Læsetid: 3 min.

Danske soldater bakker op om at forhandle med Taleban

Tidligere udsendte til Afghanistan og hærens foreninger ser positivt på, at USA er gået i dialog med Taleban. Taleban er en forskelligartet organisation, og man vinder ikke krigen alene med vold, lyder det fra flere fra forsvaret
Alle hærens personelforeninger fra officerer til menige mener, at danske soldater i Afghanistan bør gå i dalog med Taleban for at få afsluttet krigen. Her ses  danske soldater i Helmand-provinsen fra Bravo-kompagniet på patrulje i nord for Gereshk, hvor opiumvalmuerne dominerer. I området får bønderne natlige besøg og trusler fra Taleban-krigere.

Alle hærens personelforeninger fra officerer til menige mener, at danske soldater i Afghanistan bør gå i dalog med Taleban for at få afsluttet krigen. Her ses danske soldater i Helmand-provinsen fra Bravo-kompagniet på patrulje i nord for Gereshk, hvor opiumvalmuerne dominerer. I området får bønderne natlige besøg og trusler fra Taleban-krigere.

Søren Bidstrup

14. oktober 2010

Information fortalte i tirsdags, at USA og den afghanske Hamid Karzai-ledede regering i Kabul, ifølge The Guardian og Washington Post, er gået i dialog med Taleban. Ifølge kilder skulle to indledende krav fra Taleban være, at USA frigiver 60 pakistanske Guantànamo-fanger og giver al-Qaeda frit lejde til at forlade Afghanistan, for at der kan forhandles om ro i landet.

En sådan form for dialog og forhandling med Taleban er helt i orden, mener flere danske tidligere udsendte militærfolk.

»Vi har lært fra Irak, at man ikke kan finde en ren militær sort-hvid-løsning på Afghanistan-konflikten. Man er nødt til at få nogle af de aktører, der er i landet til at arbejde sammen og gøre dem til en del af løsningen. Det er trods alt også dem, som skal bo i landet, efter vi er smuttet,« siger Nicholas Ørum Keller, som er kaptajn af reserven og kom hjem fra Afghanistan i februar i år med hold 8.

Samme budskab lyder fra premierløjtnant Søren Sjøgren, som var delingsfører på hold 7 i 2009. Han kan ikke huske nogle konflikter i verdenscivilisationen, som blev løst med vold alene.

»Ved at marginalisere en del af befolkningen og kalde dem for 'Taleban' eller 'fjenden', så sætter man nogen udenfor. Hvis man vil indføre demokrati, så skal alle være med. Her kan volden skabe ro for, at man kan tale sammen, men det er dialogen, som skaber fred i sidste ende,« siger han.

Taleban er ikke en helhed

Også hærens foreninger bakker op om forhandlinger.

Bent Fabricius, formand for Hovedorganisationen af Officerer i Danmark (HOD), ser dialogen som en naturlig proces i vejen for at finde fred.

»Hvis forhandlingerne kan vise en vej frem for Afghanistan og dermed medvirke til at følge målene for det internationale samfunds indsats i Afghanistan, så ser jeg det som positivt,« siger han.

Samtidig er det vigtigt at huske på, at Taleban er en forskelligartet organisation, påpeger formanden for Hærens Konstabel- og Korporalforening (HKKF), Flemming Vinther.

»Man er nødt til at se i øjnene, at man ikke kommer videre uden at gå i dialog. Samtidig er Taleban mange ting - alt fra den indædte fanatiker til den lokale bonde, som slås på Talebans vegne enten for at få en skilling eller for at slippe for selv at blive slået ned,« siger han.

Taleban måske klar

Hvorvidt Taleban er klar til at indgå forhandlinger, er imidlertid svært at sige.

Ifølge major Lars Ulslev Johannesen, var de det i hvert fald ikke tilbage i 2006, da han var i Afghanistan som chef for 1. lette opklaringseskadron, Bornholm.

»Dengang brød Taleban de aftaler, vi havde lavet med dem,« siger Lars Ulslev Johannesen:

»Men der kan være sket en modning siden da, og i så fald er det altid godt med dialog frem for krig.«

Søren Sjøgren nævner Talebans forskelligartethed som begrundelse for, at det er svært at svare på, om de er klar til forhandling.

