Læsetid: 9 min.

Verden får (nok) ingen global klima-aftale

USA kommer aldrig med, og FN-processen er faret vild, siger iagttagere. Tiden er inde til at slås for klimaet på andre niveauer: I EU, i Danmark, i kommunerne, i virksomhederne og civilsamfundet
I Mexico, der er vært for COP16 om godt to måneder,   tager landbruget bestik af klimaforandringerne,   og videnskabsfolk undersøger, hvad den globale opvarmning vil betyde for dyrkningen af majs og hvede.

I Mexico, der er vært for COP16 om godt to måneder, tager landbruget bestik af klimaforandringerne, og videnskabsfolk undersøger, hvad den globale opvarmning vil betyde for dyrkningen af majs og hvede.

Eliana Aponte

20. september 2010

Verden får ikke nogen juridisk bindende global klima-aftale.

Verdens lande kunne ikke enes om den på COP15 i København sidste år, de vil ikke kunne enes på COP16 i Mexico til december, på COP17 i Sydafrika næste år endsige på noget senere tidspunkt.

Det er den konklusion, stadig flere iagttagere og aktører på den internationale og hjemlige klimascene drager. Nogle gør det offentligt, andre gør det med dæmpet stemme uden for citat, mens atter andre afviser og holder fast i forhåbningerne til verdenssamfundets ledere.

For dem, der i dag vurderer, at COP-processen ikke kan levere den globale aftale, kommer erkendelsen næsten som en befrielse. Fordi den fjerner illusionen om en forkromet løsning serveret af FN og i stedet gør det krystalklart, at fremtiden og ansvaret for planeten ligger i vore egne tøvende hænder. Det vil sige regionalt som for eksempel i EU, nationalt som i det danske Folketing og regering, lokalt som i kommunerne, virksomhederne og civilsamfundet. Og individuelt hos borgerne og forbrugerne.

Som klimakommissær i EU vil Connie Hedegaard næppe officielt kunne undsige COP-processen, men som daværende dansk topmødeminister og COP15-formand advarede hun faktisk den 7. december 2009 fra Bella Centers talerstol om det nu sandsynlige scenario:

»Lad mig advare jer: Den politiske vilje vil aldrig blive stærkere. Dette er vores chance. Hvis vi forspilder den, kan det tage år, før vi får en ny og bedre. Hvis nogensinde.«

Chancen i København blev forspildt, og nu virker en selvforstærkende negativ dynamik: Den politiske vilje degenererer på den internationale scene, fordi traumet fra Bella Center sidder dybt i alle politiske ledere. Ingen ønsker at tage lederskab, ingen vil gentage eksperimentet med at sætte alt på ét bræt og løbe risikoen for at stå tilbage som et nyt nederlags fædre eller mødre. De internationale ngo’er skruer ned for retorikken og flytter fokus, fordi det lyder stadig mere hult at råbe ’bindende global aftale nu!’ Medierne har fået 'klimakvalme' eller bare færre begivenheder at skrive om - p.t. rummer globale nyhedsmedier ikke engang halvt så mange klima-historier som på samme tid sidste år. Og uden presset fra andre nationer, verdensoffentligheden og medierne får andre udfordringer forrang på hårdt trængte politikeres dagsordner. Hvor Lars Løkke Rasmussen for et år siden sagde 'Klima, klima, klima', siger han nu 'Vækst, vækst, vækst'. Præcis som EU-Kommissionens formand, José Manuel Barroso, der forleden i sin State of the Union- tale konstaterede, at klimaforhandlingerne er »gået i stå«, og at de fem hovedprioriteter for EU i dag handler om noget andet.

»Vores mål er vækst, en holdbar og inklusiv vækst. Det er vores altoverskyggende prioritet,« sagde Barroso.

Vi håbede

Klimatopmødet i København var en 'alt-på-ét-bræt'-strategi, som mange i ind- og udland spillede med på og satte deres håb til.

»Vi var mange, der håbede og troede på, at den kraftpræstation, det var at få denne tsunami af beslutningskraft til Danmark - 125 statsledere - kunne skabe et politisk momentum, der kunne sikre en bindende klima-aftale,« siger Martin Lidegaard, bestyrelsesformand for den grønne tænketank Concito.

»Det skulle være det store skridt. Der var et element af gambling over det. Danmark, men ikke kun Danmark, var i en tilstand af klimapsykose,« siger Lars Aagaard, administrerende direktør i Dansk Energi.

Der var dem, der advarede på forhånd. Såsom NASA's respekterede chefklimaforsker James Hansen, der i avisen The Observer skrev, at politikerne »løj«, når de rejste til København med budskabet om, at de havde sat sig mål, som kunne sikre klimaet. Såsom den britiske politiske filosof John Gray, der før COP15-starten sagde til Berlingske Tidende:

»Den eneste afgørende betydning, København får, er, at det bliver det sidste billede i drømmen om, at vi kan løse klimakrisen med reducering af CO2-udledning.«

Og såsom nu afdøde, forhenværende miljø- og energiminister Svend Auken, der til Information sagde: »Jeg er dybt pessimistisk.«

»Alt tegner til en 'succes' med masser af bekymrede analyser, dristige taler og lunkne løfter. Faktisk ringere end Kyoto,« lød Aukens vurdering.

En fjerde, som advarede, var Jørgen Henningsen, der som daværende miljødirektør i EU-Kommissionen havde forhandlet både FN's Klimakonvention i 1992 og Kyoto-protokollen i 1997 og derfor kender alle faldgruberne og barriererne i international klimapolitik. I dag er Henningsen - nu medlem af regeringens Klimakommission - en af dem, der taler for et opgør med drømmen om en global, juridisk bindende klima-aftale.

»Efter min mening er det ikke en realistisk mulighed at få en sådan aftale inden for en ganske lang årrække,« siger han.

»Hele processen bygger på en illusion, som der er en vis uvilje mod at opgive. Hvis man har investeret en masse mental energi, prestige eller hjerteblod i projektet, er det frygtelig svært at sige til sig selv: 'Hør, det nytter ikke noget, vi må gøre noget andet'. Men det går jo ikke at sælge klimaet på det alter.«

Martin Lidegaard vedkender sig dilemmaet.

»Vi drømmer alle om at få en bindende international aftale, fordi det ville være den bedste løsning. Men som det ser ud nu, er forhandlingerne kørt uhjælpeligt fast, og man skal være særdeles optimistisk for at tro på, at det bliver anderledes.«

Flere internationale klimaforhandlere, som Information har talt med, siger, at de ikke i øjeblikket kan se nogen farbar vej til den globale forpligtende aftale. Man befinder sig i et tomrum, hvor ingen ved, hvad køreplanen egentlig er, og hvor der er noget nær total uenighed om den ønskværdige udgang på forhandlingsprocessen. Alligevel ønsker man fra europæisk hold ikke at fjerne det pres på centrale aktører, som kan ligge i at opretholde en officiel ambition om den globale aftale.

Stopklodsen USA

Den centrale aktør er USA. Her er præsident Obamas og Demokraternes forsøg på at få vedtaget en national klimalov helt kuldsejlet. Demokraterne har i dag 57 pladser i Senatet, skal bruge 60 stemmer for at få en klimalov godkendt, men kan end ikke mobilisere alle partiets egne for sagen. Og ved midtvejsvalget til november står man til at tabe flere pladser.

Den afgåede chef for FN's klimasekretariat, Yvo de Boer, sagde for nylig, at han »vil blive meget overrasket, hvis klimalovgivningen kommer på dagsordenen igen i indeværende præsidentperiode«, dvs. på denne side af november 2012.

Det er ikke det værste.

