Baggrund
Læsetid: 5 min.

Tadsjikistan er på kanten

Søndag angreb islamister en militærbase og dræbte mellem 23 og 40 soldater efter en periode med mange voldelige episoder. Tadsjikerne spørger sig selv, om deres præsident er ved at miste grebet om landet - og hvad der så kan ske
Udland
23. september 2010
Volden i Tadsjikistan har været jævnt stigende i den seneste tid, og det er uvist, hvilken situation, landet er på vej imod. Oprørske islamister har blandt andet formået at befri 25 fanger fra en politistation i midten af hovedstaden Dushanbe (billedet), og søndag oplevede landet den mest blodige episode i flere år, da oprørere dræbte melllem 23 og 40 soldater.

Volden i Tadsjikistan har været jævnt stigende i den seneste tid, og det er uvist, hvilken situation, landet er på vej imod. Oprørske islamister har blandt andet formået at befri 25 fanger fra en politistation i midten af hovedstaden Dushanbe (billedet), og søndag oplevede landet den mest blodige episode i flere år, da oprørere dræbte melllem 23 og 40 soldater.

DUSHANBE - Det startede med en spektakulær fangeflugt natten mellem den 22. og 23. august. Hele 25 fanger, heriblandt islamister og terrorister fra Tadsjikistan og andre lande, flygtede fra et fængsel tæt på præsidentpaladset midt i Dushanbe. Under flugten dræbte de seks vagter og stjal mange våben. Flugten var en yderst pinlig affære for staten, og præsident Rahmon fyrede prompte flere ledere i sikkerhedstjenesten. Men i befolkningen spurgte man hvordan flugten overhovedet kunne lade sig gøre. Flere kritikere antydede, at problemet ligger i at præsidenten konsekvent ansætter loyale støtter fra sin hjemegn i stedet for kompetente ledere med erfaring.

Andre foreslog at selv blandt de loyale styrker har Rahmon nu fået nye fjender.

Fra 1992-97 blev Tadsjikistan hærget af en blodig borgerkrig mellem militser fra forskellige egne. Omkring 50-100.000 mennesker mistede livet, og selvom fredsaftalen lagde op til den første succesfulde integration af en islamistisk opposition i Centralasiens historie, så er sårene fra krigen stadig ikke helet.

Der er dyb mistillid mellem den herskende elite - primært fra syd - og de marginaliserede egne i resten af Tadsjikistan. Udover spændinger mellem landets regioner er der udbredt utilfredshed med den allestedsnærværende korruption og den manglende økonomiske udvikling. Især de sidste to år har været eksceptionelt hårde for Tadsjikistans seks millioner borgere, der er blandt de fattigste folk i det tidligere Sovjetunionen.

Første selvmordsbombe

Tredje september sprang den første selvmordsbombe nogensinde i Centralasien. Målet var en lokal politistation i den nordlige by Khujand. 25 betjente og civile omkom og myndighederne stemplede bagmændene som islamister i ledtog med al-Qaeda og den usbekiske oppositionsgruppe Islamic Movement of Uzbekistan. Sidstnævnte benyttede sig af Tadsjikistans utilgængelige bjergområder under borgerkrigen og har siden støttet Tadsjikistans islamister.

To dage efter sprang en bombe på et diskotek i hovedstaden Dushanbe. Selvom den hændelse nok snarere var relateret til kriminelle banders interne kamp om de tonsvis af narko, der strømmer ud af nabolandet Afghanistan, så understregede bombningen den forværrede sikkerhedssituation.

Den lige så forværrede situation i det nordlige Afghanistan påvirker i høj grad Tadsjikistan. Den 11. september dræbte tadsjikiske grænsevagter angiveligt 20 talebanere, der angreb en militærbase. Nogle analytikere mener, at dette kan være Talebans forsøg på at teste den tadsjikiske hærs styrke med henblik på fremtidige angreb.

Radikalismen vokser

Til sidst kom så bagholdsangrebet i søndags i Rasht-dalen i det centrale Tadsjikistan, der længe har været tilholdssted for islamister. De statsejede medier i Tadsjikistan var igen hurtige til at stemple udenlandske lejesvende som skyldige, men nu er det kommet frem, at lokale tadsjikiske oprørere stod bag. Mandag aften påstod et fængslet parlamentsmedlem på statsligt tv, at hans bror, den radikale islamist Alovuddin Davlatov, stod bag søndagens angreb. Forsvarsministeriet peger nu desuden på Mullo Abdullo, en krigsherre, der i sin tid ikke ville underskrive fredsaftalen efter borgerkrigen og siden har trænet en islamistisk guerillahær i bjergene i Af-ghanistan og Tadsjikistan.

De tadsjikiske styrker gennemfører lige nu militæroperationer i Rasht-dalen, men meget tyder på, at disse alene ikke kan forebygge yderligere vold. Selvom mange tadsjikere på gaden i Dushanbe mener, at der er fremmede involveret i de islamistiske grupper, så er der ingen tvivl om, at radikal islamisme også vokser blandt unge tadsjikere. For eksempel spiller sharia-lov i dag en vigtigere rolle i landsbyerne, end den har gjort de sidste hundrede år, og hovedtørklædet og det lange skæg er blevet meget mere udbredt i bybilledet end for få år siden.

Med en inkompetent og gennemkorrupt stat vender flere og flere tadsjikere sig til politisk islam som en løsning på den lovløshed og usikkerhed, de føler i hverdagen. Den officielt anerkendte islamistiske opposition er blevet forvandlet til en svag, 'loyal' opposition, hvilket trækker utilfredse islamister i retning af ulovlige grupper. Regeringens konstante advarsler om den islamistiske trussel virker altså oprigtige, men dens tendens til at skyde skylden på udlandet, afslører snarere en dyb bekymring for den egentlige, indre trussel.

Svær placering

I de sidste par år har præsident Rahmon gradvis fjernet modstandere inden for og uden for regimet og styrket sin hjemegns indflydelse i alle sfærer. Oppositionspolitikere er blevet fængslet, og systemkritikere udøver i stigende grad selvcensur. Lokale har protesteret over en række nye toldbomme, der er blevet opført langs en vigtig motorvej mellem hovedstaden og de nordlige egne. Handelsmændene har ikke råd til at betale bompengene, og de spørger, hvor pengene egentlig går hen. Den tadsjikiske transportminister har sagt, at navnet på ejeren af det mystiske selskab, der driver bommene, er en »forretningshemmelighed«. 'Road Innovation Solution' er registreret på De Britiske Jomfruøer, og her i Tadsjikistan er man ikke i tvivl om, at ejeren må findes i magteliten, og at firmaet bruges til at vaske beskidte penge hvide.

Den skæve magtfordeling og de økonomiske problemer er med til at styrke en tendens mod radikalisering i Tadsjikistan, der i forvejen ligger meget problematisk placeret rent geopolitisk. Mod syd nærmer krigen mellem den afghanske stat og Taleban sig dag for dag. Mod nord ligger Kirgistan, der for nylig har været igennem et oprør og blodige etniske uroligheder. Og mod vest ligger den regionale tyran, Usbekistan, der tilsyneladende modarbejder Tadsjikistan på flere fronter. For eksempel har usbekerne i månedsvis tilbageholdt tog fyldt med udstyr og materialer til bygningen af det, tadsjikerne håber bliver verdens største dæmning, Roghun.

Hvis tadsjikerne nogensinde bliver i stand til at bygge dæmningen vil den gøre landet uafhængigt af energiimport fra utilregnelige nabolande som Usbekistan og Afghanistan. Usbekerne påstår, at dæmningen kan skabe en økologisk katastrofe, men mest af alt er de nok bekymrede over udsigten til et mere selvstændigt og handlekraftigt Tadsjikistan. Et Tadsjikistan, der ville kunne kontrollere de vandressourcer, usbekerne er afhængige af.

Ingen reformer

Meget peger altså i retning af en kommende konflikt i bjergstaten i midten af Asien. Den sekulære, højtuddannede elite i hovedstaden frygter den stigende islamisering og udsigten til flere uroligheder.

Langt de fleste tadsjikere vil gøre, hvad de kan, for at undgå endnu en borgerkrig. Men i sidste ende er spørgmålet, hvorvidt Rahmon har så hårdt et greb om landet, som man troede før de seneste hændelser. Under alle omstændigheder er der intet, der tyder på, at han er klar til de gennemgribende demokratiske og økonomiske reformer, der er nødvendige for at styre Tadsjikistan ind i fremtiden og væk fra en afgrund af vold.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her