Læsetid: 5 min.

Portugal er foregangsland for behandling af narkomaner

For ti år siden brød Portugal med den gængse tilgang til ulovlige stoffer ved at begynde at behandle misbrugere som mennesker med sociale problemer frem for som kriminelle
7. september 2010

LISSABON - Susannah er under behandling i fysioterapienheden på Centro das Taipas, en stor, lyserød bygning tæt på Lissabons lufthavn, der er indrettet som behandlingshjem for stofmisbrugere.

Susannah har været på sprøjten i hele sit voksne liv. Hun begyndte at ryge hash, da hun var 13, og som 17-årig begyndte hun at tage heroin sammen med faderen til sine børn. Hun er i dag 37 år.

»Jeg boede i Spanien i et stykke tid. Og også i London i et år, hvor jeg arbejdede på en vens restaurant. Jeg tog til udlandet for at kvitte stofferne, men endte på crack,« fortæller hun.

I dag er Susannah blandt de stofmisbrugere, som nyder godt af Europas mest tolerante narkotikapolitik på området. For i Portugal har besiddelse af narkotika til personligt brug ikke blot været straffrit i næsten et årti. Stofmisbrugerne behandles også som mennesker med et socialt eller helbredsmæssigt problem. Misbrugere som Susannah bliver ikke straffet og stigmatiseret af loven. De bliver hjulpet af den.

I den internationale debat bliver Portugal stedse oftere trukket frem som det afgørende bevis på, at en ny og radikalt anderledes indfaldsvinkel til stofmisbrugere giver fremragende resultater og gør kritikernes værste forudsigelser til skamme.

For selv om besiddelse af narkotika nu snarere er et administrativt problem end et anliggende for ordensmagten, er Portugal så langt fra blevet det mekka for narkoturister, som nogle havde spået.

I stedet har landet fået besøg af lang række sundhedsspecialister, politikere, embedsmænd og journalister fra hele verden, som er draget hertil for at lære af de portugisiske erfaringer.

Portugal har heller ikke oplevet den frygtede vækst i antallet af narkomaner. Snarere har tallet stabiliseret sig.

For Susannah - som for mange andre langtidsmisbrugere, som er overgået til metadonprogrammer - kan landets nyere socialhistorie inddeles i den verden af afhængighed og misbrug, som var virkeligheden, før Lov Nr. 30 blev vedtaget i november 2000, og verden, som den ser ud i dag.

Færre dør

Før loven, som afkriminaliserede - eller rettere straffritog - besiddelse af narkotika, men stadig forbød stoffers anvendelse, havde narkomisbrug og narkokriminalitet samme omfang som i mange andre lande. Over 50 procent af Portugals hiv-smittede var narkomaner med 3.000 nydiagnosticerede hiv-smittede stofmisbrugere om året. I dag udgør stofmisbrugere kun 20 procent af Portugals hiv-smittede, mens antallet af nye hiv-diagnoser blandt stofmisbrugere er faldet til under 2.000 om året.

Overdosis-dødsfald blandt gademisbrugere er faldet. Også den småkriminalitet, som narkomaner ser sig nødsaget til at begå for at finansiere deres stofmisbrug, er faldet. Nylige undersøgelser fra de portugisiske skoler tyder endvidere på en generel nedgang i unges lyst til at eksperimentere med stoffer.

Men afkriminaliseringen er kun den mest synlige del af det skifte, som indtrådte, da Portugal omlagde sin strategi mod narkomisbrug for 10 år siden.

I en fuldkommen nyorientering gennemførte Portugals regering gennemgribende forandringer i alt fra ressourcetildeling til forebyggelse, skadesbegrænsning, behandling og rehabilitering. Målet var at skabe en ny og integreret tilgang til stofmisbrug og stille den under samlet ledelse af det portugisiske sundhedsministeriums særlige narkobekæmpelsesenhed.

Hermed blev der markeret en accept af, at det hverken var realistisk eller muligt at afkræve det store flertal af narkomaner en fuldstændig stoffri tilværelse. I stedet skulle man fra samfundet side satse på at minimere risikoen for, at misbrugere gjorde alvorlig skade på sig selv eller andre, hvilket måtte ske ved at tilbyde dem massiv hjælp.

Antallet af personer, som er i behandling for misbrugsproblemer, er således steget med omkring en tredjedel fra 23.500 i 1998 til 35.000 i dag.

Stoffer stadig ulovlige

Dr. Miguel Vasconcelos er Susannahs læge og leder af behandlingen på Centro das Taipas. Han husker situationen fra for ti år siden.

»Kritikere fra de borgerlige partier var bange for, at den nye lov ville gøre Portugal til det nye Amsterdam, men det skete ikke,« siger Vasconcelos.

»Stoffer er stadig ulovlige,« understreger han. »Det er konsekvenserne, som har forandret sig.«

Og konsekvensen for dem, der anholdes med stoffer på sig, er nu ikke at blive stillet for en dommer, men at blive inviteret til at deltage i et 'overtalelseskursus', som igen kan henvise til - men ikke kræve - deltagelse i diagnosticerings-, afvænnings- og behandlingsprogrammer på Centro das Taipas.