»Selv om man så tror på, at det kan lade sig gøre at vedtage en stærk amerikansk klimalov, så er det 100 pct. sikkert, at en bindende global aftale ikke vil blive ratificeret i det amerikanske senat. Der skal hele 67 stemmer i Senatet til ratificering af en international aftale - at tro på det er et rent luftkastel,« mener Jørgen Henningsen.

Jurister ved bl.a. Center for Climate Change Law ved Columbia University har påpeget, at der findes en teoretisk mulighed for, at præsidenten forpligter USA på en fremtidig klima-aftale uden ratifikation i Kongressen. Det forudsætter imidlertid, at 60 stemmer i Senatet på forhånd giver præsidenten carte blanche til således at binde nationen globalt, og at præsidenten udnytter dette mandat. Hvor sandsynligt er det mon, at en præsident, der end ikke vover at bringe sit eget partis klimalov til afstemning i Senatet, kan få og vil bruge et sådant mandat?

»Det er svært at forestille sig, at USA vil påtage sig en klimapolitik, der indebærer, at USA's egne kulreserver ikke må bruges,« siger Lars Aagaard.

Svært at være realist

De danske ngo'er slipper nødigt kravet og forestillingen om en bindende global klima-aftale. For store organisationer som WWF og Greenpeace har det været del af deres klimapolitiske raison d'être at deltage på COP-møderne og presse på for aftalen. Både John Nordbo, klimachef hos WWF, og Tove Ryding, klimamedarbejder hos Greenpeace, siger, at de tror på en aftale »på et tidspunkt«.

»Men det er rigtig svært at sætte tid på. P.t. er der ikke meget bevægelse, og der er ikke nogen, der fører an og tager nye initiativer. Der er så mange ubekendte, at det er svært at sige, om det bliver før eller efter den næste rapport fra IPCC, FN's klimapanel, planlagt til 2013-14,« siger John Nordbo.

Tove Ryding mener, at »der er ikke noget, der tyder på, at vi ikke skulle få en aftale på et tidspunkt«.

Men det, hun forestiller sig, er en særlig variant af en bindende global aftale, hvor det internationale samfund bevæger sig fremad uanset USA's holdninger, og hvor USA får en særposition ved - ene af alle - ikke at behøve at ratificere aftalen, blot implementere dens indhold i praksis.

Det er et scenarie, der ikke møder meget forståelse blandt de øvrige aktører, Information har talt med. Hvorfor skulle de store u-lande ratificere og forpligte sig til at blive kigget i kortene af det internationale samfund, hvis ikke amerikanerne skal, siger en international forhandler. Og hvad med lande som Canada og Japan, der hele tiden har sat som egen betingelse, at USA også er med?

I virkeligheden, påpeger en anden, har de to stormagter og hovedmodstandere - USA og Kina - det begge udmærket med at holde hinanden i skak, så der ikke sker noget, og alting fortsat flyder.

Søren Dyck-Madsen, der i en årrække har deltaget i COP-møderne for Det Økologiske Råd, har svært ved at se USA-Kina-konflikten løst på FN-niveau.

»Det kræver en eller anden form for løsning på bi- lateralt niveau,« vurderer han.

I Dyck-Madsens krystalkugle får verden ikke én global bindende klima-aftale i første omgang, men måske to aftaler: En fortsættelse af Kyoto-protokollen for i-landene minus USA og en parallel aftale for alle andre. En dag kan de måske smelte sammen.

»Men jeg tør slet ikke sætte årstal på. Hvis du beder mig være realistisk, tror jeg, det bliver rigtig svært. Hvis man skal være realist, bliver man pessimist, og det er jeg generelt ikke. Det giver et skisma,« siger han, der har besluttet ikke at tage til COP16 i Cancun.

Jørgen Henningsen kritiserer ngo'erne for »at svigte i denne sag, fordi de fastholder en model, der ikke har gang på jord«.

»Det blokerer for, at andre muligheder bliver bragt på bane,« mener han.

Storvask i Rio?

