LONDON - Det tog ham fire dage at sætte ord på den instinktive følelse, der ramte ham, straks da det lørdag blev klart, at han havde tabt Labours formandsvalg til sin lillebror. Men onsdag aften kom så den besked, som alle havde ventet:
»Det er det rigtige for mig nu og i en overskuelig fremtid at støtte Ed som menigt partimedlem i parlamentet,« sagde den 45-årige David Miliband til pressen uden for sit hjem i Nordlondon.
Han sagde, at hans bror har brug for »frihed og plads til at tage partiet videre i den retning, han vælger, uden nogen distraktioner«.
Ed Miliband udtrykte forståelse for beslutningen, om end han sagde, at det ærgrede ham, fordi Labour ville være stærkere med to Miliband-brødre i ledelsen end med én.
Svagere Labour
I det har han ret. David Milibands beslutning om fra nu af at koncentrere sig om de lokale problemer i sin valgkreds South Shields efterlader uden tvivl et svagere Labour-parti. Svagere, fordi David efter 20 år i britisk toppolitik er en af den yngre generations mest erfarne politikere. Udover at være kendt og respekteret både ude og hjemme, så var han med, dengang New Labour stadigvæk kun var en række overordnede ideer kradset ned i et kort valgprogram. Han var en af de centrale rådgivere, der omformulerede disse ideer til konkrete politikker før og efter valgsejren i 1997.
Det er præcis det arbejde, Labour nu igen skal i gang med, og hvor partiet kunne have høstet frugten af den ældre Milibands erfaringer.
En anden årsag til at Labour står svagere uden David Miliband er det faktum, at et flertal af Labour-vælgerne - og erhvervslivet - kender ham og havde følt sig mere trygge ved at stemme på partiet, hvis han var dets leder. Nu er han ikke engang med i det såkaldte skyggekabinet.
Endelig er problemet med David Milibands afgang, at det højner risikoen for en ny splittelse inden for partiet. Hans fløj står nu uden leder, og bitterheden lader sig ikke skjule. Som en fan kommenterede efter Davids meddelelse: »David giver Ed rum til at fortsætte med at brænde det hus ned, som vi byggede«.
Uden David bliver det unægteligt sværere at få denne vrede og skuffede gruppe med om bord.
Men han må gå.
Så Ed har ret - men ligeså har David. Og den intelligente Ed må have vidst fra den dag, han besluttede at udfordre sin storebror - der i årevis var blevet udråbt til partiets kronprins - at Davids afgang ville blive prisen for hans succes.
Uenighed i fokus
Dette er ikke - som det er nærliggende at tro - fordi den tydeligvis rystede storebror David ikke kan sluge sin skuffelse eller undertrykke eventuel bitterhed over at have tabt til sin lillebror. David Miliband er vokset op i orkanens øje, mens krigen mellem Tony Blair og Gordon Brown var på sit højeste. Han er en 'stor dreng', der kender branchens barske vilkår.
Nej, David Milibands beslutning bygger på en række omstændigheder, som ville gøre det ekstremt vanskeligt for brødrene og partiet, hvis han blev.
For det første: Ed vandt med kun lidt over en procent af stemmerne og kun ved hjælp af den tredje valgmandsforsamling: Fagforeningerne og deres medlemmer. Det faktum, at David vandt flertallet af parlaments- og parti-medlemmernes stemmer, har højnet risikoen for ubehagelige episoder i Westminster, hvor konservative parlamentarikere kunne finde på at kalde på 'Labours rigtige leder'.
For det andet: David har ret i, at hans tilstedeværelse vil resultere i »evindelige, distraherende og destruktive forsøg på at finde uenighed, hvor der ingen er, og splittelse, som ikke eksisterer«. Han peger på et eksempel fra tirsdagens formandstale, hvor kameraerne fangede ham i at kommentere vredt, da hans sidemand, Harriet Harman, klappede under Eds fordømmelse af Irak- krigen. David Miliband frygter - med rette - at hver en bevægelse og udtalelse vil blive studeret med lup af medierne, overfortolket og misbrugt.
Samme eksempel viser, at det ikke vil være svært for medier og politiske fjender at finde politiske modsætninger mellem brødrene, fordi de ganske enkelt ser forskelligt på en række emner såsom brugerbetaling på universiteterne, håndteringen af statens underskud og vurderingen af om New Labour er død eller ej.
Ed Miliband ønsker at tage partiet i en anden retning end David. Ikke nødvendigvis så radikal en retning, som den flere medier og de konservative forsøger at fremstille, men ikke desto mindre anderledes nok til, at Davids tilstedeværelse i den nye leders skygge ville have gjort det umuligt for partiet at fokusere på arbejdet med at forny sig.
David måtte gå - det kunne ikke være anderledes.
