Klumme
Læsetid: 2 min.

Bagsiden: Tillykke, Putin!

En gruppe unge studiner har lavet en helt speciel fødselsdagshilsen til Vladimir Putin
Udland
13. oktober 2010
En af de russiske lykønskningsstudiner.

En af de russiske lykønskningsstudiner.

ARSENY GROBOVNIKOV

SANKT PETERSBORG - Ruslands magtfulde premierminister, Vladimir Putin, blev torsdag 58 år gammel, men fører sig fortsat machoagtigt frem, som var han en 25-årig sportstrænet jægersoldat med forkærlighed for vilde rovdyr som den sibirske tiger og russiske vildheste. Og kvinder.

Det kan pigerne lide. En flok studiner fra det journalistiske fakultet på Moskvas Universitet begik en fødselsdagsgave til premierministeren i form af en kalender, hvor de optrådte letpåklædte i undertøj til ære for Putin under overskriften 'Vi elsker dig, Putin'.

Pigerne har hver sin kærlighedserklæring til premierministeren. En skriver: »Vladimir, De slukkede skovbrandene i sommer, men jeg brænder stadig«. En anden: »Jeg vil gerne have Dem som andenpilot«. En tredje: »Alle skulle have et mandfolk som Dem«.

Kalenderen er udgivet i 50.000 eksemplarer. Pigerne fortæller til russiske medier, at de har gennemgået en casting for at få lov til at deltage i den ærefulde manifestation, hvor de skulle vise deres yndigheder frem i undertøj. »Vi er glade for, at vi kan vise premierministeren vores skønhed,« siger en af dem til netavisen gazeta.ru. Putins pressechef, Dmitrij Pesjkov, siger samme sted, at hverken han eller den Putin-tro ungdomsbevægelse Nasji (Vores, red.) kender noget til kalenderen, men mange antyder, at der allerede nu er tale om propaganda i forbindelse med det kommende præsidentvalg i konkurrence med nuværende præsident Dmitrij Medvedev i 2012.

På det journalistiske fakultet tager ledelsen afstand fra kalenderen.

»Men vi kan jo ikke kontrollere studenternes handlinger,« siger dekan Jasen Zasurskij. En af hans studerende, Maksim Perlin, fortæller, at kalenderen er lavet for både at tjene penge og for at støtte den fortsat populære premierminister. »Vi viser ikke kun dumme piger, men kloge studerende, der arbejder og studerer, piger som har en holdning til udviklingen, vi har valgt piger, der har noget i hovedet,« siger han.

Kalenderen fik straks en alternativ udgave, også begået af studiner ved det journalistiske fakultet i Moskva. De optræder i en kalender på nettet. Kvinderne optræder ikke halvnøgne, men i sorte kjoler med gaffatape over munden. Teksten under billederne er ubehagelige for Putin: »Hvem dræbte Anna Politkovskaja?«. Og decemberpigen spørger: »Hvornår kommer den næste terroraktion?«

Putins pressesekretær har taget afstand fra begge kalendere.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Dum naivitet, eller genial udstillingen af manden som en gammel gris?

Nu ikke så misundelig! ;-)