Der hersker blandt alle interviewede aktører stor rådvildhed om, hvor COP16 i Cancun, Mexico, og COP17 i Sydafrika i 2011 kan bringe forhandlingerne hen. I forhandlerkredse rumsterer den overvejelse, at 2012 måske kan blive året, hvor det hele eksploderer, og luften bliver renset med ukendt resultat. 2012 er således 20 år efter FN's Rio-konference, hvor selve den grundlæggende Klimakonvention - nærmest mirakuløst - blev vedtaget og siden ratificeret af alle, og i 2012 mødes verdens ledere på ny i Rio de Janeiro for at gøre status over verdens tilstand og det globale samfunds indsats. Et eller andet må nødvendigvis ske her ...

Ingen aktører taler imidlertid for helt at afblæse de løbende klimadrøftelser i FN-regi. FN er bl.a. stedet, hvor de fattige og klimaudsatte lande kan komme til orde, og stedet, hvor der f.eks. kan forhandles klimabistand.

»Det første der sker, hvis man forlader dette forum, er at de sårbare landes interesser glemmes, og at f.eks. penge til deres tilpasning til klimaforandringerne aldrig materialiserer sig,« påpeger Tove Ryding.

Søren Dyck-Madsen mener også, at FN-processen er nødvendig som det forum, der kan udstille, hvad regeringerne ikke gør, og dermed både udløse et pres på dem og motivere til handling på andre niveauer.

Det sidste er afgørende for Lars Aagaard og Martin Lidegaard.

»FN-processen kan ikke undværes, men den har illustreret, at det her ikke kan gøres top-down med start i FN,« siger Aagaard.

»Der må bygges et momentum op nedefra, og det betyder, at det politiske ansvar for at drive processen nu først og fremmest er regionalt. EU har et fantastisk stort ansvar - det er ekstremt vigtigt, at EU samles om en fælles regional klimapolitik, der får de nationale politikker til at hænge stadig bedre sammen.«

Skrappe energikrav til bygningerne, bilerne og de elektriske apparater, et CO2-kvotesystem med færre kvoter og højere priser, harmoniserede støttesystemer for vedvarende energi - det er nogle af de påtrængende udfordringer for EU, mener Dansk Energis direktør.

»Der er blevet lagt utrolige mængder energi i de internationale processer fra både staterne, civilsamfundet og erhvervslivet. Jeg sætter spørgsmålstegn ved, om ikke den energi kan bruges bedre ved at rette blikket indad på nationalt og regionalt niveau,« siger Concitos Martin Lidegaard.

»Alle os, der vil klimaet det godt, kommer til at lave om på vore strategier for, hvor vi sætter det politiske pres ind. Concitos bestyrelse har besluttet ikke at lægge kræfter i FN-processen de kommende år - vores indsats kommer til at ligge i Danmark og EU. Vi oplever heldigvis en enorm interesse for klimaet i erhvervslivet og kommunerne og hos borgerne. Det er kun det politiske niveau, der er gået i stå,« siger Lidegaard.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steen Erik Blumensaat

Og det omrejsende show af flagel`lanter, spåmænd og spåkvinder sejdkyndige, frelsende frelserer, frelsenshær fortsætter deres frelsende kald.
Frels os fra dem!

Dan Johannesson

Jeg gentager her fra min blog på danjohannesson.dk:
Det er med klimaforhandlingerne, som med vores døende demokrati, indskrænkede civile rettigheder og kvælende mediehysteriske overvågningssamfund: Den ægte forandring kommer ikke, og vil aldrig komme, fra politikerne.
Det politiske system er ikke gearet til forandring, men til grundliggende opretholdelse af det økonomisk baserede vækstparadigme – af status quo.

Justeringer foretages primært for at imødekomme globaliseringsprocessens behov, og målet hermed er, som det kan konstateres ved simpel iagtagelse, at skabe en verden med stadig mere centraliserde magtinstitutioner, gemt bag et kollosalt, evigt afledende, slør af medieflimer, ekspertudsagn og fratagelse af individets følelse af at kunne påvirke sit eget samfund.

