Læsetid: 4 min.

En stolt polarnation vender blikket mod nord

Arktis' naturrigdomme skal danne grundlag for Ruslands fremtid - med lidt hjælp fra vennerne. Det blev understreget med pomp, pragt, Prins Albert, Putin og porcelænsisbjørne ved en konference i Moskva i sidste uge
Tankskibet Baltica blev i sommer det første tankskib af sin størrelse til at sejle nord om Rusland til Kina, lastet med 70.000 tons gas fra Murmansk til kinesiske Ningbo. Rusland håber at udvinde enorme, forventede gasressourcer i havet ud for sin nordlige kyst og eksportere det til bl.a. Kina via gasledninger og i stigende grad skibe, efterhånden som Polarhavets is smelter.

Tankskibet Baltica blev i sommer det første tankskib af sin størrelse til at sejle nord om Rusland til Kina, lastet med 70.000 tons gas fra Murmansk til kinesiske Ningbo. Rusland håber at udvinde enorme, forventede gasressourcer i havet ud for sin nordlige kyst og eksportere det til bl.a. Kina via gasledninger og i stigende grad skibe, efterhånden som Polarhavets is smelter.

28. september 2010

MOSKVA - På scenen i Lomonosov-universitetets store nye foredragssal står Artur Chilingarov, en vaskeægte russisk polarhelt. Han er præsidentens særlige udsending til Arktis og med brysk skæg og små runde briller som taget ud af et Tintin-album.

»Det er intet tilfælde, at mange af de største arktiske opdagelser er gjort af russere,« siger han - og beklager så, at russiske regeringer i de første årtier med kapitalisme forsømte de stolte arktiske traditioner, mens samfundsøkonomien kollapsede.

»Det var uklogt, og det er derfor, regeringen nu har ændret sin strategi,« siger han.

Chilingarov var en af hovedattraktionerne ved en konference i sidste uge, hvor videnskabsfolk, diplomater og journalister var inviteret til Moskva for at ... ja, præcist hvorfor var faktisk lidt uklart på forhånd.

Men det skulle handle om Arktis, og premierminister Putin kom, ligesom Prins Albert af Monaco og Islands præsident samt en række højtstående russiske embeds-, videnskabs- og forretningsfolk, miljøforkæmpere, udenlandske gæstetalere og så altså Chilingarov.

Han blev i 2007 nationalhelt, da han benyttede en lille gruppe rigmænds australsk arrangerede og privat finansierede ubådsmission til at plante et lille russisk flag på havbunden ved Nordpolen. Med bombastiske udtalelser trak han efterfølgende overskrifter i alverdens medier om en ny Kold Krig om Arktis' naturrigdomme. Nu understreger han, at fredeligt, internationalt samarbejde er eneste vej frem i Arktis. Samme budskab er trykt på foden af den 40 cm lange porcelænsisbjørn, alle udenlandske gæster har fået i gave ved indkvarteringen på det firestjernede hotel, som Det Russiske Geografiske selskab har sørget for. Selskabets bestyrelsesformand hedder Vladimir Putin.

Væggen bag Chilingarovs talerstol er prydet af et gigantisk kort over Polarhavet, scenen er pyntet med hvide blomster, og bagerst i salen sidder studerende iklædt hvide T-shirts, hvorpå der er trykt snude, knurhår og indtagende øjne, så studenterne alle fremstår som gigantiske babysæler fra livet op til halsen.

I forlokalerne hænger plancher med beskrivelser af 100 års russiske polarekspeditioner og opfordringer til at værne om isbjørne og andre vilde dyr. Foran universitetsbygningen holder to snescootere og et sekshjulet polarkøretøj.

Udenlandske penge søges

Iagttagere af Ruslands Arktis-politik har de senere år fremhævet, at evnen til at beherske og udvikle de ugæstfri, men ressourcerige land- og vandområder nord for polarcirklen er blevet såvel et spørgsmål om national identitet som Ruslands primære økonomiske overlevelsesstrategi for de kommende årtier. Håbet - som også bliver udtrykt igen og igen i løbet af den to dage lange konference - er at udvinde de enorme mængder gas og olie i undergrunden og sejle dem til en verden hungrende efter fossile brændstoffer ad de nye sejlruter, som åbner sig i takt med isens smelten.

»Hvad vi ser som noget dårligt på grund af den globale opvarmning, kan have positive effekter på økonomien,« siger en af talerne, Mikhail Slipenchuk - en enorm, meget fornøjet mand med solskinsgult slips, som er topchef i investeringsvirksomheden Metropol. Han efterlyser flere investeringer i arktisk infrastruktur - havne, veje osv. - fra den russiske stat i samarbejde med kapitalstærke udenlandske selskaber.

Også den russiske regering er ivrig efter udenlandske investeringer og teknologisk knowhow: Der er skattefordele på vej til udenlandske selskaber, som vil lede efter gas og olie i det russiske Polarhav, kommer det frem under konferencen.

I dag må kun statsejede Rosneft og Gazprom foretage geologiske undersøgelser.

Den sidste jordbærmark

Professor Alexander Pelyasov fra ministeriet for økonomisk udvikling forklarer i sit foredrag, hvorfor Rusland har sat Arktis' naturressourcer i centrum for sin strategi frem mod 2020:

»Menneskeheden er blevet mere opmærksom på, at Arktis er i færd med at blive dens sidste jordbærmark,« siger han og understreger, at det bedst kan betale sig for Rusland at samarbejde med andre lande om at udvinde rigdommene.

Og så er vejen ellers banet for Ruslands mægtigste mand - premierminister Vladimir Putin. Kun en fast skare af udvalgte journalister må opholde sig i samme rum som Putin, så Information må følge med på en skærm i et tilstødende lokale, da Putin en halv time forsinket overrækker hædersbevisninger fra Det Russiske Geografiske Selskab til Islands præsident og Monacos Prins Albert. Sidstnævnte har gjort sig til forkæmper for polaregnenes natur og plantede i 2006 Den Olympiske Komités flag på Nordpolen for at gøre opmærksom på den globale opvarmning.

»Om 50 år kan Arktis blive en hovedkilde til energi og et vigtigt transportknudepunkt, « siger Putin og understreger i samme åndedrag, at råstofudvindingen skal ske »i harmoni med naturen«, inden han affejer forudsigelser om ressourcekrige i Arktis som »designet til at skabe konflikt mellem staterne og siden tjene penge ved at fiske i oprørte vande«.

»Alene kan man ikke overleve i Arktis,« siger Putin, inden han læner sig dybt tilbage i en af scenens lænestole for blandt andet at høre Prins Albert tale om vigtigheden af at kæmpe for Arktis' skrøbelige natur. Efter endnu et par foredrag afrunder Artur Chilingarov hele seancen - og benytter lejligheden til endnu en gang at understrege sine og Ruslands venlige hensigter: »Jeg plantede flaget, fordi jeg er russisk statsborger,« forklarer han, inden han sætter trumf på:

»Og nu vil jeg gerne annoncere en fest, hvor alle er inviteret!«

Information var inviteret til konferencen 'International Arctic Forum' i Moskva af Det Russiske Geografiske Selskab.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu