Læsetid: 3 min.

Tyske socialdemokrater angriber indvandrere

De tyske socialdemokra-ter forsøger at genvinde tabte vælgere med en hårdere kurs i integrationsdebatten. Men socialdemokraterne skal passe på islamfjendtligheden, advarer den liberale justitsminister
24. september 2010

BERLIN - Danskerne har efterhånden vænnet sig til, at både regering og opposition forlanger stramninger på udlændingeområdet. Men i Tyskland er det i øjeblikket venstrefløjen, der fører an med krav om en mere konsekvent indsats over for integrationsmodvillige indvandrere. Den socialdemokratiske oppositionsleder Sigmar Gabriel har skærpet retorikken over for indvandrere med en hård udmelding mod parallelsamfund og indvandrerghettoer: »Den, der permanent afviser integrationstilbud, har lige så lidt ret til at blive i Tyskland, som udenlandsk finansierede imamer, der prædiker had i moskeerne«, siger Gabriel til ugemagasinet Spiegel.

Fisker stemmer

Ifølge Albrecht von Lucke, der er redaktør på det politiske tidsskrift Blätter für deutsche und internationale Politik, er der ingen tvivl om, at den skærpede tone reflekterer partiledelsens forsøg på at vinde vælgere, som forlader de store folkepartier, delvis på grund af politikerlede, delvis fordi de ikke kan kende forskel på partierne: »Gabriel har været ret utvetydig, og det skyldes, at andelen af sofavælgere vokser. Og de står først og fremmest til højre i det politiske spektrum. Derfor har alle partier udviklet et stort ønske om at vinde disse vælgere.«

Budskabet fra den socialdemokratiske top falder midt i en ophedet tysk debat om integration, der er blevet udløst af partimedlemmet Thilo Sarrazins kontroversielle befolkningsprognose i bogen Tyskland afskaffer sig selv. Gabriel har godt nok offentlig undsagt Sarrazin, og sammenkædet hans antiislamiske teser med raceteorier fra de mørke kapitler af Tysklands historie, men målinger har vist, at hver femte vælger ville stemme på et parti med Sarrazin som partileder. »Naturligvis er Gabriels udmelding en reaktion på Sarrazin-affæren,« siger von Lucke.

SPD-formanden har bl.a. drøftet muligheden af bøder til børnefamilier. »Vi vil sørge for, at den, der ikke sender sine børn regelmæssigt og punktligt i skole, får besøg af politiet, og der skal også betales bøder, der kan mærkes. Også hvis der er tale om Hartz-IV-modtagere«, siger Gabriel med henvisning til arbejdsløshedsunderstøttelsen.

Advarer mod xenofobi

Ulig dansk politik går flere borgerlige ministre imidlertid i rette med Gabriels udmeldinger. Den tyske justitsminister Sabine Leutheusser-Schnarrenberger (FDP), der er kendt for sin venstreliberale profil, omtaler Gabriels tonefald som »dubiøst« og advarer i samme åndedrag mod »islamfjendligthed.«

Samtidig understreger hun i ugemagasinet Spiegel, at integration kun kan virke på lang sigt, »hvis andres tanker og tro ikke blot tolereres og tåles, men også respekteres.«

Også indenrigsminister Thomas de Maizière (CDU) plæderer i et indlæg i avisen Neue Osnabrücker Zeitung for en tysk »velkomstkultur.«

Ifølge Albrecht von Lucke løber skillelinjen i den tyske integrationsdebat imidlertid ikke entydigt mellem regering og opposition. De nye hårde krav til integrationsmodvillige indvandrere sigter snarere til at fiske vælgere på tværs af partierne.

»I alle partier er der stemmer, der mener, at man skal efterkomme befolkningens ønske om mere autoritære toner, og der er stemmer, som på grund af borgerlig anstændighed ønsker at holde igen. Som for eksempelvis justitsministeren og indenrigsministeren«, siger von der Lucke:

»Gabriel forsøger at signalere, at SPD stadig er opsamlingspunkt for dem, der med et udtryk fra Bill Clinton 'arbejder hårdt og betaler deres skat'. Det er i Gabriels øjne SPD's kerneklientel: De er samfundsmæssigt interesseret, de arbejder hårdt og reagerer kritisk på reformer af sociale ydelser. Og de vil ikke betale for dem, der ikke selv yder noget. Den tone tager i øjeblikket til i styrke.«

Også Stefan Reinecke, der er politisk redaktør på avisen TAZ, ser tegn på, at der blæser nye vinde i socialdemokratiet. Han peger på, at berlinerbydelen Neuköllns socialdemokratiske borgmester Heinz Buschkowsky, der på grund af sin hårdhændede integrationsindsats tidligere har været en delvist marginaliseret figur i det tyske socialdemokrati, er rykket tættere på partitoppen og optræder som central taler på søndagens partikongres. Og det er ikke tilfældigt, siger Reinecke til Information:

»Gabriel er ikke fremmed for at udnytte også den lille mands fjendtlighed. Han vil vise, at han taler deres sprog og forstår deres tanker.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Morten Nielsen

Mærkelig indledning. Vi er jo NETOP i Danmark fuldkommen vant til, at venstrefløjen (minus Enhedslisten) marcherer med i islamhadets tog. Senest i SFs komplet latterlige reklamevideo.

Passe på islamfjendtligheden. Ja, det er nemlig lige præcis dén, man skal passe på. Heri har den tyske justitsminister mere ret end han selv aner.

Historien, også i de forgange ti år, i Danmark, viser, at jo mere man taler som dem, (DF og Sarrazin), jo mere får man af dem,. Og jo mere opbakning får de til deres synspunkter. Og jo mere af deres politik man gennemfører, jo mere ekstreme bliver de i deres krav...