Ønsker vi vitterlig ændringer, må vi forstå at vi kan få dem. Hver og en. Men det kræver at vi dybest set forlader tanken om at det skal ske igennem lovgivning og politikere. De mennesker der er tilknyttet disse instanser er så dybt absorberet i spillet at de ikke hverken kan, eller vil, se de mønstre og sammenhænge jeg her har nævnt.

Det som skal sættes i stedet for er ikke anarki, men personlig vilje til forandring.

Vi kan opbygge andelsforeninger som kan indkøbe solceller, eller andre alternative forsyningskilder til lavere pris, end hvis vi skulle være alene om det. På den måde kan vi starte med at løsne os fra afhængigheden af energiselskaberne og indføre 100% bæredygtig energi uden om statsmagt, olieselskaber og lovgivere.

Vi kan udvælge en håndfuld dygtige landmænd, som brænder for at lave kvalitet, og købe vores ubehandlede fødevarer der direkte, uden om fordyrende mellemled.

Vi kan lave indkøbsforeninger som ikke tænker i profit, men som i stedet bestiller store mængder el og hybridbiler hjem, direkte fra fabrikken, så vi kan få dem langt billigere. De kan så hente deres strøm fra vores nye elsystem osv. Det er ikke utopi, men simple 100% mulige og konkrete viljeshandlinger.

Vi kan i det hele taget gøre rigtig meget, hvis vi beslutter os for at tage magten over det at være menneske og borger tilbage.

Vend magtesløsheden ryggen, og lad os så ikke vente mere på beslutningstagere som alligevel for længst har glemt hvem de arbejder for.

Vi kan, hvis vi ønsker det, simpelthen lave forandringerne selv – en af gangen.

Frej Klem Thomsen

Martin Lidegaard vedkender sig dilemmaet. »Vi drømmer alle om at få en bindende international aftale, fordi det ville være den bedste løsning. Men som det ser ud nu, er forhandlingerne kørt uhjælpeligt fast, og man skal være særdeles optimistisk for at tro på, at det bliver anderledes.«

Og hvad i alverden er en alternativ løsning? Enhver forestilling om at der globalt kan nås de mål som er nødvendige uden en juridisk bindende aftale er endnu mere utopisk end forestillingen om at en sådan aftale er mulig. Det er ikke at det er let, endsige specielt realistisk, at en global aftale kan indføres. Det er at der er tale om det absolut sidste håb for at afværge fremtidige klimakatastrofer.

"Vores mål er vækst, en holdbar og inklusiv vækst," udtaler Barroso [min kursivering].

Mon ikke denne selvmodsigelse, der velsagtens er det tætteste man kan komme fornuft indenfor det nuværende økonomiske paradigme, meget passende kan mejsles ind i vores civilisations gravsten om nogle få årtier?

''everybody complains about politicians, everybody says they suck. but where does people think theese politicians come from, they don't fall out of the sky, they don't pass through a membrane from another reality, they come from american parents, american families, american homes, american schools, american churches, american businesses, american universities and they're elected by american citizens. this is what we have to offer. it's what our system produces. garbage in - garbage out. if you have selfish ignorant citizens you're gonna have selfish ignorant leaders. so maybe, maybe it's not the politicians who suck, maybe, it's something else... like the public... because if it's really just the fault of thees politicians, then where are all the other bright people of consciousness, where are all the bright, honest, intelligent americans, ready to step in and save the nation and lead the way - we don't have people like that in this country, everybody's at the mall, scratching his ass, picking his nose, taking his creditcard out and buying a pair of snickers with lights in them.

it's what our system produces.