»Nogle steder er de måske klar til at lave aftaler, andre steder ikke,« siger han.

Krig løses ikke ved vold

Nicholas Ørum mener, at dialogen med Taleban er et vigtigt led i bestræbelserne på at kunne trække de internationale styrker ud af landet. For de kan ikke løse konflikten alene.

Han fortæller, at talebanerne har lettere ved at rekruttere fattige, pakistanske mænd til at slås, så længe der er udsendte soldater i landet.

»Det er nemmere at kæmpe mod os, de vantro kristne. Det problem bliver løst, når vi trækker os ud, og afghanerne selv er klar til at overtage landet. Så bliver det sværere for Taleban at rekruttere folk, da de så skal kæmpe mod deres afghanske, muslimske brødre. Man skal derfor vide, at så længe vi er i landet, så er vi en stor del af løsningen, men også en lille del af problemet,« siger han.

Selv om der hersker enighed blandt de tidligere udsendte om, at dialogen er vejen frem, så tror Søren Sjøgren det afhænger af, hvem man spørger.

»Hvis jeg havde fået sprunget benet af og sad i rullestol, så var det måske svært at se det fornuftige i dialog. Men på den lange bane kan man ikke løse en konflikt med vold.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

olivier goulin

"Man skal derfor vide, at så længe vi er i landet, så er vi en stor del af løsningen, men også en lille del af problemet,« siger han."

Af hvilket problem, og af hvilken løsning?

Hvis det er krigen, der er problemet, så er I ikke bare en lille del af problemet - I er den egentlige og eneste årsag til det.

Og dermed har I ganske rigtigt også hele løsningen i jeres hænder - ved at forsvinde igen.

/O

Bedste nyhed i meget lang tid.

Soldater fra et land som (modsat USA) har prøvet hvad det vil sige, at være besat.

Folk der er klar over, at sætningen:

"At samarbejde med en besættelsesmagt"

hos alle anstændige mennesker har en nerve, der går direkte fra det indre øre til aftrækker-fingeren.

Det var sgu da ikke afghanske bjergbønder, der ikke kan stave deres eget navn, der fik tvillingetårnene til at falde sammen. Det har alle da godt vidst - hele tiden.

Aksel Gasbjerg

@ olivier goulin

Jeg er enig.

Men samtidig må man se det positive i, at selv soldaterne nu løsner op for den militaristiske sort-hvid-tænkning. Fra artiklen kan man hente følgende citater, som jeg ikke mindes tidligere at have hørt fra den kant:

"Vi har lært fra Irak, at man ikke kan finde en ren militær sort-hvid-løsning på Afghanistan-konflikten".

"Ved at marginalisere en del af befolkningen og kalde dem for ‘Taleban’ eller ‘fjenden’, så sætter man nogen udenfor. Hvis man vil indføre demokrati, så skal alle være med".

"det er dialogen, som skaber fred i sidste ende"

"Man er nødt til at se i øjnene, at man ikke kommer videre uden at gå i dialog. Samtidig er Taleban mange ting - alt fra den indædte fanatiker til den lokale bonde"

"...Men på den lange bane kan man ikke løse en konflikt med vold."

olivier goulin

Aksel,

Nej det er nye toner fra de krigsglade.

Nu mangler vi bare at høre det samme fra Søren Espersen - så har vi vist fået omvendt alle synderne.

/O

Tom W. Petersen

Jeg forestiller mig, at disse talebanere og andre afghanske krigere, som vil have de fremmede landes militær ud af deres land, tænker sådan her:
“For de gamle, som faldt
er der ny overalt;
de vil møde, hver gang der bliver kaldt.
De skal vide, de aldrig ser de sidste;
de skal vide, at ingen bliver træt.
Kræfter fødtes for kræfterne, som svandt.
Fælles vilje gør kampdagen skøn.
Nye stridsmænd skal dér,
nye stridsmænd skal her.
Mangen eg er for uvejret segnet,
men endda er vi frejdige i hu -
viger ej ud af spor, for vi kender det ord:
Det har slet ingen hast for dem, som tror.”