»Her vurderer vi, om en person er misbruger eller rekreativ bruger,« siger Vasconselos. »Men i hele processen er det folks eget valg, om de vil deltage. De risikerer højest en bøde.«

Hvis der overhovedet har været et problem ved det portugisiske eksperiment, siger han, er det, at man, især uden for Portugal har opfattet afkriminalisering som legalisering eller et skridt imod det.

Men ifølge Vasconcelos er afkriminalisering en naturlig konsekvens af en gradvis overgang fra at se narkomaner som moralske eller sociale forbrydere til at opfatte dem som mennesker med behov for hjælp. Et synspunkt, der er blevet gentaget af Dr. Manuel Cardoso, medlem af bestyrelsen på Instituto da Droga e da Toxicodependência - den enhed under Portugals sundhedsministerium, som nu koordinerer landets integrerede indsats mod stofmisbrug.

Overtalelsesnævn

I dag må enhver, der pågribes med narkotika, møde op foran et af de 20 overtalelsesnævn for at blive kategoriseret som enten rekreativ bruger, en person med eskalerende misbrugsproblemer eller narkoman.

Lissabons overtalelsesnævn, som behandler omkring 2.000 sager om året, har til huse på anden sal i en beskeden kontorejendom over for en smuk park. Der er ingen advokater til stede (om end sådanne har ret til at deltage), og ingen uniformklædte embedsmænd.

På den ene side af bordet denne fredag sidder Nadia Simões og Nuno Portugal Capaz, begge medlemmer af nævnet. På den anden en 19-årig bartender i hvid T-shirt. Han har indvilget i at lade The Observer overvære den fortrolige procedure, men beder om ikke at få sit navn frem.

Han blev arresteret af politiet for besiddelse af 5,2 gram cannabis, og det er langt over grænsen for straffrihed, så han må påregne også at skulle afgive møde i retten. Det er hans første lovovertrædelse. Den unge mand er synligt nervøs. Men det bliver hurtigt klart, at dette ikke er en irettesættelsesproces, men en pædagogisk proces. Simões forklarer, at selv om besiddelse af narkotika til eget brug ikke længere er en strafbar handling, er det stadig forbudt.

Manden nikker forstående. Simões forklarer risiciene ved at ryge cannabis, herunder skizofreni, og de sanktioner, som nævnet kan pålægge, herunder bøder, samfundstjeneste eller inddragelse af bartenderbevilling.

Da processen er til ende, ser bartenderen lettet ud og lover at holde op med at ryge hash. Da han gør mine til at gå, rejser Capaz sig op og giver ham hånden til farvel. Det hele har varet under 10 minutter.

Den sociologuddannede Capaz er viceformand for nævnet. Han pointerer, at de portugisiske myndigheder ikke har slækket deres greb, men tværtimod blander sig langt mere, end de gjorde, før lov nr. 30 og den opfølgende lovgivning blev vedtaget.

Før i tiden forklarer han, brugte politiet ikke deres ressourcer på at retsforfølge narkomaner, de havde anholdt - man var kun interesseret i forhandlerne og bagmændene.

»Folk uden for Portugal forestiller sig, at vi førte en hårdere kurs under den gamle lov. I virkeligheden er det langt hårdere nu.«

© The Observer og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

»Folk uden for Portugal forestiller sig, at vi førte en hårdere kurs under den gamle lov. I virkeligheden er det langt hårdere nu.«

Det er det indtryk jeg sidder tilbage med, samtidigt med en gran af tvivl om det nu også tjener narkomanen. Metadon er ikke en helbredelse. Ingen straf er lidt subjektiv når der uddeles en bøde, så er der jo trods alt en straf. Det virker lidt dobbeltmoralsk.

Når det så er sagt, er det formegenligt et skridt i den rigtige retning, men manden bliver jo truet på sin eksistens i samme moment. Mister han bevillingen er han mere på den end med på den.

Så ikke et system jeg ville kigge for dybt i, men tage de gode ting med. Den eneste løsning er en frigivelse af narkotika, det mister den romantiske nuance, mister den kriminelle sfære. Mindre vold, mindre kriminalitet, en mulighed for åben dialog i samfundet. Ja man kan sagtens bibeholde det ulovligt, men virkeligheden er at vi ikke flytter os, tværtimod vinder stofferne ind i samfundet. Så vil man ændre de negative tendenser, så er det på tide at forsøge plan B. Plan A ligger i grus, alt er forsøgt med straf, det virker bare ikke, tværtimod eskalerer det situationen for dem der allerede er i modvind.

Våben, narko og olie er verdens 3 største økonomiske systemer.

Ikke alverdens positive forsøgsresultater vil kunne medføre tiltag, som i mindste omfang vil kunne true indtjeningen for verdens formentlig næststørste økonomiske magtfaktor.