I et demokrati kan der ikke komme en ændring via politikerne, uden at der er et grundlag for det i vælgerbefolkningen.
Problemet ligger således i første omgang i vælgerbefolkningen.
Men hvad bestemmer vælgernes holdning?
Det er rigeligt dokumenteret, at i USA bestemmes vælgernes holdning til klimaet af de store olieselskaber Det sker igennem tusinder og atter tusinder af PR-agenter, som udnytter alle tænkelige og utænkelige metoder til at påvirke de amerikanske borgere. Deres psykologisk baserede metoder er tilstrækkelig virkningsfulde til at de kan diktere den offentlige holdning i USA. Amerikanske sind kan købes med penge. Dvs. at de der vinder de amerikanske sind, er de, der har flest penge.
Af den grund vil USA næsten altid stå for den politik, som er i storkapitalens interesse.
Obama har erkendt, at han er for svag - kapitalinteresserne har mere magt, end han har. Han fik med møje og besvær sundhedsreformen igennem imod storkapitalens interesser, og det var en kraftpræstation. Han ved godt, at hvis han skal have en klimaaftale igennem, så skal han gå op imod olieselskabernes propaganda. Og det er han desværre for svag til.
Det kreperlige er, at olieselskaberne har indflydelse nok til at fylde den jævne amerikaner med løgn om klimaet. Hvis man kunne afmontere løgnen, hvis amerikanerne ikke blev hjernevasket fra morgen til aften, kunne det se helt anderledes ud. Forskellen på et demokrati og et diktatur burde være, at i demokratiet holdes ingen viden tilbage, og derfor træffes politiske beslutninger på det bedst muligt informerede grundlag. Men i USA sker det ikke sådan. Olieselskaberne betaler for at mørklægge amerikanernes forståelse for realiteterne.
Det er ikke kun i USA, det er sådan. Også i Australien har olie- og kulselskaberne meget magt over sindene.
Og her i Europa? Jamen, vi udsættes da også for hjernevask, betalt eller støttet af olieindustrien, blot ikke med samme intensitet - endnu.
Vejen ud af miseren kan kun findes ved at man finder en metode til at afsløre bevidst løgn og spin. Det er ikke let.

Niels-Simon Larsen

@Dan: Fint indlæg.
"Vi kan, hvis vi ønsker det, simpelthen lave forandringerne selv – en ad gangen".

Enig! Altså hvis vi ønsker det - . Det er dér, hunden ligger begravet og altid har gjort det. Det svarer til at trække os selv op ad sumpen ved håret. Individuelt ser man folk gøre det, ud af deres egen personlige sump. Kollektivt har vi i Dk også gjort det fx gennem andelsbevægelsen og arbejderbevægelsen. Nu skal miljøbevægelsen lave kunststykket. Andelsbevægelsen og arbejderbevægelsen søgte væk fra jammer, armod og kummer - brød på bordet, ordentlige forhold. Miljøbevægelsen skal lave modvækst, altså en anden slags vækst, som man kunne kalde indre vækst, bort fra materialistisk tænkning hen mod global ansvarlighedstænkning. I sidste ende vores overlevelse.

Hvorfor er det så svært? Vil alle ikke gerne overleve? Jo, men det er meget svært at få folk til at tro på, at tingene bliver værre i næste uge, når det går så godt i denne. Ikke engang når der er lig på bordet (som jsn's forrige artikel handlede om) kan vi snøvle os sammen. Vi synes ikke, at vi har råd til at overleve (Klaus Illum). Vi kan simpelthen ikke forestille os, at vi kan ødelægge hele jorden, og at ansvaret hænger på os.
Jeg ser det som en dybdepsykologisk kamp, en kamp for en ny mentalitet. Vi skal meget langt ned i de indre rum for at ændre selv de mindste ting. Et politisk parti kan ikke mere basere sig på at kræve noget af andre. Det skal kræve noget af sig selv, og det er nok svært indenfor de nuværende rammer. Traditionel partipolitik er noget med at tæve løs på modstanderne. Det er måske derfor, vi ikke kan få gang i et grønt parti.

