformpakke blev behandlet i parlamentet i 2009, fremlagde vi mange gange vores synspunkter, men regeringen lyttede ikke, og vi er imod en attitude.«

Hvad der anes bag de svævende svar er det, der ikke kan siges højt: Nemlig at PKK har beordret boykotten i håb om at presse AKP-regeringen til at opfylde en række krav - herunder at anerkende den fængslede PKK-leder, Abdullah 'Apo' Öcalan, som 'mellemmanden' i det kurdiske spørgsmål.

Recep Tayyip Erdogan, premierminister og leder af det islamiskhældende parti AKP, var i den kurdiske hovedby, Diyarbakir, i fredags for at tale sin regerings sag, og årsagen er, at uden et ja i de kurdiske områder, kan reformen - der indebærer demokratiske forbedringer generelt - falde. Ganske vist peger meningsmålinger på, at den bliver vedtaget knebent, men målinger er upræcise i det store land, hvis 73 mio. indbyggere lever under vidt forskellige sociale og politiske vilkår.

Vil Erdogan være sikker, skal han have de ca. 12 mio. stemmeberettigede kurdere med sig, og han lovede da også flere demokratiske reformer efter valget i 2011 (som han åbenbart regner med at vinde!).

På det symbolske plan lovede han at bulldoze fængslet i Diyarbakir, hvor så mange er tortureret og andre er 'forsvundet'. Men hans troværdighed er til at overse efter sidste års arrestationsbølge, og i det daglige er PKK til stede i de godt 100 kommuner, hvor BDP nu har flertal, og hvor partiet har arbejdet målbevidst på at opbygge 'parallel'-strukturer, der til en vis grad fungerer udenom centralregeringens guvernører i provinserne.

Ikke selvstændighed

Alt dette foregår i tæt samklang med PKK, der skønsmæssigt råder over 5.-7.000 militante i sovende celler og i lejre på den irakiske side i Kandil-bjergene mellem Tyrkiet og Irak. Efter sammenbruddet af regeringens kurdiske initiativ sidste år optrappedes de væbnede aktioner mod tyrkiske militære mål, hvor de tyrkiske tab efter års relativ ro igen blev følelige. 20. august erklærede PKK en ensidig våbenhvile frem til 20. september, otte dage efter folkeafstemningen, forudsat en række krav opfyldes, bl.a. løsladelse af politiske fanger, nedsættelse af valgspærregrænsen på 10 pct. (der lige nu hindrer forholdsmæssig kurdisk parlamentsrepræsentation) og ophør af militære operationer mod PKK-mål.

Det er disse 'fakta på landjorden', Roj-TV skildrer - og fremmer - med en dansk sendetilladelse. PKK, der ikke længere slås for en selvstændig stat, men for politisk autonomi indenfor Tyrkiets rammer, er på EU's og USA's terrorlister. Men det var palæstinensernes PLO også, indtil det ikke længere var tilfældet. Det sydafrikanske ANC var også 'terrororganisation' indtil den ikke var det længere og dens leder, Mandela, blev præsident.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ja, "der er 24 timer tv-kanal på kurdisk", men den kurdiske tv har ingen lovlig status, hvor mange af kurdiske musiker stadig er ulovlig i kanalen, mistænkt for at støtte PKK.
En tv-kanal på kurdisk betyder faktisk intet, da kurderne har en kurdisk tv-kanal i forvejen.
Jeg mener at det er dobbelmoralsk :) for da formanden for den kurdiske parti valgte at tale kurdisk i parlamentet i 2009, blev der stor diskussioner i regeringen, hvor i den kurdiske tv blev der argumenteret for at der var blev brugt en ikke-eksisterende sprog!

PKK-lederen ønsker en anerkendelse af kurdernes identitet, ytring-forsamlings frihed skal sikres forfatningsmæssig og kurdernes kulturelle rettigheder skal sikres..disse ønsker er jo ikke noget umuligt, det er faktisk noget vi i DK har accepteret og respekteret i så mange år ::))

Fejltagelsen Kosovo har vist vejen: Tyrkiet anerkendte Kosovo i 2008. Nu ser vi gerne samme principper anvendt af og i Tyrkiet. Jeg kan ikke lide PKK, men jeg ser ikke nogen forskel mellem PKK og UCK dengang eller de postulerede politiske partier i Kosovo i dag.
Vel, jeg ser i al alvor en enkelt forskel: Kosovo og dets mange og farlige mafias er alt for klods op ad Europa.