Dan Johannesson

@Niels - Simon Larsen
Tak.

Ja at der er tale om en kamp om en ny mentalitet er en klar destillation af hvad der i praksis er i spil, i de første, tøvende, segmenter af befolkningerne i den vestlige verden.

En lille portion borgere er ved at nå til en helt afgørende erkendelse: Politikerne har ikke, i årevis, tjent befolkningernes dagsorden, men deres egen.

Processer og magt centraliseres, imens befolkningerne afledes og frakobles enhver følelse af reel indflydelse ifht. uigennemskuelige beslutninger, der træffes længere væk fra den enkelte end nogensinde, i stadigt mere lukkede rum.

Det kan hertil, ved simpel iagttagelse, konstateres at der er ved at blive konstrueret nye koblinger og forbindelser i forhold til amerikansk overvågning af Danske borgere og landets interne kommunikationssystem.

Sammenholdes denne iagttagelse, med tendensen til konstant øget centralisering, og borgernes apatiske følelse af magtesløshed, fremkommer der et billede af en verden hvor borgerne i stadig større grad vil opleve et kulørt pseudodemokrati udfolde sig på deres tv skærm - imens et faktisk semifacistisk styre, uden reelt demokratisk indhold, i praksis udfolder sig til fordel for ganske få økonomiske magthavere inden for våben og olieindustrien.

Jeg ved at ovenstående nemt kan affejes med ord som "paranoia" mv. I den forbindelse opfordrer jeg blot til at der zoomes lidt længere ud på informationsstrømmen end normalt, og at fokus sættes på overordnede mønstre i stedet for inciterende, men typisk banale, enkeltsager.

Løsningen er, set i min optik, at standse med at tilføre eksisterende politiske og økonomiske systemer kraft og opmærksomhed, og i stedet etablere ny og bæredygtig prakis med minimal tilknytning til politikere og den vanvittige olieafhængige vækstfilosofi.

Tænk over det og mærk den stille, men nødvendige, revolution, denne tanke i sin kerne præsenterer dig for.

Sammen er vi fremtiden, delt er vi nutiden.

Gode indslag. Hvor skal initiativet dog komme fra ?
Jeg tror, at unge danskere er for engageret i at skabe sig selv bare en tålelig tilværelse eller at ødelægge den med dårligt selskab eller druk, de erhvervsdygtige sidder fælt fast i deres gældsfængsler med negativ friværdi og tør ikke tillade sig den 'luksus' at tænke på miljø samtidig med at satse bil og bolig. Så er der en voksende gruppe af dem der er sluppet levende ud af karriereræset og har tid til eftertanke og fordybelse. Samlet set kan man godt foratå er det ikke sker noget hverken på det personlige eller politiske plan. Man kunne også spørge hvorvidt miljøet pt er den vigtigste sag når 2/3 af klodens befolkning lever under fattigdom. Mon der er nogen der kender den virkelige sandhed ?

Rui Hassenkam Serzedelo

Til både artiklen og tidligere indslag:

NGO'ernes ideologiske og urealistiske insisteren på den multilaterale binding er skuffende. Men der vil stadig være brug for en bilateral aftale mellem sværvægterne USA og Kina, og en eller anden form for kompensation fra i-lande til u-landenes tilpasning til klimaændringer.

Hvis COP processerne ikke føre til noget tilfredsstillende resultat er det måske bedst at afskaffe dem helt? Og i stedet bruge ressourcer lokalt, regionalt og nationalt. Der er helt klart brug for en decentralisering og uddelegering af ansvaret til lovgivende forsamlinger, myndigheder og offentlige instanser, til organisationer, fællesskaber og foreninger.

Politikere er både mennesker og borgere som alle andre. Og så har de et repræsentativt ansvar, og det må på ingen måde udhuldes, hvis vi skal holde fast i det politiske rum og demokratiets legitimitet. Der findes ingen individuelle løsninger til kollektive udfordringer, især ikke når det gælder kloden.